Proptrækkeren!

Det er premiere morgen og jeg har på reviret i Vejløskoven fået et centralt stykke skov hvor jeg skal pürsche. Det er tær ung skov som støder op til nogle gamle granstykker og det er vanskelige forhold da jeg skal snige mig rundt inde midt i skoven på nogle nedlagte skovveje.

Jeg står udenfor bilen og snuser lugten til mig og nyder den særlig ro og stemning der er i skoven her i midten af maj. Det er min favorittid at være i skoven på da alt er ved at springe ud og alle fuglenegør virkelig noget ud af at fortælle at de er stået op.

Jeg tager nogle forsigtige skridt ned igennem det høje græs og efter kun 20 meter ser jeg en bevægelse inde til venstre i det høje underbevoksning! Jeg fryser og får langsomt kikkerten op for at konstatere at det blot er en ung lille buk som ligger og tygger drøv… Jeg står lidt og overvejer hvordan jeg skal komme forbi denne buk uden at alarmere hele skoven da han drejer hovedet en smule og jeg fornemmer i det tiltagende lys, at der er noget “skævt” ved opsatsen. Igen op med kikkerten og der går nærmest et elektrisk shok igennem mig da jeg ser at det er en proptrækkerbuk! Sådan én kan jeg huske at have set som lille dreng hos en af min fars jagtvenner og lige siden har jeg drømt om lige netop sådan et trofæ! JEg har aldrig set en buk i levende live med denne specielle hovedprydelse så adrenalinen pumper rundt og giver mig rystelser så jeg nærmest ikke kan holde kikkerten stille!

På reviret har vi egentligt aftalt at vi kun skal skyde gamle gode seksender bukke, men denne er jo noget helt særligt… Jeg er dog lidt i tvivl om de interne regler så jeg forsøger forsigtigt at SMS’e til chefen, Søren… “Søren, jeg kigger på en abnorm proptrækkerbuk, må jeg skyde den?”

Intet svar og efter nogle minutter er det officielt blevet “skydetid” og bukken er ligesom blevet lidt mere urolig i sædet… Jeg forsøger igen med en SMS: “Søren, jeg skyder om ca. 5 min. hvis ikke jeg hører noget…” Jeg er i syv sind, på den ene side er jeg helt klar på at skyde denne helt specielle drømmebuk og på den anden side vil jeg så nødigt lave noget “ulovligt” da reglerne i konsortiummet jo er rimelig klare…

Bukken rejser sig forsigtigt op og strækker kroppen og solen rammer den flotte knaldrøde pels og den begynder forsigtigt at nippe til de våde græsstrå.

Jeg har intet hørt fra Søren, men han er jo også på jagt, så jeg beslutter mig for at tilgivelse er bedre end tilladelse i dette unikke øjeblik! Bukken står helt perfekt blot 20 meter væk men jeg kan simpelthen ikke få ro nok i kroppen til forsvarligt at kunne afgive et skud! Der går et par sekunder og jeg få nogenlunde ro på pulsen og lader skuddet gå… Bukken falder om i knaldet og skoven er helt tyst! De få sekunder hvor alt står stille og alle fuglene er stille er jo nærmest magiske og som på kommando, pipper og synger alle fuglene igen som om intet var hændt… Men noget havde jo hændt-jeg havde skudt en helt speciel proptrækkerbuk og jeg er helt ved siden af mig selv! Jeg sidder længe der i skoven og beundrer de små skruede horn og betragter den flotte røde udfarvede pels på den unge buk. Det er ikke for mig så vigtigt om det er et stort trofæ rent pointmæssigt, abnorme bukke vil jeg hellere skyde da det fascinere mig hvor forskellige disse små hjorte kan være. Selve jagten var også en kort, men spændene pürsch og at skulle stå og vente i næsten et kvarter på denne buk, på så kort afstand er noget jeg snet vil glemme… Efter lang tid tager jeg mig sammen og får brækket bukken og lagt den i bilen.

Da vi alle mødes tilbage ved hytten er jeg lidt urolig for hvordan de andre jægere vil reagere men alle er vildt begejstret og alle samtykker i at abnorme specielle bukke gerne må skydes alligevel..:) Flere af de “voksne” mænd havde aldrig set sådan en buk før, så der går mange bukke imellem at man får en proptrækker på kornet. Jeg ånder lettet op og nyder den hyggelig snakken rundt om de ialt tre bukke som er skudt denne skønne premiermorgen…

Og Søren havde iøvrigt fået nyt telefonnummer så han havde ingen SMS’er modtaget…:)