Den angribende gemse!

Bjerget var stejlt, meget stejlt og den tætte bevoksning gjorde ikke opstigningen nemmere! Vi påbegyndte opstigningen i mørke den morgen og solens lys var kærkomment da de små pandelamper heller ikke gjorde fremrykningen meget nemmere…

Vi måtte forsøge at finde nogle dyreveksler som var nogenlunde til at gå på og ellers var det bare op ad og over væltede træer, sten og igennem tæt krat. Rex var en rutineret bjerg-jæger, så han var god til at navigere igennem skoven men han holdt også et ret hårdt og hurtigt tempo!

Det var varmt og hårdt men jeg husker at der var et konstant smil på mine læber da det her, i mine øjne, var rigtig jagt! Benene var lidt tunge fra dagen før, men efter et par timer, så gik det egentlig ok med at følge med Rex.

Da vi nærmede os toppen af bjerget, begyndte bevoksningen at blive mere åben for til sidst, i nærheden af selve tinden, at gå over til kun at bestå af tætte lave buske og halvhøjt vissent græs. Heroppe på toppen satte vi os til at spejde over mod den nærmeste modsatte bjergvæg. Der var en meget stejl kløft imellem os og den næste bjergvæg og afstanden var omkring 300 meter. Derovre var der spredte tætte buske og åbne stykker med højt gult græs.

Jeg sad lidt og nød den spektakulære udsigt og den helt særlige fornemmelse man får, når man befinder sig på det højeste punkt i ens omgivelser. Roen og nydelsen blev dog hurtigt afbrudt af Rex’s ophidsede visken…

Han havde spottet en enkelt gemsebuk ovre på den anden side af slugten! Den gik stille og roligt i det halvhøje græs og essede. Vi vurderede den til at være lidt mindre end den jeg havde skudt dagen før, så selv om Rex var ivrig, insisterede jeg på at vente lidt og håbe på at vi kunne finde en som var større!

Få minutter efter kom der yderligere en gemse til syne, denne gang et hundyr, en såkaldt ”nanny”. Hunnerne har også horn og de kan tit blive længere end bukkenes, dog ikke helt så tykke eller krumme.

På dette tidspunkt af året, gik gemserne til tider sammen i små flokke og selvom at ”nannyerne” godt kunne have følgeskab af deres kid fra året før, så forsikrede Rex mig om at de sagtens kunne klare sig uden deres mor. Gemsen havde lange, lige flotte horn og jeg besluttede mig hurtigt for at den ville pynte gevaldigt ved siden af bukken fra i går. Jeg lagde mig til rette mellem sten og buske og forsøgte at finde en fornuftig stilling. Afstanden vurderede Rex til at være ca. 300 meter og da gemsen, ligesom den unge buk gik roligt og essede var der tid nok… Jeg hviskede til Rex og spurgte igen til afstanden og om det var ok, at jeg skød. Jeg fik intet svar! Jeg hviskede lidt højere og stadig intet! Da jeg vendte mig om, så jeg at Rex sad intenst og kiggede i kikkerten samtidig med at han havde fingrende boret helt ind i begge ører! Det tog jeg som et tegn på at jeg skulle skyde og da jeg havde et fornuftigt hold lige over ryggen på gemsen gik skuddet!

På 300 meter burde kuglen i den nyindkøbte .270’er ramme ca. 20-25 cm. Under mit sigte. Min far og jeg havde indskudt begge rifler på 200 meter så jeg var tilfreds med sigtet lige over ryggen…

Gemsen faldt da også straks ned i knaldet men kom op i et kraftspring og tumlede herefter ned af bjergsiden…

Midt i dette tumult rejste der sig ca. 15 dyr op fra buske og græsset og Rex halvt hviskede, halvt råbte: ”shoot, shoooot!” Jeg synters jeg havde set den påskudte gemse sparke ud med forbenene og bevæge hovedet på en måde som indikerede at den ikke var død, blot hårdt ramt! Jeg var ikke tryg ved at skyde på flere dyr, inden vi havde helt styr på det første og under højlydte protester fra Rex, fik jeg ham overbevist om at vi skulle fokusere på det første dyr…

Jeg havde sidst set gemsen tumle ind i noget tæt buskads lige over en lille klat krogede træer og da den sidste af de andre gemser forsvandt over bjergryggen, forklarede jeg Rex hvad jeg havde observeret. Han havde også vurderet dyret til ikke at være helt dødt og han mente at skuddet måske sad for højt i ryggen.

Der var kun én vej og det var ned igennem den stejle bjergslugt og op ad den modsatte væg… Ca. halvvejs, vurderede Rex at det var for farligt for mig så jeg blev sat af og så kunne jeg være klar hvis nu gemsen skulle finde på at springe fra det tætte buskads. Rex kravlede over stejle bjergfremspring og igennem store ”slips” hvor store og små sten skred ned af bjerget og startede små stenskred…

Da han endelig var kommet over og nærmede sig busken hvor vi sidst havde set gemsen, stoppede han op et øjeblik for lige at bekræfte positionen med mig… Jeg vinkede bekræftende og i det han tog et skridt frem mod busken sprang gemsen direkte på ham!

Gemsen ramte med brystet først lige ind i Rex’s brystkasse og han fik hurtigt hans muskuløse arme rundt om dyret for at forsøge at holde fast i dyrets forløb, som den sparkede vildt med! Rex fik overbalance og dyr og mand faldt bagover og tumlede ned af den stejle bjergside… Samtidig med at de rullede rundt, så det ud som om at gemsen faktisk bevist forsøgte at stange Rex med de sylespidse horn!

De to ramte stammen på et af de små krogede træer og dette bremsede deres ellers ukontrolleret nedfart!

Rex landede med ryggen op ad stammen og han holdt nu dyret foran sig med alle fire løb strittende væk fra ham! Gemsen forsøgte stadig at stange ham og han brøler til mig at jeg skal skyde! Jeg kunne på ingen måde hjælpe ham da jeg jo sad ca. 150 meter fra ham og jeg kunne under ingen omstændigheder afgive et forsvarligt skud!

Rex, som nu også var smurt ind i blod, enten fra faldet ned af bjerget eller fra gemsen, eller begge dele fik bakset gemsens horn op over en af de lave grene på træet og fik på den måde pacificeret de spidse horn. Med hans venstre arm fik han holdt forløbene fast og med højre rakte han ud efter sin kniv… Den befandt sig dog i hans rygsæk, som han lå ovenpå… Under meget banden og svovlen, som jeg kunne høre helt ovre hos mig, fik han endelig fisket kniven frem og stukket det stakkels dyr!

Da jeg var i tvivl om hvorvidt Rex var kommet til skade påbegyndte jeg den farlige og lange vej over til ham.

Det tog ca. 30 minutter og da jeg kom frem til ham sad han stadig og pustede lidt ud… Han var heldigvis uskadt bortset fra lidt knubs og skrammer men han var temmelig chokeret over den aggressivitet gemsen havde udvist. Han fortalte at den helt bevidst havde forsøgt at stange ham med hornene og at han kun med nød og næppe havde undgået de spidse horn!

Skuddet viste sig at sidde lige i rygraden over skulderen og derfor var gemsen ude af stand til at bruge bagløbene. Rex og jeg havde overvurderet afstanden som nok næremere var 200-230 meter i stedet for de 300 meter vi havde regnet med! Dette var jo før afstandsmålere blev alle mands eje og lektion er til at føle på når man vurdere afstande forkert og især i bjergene er det vanskeligt!

Rex fortalte mig at i det øjeblik han skulle til at skære halsen over på dyret, kom han pludselig i tanke om at jeg nok ville have den halsmonteret! Selv i hans kamp med dyret bevarede han roen og tænkte på klientens ønsker og stak derefter gemsen i brystet for at ramme hjertet fremfor at ødelægge skindet på halsen!
Jeg gav Rex en kæmpe krammer, vi delte et par æbler og sad blot i stilhed og reflekterede over det der lige var sket… Rex havde faktisk været i direkte livsfare, for var de to kamphaner ikke endt op ad træet var det ikke muligt at gætte på hvor langt de ville have tumlet ned af bjerget! Få meter efter den lille klynge træer var der et lodret fald på ca. 20-30 meter og sådan et fald havde hverken Rex eller gemsen nok overlevet!

Efter en rum tid tog vi et par billeder og selvom jeg plagede Rex, ville han ikke være med på billedet! Han var lidt forslået og stadig smurt ind i gemseblod da vi forsigtigt påbegyndte den lange vej hjem til den lille hytte.

Under Rex’s slåskamp med gemsen var hans vanddunke gået i stykker så de ca. 3-4 timer det tog at gå ned af bjerget foregik i høj varme og ulidelig tørst!

Da vi ankom til bunden af dalen hvor floden løb, kastede vi os nærmest i det kolde vand og aldrig har grumset og knasende vand smagt så sødt! Vandet var fyldt af små sand og stenkorn, men vi bemærkede det slet ikke, vi var simpelthen så varme, svedte, tørstige og udmattede…

Efter en lang og tiltrængt middagslur, et par lunkne øl og bål-grillet gemseryg, begyndte vi på at få skindet skåret fra gemse kranierne. Det foregik med stearinlys og pandelamper og masser af god skotsk whisky i kaffekopperne…

Næste dag sov Rex og jeg længe og foretog kun en forsigtig tur om eftermiddagen, vi var begge lidt mætte og ømme efter den dramatiske oplevelse! Min far så aldrig mere end den ene gemse han skød den første dag og da helikopteren kom og hentede os, var vi begge klar til nye eventyr…

Vi aftalte med Rex og Ross at vi skulle mødes igen et par uger senere på østkysten for at jage Wallabies og afskeden med de to garvede bjergmænd, blev gjort nemmere med udsigten til et snarligt gensyn…

Ross skrev et par ord ned til mig, som jeg stadig husker helt tydeligt den dag i dag:

”Remember lad, as the years go by. Where you are now, once was I. Where I am now, so you will be, prepare yourself to follow me!”

Ross og jeg havde drillet hinanden meget med vores hunde, skydning, ja stort set alting… Jeg havde været så ungdommelig overmodig at udfordre ham i hvem der kunne skyde flest wallabies og jeg tror han lige havde behov for at lægge en dæmper på denne unge, dumme knægt..;)

Far og jeg fortsatte vores tur sydpå for næste mål var Stewart Island, en lille ø syd for selve Sydøen. Her skulle vi jage Whitetail deer og vi havde et stævnemøde med en lokal fisker, som ville sejle os ud til vores lille bugt.

Den historie må du vente med til næste måned…

Knæk & Bræk!