skip to Main Content

Sneppeturen 2014

IMG_5693Jeg sniger mig sammen med de ca. 30 Stude ned langs det levende hegn. De unge stude er meget nysgerrige og følger mig helt tæt. De snuser og puffer til mig så snart jeg står stille og jeg tænker egentlig at de er gode til at have som dækning.
Vejret er lidt diset og køligt og jeg har faktisk ikke de store forventninger til at der skal komme vildt ud på den eng jeg er på vej imod…
Vores Årlige sneppetur til vestjylland starter altid med en pürschtur om morgenen. Der er masser af skønne grønne enge rundt om den store mose og hele herligheden er fuld af brede levende hegn og små åløb. Det er perfekte omgivelser for både råvildt og kronvildt og vi plejer at se masser af vildt på disse morgenture. I år går der dog økologiske stude på en del af engene og jeg er lidt usikker på hvordan vildtet har det med at dele plads med disse store unge dyr!
Da jeg sammen med alle de prustende og nysgerrige dyr ankommer til det dobbelte levende hegn, hvor der er et spor imellem som er perfekt at liste sig på, sætter jeg farten betydelig ned. Lige her har jeg næsten årligt skudt råvildt og vores vært fortalte at naboen havde set “en kæmpestor hjort” lige netop i dette område… Når en vestjyde siger “kæmpestor hjort” så er det noget der sætter mine jagtdrømme igang! Jeg har endnu ikke skudt en dansk kronhjort og det er for mig et af mine helt store ønsker… På den ca. 100 meters pürsch rejser studene og jeg 3 (!) snepper og jeg må indrømme at pürsch planerne og drømmen om den store hjort allerede er ved at vige pladsen for fornemmelsen af, at der er mange snepper på terrænet! Jeg ser intet andet vildt denne morgen og min far havde heller ikke meget held på hans tur rundt i den anden ende af mosen… Vi mødes tilbage ved gården kl. ca. 9 og lader om til haglbøsser og sneppegrejet. Jeg står længe og overvejer om jeg skal vælge Buchslflinten eller haglbøssen da jeg på den ene side ikke kan glemme rygtet om hjorten og på den anden side har jeg på fornemmelsen at der virkelig ligger mange fugle… Jeg vælger haglbøssen og det skulle senere vise sig at være en grum fejl!

P1040294
De nysgerrige stude fulgte meget interesseret med i alt hvad jeg foretog mig.

Vi starter altid med at drive den naturligt overbevoksede have af men her sidder der ikke en eneste sneppe. Vi går derefter som vi plejer ned mod de dobbelte levende hegn som jeg pürshede langs med den morgen. Her sidder der en enkelt fugl helt op imod naboens terræn og den letter faktisk rigtig fint lige ud til mig, men jeg formår at skyde forbi… Ikke den bedste start og følelsen af at der er mange snepper begynder langsomt at sive lidt ud af mig. Vi går videre og passere masser af de sædvanlige “hotspots” uden en eneste fugl! Da det dobbelte levende hegn stopper tager jeg en rundering ind i selve mosen hvor terrænet er meget uvejsomt og pilekrat, nåletræer, egekrat, brombær og siv veksler i en pragtfuld sammensurium. Herinde sidder der “altid” snepper og enten så rejser de så jeg kan skyde eller også slår de ud over engen hvor far står klar. Vi har gjort dette sammen i næsten 20 år så der er ikke mange forklaringer, vi ved hvad der skal ske og vi ved hvor vi skal være henne i forhold til hinanden. Mille arbejder benhårdt og søger alt igennem. Hun rejser en enkelt fasankok, men dem skyder vi ikke når vi er på sneppejagt!

P1040301
Mille har aldrig rigtig tålmodighed til at få taget billeder..:)

Det store pilekrat jeg står foran er omgivet af siv og idet at Mille hopper igennem de yderste grene brager det i sivene… Jeg kan mærke jorden dundrer og jeg ved allerede før jeg ser den hvad det er… HJORTEN! Den flotte store regelmæssige 10-ender braser ud af sivene og viser sig i et splitsekund for mig, før den vender rundt og løber lige væk fra mig! Jeg har siden gennemtænkt situationen MANGE gange og jeg føler ikke at jeg selv med bochbüchsflinten ville have kunnet afgive et fornuftigt skud… På trods af dette, er jeg rasende på mig selv af jeg valgte haglbøssen istedet… Mille er lidt benovet over det tætte møde med hjorten og hun sidder lige et øjeblik og kigger på mig som om hun tænker: “Hvad fanden var det?!” Jeg står og funderer en lille smule over dette fantastiske øjeblik da idyllen bliver afbrudt af et højt helt tydeligt riffelskud fra naboens side af mosen! Jeg vil ikke rigtig tro at det jeg frygter er sket, er sket! Men inderst inde er der jo ingen tvivl… Herluf har skudt denne drømmehjort…
Min far og jeg mødes og sludrer lidt om det der lige er sket. Vi genoptager ruten som vil bringe os igennem en del af mosen for så at afslutte formiddagen med at drive en lille remiselignende klat af selvsået skov som ligger tæt på gården. Her rejser Mille 3 snepper hvoraf jeg skyder den ene. Den rejser lige ved siden af mig og flyver direkte væk fra mig. Det er for så vidt et simpelt skud men en af hemmelighederne er at lade fuglen flyve lidt så der kommer lidt afstand. Både for ikke at skyde den lille fugl i stykker men også fordi at haglsværmen dækker mere længere ude. Fuglen falder i en lille birkelund og Mille henter den i fin stil.
Vi møder vores vært, Gunde i køkkenet til en velfortjent frokost og snakker faktisk mest om den hjort! Gunde havde set naboen køre ned i hans del af mosen med en bobkat, så vi ved jo godt at han har skudt hjorten… Efter frokost drager vi over for at ønske ham tillykke og jeg får da både en øl og et “tak for godt driverarbejde”…:) Det er altid en fornøjelse at snakke med en lykkelig jæger, men jeg må nok indrømme at jeg er liiiidt misundelig!

IMG_5681
Den stolte hjortejæger!
IMG_5679
En flot regelmæssig dansk 10-ender!
IMG_5678
Hjorten havde en stor velernæret krop og faldt for et perfekt spidst skud fra Herluf’s 30.06’er!

Efter alt dette skal Mille have en pause så jeg tager Maddie ud i en lang snor. Planen var at gå stille og roligt op ad et levende hegn for at se om hun ikke kunne få god vind af en sneppe. Maddie er jo stadig ung og hun har ikke helt forstået hvad det der JAGT går ud på. Hun veksler lidt mellem at tosse rundt på engen til pludselig at bruge næsen og virkelig afsøge hegnet for fært. Hun trækker an til stand én eller to gange men der sidder desværre ikke nogen fugle. Efter en skøn dag i dejligt solskin slutter vi det hele af med middag på gården og mange røverhistorier bliver delt over bordet.

P1040300
Min far (til højre) og Børge er klar til at kigge efter snepper.

Lørdagen tilbragte vi som gæster i en skøn plantage lidt nord for Oksbøl og vejret startede flot med solskin og far skyder den første sneppe som Mille letter. Kort efter kommer der kraftige regnskyld og hele dagen er en blandet fornøjelse mellem solstråler og voldsomme regnbyger. Der var heller ikke mange snepper i plantagen og i takt med at Mille blev træt og våd, så skiftede vi til Maddie.

P1040298
Klassisk plantageterræn med afvekslende bevoksning.

Hun fik min gamle hønsehunds sneppeklokke på og det var en helt ubeskrivelig fornøjelse igen at høre klokkens bimlen i den vestjyske skov! Maddie fik lov til at søge frit og hun begyndte lige så langsomt at forstå at vi skulle holde kontakt og søge inde imellem de tætte træer. En masse skønne gamle minder om min gamle hund Mikka, begyndte at dukke frem og det var en lidt særlig melankolsk fornemmelse at Se og høre den gamle klokke på Maddie. Vi fandt ikke en eneste sneppe hele den eftermiddag men jeg lavede en lille apporteringsøvelse med Maddie og hun samlede fint op og returnerede flot! Hun skal nok blive til noget én dag..:)

IMG_5686
Maddie med apporteret sneppe og min gamle hunds sneppeklokke.

Vi kunne lige nå en lille tur i den del af den gamle mose hvor vi ikke nåede hen om fredagen og imens solen var på vej ned i de flotteste farver samlede der sig et voldsomt tordenvejr sammen i det fjerne. Det småregnede og lynende og der var den helt særlige elektriske røde nuance i luften. Vi var ikke nået 10 meter før den første sneppe lettede… Den fløj straks ind imellem nogle tætte tujaer og jeg fik den med andet skud langt inde mellem træerne! På ca. 50 meter lettede Mille yderligere 3 fugle og pludselig var vi helt oppe på mærkerne, for hér var der åbenbart snepper! Sjovt som det aldrig er til at sige hvor de er eller om de overhovedet er der.

P1040297
Regnvejr, fyrnåle ned af nakken og blade på hatten. Sneppejagt er RIGTIG jagt!
P1040303
Den lille beholder til mine Siemens SecureEar kan nemt bruges som penselfjersbeholder!

Jeg plejer at have 4-5’er hagl i mit højre løb og så 7-9’er i det venstre. på den måde kan jeg også skyde til råvildt hvis afstanden er fornuftig.  Afstanden var aldeles fornuftig da der nærmest flyver et smaldyr ud af det tætte buskads foran mig. Dyret har Mille stødt ca. 10 meter længere fremme og det har kurs lige imod mig! På blot et par meters afstand passere det mig og jeg kan skyde det i et perfekt sideskud. Dyret bliver ramt lige der hvor halsen går ind i kroppen og smaldyret kollapser i skuddet og ruller en enkelt gang eller to inden det ligger helt stille! Dét er ægte jysk jagt når det er bedst… Man ved aldrig hvad der kommer ud af skoven og forudsigelsen er en kæmpe del af charmen her i mosen.
På kun en lille time skyder vi 4 snepper og smaldyret. Mæt oven på en lang og god dag begiver vi os “hjemover” til Billum Kro hvor vi skal spise stegt ål med vores jyske venner!
Søndagen starter vi ud i flot høj sol og desværre ikke for mange fugle… Vi skyder hver én og ser to andre, men det er helt tydeligt at der er langt imellem dem. Vi afbryder jagten inden frokost og går tilbage mod gården med trætte men velfornøjede skridt. Endnu en sneppetur er overstået og vi er allerede begyndt at glæde os til næste år! Heldigvis skød vi begge to 4 fugle så den kammeratlige konkurrence er uafgjort omend jeg mener at smaldyret da må tælle for et eller andet… Vi tager afsked med de gæve jyder og vender næsen østover. Begge hunde ligger helt stille hele vejen hjem og min far og jeg sidder som vi plejer i en blanding af eftertænksom stilhed og pludselige udbrud af genfortællinger af det vi har oplevet denne skønne eventyrlige weekend.
Det må gerne hurtigt blive november igen….
Åh, og kære Herluf… Næste år skyder JEG mosehjorten!

This Post Has 0 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top