Når drømme går i opfyldelse…

Det var vores sidste jagtdag og fars absolut sidste chance for at fuldføre sin drøm om tre fantastiske dyr, nemlig Sabel, bøffel og en roan antilope…

Sablen og bøflen lå allerede i saltskuret og selvom vi alle håbede på at det skulle lykkes med det sidste dyr, så tror jeg egentlig ikke at positiviteten var så høj bagpå bilen…

Vi havde på 6 jagtdage kun set én enkelt roan og selvom reviret var enormt, så var bushen virkelig tæt og uden noget vand nogen steder at samle dyrene, så var udsigterne for en succesfuld jagt, ikke ligefrem lysegrønne…

En smuk isfugl midt i bushen, uden vand i nærheden!

Derfor havde vores guider Jacques og Alex da også besluttet sig for at vores sidste jagtdag skulle foregå i et naboliggende revir.

Her var der lidt flere roan antiloper og flere kunstige vandhuller, så de var ikke helt så hårdt ramt af tørken…

Vi så da også lidt flere dyr på dette jagtområde, men stadig ingen roan…

En “Golden” gnu.

Vi passerede en lille flok kudukøer og mens vi passerede dem, stirrede de alle intenst på os med deres ører slået ud som paraboler!

Ligesom vi havde passeret dem, så jeg et par andre øre bagved en lille busk som var næsten dobbelt så store som de ellers store kuduører!

Mellem ørene krummede et par korte men tykke horn sig bagud og som med et trylleslag åbenbarede roan antilopens sort/hvide ansigt sig for mig! Det gav et sæt i mig og jeg kiggede straks på Alex! Han lod som ingenting over for far, som åbenbart ikke havde set tyren, men det var tydeligt at Alex havde set den, for hans øjne var lige så udspilet som mine egne måtte have været! Vi smilte til hinanden og Alex lod Jacques køre et par hundrede meter længere ned ad vejen før han med en dæmpet men intenst knipsen med fingrene fik bilen stoppet…

200 meter nede af vejen stod Roan tyren!

Alex hviskede: ”Erik, this is it!” og mens far greb riflen, kravlede vi alle ned af bilen…

Alex førte os langsomt tilbage igennem bushen og alle bevægelser foregik langsomt og forsigtigt… Roan tyren gik sammen med ca. 10 kuduer og vi var alle meget bevidste om hvor sky og vagtsomme kuduer er… Ikke det optimale udgangspunkt for en pürsch, men nu var chancen der og den skulle vi ikke misse…

Alex hvisker instruktioner til os…

Efter en langsommelig listetur kunne vi nu se kuduerne som var faldet til ro igen og mens nogle spiste af buske og træer havde andre lagt sig ned. Roanen havde også lagt sig og det eneste vi kunne se, var de lange ører og de tykke buet horn…

Afstanden var ca. 120 meter og vores muligheder var begrænset… Hvis vi sneg os tættere på ville kuduerne uden tvivl opdage os og hvis de løb, ville roanen garanteret løbe samme vej… Omvendt gik dyrene roligt og essede rundt om de store buske og træer, så hvis vi ventede på at tyren ville rejse sig, så kunne han lige så godt bare forsvinde mellem disse og det høje græs…

Vi venter og kigger i kikkert!

Mens vi stod og afventede situationen, rejste et par af kuduerne sig pludselig op og stirrede hen imod os! Jeg mærkede nu vinden køle sveden på min nakke og jeg indså at vinden havde vendt så vores fært nu blev blæst direkte hen imod alle kuduerne! Som på kommando rejste alle dyrene sig op inklusiv roan tyren! Den stod med front imod os og stirrede, selvom den slet ikke var ligeså opmærksom som kudu køerne…

Alex slog skydestokken op samtidig med at nogle af kuduerne havde fået nok og med korte fnys begyndte de alle at småtrave væk fra os… Roanen trådte t par skridt længere frem og Alex hviskede til far at hvis han kunne skyde, så skulle han gøre det NU!

Det lille klik fra sikringen på fars gamle riffel lød nærmest som et pistolskud i den nervepirrende stilhed…

Tyren stirrede stadig på os men vi vidste alle sammen at han nok ikke ville blive stående temmelig længe…

Drønet fra fars .358’er rungede og i min håndkikkert så jeg kuglen slå ind i roan tyrens bryst, et par centimeter til højre for midten!

Roanen slog med hovedet og løb med gungrende hovslag igennem den tætte bush! Alex greb skydestokken og vi løb og sprang efter tyren, mens vi forsøgte at undgå de fleste tjørnebuske!

Efter små hundrede meter faldt roanen om og lå og slog med hovedet… Selvom det første skud havde truffet fint, så skød far igen og tyren lå nu helt stille…

Far gør sig klar til det andet skud!

Når man jager i Afrika oplever man ofte at komme frem til påskudte dyr mens de stadig er temmelig meget ”i live”… Hjemme i Danmark havde vi ventet mindst ti minutter, nok nærmere en del længere for evt. at vente på en sweisshund, så vi oplever sjældent at se et ramt dyr udånde…

I Afrika eftersætter man påskudte dyr lige med det samme og derfor kommer man en gang imellem frem til dyret mens det er ved at dø… Det er ikke en særlig behagelig oplevelse at stå og se på og derfor bliver man da også tit bedt om at skyde igen!

Far genladede riflen og vi stod alle helt stille og i åndeløs stilhed ventede vi alle på at Alex skulle erklære tyren død…

Med et stort smil tog Alex håndkikkerten fra øjnene og vente sig om mod far… Far afladede riflen og modtog Alex’s kram.
Min fars drømme safari var komplet, med alle tre trofæer leveret og pludselig talte vi alle i munden på hinanden mens der blev krammet og trykket i hånden.

Alex lykønsker far med den fine Roan!
Og så blev det min tur!

Jacques og de to trackere ”Fire” og Johannes kom tilbage og igen blev der krammet og ønsket tillykke…

Roan antilopen blev rejst op og min far kunne sætte sig bagved dette unikke og smukke dyr og jeg tror alle tre jagtsituationer fløj igennem hovedet på ham mens der blev taget temmelig mange billeder.

Far med sin roan!
Far og Julie. Begge stolte og glade!

En helt igennem fantastisk jagtrejse var nu slut og at have haft privilegiet ved at følge min far på denne drømmejagt, var en ubeskrivelig fornøjelse!

Jeg har, i bogstaveligt forstand, gået i min fars fodspor lige siden jeg for første gang var gammel nok til at følge med ham på jagt. Lige siden jeg selv fik jagttegn, har jeg gået mere ved siden af ham end bag ham, så at endnu engang få lov til at følge efter ham på jagt, var virkelig en emotionel oplevelse…

Med roan tyren læsset bagpå bilen fik vi åbnet kølekassen og kunne endelig skåle for en vellykket jagt…

Far, mig selv, Julie, Jacques og Alex med en velfortjent skål!

Det blev, ærlig talt, ikke den sidste skål denne dag og mens tordenvejret buldrede i det fjerne og oplyste nattehimlen, sad vi rundt om bålet og genoplevede alle de mange oplevelser vi havde haft…

Tusind tak til Alex Goss fra Blackthorn safaris og Henning Olsen fra Buhlsjagtrejser for at planlægge min fars drømmerejse!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *