Troldfuglens hemmeligheder

Skovsneppen er et af de mest fascinerende dyr man som jæger kan efterstræbe. Myterne og historierne om denne lille fugl er mange og diskussionerne vil ingen ende tage når der skal gættes på trækruter, terræn eller hvornår fuglene kommer til lige netop ens eget revir. Betyder fuldmånen at fuglene forlader reviret eller at de ankommer? Er blæsevejr flyvevejr eller overligger vejr? Hvorfor ligger der nogen dage fugle ude i det høje græs på engene og andre dage findes de kun dybt inde i den tætte granskov? Men ligegyldig hvor meget vi sneppejægere TROR vi ved, så er vi oftest mest enige om at vi ALLE gang på gang bliver ”taget på sengekanten” når det kommer til denne eftertragtede troldfugl og dens mange hemmeligheder!

Min første sneppe
Jeg var kun 16 år da jeg var af sted på min første sneppejagt med min far i det vestjyske. Nerverne sad selvfølgelig helt uden på tøjet og selvom jeg havde været med før uden bøsse og egen hund – var dette lige pludselig jagt på et helt andet plan!
Jeg havde drømt om denne dag så længe og jeg havde ikke lukket et øje natten før. Min far er en god historiefortæller og har siden jeg var lille dreng fyldt mit hoved med maleriske sneppehistorier og sikkert også nogle enkelte røverhistorier – hvis jeg kender ham ret. Måske ville jeg netop denne dag skabe min første historie om heden, hunden, jægeren og sneppen.
Vi var lige kommet til et spor der skar igennem de unge rødgraner og foran os var der en et stykke med lærk og fyrretræer. Luften var fugtig og kold på samme tid, som den ofte er i November på disse kanter. Den udlånte korthårede hønsehund Gusse arbejdede intenst inde i stykket foran os og på nær min egen vejrtrækning, var sneppeklokken den eneste lyd der kunne høres. Det var midt på dagen og jeg havde skudt forbi til de første to fugle jeg havde haft for. Mit hoved var fyldt med analyser om alt fra skudvinkel til vindstyrke alt imens min gamle gravhund Amie helt upåvirket puslede omkring inde i  granerne. Min far og jeg holdt pause, delte den usagte ærgelse og forsøgte at lægge en ny genial plan, men med et kom Amie fri af granerne, ud på sporet, satte den lille sorte snude i jorden og begyndte at småløbe væk fra os ned ad sporet. Min far og jeg stod helt stille og håbede, og ganske rigtigt…pludselig lyder den velkendte lyd af vinger der flaprer og Amie giver et opstemt lille bjæf fra sig… Jeg ser sneppen letter fra under en gran og fortsætter sin flugt direkte ned ad sporet og væk fra os. Fuglen forsøger at svinge op over de høje lærke men mit første skud får den til pakke sammen og lande midt på græsstriben på sporet! Min første sneppe er en realitet og så endda rejst af min gamle trofaste gravhund – jeg kunne ikke være lykkeligere! Min far er næsten lige så glad som jeg og da vi sammen, der midt i skoven, beundrer den smukke fugl og alle dens farver, indser jeg at dette er en af de stunder som ALDRIG vil blive glemt og som jeg kan fortælle om igen og igen….

Generelt kan man sige at der i Danmark, de sidste 10 år er skudt ca. 40.000 stk. Størstedelen af fuglene ankommer i et efterårs/vinter træk som strækker sig fra starten af november til slutningen af december. I mange år har man i Vestjylland snakket om den 7. november som dagen hvor snepperne kom til Danmark.
Det er besynderligt nok de unge fugle der starter trækket og fuglene flyver enkeltvis og kun om natten. Dette er især fascinerende, at tænke på at disse unge fugle som blot er et par måneder gamle, af sig selv påbegynder den lange rejse fra f.eks. Nordnorge til Skotland. Lige henover Nordsøen og så midt om natten!
Alt tyder dog på at dette træk de sidste par år har rykket sig og endda temmelig meget. Meldingerne de sidste par år lyder på at der først rigtig opleves snepper i Danmark fra medio december og fremefter… Dette medførte også at afskydningen i sæsonen 2010/11 faldt med over 50% til blot 29.600 stk.!  Om dette er et rent tilfælde, vejrligets skyld eller en permanent  ændring er endnu i sagens natur uvist. Nu får vi måske svar på nogle af spørgsmålene vedr. Sneppens trækruter. Den engelske organisation Game & Wildlife Conservation trust har nemlig sat gang i en spændende undersøgelse.
I løbet af februar 2012, blev der indfanget 12 snepper rundt om i England. De blev målt, vejet, artsbestemt og ringmærket. Derudover blev de også udstyret med en lille satellitsender som sidder på ryggen af fuglen. Denne sender vejer 9.5 g og har et lille batteri som bliver opladt af en lille solcelle. Senderen er aktiv i en cyklus af 10 timers sendetid og så efterfulgt af 48 timers ”sleep” tilstand. Da fuglene ligger stille om dagen og oftest i tæt buskads ellers skov kan der forekomme store ”huller” i forbindelsen til den enkelte fugl. Men indtil videre er der stadig fin og nogenlunde regelmæssig kontakt med de 11 fugle. En enkelt fugl har organisationen  dog ikke ”hørt” fra siden den blev mærket d. 21.3.12. Teorien er at den simpelthen er blevet dræbt af et rovdyr få dage efter at den havde fået påsat senderen!
Generelt er alle 11 fugle på vej tilbage til Storbritanien og det er nu at undersøgelsen bliver rigtig interessant. Vil de mærkede fugle vende tilbage til der hvor de blev indfanget og lige så spændende, vil de efter vinteren er overstået søge mod samme sommerresidens.
Tendensen er rimelig klar for alle 11 fugle. 5 fugle er fløjet direkte fra England og så nord-nordøst til Danmark, Sverige og Norge. De resterende 6 snepper er fløjet østpå henover Frankrig, Tyskland, Polen og det østlige Rusland. En enkelt fugl ”Monkey” har virkelig været på langtur. Den lille hanfugl med det kække navn har fløjet næsten 6000 km fra Cornwall til Sibirien! Han har tilbragt sommeren i nærheden af Novosibirsk hvor han helt tydeligt har fløjet parringsruter i det samme kerneområde. Hannerne flyver rundt i et decideret revir og udsender sit karakteriske parringssignal. Når en hun svarer ”positivt” lander han og parringen foregår. Derefter flyver han videre ud i sommeraftenen på udkig efter endnu en mage…  I slutningen af oktober påbegyndte han sin lange tur ”hjem” til England. En lang tur som nok vil kræve flere stop undervejs.

Og så blev det til hundrede!
Vi står foran et lille levende hegn der går vinkelret på mosen ejet af min gamle jagtkammerat Gunde. På venstre side ligger græsengen våd og åben og på højre side er der høje siv og klatter af de tætte pile buske. Selve hegnet består af høje slanke egetræer med en enkelt fyr imellem hist og her. Brombærbuskene dominerer i bunden, men i virkeligheden er selve hegnet vel lidt for åbent for snepperne -I dette hegn har min far og vel også min farfar dog ALTID skudt en sneppe når de har besøgt  reviret i begyndelsen af november og så sent som i går dublerede jeg selv for første gang snepper – bedre bliver det ikke og så alligevel …
Jeg aftaler med min far at han skal gå på højre side og jeg skal så med min FT springer, Mille gå på venstre side. Erfaringen siger os at fuglene enten vil slå ud over engen, søge ind mellem pilebuskene eller flyve direkte væk fra os og ind mod mosen. Alle tre muligheder vil give fine skudchancer som vi så bare må forsøge at gribe…
Mille starter som altid hårdt ud og kaster sig ind i den første ubarmhjertelige brombærbusk hun kan finde. Hun ved udmærket at fuglene gemmer sig derinde i det tætte og hun reagerer slet ikke på de hundredvis af torne der stikker og hiver sig fast, som vilde rovdyr.
Tiden står stille i dette forjættede landskab skabt til troldfugle og jeg er som altid nervøs og spændt på samme tid. Mine øjne er fæstnet på Milles hale og halvvejs nede af hegnet ser jeg pludselig hvordan den ændrer bevægelser til en ivrig logren. Det er helt tydeligt at der er fært af sneppe og min hjertebanken begynder at giver den velkendte genlyd i mine øre. jeg spænder i kroppen og når lige at advisere min far da fuglen rejser sig og flyver med lynets hast lige ud over engen og præsenterer sig i et perfekt sideskud. Ud af øjenkrogen ser jeg Mille sætte sig i busken men fløjten får alligevel et faldende pift inden bøssen ryger i skulderen og første skud brager… Sneppen pakker sammen i en fin lille dun sky og falder lydløst på det grønne våde græs. Jeg åbner bøssen, griber det tomme hylster, putter en ny patron i højre løb og indsnuser krudtrøgen fra det tomme hylster. Jeg kigger på Mille som sidder helt klar og sitrer, hun har markeret hvor fuglen faldt. Der er et par små fine blod perler på den sorte næse fra hvor tornene har prikket hul. Hun får dog ikke love til at apportere denne fugl – det er nemlig min nummer 100 og fortjener en særlig kærlighed og respekt ….og nå ja, så skal den jo udstoppes! Jeg går ud til den lille mæjestætiske fugl og samler den forsigtigt op. Min far dukker op og vi krammer og lykønsker hinanden. Det er lidt som en holdpræstation når min far og jeg skyder snepper. Vi glædes næsten lige så meget over hinandens succes som over vores egen… NÆSTEN!
NR. 100 troldfugl er naturligvis meget speciel for mig men det var de to fra duobbletten i går også! Faktisk tror jeg at jeg kan fortælle en lang historie om hver eneste af de over 100 snepper jeg nu har skudt. Jeg kan i hvert fald udpege alle de steder i skoven hvor det er sket! Sneppen er et helt specielt bytte for os jægere og for mig er den helt i top. Jeg tror faktisk at hvis jeg kun måtte skyde et dyr mere i min levetid, ville mit valg falde på sneppen…

Adopter en sneppe?
Dette projekt og studie i Sneppens trækmønster er delvist finansieret af private donationer. Hvis dette studie bliver dømt som en succes vil man indfange og sætte sendere på yderligere 20 snepper i 2013/14. Hvis du vil være med til at støtte op om dette fascinerende projekt kan du donere/adoptere din helt egen sneppe på: http://www.woodcockwatch.com
Når man har valgt sin egen sneppe at støtte, får man løbende opdateringer og nyhedsmails.