Vortesvinet i løveland!

Juli 2008.

Efter den vellykket jagt på oryxen, galdt det nu zebra! Planen var at jeg skulle jage en bjergzebra og Steen skulle jage steppezebraen. Derefter skulle vi så vise og tale om de to forskellige dyr, de forskelligartede trofæer og den meget anderledes jagt! Vi så begge to, masser af zebraer, men efter to dage uden held var stemningen og jagtheldet på vej ned af…

Min guide Kiepie Burger, min gode ven og fotograf Malte Udsen og jeg var på vej til et lille vandhul, for at spise vores sene frokost i skyggen fra et stort akacietræ. Her så vi, fra bilen, tre vortesvin drikke fra netop dette vandhul. Kiepie bakkede straks bilen lidt væk og vi indledte en hastig pürsch tilbage mod vandhullet…

De tre vortesvin havde ikke hverken set eller hørt os og de to søer gik og spiste mens den store orne, kun var interesseret i navnlig den ene so! Jeg kan ikke længere huske hvad afstanden var, men med riflen i skydestokken følte jeg at sigtet var stabilt og lige som ornen stod stille bagved soen, lod jeg skuddet gå! Den tunge rekyl fra riflen i kaliber .375 H&H, betød at jeg intet så i skuddet men da jeg fik ornen i tilbage i sigtekikkerten, kunne jeg se den løb direkte mod det tætte buskads!

Jeg skulle egentlig til at skyde igen, men Kiepie stoppede mig og idet ornen drejede lidt, kunne jeg se en tyk stråle af blod fra udgangshullet!

Selvom vi begge gerne ville have set vortesvinet falde i skuddet, var vi begge rimelig optimistiske omkring situationen. Vi havde begge set blodet sprøjte ud af udgangshullet og selvom Kiepie syntes det så lidt bagligt ud, så var ornen nok ikke løbet langt! Som Afrikansk skik byder sig, gik vi straks i gang med eftersøgningen af det påskudte dyr. Ved skudstedet var der masser af blod, men desværre også både lever og maveindhold! Med det samme, kunne vi konkludere at skuddet havde været for dybt og eftersøgningen skiftede straks karakter! Vi havde begge forventet at ornen blot var løbet en lille smule, men efter flere hundrede meter igennem det gule solafbleget græs, var der stadig intet dødt vortesvin! Blodet var allerede begyndt at tørre ind og sporingsarbejdet blev sværere og sværere…

Der var stadig meget blod på jorden og sprøjtet ud over det gule græs, men det var efterhånden svært at se det i det aftagende sollys! Kiepie vurderede at vi havde lidt over en times sollys tilbage og vi kunne begge mærke presset for at finde ornen!

Mens vi stod og snakkede sagte til hinanden, fik pulsen lidt i ro og tørret sveden af panden, sprang det anskudte svin pludselig op fra nogle små træer som den havde skjult sig bagved! Kiepie smed sig til jorden og jeg sprang straks rundt om Malte, som forsøgte at filme og samtidig ikke være i vejen for mig! Ornen løb skråt væk fra os i høj fart og jeg kunne kun se den i glimt mellem træer, buske og det høje græs! Jeg skød 3 skud, hvoraf jeg tydeligt kunne se det ene ramme i bagkøllen, den næste var en forbier men det tredje traf nogenlunde midt på dyret, lige idet ornen forsvandt mellem nogle små træer!

Da jeg skød det sidste skud, kunne jeg igen se en tyk blodstråle, sprøjte blod ud af det første udgangshul og jeg kiggede på Kiepie med vantro i øjnene! Jeg havde svært ved at forestille mig dette lille dyr løbe i høj fart med mindst to alvorlige kugler i kroppen!

Vi fortsatte forfølgelsen og imens jeg fik genladt riflen, kom vi til en stor lysning med små buske og det gule græs til alle sider. Det var som om at jeg befandt mig i en bobbel! Stemningen ved denne lysning var trykket og jeg hørte ingen fuglesang eller vindens susen mellem træerne. Jeg var så opslugt af vortesvinet, at jeg ikke mærkede sveden løbe ned i øjnene eller alle de rifter og stik jeg havde fået af torne og det stride græs! Endnu engang rejste ornen sig fra et lille buskads og mens den gryntede højlydt, løb den direkte imod os! Efter et par meter drejede den dog rundt og jeg kunne give den et sidste og dræbende skud! Ornen faldt til jorden i knaldet og slog en koldbøtte! Med pulsen hamrende i mine tindinger, gik jeg forsigtigt hen mod dyret og var klar hvis den mod forventning skulle rejse sig igen! Den gamle orne var dog død og Kiepie og jeg kunne endelig puste ud efter en lang og dramatisk eftersøgning! Det var som om at virkeligheden kom tilbage og jeg kunne straks høre alle fuglene igen og mærke alle de smertende rifter på mine ben og arme! Det lille dyr var løbet over 600 meter med blodet fossende ud af det store udgangshul!

Jeg er, den dag i dag, overbevist om at hvis vi havde ventet med eftersøgningen, bare et kvarter, så var ornen død ved det første træ, hvor den lagde sig. Det første skud var for bagligt, men leveren var ramt og det store blodtab ville have dræbt ornen på få minutter hvis den havde fået ro!

Sådan er det engang imellem, når man jager under fremmede himmelstrøg. Man bliver konfronteret med andre skikke og fremgangsmåder og dette lærer man også noget af, selvom det i dette tilfælde var nogle hårdt tjente lærepenge!

Vortesvinet var en gammel orne med flotte buede tænder og en arret krop som bar præg af det hårde savanneliv!

Mens Malte lavede billeder af ornen i det svindende lys, stod jeg og småsludrede lidt med Kiepie. Vores tracker var også kommet frem, dog uden bilen, så han stod bag Malte og var klar til at brække svinet, når Malte var færdig med at filme…

Pludselig kunne jeg mærke på både trackeren og Kiepie at de ændrede adfærd! Fra at være helt afslappet, var de nu helt anspændte og Kiepie gav en kort kommando til trackeren, som straks kravlede op i et højt akacietræ! Jeg spurgte forsigtigt om alt var ok og Kiepie svarede kortfattet, mens han stirrede udover det tørre græs: “Is the rifle loaded?! We just heard a lion close by!!”

Kiepie havde på vores første jagtdag forklaret mig at hvis han ikke havde sin back-up riffel med, så var jeg den eneste som var bevæbnet og derfor ansvarlig for hele gruppen! Det betød altså at hvis vi var på gå-ben og opdagede løver indenfor 100 meter, så lød parolen på at skyde dem med det samme!!

Denne ordre rungede nu i mit hoved mens vi alle tre kiggede ud over det uoverskuelige terræn! Vi var dybt inde i bevoksningen og ornen havde spredt et voldsomt blodspor igennem 600 meter bush!

Riflen som hang på min skulder var lukket, men uden en patron i kammeret, så jeg tog straks riflen af skulderen og tog ladegreb. Denne lyd kendte Malte udmærket, så han kiggede straks op fra kammeraet og spurgte om alt var ok! Kiepie svarede kort, at han godt måtte skynde sig og med ét var Maltes opgaver færdige! Trackeren skyndte sig ned fra træet, Kiepie tog vortesvinet på skulderen og vi skyndte os retur mod bilen! Hele vejen gik jeg i midten, med riflen klar og ingen af os sagde et ord til hinanden. Pulsen, som  havde været høj på vej ud af blodsporet, var ingenting i forhold til hvordan mit hjerte bankede på vej retur!

Det hårde sæde oppe på Toyotaen føltes som det blødeste silke da Kiepie med et ryk satte bilen i gear og hele vejen hjem sad Malte og jeg og grinede til hinanden! Vi grinte af at det var lykkes at nedlægge et stort gammelt vortesvin men vi grinte nok mest af at have sluppet for en alvorlig situation med Etosha Heights egne firbenet jægere…

Hjemme på ranchen, hvor dagen blev til aften, smagte sundowneren endnu bedre end nogensinde men hvad jeg ikke var klar over var at den efterfølgende dag skulle blive mindst lige så dramatisk og det skulle heller ikke være sidste gang at vi kom i nærkontakt med løverne!

Læs med om en måned, hvor månedens trofæhistorie handler om endnu en dramatisk jagt under Afrikas hede sol!

Jagten var arrangeret af Limpopo Travel og hvis du er medlem af Huntersmagazine.tv, så kan du se filmen HER!