skip to Main Content

Tharjagt i New Zealand

Far og jeg med Thar
Digitale kameraer tilbage i 2003, var ikke ret gode..;)

Min far og jeg var ved at være igennem vores små to måneders jagteventyr på New Zealand. Det sidste stop var hos outfitteren Brendan Matthews og vi skulle jage thar og gemse!

Vi mødtes hjemme hos Brendan og overnattede efter en hyggelig middag hvor vi mødte vores guide som skulle tage os op i de østlige bjerge på sydøen næste dag. Vi kørte længe næste dag og da vi nærmede os de stejle og nøgne bjerge, blev vejen afløst af først en grusvej og sidenhen en flodseng fyldt med runde sten i alle størrelser; fra tennisbolde til små personbiler! Flere gange passerede vi selve floden og jeg husker at der et par gange kom vand ind i kabinen!

10469772_10152936376694397_5067865087562907555_n
Bilen som bragte os relativt sikkert frem til bjerget i baggrunden. Dette billede er taget lige før grusstien ophørte!
Spejder efter thar
Allerede inden vi var nået frem til hytten begyndte vi at “spotte” efter thar!

Vel fremme, omend en smule omrystet og raslet sammen, pakkede vi hurtigt ud og indrettede os i den lille bitte hytte som skulle være vores hjem de næste par dage. Der var ikke meget plads, men omvendt så skulle vi jo ikke tilbringe ret meget tid i hytten, vi skulle jo på jagt, rigtig bjergjagt!

Dagene forløb nogenlunde efter denne faste skabelon:

Op tidligt for at spise en stor morgenmad! Masser af frugt og nødder, æg & bacon og yoghurt. Alt sammen skyllet ned med en lille smule kaffe og meget appelsinsaft. Derefter en lille “spotting-session” uden for hytten og derefter gik det ellers bare opad… Ved frokosttid var vi nogenlunde i nærheden af toppen og her spiste vi frokost. Et par sandwichs og nogle donuts, efterfulgt af chokolade. Efter frokost var det altid vigtigt at holde øje med klokken. Vi skulle jo også ned ad bjerget, så det nyttede ikke noget at indlede en lang pürch med kun et par timers lys tilbage.

 

Jagthytte i New Zealand
Efter morgenmad i den lille hytte, stod den på “spotting”. Når man skal kigge opad i længere tid, får man ondt i nakken, så det at ligge på ryggen hjalp en hel del!

Brunsten var ikke begyndt endnu og derfor gik de fleste unge tyre sammen med hunnerne og kalvene. De store tyre kunne i princippet være over det hele, men typisk så befandt de sig helt oppe på toppen af bjergene. Vi vidste jo godt at det ikke ville blive nemt, men vi havde med vilje valgt jagt på statsjord, på frie thar pga. udfordringen! Brendan havde også et par private farme hvor der under hegn, både gik store hjorte, gemser og thar! Jeg havde set en af disse gemser stå på helt grønt og fladt græs og den stod og så helt fortabt ud… Den stod ligesom på tåspidserne og den kunne ikke se en nøgen klippe nogen steder! Min far og jeg ville jage dem dér hvor de levede og vi var lige nu midt i tharenes kongerige. Vi var lidt på udebane og fulgte vores erfarne guides råd til punkt og prikke.

afslapning på tharjagt
Frokost pause! Bemærk benklæderne. I New Zealand har jægerne ofte lange underbukser på og så shorts uden på! På denne måde har de god bevægelsesfrihed og kommer ikke til at fryse!

På anden dagen havde vi lige forladt frokoststedet da vi spottede en flok thar! Jeg tror at vi havde trukket lod om hvem der skulle skyde først og min far skød et dyr da den stod stille på ca. 150 meters afstand. Jeg lå klar for at kunne skyde med, efter det første skud, men jeg kunne slet ikke se hvor dyrene var henne! Den første thar faldt direkte ned i en slugt og da endnu en ung tyr stillede sig op til et fornuftigt skud, skød min far også denne! Derefter forsvandt flokken og vores guide (som jeg desværre har glemt navnet på!) kravlede rundt om en stor klippeblok for at se om han kunne finde de to døde tyre… Jeg lykønskede far og vi ventede længe før guiden kom retur. Allerede på afstand kunne vi se at der var noget galt og han forklarede at de to dyr var landet i en slugt som desværre var umulig at komme hen til! Når man jager i bjergene skal sikkerheden komme først og han turde simpelthen ikke at kravle til dyrene! Dette ødelagde stemningen lidt, da både far og jeg jo havde drømt om et thar trofæ og når man som jæger har skudt et dyr, så vil man jo gerne se det, sådan helt tæt på…

Vi fortsatte dog imod toppen af bjerget og da vi nåede denne, husker jeg at vi sad længe og så ud over dalen og bare nød den fuldstændig fantastiske udsigt! Jeg er egentlig ikke så vild med højder, men når jeg nu selv havde kravlet hele vejen herop, så kunne jeg godt nyde det.

mig-og-far-på-toppen1
På toppen af NZ!

Efter en lang seance med fotografering og bare stilhed, fortsatte vi rundt om bjergtoppen og var nu egentlig på vej ned. Da vi havde været i gang med nedstigningen i en times tid opdagede guiden pludselig en flok thar på den anden side af et såkaldt “slide”! Han kastede sig straks ned bag et klippespring og hev teleskopkikkerten frem. Der var desværre ingen store tyre imellem, men jeg skulle alligevel ikke overtales meget til at skyde en ung tyr eller en “nanny”! Afstanden blev sjusset til at være på den farlige side af 350 meter og var nok i virkeligheden over 400 meter!

Det var så småt ved at blive mørkt og solen var gået ned bagved bjerget, så hele dalen var i skygge. Jeg fandt en gruppe på ca. 20 dyr i sigtekikkerten og de stod alle på en lille afsats, på max, 5 kvadratmeter!

Langt skud
Billedet er tager umiddelbart efter skuddet og illustrerer meget godt hvor mørkt og langt der var til dyrene!

Jeg kunne ikke se nogen dyr som stod frit til skud, men på trods af det blev guiden ved med at hviske at jeg skulle skyde! Jeg forklarede at de stod for tæt sammen og til denne oplysning svarede han bare: “Perfekt, så kan du ramme et par stykker!!” Jeg var temmelig forarget, men huskede på, at her i NZ, drev de jagt på en helt anden måde end vi er vant til i lille Danmark! Jeg var dog ikke fristet til at skyde ind i flokken, så da et enkelt dyr tog et par skridt væk fra de andre, sigtede jeg et par meter over og lod skuddet gå! Dyret faldt til jorden men rejste sig igen og forsøgte at følge med resten af flokken som sprang et par meter op ad klippen… Jeg kunne dog tydeligt se at dyret var ramt og heldigvis blødte det så meget at jeg kunne finde den unge tyr igen! Da den stod stille lidt under flokken skød jeg igen og den faldt direkte ud fra klippevæggen og styrtede ca. 50 meter i frit fald før den ramte bunden og tumlede derefter ned af bjergsiden! Jeg husker at jeg kiggede tilbage efter min far og så kun guidens bebrejdende blik: “Keep bloody shooting” nærmest snerrede han af mig… Jeg fandt straks et nyt dyr i kikkerten og skød! Dette dyr blev ramt helt perfekt og faldt samme vej som den første og de to dyr rullede ned af bjerget imens ekkoet fra skuddene stadig rungede igennem bjergslugten! Guiden, min far og jeg omfavnede hinanden og jeg syntes at de begge to mumlede noget med at det vist var nogle ret gode skud… Jeg husker måske forkert..:)

Det tog lang tid før dyrene endelig stoppede deres rulletur, men heldigvis var de da rullet den vej som vi også skulle, nemlig NED!

Vi påbegyndte nedstigningen midt på “stensliden” og det var ikke nogen særlig rar eller behagelig tur ned! For hvert skridt man tog, så startede man et større eller mindre stenskred og sten helt op til fodboldstørrelse skred og tumlede ned imellem ens ben mens man forsøgte at holde balancen! Hvert skridt gave en rutchetur på ca. 1-3 meter og støvet trængte ind i alle fibre og gjorde det ubehageligt at trække vejret… Efter en lille times tid, stoppede far op og beklagede sig over sine kontaktlinser. Far brugte de gammeldags hårde linser og med alt det stenstøv i luften, var der nu sand og grus på indersiden af linserne og det gjorde ondt hver gang han bevægede øjnene… Mens vi stod og hvilede benene og lod far få orden på linserne, bemærkede jeg at han var lidt stakåndet… Jeg spurgte om han var ok og han svarede sådan lidt henkastet at alt var godt, men han syntes at det trykkede lidt i brystkassen!

Få år før denne tur havde han fået en lille blodprop i hjertet og lægen havde efter en bypass operation udleveret en Nitro-spray, som han skulle have med sig. Især ved fysiske aktiviteter, var sprayen vigtig… Jeg spurgte ham straks hvor sprayen var henne og da han kiggede mig lige i øjnene og svarede lidt træt: “den ligger da nede i hytten!” sank mit eget hjerte… Jeg kunne lige akkurat skimte den lille blikhytte for enden af bjerget og indså at der var mindst to timer til sprayen! Jeg forklarede sagte situationen for guiden, men der var jo ikke så meget at gøre… Ned, det skulle vi jo, så vi fortsatte ned af stenskredet, nu med far forrest så vi kunne holde lidt øje med ham. Da vi kom til det første dyr, havde han det dog bedre og ikke langt fra dette dyr lå det andet. Begge de unge tyre havde desværre slået begge horn af under faldet så noget egentlig trofæ blev det ikke til!

Jeg var dog lykkelig og træt og trofæbilledet blev taget i næsten buldermørke. Mens guiden skar køller og rygfilleterne af, fandt jeg faktisk to af hornene, så en dag skal jeg have dem repareret og sat på kraniet!

Da vi endelig kom til foden af bjerge, nu hver især med et par kilo kød i rygsækken skulle vi blot igennem floden og så ind i den efterhånden, i vores trætte øjne, gudesmukke hytte! Floden blev passeret på klassisk “Kiwi-style”, det betød bare at vade lige igennem og så tørre bagefter!

Kiwi crossing
En vaskeægte “Kiwi crossing”, denne dog i solskin!

Da vi endelig kom ind i hytten og har smidt os i vores køjer, ligger vi længe og er tavse… Efter en lang stilhed, fik vi dog taget os sammen til at skænke 3 store whiskyer og med disse i hånden rejste vi os forsigtigt på ømme ben og skålede for en utrolig begivenhedsrig dag! Guiden spurgte min far, sådan lidt forsigtigt, hvor gammel han egentlig var og da min far svarede at han var 60 år, så hev guiden sin kasket af (Som jeg ikke havde set ham tage af én eneste gang før dette!) og kastede den i gulvet! Han udbrød noget i stil med: “respect, sir” og skålede igen, denne gang for at drikke koppen ud!

De næste par dage brugte vi på at finde nogle rigtig gamle tyre, men vi så desværre aldrig nogen. Ligesom vores ben og især lægmuskler var ved at vænne sig til den hårde bjergjagt, skulle vi videre. Ingen stor “Bull-thar” til os, men vi fik da oplevet den helt særlige jagtform, som rigtig bjergjagt er! Jeg blev forelsket i de hårde strabadser, den rå natur og især den helt særlige stolthed og følelse af succes som et nedlagt dyr fra tindernes top giver en som jægersmand. Et ærligere trofæ findes simpelthen ikke og jeg kan mærke at en lille smule af min jægersjæl blev tabt, lige der, midt på et New Zealandsk bjerg!

Far spejder efter gemser
Min far ser koncentreret efter thar!

Vores jagttur på denne skønne ø, havde et sidste stop og det var hjemme hos Brendan i en af hans private jagtfarme. Her skulle vi jage vildsvin og Billygoats i det samme hegn som også indeholdt monster-store kronhjorte, gemser og thar.

Spændingen over nye jagteventyr, som ventede forude, dulmede næsten den følelse af savn til bjerget, som jeg fornemmede da den gamle pick-up bumlede ud gennem bjergdalen og videre nord på…

Far og jeg på tharjagt
Min far og jeg på vej opad, da det stadig gik som en leg!

Historien om Billygoat jagten og vildsvin med kniv, kan du læse om lige her, om en måned…

 

This Post Has 0 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top