Samsø bukken
Det havde regnet det meste af dagen, her den næstsidste dag i bukkejagten 2014. Min guide Henning og jeg sad i den lille ATV og nød at solen endelig kiggede frem bag skyerne. Vi håbede at vejrskiftet ville sende råvildtet på fødderne da det ellers ville være svært at se de små hjorte i den høje bevoksning. Der var ikke observeret nogen brunstaktivitet her på det nordligste af Samsø, så vilkårene var vanskelige men jo bestemt ikke umulige…
Vi så et par enkelte råer og en lille ung buk inden vi nærmede os Hennings egen gård hen på aftenen og her fortalte Henning om en ældre halt buk som han havde observeret mange gange men ikke havde haft held til at få nedlagt. Den skulle vi naturligvis holde øje med da den så ud til at have det rigtig skidt og bevægede sig rundt med stort besvær.
Pludselig ser vi begge samtidig denne ældre spidsbuk stå i et sprøjtespor og lige da han ser ATV’eren springer han tydeligt besværet ind i det halvhøje korn!
Vi fortsætter med køretøjet ind i garagen på gården og sniger os derefter tilbage op mod marken. Bukken lå 230 m. inde i marken og vi kunne kun lige akkurat skimte opsatsen og ørene. Henning og jeg stillede os op med skydestok, vi målte afstanden i min kikkert og vi var klar til at bukken igen skulle rejse sig….
Bukken blev bare liggende… Efter at have ventet i ca. 30 min. forsøgte Henning at gå lidt ned af vejen for at se om der evt. var bedre udsyn men det var klart bedst der vi stod. Vi forsøgte at kalde med et bukkekald og pifte lidt men bukken lå helt stille og sov! Efter en times tid hvor vi havde nået at fortælle temmelig mange røverhistorier, kigget på den efterhånden fremskridende solnedgang og endda haft tid til selfies, kom der pludselig et rabalder ovre fra nabogården som lå et par hundrede meter væk.
Der var åbenbart et mindre selskab som skulle tage afsked med hinanden og der var bildytten, hundegøen og folk der råbte og grinte… Det skulle bukken dog lige kigge lidt på, så lige med et stod han i sporet! Jeg kunne tydeligt se halsen men jeg kunne ikke helt se hvordan kroppen vendte så jeg var ikke så tryg ved at skyde. Træfområdet på en rådyrhals er temmeligt småt og jeg ville gerne skyde på selve brystet eller i det mindste lige i overgangen fra hals til krop. Dette var umuligt så inden vi kunne nå at se hvordan han stod, lagde han sig igen… Dette skete dog besværet pga. det dårlige ben og derved kunne vi se at han faktisk satte sig i i forlængelse af selve sporet. Efter yderligere 15-20 minutter, som virkede MEGET lange rejse bukken sig igen. Nu da jeg vidste hvor jeg skulle sigte for at få kuglen til at ramme kroppen, var det blot et spørgsmål om at få vejrtrækningen på plads og lade den nye Gecco kugle i kaliber .270 gå… Skuddet gik og bukken faldt på stedet med en perfekt kugle lige der hvor halsen går over i brystet.
Henning var meget nysgerrig for at kigge ordentlig efter på bukkens skade og det viste sig at en tidligere anskydning havde ramt lavt på brystet og havde ramt både brystkasse og forløb. Det ene løb var helt stift men ellers var bukken faktisk i fin stand og pelsen var tæt, flot og rød! Vi stod et øjeblik og beundrede solnedgangen, bukken og hele situationen… Der var store stæreflokke som var på vej til en nærliggende mose for at finde deres nattesæde og fluerne summede på den helt særlige måde som de kun gør i en sommermoden hvedemark. Den der helt særlige melankoli sænkede sig over os begge og vi kunne stå et øjeblik og bare være stille… og rigtig være… På reviret findes der rigtig gode bukke, endda et par stykker godt oppe i medaljerækken og jeg vil ikke ligge skjul på at jeg havde da håbet på en noget større buk! Men denne jagt udviklede sig anderledes og det havde været en spændende aften hvor Henning og jeg havde nået at knytte et lidt særligt forhold i bestræbelsen på denne buk som havde narret andre jægere hele sæsonen. Trofæmæssigt er det ikke en af de største der hænger på min væg, men jeg kommer aldrig til at glemme denne gamle spidsbuk.Min allerførste Samsøbuk!
