skip to Main Content

Dagen derpå jagten…

Alex og jeg på jagt i en udtørret flodseng

Dagen efter at far fik nedlagt bøflen (Læs den historie HER!) havde vi en lidt langsom morgen denne dag. Alex, Wendy og jeg skulle nu selv lidt på jagt, mens Jacques, Julie og far ville køre rundt og se efter det sidste dyr på min fars ønskeliste nemlig Roan. Vi havde faktisk kun set en enkelt Roantyr på hele turen, men den så vi midt under en intens pürsch på en bøffelflok, så der var ikke rigtig tid til at kigge ordentligt på den… Vi havde lidt på fornemmelsen at fars sidste drømmetrofæ ville blive en vanskelig sag og derfor var det også rart med et lille afbræk fra planen.

En leopard skildpadde som var uanfægtet af vores tilstedeværelse!

På det enorme revir var der sådan set masser af arter som jeg gerne ville jage, men ret højt på min egen ønskeseddel stod der en af Afrikas mindste antiloper nemlig den almindelige Duiker. Dermed ikke sagt at andre dyr såsom zebra, impala, vortesvin eller eland ikke også kunne være interessant, men planen var lige så simpel som den var spændende: Alex, Wendy og jeg ville blive sat af for enden af en lang tør flodseng og så ville vi langsomt snige os igennem terrænet og så bare se hvad der ville ske… Følelsen af at påbegynde en pürsch som ikke rigtig har et decideret mål er en af de aspekter som jeg elsker ved at jage i Afrika! Her er vi bare på jagt, i begrebets oprindelige forstand. Vi går i gennem terrænet og hvis der så opstår en mulighed, så er det op til os at få det bedste ud af den… Jagt, når det er allerbedst!

Det var lang tid siden at denne flod havde indeholdt vand!
På jagt til fods! Det bedste der findes!

Der gik ikke lang tid på vores vandring, før vi så både impalaer, vortesvin og en lille flok unge kudutyrer. Der var dog ingen gamle afskudsbare individer imellem nogen af dem, så vi fortsatte fremad. En gang imellem lavede vi små afstikkere fra floden, for at kigge nærmere på åbne sletter eller lysninger i bushen. Vi fik rigeligt med tid til at sludre med Alex og vi snakkede om alt fra politik, Brexit, store kudutyrer, elefantjagt og livet generelt… Vi havde en fantastisk tur og i lange perioder var det næsten som at gå en tur med en rigtig god ven, fremfor at være et par kunder som var på jagt med en guide!

To unge kudutyrer.
En vortesvinsso!
Alex og jeg kigger på kortet for at planlægge næste fase…

Pludselig blev det dog alvor, for mellem de tætte tjørnebuske så vi en duiker!

De små antiloper er svære at se, især når de står eller går mellem skyggerne af træer eller buske, men fordi de oftest er i bevægelse, så er det typisk at man ser en bevægelse, før man rigtig indser hvad det er man kigger på. Hvis en duiker først står helt stille, så er det typisk fordi den allerede har opdaget dig og så har jægeren tabt!

Det eneste billede vi nåede af den lille duiker!

Denne duiker var dog et hundyr og selvom vi alle stod helt stille mens hun vimsede rundt imellem stammerne, så rejste hun med et ryk sit lille hoved og stirrede direkte mod os! Et par dybe indåndinger fra de forbløffende store næsebor og med et lille fnys, forsvandt hun lige så pludseligt som hun var dukket op!

Vi smilte til hinanden og fortsatte vores pürsch…

På radioen hørte vi fra Jacques at de ikke havde set hverken spor eller roan antiloper, så planen var at køre til et andet revir for at se om far ville kunne fuldføre drømmen om en gammel roan tyr. Vi aftalte at mødes og køre sammen afsted, så tilbage på bilen kørte vi af de støvede veje på vej på nye eventyr…

Vi var ikke nået ret langt, før Alex og jeg så en duiker gå og spise af de små buske, ikke så langt fra vejen! Vi så begge de små sorte horn imellem dens ører og efter at bilen var kørt et par meter længere ned af vejen, stoppede vi og listede os tilbage…

Vi vidste nogenlunde hvor det lille dyr var, hvis den altså ikke allerede var løbet langt væk imellem de tætte træer og buske…

Vi stirrede intenst efter den lille duiker!

 Vi krydsede ind imellem træerne og sneg os langsomt frem… Vi gik et par meter, stoppede og afsøgte alt foran os intenst med vores kikkerter, for derefter at gå et par meter mere. Efter lang tid så jeg endeligt en bevægelse, et enkelt rødbrunt øre som rystede et par irriterende fluer væk. Med et trådte duikeren frem bag et lille træ og gik videre til den næste busk for at spise bladene. Alex havde ikke set den, så jeg hviskede til ham hvor den stod henne… Han vurderede dyret, hornene og kom frem til at det ikke var et monster trofæ, men dog en gammel buk som helt sikkert kunne skydes! Jeg er ikke en udpræget trofæjæger i den forstand at alting skal opmåles og opgøres i tommer eller point, så denne duiker var et nydeligt trofæ for mig!

Jeg svang riflen af skulderen og fik den på plads i Viperflexen… Duikeren bevægede sig nærmest konstant og gik ind og ud mellem buske, træer og det høje græs… Alex sagde at jeg blot skulle skyde når jeg følte at jeg havde frit skud, men duikeren var hele tiden dækket af det ene eller det andet!

Når man står med en afsikret riffel i skulderen og bare venter på at et dyr skal stille sig rigtigt, føles det for mig, som om at tiden virkelig går langsomt… Jeg prøvede hele tiden at forudsige om duikeren ville gå den ene eller den anden vej og hele tiden forsøgte jeg at genkende et sted i bushen hvor der kunne opstå et frit skud… Afstanden hen til dyret var ikke mere end 50 meter, så med kikkerten skruet højt op, kunne jeg nemt se om der var frit skud imellem de mange kviste og grene…

Endelig virkede det som om at duikeren var på vej ud i en lille åbning mellem to buske og selvom jeg godt kunne regne ud at den nok ikke ville stoppe, så rettede jeg skydestokken så jeg kunne dække hele åbningen. Duikeren kom frem og nærmest midt i åbningen, stoppede den for at kradse sit øre! Den stod ligesom en hund og kradsede med bagbenet og så snart den var færdig kiggede den op og stod helt stille med hele siden vendt mod mig… Den lille røde prik i sigtekikkerten hvilede stabilt lige bagved skulderen og jeg kunne tydeligt høre et hult kugleslag lige inden lyddæmperens smæld druknede alle andre lyde…

Duikeren forsvandt bag buskadset men både Alex og jeg vidste at den var godt ramt, så håndtryk og lykønskninger var givet så snart skydestokken var slået sammen og riflen var blevet sikret igen.

Duikeren lå på siden, præcis der hvor den stod da kuglen havde truffet den! Den lille buk havde stadig grønne blade fra busken i munden og den havde aldrig hverken opdaget os eller hørt smældet fra lyddæmperen…

Vi beundrede den fine lille antilope med det forbløffende lange snudeparti og de store duftkirtler langs næseryggen…

En smuk lille antilope!

De obligatoriske trofæbilleder blev taget og efter en kort køretur til slagterummet, kunne vi nu se frem til resten af dagen skulle gå med fars roanjagt, for så at slutte dagen af med grillet duiker!
Ikke nogen dårlig start på endnu en magisk og fantastisk dag på jagt under Afrikas varme sol!

En glad jæger!

Om far fik fuldendt sin drømmeliste af trofæer, kan du læse mere om lige her, om et par dage…

Knæk & Bræk!



This Post Has 0 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top