Bøffeldrømme

Det var nu to dage efter at far havde nedlagt sablen (Læs den historie HER!) og lige siden havde vi jaget de bøfler… Vi havde været vidt og bredt omkring på det enorme revir og selvom vi så masser af spor efter bøflerne og havde mange rigtig gode pürcher på flere forskellige grupper, så manglede vi altid lige det ekstra held, som nogle gange skal til for at en jagt skal blive vellykket…

Fuglelivet i Afrika er fantastisk! Her det en Paradise flycatcher som ordner sin ene lange halefjer!
Efter kun et par dages regn, begyndte bushen at springe ud i lysegrønne farver.
Far og Julie bagpå jagtbilen.

Vi var ikke ved at miste modet, måske endda langt fra, men jeg skal være ærlig og sige at det var nogle lange dage og den ukuelige optimisme som alle starter en jagttur med, var begyndt at vige for en lille stemme i baghovedet som sagde: ”Hvad nu hvis…”

Det føltes som om at vi og måske især vores to professionelle jægere gjorde alt rigtigt! Vi fandt friske bøffelspor og sneg os i god vind… Hvis vi ikke gjorde det, så forsøgte Jacques at følge flokken igennem bushen og så dirigerede han Alex og os andre ind foran, i håb om at vi så ville kunne udvælge en god tyr mellem dem, hvis flokken skulle passere os. Ingen af strategierne havde givet andet end nogen super spændende situationer og far havde da også haft riflen oppe i skydestokken flere gange og enkelte gange var sikringen da også blevet taget, men en reel skudchance var det ikke blevet til… Endnu!

Far stirrer intenst ind i bushen….
Jacques, Alex og far på et friskt bøffelspor.
Alex klatrede op i træet for at få et bedre udsyn, mens far og jeg stirrer intenst efter bøffelflokken!

Nu på femte dagen, var det da også med en smule tungere skridt at vi kravlede op bag på bilen og ophidselsen over at se endnu et friskt bøffelspor var da også en snert mere afdæmpet…

Men når vi så gik på et spor, sneg os tæt på en flok eller ventede i spænding på at en flok skulle komme ud foran os, var spændingen straks tilbage i os alle! Far knugede riflen hårdere og mere intenst og pigerne, Alex’s og mine øjne afsøgte bushen og håbede på at se et glimt af de store sorte kroppe…

Jacques og de to trackerer Johannes og ”Fire” fulgte efter et spor af 8-9 tyre og selvom vi sammen med Alex prøvede at gætte os til deres rute, så vandt bøflerne hver gang! Det var efterhånden langt oppe af morgenen og solen brændte fra en skyfri himmel! Det var varmt og jeg må indrømme at jeg allerede så småt var begyndt at tænke på den frokost vi snart skulle tilbage til lodgen og nyde… Selvom jeg ikke forstår ret meget Afrikaans, så var det tydeligt på Jacques stemme i walkien at han også så småt var ved at miste modet…

Ved frokosttid var der ikke meget skygge tilbage og temperaturen nærmede sig 40 grader!
Wendy prøver at dække sig for solens ubarmhjertelige stråler!

Bøflerne var langt foran Jacques og trackerne og vi vidste ikke hvor de var på vej hen, da vi pludselig så flokken stå og drikke af et vandhul! En af de store dyr lå faktisk ude i vandhullet og da vi så dem, så de alle sammen også os! Bøfler er ikke som sådan bange for mennesker og når der står 9 bøffeltyrer og stirrer tilbage på én, så giver det simpelthen et sus i maven, som bedst kan beskrives som frygt blandet med en enorm respekt!

Når en gammel bøffeltyr stirrer dig ind i øjnene, så føler man sig pludselig meget meget lille…

Tyrene trak langsomt væk fra vandhullet og Alex hviskede febrilsk til os at de nok ville trække henover en af de støvede veje for at gå op igennem en udtørret flodseng… Vi sneg os et kort stykke frem, så vi stod i kanten af vejen og i skyggen fra et af de gamle tornetræer…

Den lange lige vej…

Bøflerne gik langsomt frem mod vejen og stoppede et par gange for at sikre… Endelig kom de gående ud på vejen og da Alex brølede som en bøffel stoppede de straks op! 4-5 af dem stod midt på vejen mens resten af flokken stod skjult inde i det tætte buskads. Alex hviskede intenst til far om at vente…. Og vente… Alex skulle nu på få sekunder kigge på alle tyrene og finde den ældste og bedste tyr at skyde, hvis der altså overhovedet var en skudbar tyr i denne flok!

Ikke nogen nem opgave når alle dyrene stirrede intenst hen imod os og vi vidste vist alle sammen at de ikke ville blive stående ret længe midt på en åben vej! Hvis vi var heldige, så var der en god tyr imellem dem som faktisk stod på vejen, men hvis den gode og gamle tyr stod inde i buskadset, så var det pludselig en helt anden historie…

Efter et par sekunder, hvor jeg kunne se Alex kigge på alle dyrene i kikkerten, mens far stod helt klar med riflen i skydestokken, hviskede han kort og kontant til far: ”Det er den store tyr som står midt på vejen, på linje med det gule skilt!”

Far stod en snert lavere end mig og kunne ikke se det gule skilt som var 200 meter længere nede af vejen… Han sagde noget til Alex om at han slet ikke kunne se skiltet og nu begyndte vi vist alle at stresse en smule. De to forreste bøfler vendte hovederne væk fra os og tog et par skridt væk fra vejen… Ingen tvivl om at hele flokken snart ville sætte i bevægelse igen!

Alex nærmest kommanderede far: ”Det er den som står midt på vejen, med hele bredsiden til!” Alting foregik nu nærmest i slowmotion. Tyren havde drejet hovedet væk fra os og var i gang med at tage det første skridt. Resten af flokken var i bevægelse, nogen i roligt tempo andre i let trav… Jeg kunne se det for mig: Enten ville far ikke nå at få et skud ind på bøflen inden den havde passeret vejen, eller også ville den blive dækket af de andre bøfler… Det føltes som om at vi igen var kommet så tæt på, blot for at chancen skulle løbe ud i det røde afrikanske sand… Mine tanker blev brat afbrudt af det høje drøn fra .416’eren! Bøffeltyren havde netop taget det første skridt og jeg så kuglen træffe højt på skulderen! En lille støvsky stod op i luften fra kugleslaget og bøflen trak benene op under sig og satte sig midt på vejen! Pludselig stod det gule skilt helt klart for os alle, et par hundrede meter længere ned af vejen, nu hvor tyren ikke længere blokerede for det!

Alle de resterende bøfler stoppede op og trak lidt om bagved det fældet dyr…

Med et dybt rullende grynt rullede tyren langsomt om på siden og lå og slog lidt med hovedet…

Alex kommanderede far til at genlade og straks greb han skydestokken og gik hastigt lidt tættere på, men i en bue for at lægge lidt afstand til de resterende dyr i flokken.

Bøffeltyren var ikke død og jeg tror vi alle var bekymret for om skuddet havde været for højt og dermed et tapskud. Derudover holdt Alex hele tiden øje med de andre tyre, for de så bestemt ikke særlig glade ud! De stod blot tæt ved den faldne tyr og stirrede intenst på os…

Efter nogle meter, satte Alex igen skydestokken op. Bøflen lå på siden med maven imod os og mens far lagde riflen klar, hviskede Alex: ”Kan du se dens penis? Sigt et par tommer foran den!” Jeg tror aldrig jeg tidligere har hørt en PH’s instruks om en skudplacering indeholde en penis, så med et smil på læben holdt jeg øje med far. Han skruede lidt op for sigtekikkerten og tog en dyb indånding… Skuddet rungede og igen slog en lille støvsky op fra tyren lige præcist et par tommer foran penissen!

Vinklen gjorde at den placering ville sende den tunge kugle direkte op i brystregionen og bøflen slog da også blot en ekstra gang med hovedet og lå derefter stille!

De andre bøfler fik nok af situationen og travede væk ned igennem flodsengen.

Bøflen var en realitet og selvom situationen slet ikke var overstået endnu, så begyndte tårerne at trille ned ad mine kinder… Jeg var simpelthen så stolt af min gamle far og hvordan han holdt hovedet koldt i en temmelig anspændt situation og havde leveret to gode skud!

Alex bad far om at fylde magasinet op og skrue sigtekikkerten helt ned. Der er et gammelt ordsprog som siger at det altid er den ”døde” bøffel som slår dig ihjel! Alex var stadig helt klar med sin egen riffel, men mens far genladede fik jeg øjenkontakt med ham og vi udvekslede et lille grin…

Bøflen hvor den faldt!

Vi gik langsomt tættere på og vores fokus skiftede hele tiden mellem tyren og det buskads som de andre tyre havde forsvundet i. Bøflen var død og de andre tyre var åbenbart langt væk… Alex satte sin riffel i jorden og far og han omfavnede hinanden! Jeg er ret sikker på at jeg kunne ane en enkelt våd tåre i Alex’s øjne, mens mine egne oversvømmede!

En gammel bøffel som min far har drømt om lige siden han læste en safari beretning, for snart 70 år siden!

Pigerne, Jacques og trackeren dukkede pludselig op og Julie og far stod tæt sammen og beundrede det enorme dyr… En barndomsdrøm og utallige jagtlige fantasier var netop blevet udlevet og selvom vi alle smilede bredt igennem tårerne, så var der også en snert af vemod over at se så stort og mytisk et dyr ligge i det røde sand…

Far og jeg siger “tak for jagten” til den gamle tyr!

Jeg kunne ikke holde mig tilbage længere og slukkede kameraet for at give min far et kram! Der var ikke så mange ord som blev delt, men der blev krammet en hel del og bøflen blev beundret af os alle…

Far og jeg krammer mens Julie langsomt nærmer sig den store tyr.
Far med sit drømmetrofæ!
En lykkelig og eftertænksom jæger.
Far og jeg.
Alex og far.

Mens vi ventede på en fornuftig bil til at læsse bøflen på, sad vi nu i skyggen af akacietræerne og pludselig flød trætheden ind over os. Adrenalin og livslange drømme som går i opfyldelse er hårdt for systemet og mens vi nød en kold øl, sad vi lidt i stilhed og nød hele oplevelsen og den helt særlige følelse af kammeratskab man får, når man har oplevet noget helt særligt sammen…

Hele holdet samlet til et lykkeligt billede som vil minde os alle om en uforglemmelig jagt!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *