Whitetail hjort på Stewart Island

Min far og jeg havde chartret en stor motorbåd som skulle sejle os fra Bluff Harbour til Stewart Island. Her havde vi lejet en såkaldt “block” hvor vi skulle jage Whitetail deer. Stewart Island ligger syd for selve New Zealands Sydø og hele øen er stort set ubeboet. Lige bortset fra en lille havneby hvor der fast bor en håndfuld mennesker  og som tager sig af turisterne som kommer til øen. Resten af øen er delt op i disse “blocks” og de lejes primært ud til jægere som tager her til for at jage Whitetail deer. Disse hjorte blev sat ud på øen for ca. 100 år siden og udover nogle enkelte vildkatte, er de de eneste pattedyr som lever der. Hjortene trives i den tætte, nærmest regnskovsagtige skov og udover små skovfugle så havde vi også hørt rygter om at der var Kiwier på øen! Disse urtids-agtige fugle har nærmest en hellig status hos de lokale og selvom bestanden egentlig har det godt, så er det ikke mange “kiwier” som egentlig har set en rigtig levende Kiwi!

Motorbådsturen tog det meste af dagen og da vi nærmede os “vores” bugt, søsatte skipperten en lille jolle, hvor i vi læssede alt vores grej. Vi aftalte at blive afhentet en uge senere og derefter roede vi ind til den fine sandstrand. Lige over stranden var der bygget en meget primitiv hytte med ildsted, regnvandsopsamlingsdunk og “spisestue”. Vi havde selv taget telte med, så vi besluttede os for at sove i teltet og så indrette køkken i hytten. Hytten var slidt og med sandgulv og ikke ligefrem luksuriøs. Rundt om i New Zealand findes disse offentlige hytter og systemet fungerer glimrende! Der er altid lidt tørkost og optænding og man efterlader hytten som man ønsker at modtage den. Der er en indforstået holdning om at man skal kunne komme til disse hytter og få lidt mad og varme, for man risikerer at den næste som kommer er i nød…

Selve jagten foregik primært om morgenen og aftenen og hver dag skiltes far og jeg på stranden hvorefter vi hver i sær sneg os igennem den tætte skov. Der var enkelte svagt markeret stier igennem urskoven og det meste af tiden var jeg egentlig mere bekymret for at blive væk, end om at være på jagt!

Den første aften så vi ingenting men da vi mødtes tilbage ved en bænk ligeoverfor stranden for at nyde en sundowner, kom der en stor, træt pingvin op ad vandet! Den nærmest vraltede op over stranden og kravlede ned i et hul tæt på bænken. Denne pingvin havde vi meget glæde af resten af ugen og hver morgen sprang han ud af hullet for at løbe ud i vandet og hver aften så vi ham komme hjem helt træt, ligesom en dagligdags pendler som kom hjem fra arbejde..:)

Næste morgen begav jeg mig op ad en stejl sti op over en af bakkerne, bagved hytten. Jeg havde ikke gået ret længe før jeg så et dyr ryste hovedet blot 10 meter fra mig! De allesteds nærværende bregner skjulte dyret, men jeg kunne nu tydeligt se hovedet af en ung hjortekalv stå og nippe ad et træ. Jeg satte mig straks ned på hug og gjorde riflen klar. Dyret var på vej fra venstre imod højre og hvis han fortsatte, ville han passere den diskrete sti som jeg stod på. Afstanden var som sagt, kort og jeg bandede lidt over den montør som havde sat kikkerten på min riffel. Han havde nemlig sat den således at jeg ikke kunne skrue forstørrelsen ned fra 6! På 10 meters afstand, var mit udsyn igennem kikkerten ikke for godt, men nu stod der jo en Whitetail lige foran mig! Alle de lokal som vi havde snakket med havde selvfølgelig vist billeder af store flotte bukke, men samtidig havde de sagt at jagten nærmest var umulig pga. den tætte skov! Jeg nåede i min ungdommelige naivitet, at tænke: “Det her, er da ikke så svært!” Jeg skulle dog blive klogere…

Den unge hjort havde ikke set mig og jeg kiggede ivrigt rundt om der skulle være andre dyr sammen med ham. En hjortekalv går jo sjældent alene, så jeg håbede at der ville være mindst en hind, men selvfølgelig helst en ældre hjort! Kalven var alene og hoppede let hen over bregnerne og stod nu helt fri midt på den lille sti… Jeg havde ikke lang tid til at tænke mig om, men jeg havde dog svært ved at finde sigtet igennem kikkerten da det eneste jeg kunne se, med 6 ganges forstørrelse, var hår! Jeg fik fundet frem til bladet og lod skuddet gå lige i det at kalven tog et skridt mod højre! Den lille slanke hjort sprang i vejret og kastede sig ind i de høje bregner og var væk! Jeg repeterede hurtigt og løb lidt op ad stien for at se ned ad den bakke som hjorten var løbet ned ad… Intet! Ingen lyd og ingen bevægelser… Efter et par minutter gik jeg tilbage til skudstedet og kunne tydeligt konstatere lungeblod på de grønne bregner! Det lettede humøret en hel del, men nu skulle jeg jo blot finde hjorten… Efter få skridt væk fra den smalle sti var bregnerne totalt dominerende. Når jeg stod stille og kiggede ned ad mig selv, så kunne jeg ikke se hverken mine knæ eller jorden! Jeg fulgte blodsporet og efter ca. 50 meter forsvandt det. Det tog mig lidt over en time at finde den døde hjortekalv da jeg måtte gå ét skridt, kigge under alle bregnebladene, for så at tage et skridt til… Skuddet sad fint, lige bagved skulderen og jeg sad et øjeblik midt i den tætte skov og betragtede den fine rødbrune kalv. Dette var præcist hvad vi havde taget den lange vej sydpå for at opnå og nu havde jeg nedlagt en fin Whitetail. Det var ikke en stor hjort, som jeg egentlig havde drømt om, men dette dyr behøvede slet ikke at have en stor opsats for at gøre mit unge jægerhjerte fuld af lykke!

Efter at have brækket dyret, bar jeg det hjem til hytten og gjorde whiskyen klar til når far kom hjem. Han kom næsten samtidig med “vores” pingvin og stemningen var i top på den lille bænk!

Resten af ugen gik med jage vores “block” igennem og selvom vi så enkelte dyr, så var det virkelig svær jagt! Vi gik et par meter og stod så og kiggede og lyttede. Dette fortsatte dag efter dag men desværre fik vi ikke skudt flere Whitetails.

På en af vores heldagsture igennem skoven hørte vi pludseligt noget rode igennem skovbunden, under bregnerne. Riflerne var klar da vi formodede at det enten var en hjort eller én af de vilde katte… Det viste sig at være en stor Kiwi unge som moslede rundt og fangede orme og insekter. Den gik larmende rundt og stak det lange næb ned i jorden. Jeg sneg mig tættere på men ved den første blitz fra engangskameraet strøg den igennem bregnerne og hen til en væltet træstamme! Her viste det sig at der var yderligere to Kiwier som sad og gemte sig i deres hule. Vi fik nogle skønne billeder og var lykkelige over at se disse urgamle fugle som jo er en af de få eneste originale dyr her på New Zealand! Far og jeg er ivrige fuglekiggere og disse skønne store og lidt tykke fugleunger vil altid stå for os begge to som noget helt særligt at få lov til at opleve… Nogle dage senere havde vi afleveret vores engangskameraer i en fotobutik og da vi kom for at afhente billederne var den unge ekspedient helt oppe at køre over billederne! Hun havde aldrig set en vild Kiwi og hun syntes det var helt fantastisk at vi havde set dem på så tæt hold! Selv hendes far var imponeret! Mon hun havde vist billederne til hele byen?!

Efter en lille uges skønne oplevelser på denne ø, satte vi den lille jolle i vandet for at ro ud til vores mødested med skipperen af motorbåden. Vi havde været væk fra al civilisation og jeg husker at vi sad i den lille båd og snakkede om alle vores oplevelser i ødemarken og selvom vi havde et spændende program med Thar jagt foran os, havde ingen af os egentlig lyst til at se motorbåden nærme sig… Stewart Island vil altid stå for mig som et lidt magisk sted og selvom jeg nok aldrig kommer tilbage, så tænker jeg mig tit tilbage i bregneskoven omgivet af små vipstjerte, pingviner, Kiwier og sky Whitetail hjorte…

Turen gik nu videre op ad Østkysten hvor vi skulle mødes med Brendan Matthews, som ville tage os ud på Tharjagt, vildsvinejagt og jagt på vildgeder. Den historie kan du læse mere om hér,om en måned…