skip to Main Content

Sensommer bukken

1513199_10153105925534397_9169575511509965577_nDåhjorten kiggede intenst på mig ude fra bygmarkens høje korn. Han så nærmest fjollet ud med det store uformelige og næsten boblende gevir, stadig i bast og slet ikke færdigudviklet. Han var vel 50 meter væk og stirrede på mig imens jeg stod ved bilen og smurte mig ind i myggespray! Solen var netop stået op og skinnede på de dugvåde aks og imens jeg smilede til hjorten, samlede jeg mine stumper sammen og ladede Blaseren… Jeg skulle forsøge mig med mit Nordic Roe bukkekald og det var som om at hjorten godt vidste at han ikke var i fare, for han blev stående imens jeg sneg mig ned langs skovkanten. Målet var et levende hegn som gik ud fra skoven og ud i marken, hvor der efter sigende skulle gå et par gode bukke. Dette var mit tredje forsøg på reviret, de første to havde været uden resultat, men et par dage før havde det lykkes mig at kalde en ung buk tæt på mig, ved hjælp af den gammeldags metode: et blad! Jeg håbede at brunsten så småt var begyndt og nu udrustet med min trofaste kalde “pibe” var jeg klar til at gøre et mere seriøst forsøg. Jeg skulle gå ca. 400 meter langs skovkanten og harerne sad og nød morgensolen imens flere og flere sæt dådyrøjne holdt øje med mig ude fra marken. Jeg morer mig altid over harernes opførsel når de pludselig ser noget de er utrygge ved… De ligger straks ørerne helt ned og trykker sig ned i deres sæde, lidt ligesom en uartig dreng som bliver opdaget af læreren!

11666081_10153105925634397_4373876475851395118_n
Selfie med “piben” i munden!

Ca. 100 meter før det levende hegn, fandt jeg et stort bøgetræ som jeg kunne stå op af og her betragtede jeg grundigt hele skovkanten og kanten af det levende hegn. Jeg stod lidt højere i terrænet og havde en fin udsigt ud over det ellers høje korn og endnu højere græs inde i det brede hegn. Tanken var at hvis bukkene reagerede på kaldet så ville jeg i det mindste kunne se deres hoved, ører og opsats. Derfra var det så blot at håbe på at de ville komme tættere på eller at de bevægede sig således at de ville tilbyde et fornuftigt skud… De første forsigtige piv i “piben” gav ikke meget resultat andet en en då som pludselig rejste sig fra byggen ca. 30 meter væk! Hun kiggede efter lyden og ved de næste tre piv, sprang hun lige hen imod mig! På blot 10 meters afstand, fik hun fært af mig og styrtede igennem marken og stoppede først ca. 150 meter ude. Her stod hun længe inden hun forsigtigt gik væk videre ud i marken…

Efter ca. 1 times venten, med regelmæssige kald og intenst kikkert afsøgning, besluttede jeg mig for at forsøge et andet sted i skoven. Tilbage i bilen trillede jeg forsigtigt ned ad en skovvej hvor der på højre hånd var en fin udsigt over en græseng med højt lysegrønt græs. Midt på et slået spor stod der pludselig et stort rødbrunt dyr! Dyret var så stort at jeg med det samme troede at det var endnu et dådyr, men noget ved kropsholdningen fik mig til at stoppe bilen og lige kigge efter i kikkerten. Det var en buk! Ikke bare hvilken som helst buk, men en buk med kæmpe krop og med en høj flot symetrisk 6-ender opsats! Han kiggede direkte op imod bilen selvom der var mindst 150 meter imellem os! Jeg trillede straks videre ned til en stor brændestak ca. 300 meter længere nede ad skovvejen. Her kunne jeg parkere bilen så bukken ikke kunne se mig og jeg listede forsigtigt tilbage ad vejen med bankende hjerte og tungt åndedrag! Jeg elsker den radikale og pludselige ændring i stemning og spændingsniveau man oplever på bukkepürch! Det ene øjeblik nyder man skoven, fuglekvidren, solopgangen, duggen i græsset eller en lille hare som springer let og ubekymret rundt og det næste er der dømt spænding, hamrende hjerte, galoperende bukkefeber og åndedrætsbesvær! Alt sammen på grund af den lille elegante hjort, råbukken, i den imponerende røde sommerdragt!

Da jeg var kommet nogenlunde ud for det slået spor var bukken væk! Jeg vidste at der lidt længere nede ad skovvejen stod et tårn så jeg listede mig op i det og havde et fint udsyn over græsengen hvor der var slået nogle spor, som en stjerne, ud fra tårnet. Ingenting kunne jeg se og efter at have siddet der i ca. 20 minutter, forsøgte jeg igen at kalde… Efter de første tre piv, kom bukken ikke frem men tilgengæld kom der en då fra hvert hjørne af græsengen stormende igennem græsset, så dug og græsfrø stod som en sky bag dem! Jeg nåede at tænke på om jeg muligvis ikke helt havde luret den fynske dialekt, for denne morgen virkede det ellers upåklagelige Nordic Roe kald åbenbart kun på dåerne!

11695848_10153105925479397_1057174288365577667_n
Perfekt slået spor igennem græsengen.

Jeg blev siddende temmelig længe i håbet om at den store buk havde sat sig på græsengen men intet skete… Jeg fik tilgengæld glæden af at nyde en rød glente, som grundigt afpatruljerede hvert eneste slået spor, i søgen efter mus eller måske en uforsigtig fasan!

11737962_10153105925464397_9032828393325365178_n
Selfie fra tårnet.

Jeg forlod tårnet med en klar plan om at komme tilbage til denne frodige eng, for denne buk var helt sikkert værd at kigge efter igen! På vej tilbage til bilen, slog jeg en runde rundt på den anden side af skoven hvor jeg havde set en buk tidliger på ugen…

Her stødte endnu en bygmark op til skoven og for enden af et nyplantet majsstykke gik den tilgroet underskov direkte ned til en aflang sø.

11709593_10153105925389397_341919285896074462_nJeg havde fået at vide at netop her gik der en gammel buk og den aften en uge tidligere, havde jeg også set en buk! Der var ca. 15-20 minutter til solnedgang og bukken så desværre mig før jeg opdagede ham! Han stod ca. 60 meter væk og kiggede på mig da jeg langsomt fik kikkerten op… Han stod helt frit men hele opsatsen og halvdelen af hovedet var viklet ind i græs og brændenælder så jeg havde ingen ide om hans opsats! Jeg kiggede længe på hans hals og ansigt og jeg fik en voksende fornemmelse af at dette var en gammel buk, dels pga. ansigtet og halsens størrelse men især fordi han kiggede stift på mig i samtlige, lange 15 minutter! Ikke en eneste gang kiggede han væk eller genoptog hans essen. Jeg konkluderede at dette MÅTTE være en afskudsbar, ældre buk selvom jeg ikke kunne se opsatsen… Jeg fik langsomt riflen i skydestokken men da jeg skulle til at afsikre, ringede alarmen på min telefon-solen var gået ned… Bukken sprang straks i skoven og jeg havde ikke set ham siden!

Min beslutning om at kigge efter på denne side af skoven skulle vise sig at være en god ide, for da jeg forsigtigt kiggede rundt om skovkanten, gik der en buk blot 50 meter væk! En fasankok rejste sig nærmest ovenpå min fod og løb ned langs skovkanten, ind imellem bukkens ben! Bukken kiggede straks efter kokken for derefter at kigge mig direkte ind i øjnene!

Jeg stod halvt dækket af skoven og havde heldigvis kun stukket hovedet frem så jeg lænede mig forsigtigt tilbage igen… Efter et par sekunder kunne jeg se igennem træerne at bukken essede videre og i kikkerten kunne jeg studere ham grundigt. Han havde et bredt ansigt med udpræget gråhvid pels. Opsatsen var høj og den højre stang havde en lille frontspros og en næsten usynlig bagspros. Den venstre stang var en lidt bagudrettet spids, uden sprosser. Rosenkransene så tykke ud og jeg blev overbevist om at det var en gammel buk og at det højst sandsynligt var den samme jeg havde set den mislykket aften!

Jeg sneg mig lidt fri fra skoven, stillede skydestokken op og fik riflen i anslag… Efter et par sekunder drejede bukken væk fra skoven og gik ud mod marken og her stillede han sig op med hele bredsiden til og kiggede lige på mig! Jeg havde flyttet mig lidt ud i det åbne og samtidig havde bukken jo også skiftet position så lige da stod jeg helt uden dække bag mig og jeg var i fuld silhuet mod den fjerne skovkant bag mig. Det næste skete nok i virkeligheden ret hurtigt, men jeg nåede at tænke “længe” over min beslutning! Jeg tænkte på den store buk nede på skovengen. Hvis jeg skød denne buk lige her, ville jeg ikke få muligheden for at jage den “store”! Omvendt, så var dette også en rigtig fin, gammel buk med et lidt atypisk og for mig, særdeles spændende trofæ! Der var jo heller ingen garanti for at jeg ville skyde den “store” buk og det virkede arrogant og overmodigt at lade denne oplagte chance slippe… Sidst men ikke mindst, tænkte jeg at denne buk som stod kun 50 meter fra mig var en gammel buk som nok ikke ville sætte bedre op næste år! Han var en rigtig fin buk at få skudt væk og situationen og selve jagten op til ham havde jo været spændende og med den mislykket aftenjagt i tankerne, følte jeg nærmest at jeg kendte ham her… Beslutningen blev taget oppe i mit hoved og højre pegefinger reagerede med det samme! Smældet fra lyddæmperen havde ikke lagt sig inden bukken var styrtet i jorden, hvor han stod og med et enkelt spjæt fra bagløbende, forlod han denne verden… Jeg repeterede og tændte, nærmest pr. instinkt, for den røde prik i kikkerten og skruede forstørrelsen helt ned, hvis han nu rejste sig! Det gjorde han ikke og jeg satte mig i sommersolen og betragtede det flotte dyr. Gæssene nede fra søen gik på vingerne og fløj gakkende rundt over mig og jeg ved ikke helt hvor længe jeg sad der og bare betragtede naturen, men det var temmelig længe…

11694740_10153105925329397_4058494865463224800_n
Høj uregelmæssig opsats med tykke rosenkranse.

Der er ikke mange følelser som slår den jeg får, når jeg har afviklet en succesfuld bukkejagt under sommerhimlen, herhjemme i Danmark!

Da jeg havde brækket bukken mødte jeg skytte Peter Andreasen ved kølerummet og vi snakkede lidt om bukkens alder. Sliddet på tænderne, kroppens størrelse og generelle tilstand, opsatsens tyngde og størrelse er alle aspekter som man kan kigge på, men det ender jo altid som et skøn eller kvalificeret gæt. Peter mente at den var ca. 4-5 år og han var tilfreds med at det var den jeg havde skudt, da den nok ikke havde sat bedre op fremover…. Det viste sig også at den store buk jeg havde set, var en som både skytteeleverne og Peter kendte! De vurderede den til blot at være 2-3 år gammel og derved var det faktisk fint at jeg ikke havde skudt den, for den bliver rigtig interessant om 2-3 år mere!

11701173_10153105925164397_5697533856481648804_n
Slidte fortænder kan være et tegn på høj alder, men det kan ligeså godt være et tegn på revirets beskaffenhed! Revirer med sandjord giver typisk et større slid på dyrenes tænder og derved er tænderne kun med til at give en indikation af alderen… Hvis man vil være helt sikker på alderen, skal man skære kindtænderne over og så kan man tælle “årringe”!

Kendskab og viden om bukkene på ens revir er det vigtigste hvis man ønsker at skyde store, gamle bukke. Her på Ravnholt gods, har de styr på hvor deres bukke går og bruger tid på at kigge grundigt på dem. Jeg har sat et kryds i kalenderen om et par år, så må jeg bare håbe på en invitation til den tid og at den unge store buk har klaret sig igennem et par sæsoner mere…;)

11705330_10153105925109397_7955804161497212092_n
Selfie taget med selvudløser!

 

 

 

 

This Post Has 0 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top