Vildsvinejagt i den svenske forårsnat

Klokken nærmede sig 22 og nattemørket og stilheden blev brudt af nogle voldsomme skrigende lyde inde fra den kulsorte skov… Til at starte med troede jeg det var ræve der “skreg” men da lyden kom igen var jeg ikke længere i tvivl om at det var vildsvin! skrigene nærmede sig og selvom det stadig var langt væk steg min puls med det samme!

Jeg var blevet inviteret på svinejagt i Sverige, i nærheden af Vimmerby, af Jan Bendtsen. Jan har haft jagten på dette revir i ca. 30 år og har fulgt med i den eksplosive stigning af vildsvin. Da han startede med at jage i disse skove, var det primært efter bukke, men som tiden er gået har vildsvinene taget mere og mere over. Jeg har kendt Jan i mange år da han var gartner og skytte på min gudfars ejendom og han har været en stor inspiration og læremester for mig i mine spæde, unge jægerår. Vi skulle tilbringe weekenden i Jans lille “stuga” og parolen var klar: Jagt på svin om aftenen, klargøring og reparationer af tårne/foderpladser om dagen og ikke at forglemme, rigtig god mad når der var tid..:)

Anstandsjagt på svin, foregår jo typisk ved foderpladser og sådan praktiseres det især i Sverige. Jeg har prøvet denne jagtform en enkelt gang for ca. 6 år siden og jeg havde store betænkeligheder ved det, dengang! Jeg syntes vel nok at det var en smule umoralsk at sidde ved en foderplads og så vente på at de intetanende svin kom ud af nattemørket… Det mindede mig om, da jeg var en lille og uartig knægt, hvor jeg skød småfugle på mine forældres velpasset foderbræt! Jeg forsøgte dengang at overbevise mig selv om at der jo egentlig ikke var vildt stor forskel på at skyde en buk, ved en rapsmark eller i kanten af en velplejet og tilplantet remisse, eller en gris på en foderplads… Derudover var det et vigtigt argument, for mig, at de svenske jægere jo slet, slet ikke fik skudt nok vildsvin og derved var jagten ved foderpladserne jo lige så meget et spørgsmål om regulering som egentlig “jagt”.

Med lidt blandet følelser satte jeg mig ud i det tårn som Jan havde anbefalet og jeg blev med det samme mindet om hvor spændende vildsvinejagt er! For at komme ned til den eng, hvor pladsen og tårnet befandt sig, skulle jeg snige mig ned ad en lille pürsch-sti imellem nogle unge graner. På vej derned strøg snepperne mig over hovedet med deres karakteristiske knurren og små pift, i fuld gang med deres parringsleg. I hele skoven var småfugle og især solsortene midt i en koncert som skulle markere overgangen fra dag til nat… Ca. 20 meter fra engen, opdagede jeg pludselig en kæmpe stor sort skygge som stod med ørerne slået helt ud! Inden jeg fik sat mig ned på hug og kigget i kikkerten, vidste jeg at det var en elg. De store ovale ører var nemme at genkende, selvom jeg ikke har oplevet særligt mange elge i mit liv! I kikkerten kunne jeg tydeligt se at den kiggede på mig og den kunne ikke rigtig finde ud af om jeg var en trussel… Efter at have betragtet og nydt dette møde med den svenske skovs konge, besluttede jeg mig for at fortsætte imod tårnet. Elgen løb stille og roligt ud midt på engen, hvor jeg så at der stod én mere. Dette var helt tydeligt koen og den første, som måtte være kalven, stillede sig helt tæt op ad dens mor for ligesom at søge lidt støtte og vejledning…

Jeg kom helt op i tårnet og fik sat mig til rette, mens elgene stadig stod på engen og betragtede mig. Efter et par minutter essede de stille og roligt imod skoven og forsvandt mellem de mørke stammer. Månen var oppe og lille, der var en rolig blæst på tværs af engen og heldigvis var der ikke mange skyer på himlen så stjernerne var fremme og natten var derved ikke alt for mørk. Jeg sad og sugede stilheden til mig, da de små sangfugle som på kommando alle var holdt op med at synge. Det var stille… Så stille at jeg næsten ikke trak vejret og jeg blev forundret over hvor intenst, rigtig stilhed kan være! Når hørelsen var den eneste sans jeg rigtig kunne bruge, så er det utroligt hvor spændende anstandsjagt kan være. Jeg må være ærlig at sige at jeg har siddet i tårne og ventet på f.eks. buk og kedet mig bravt! Når syn er den vigtigste sans, er spændingen først rigtig til at føle på når man ser noget. Her midt i det tiltagende mørke tog jeg mig selv i at sidde og dirre af spænding og opleve nærmest åndeløst intensitet på trods af, at der ikke skete noget som helst!

Da en grævling kom puslende forbi mit tårn, fik jeg et kæmpe chok og bukkefeberen rullede igennem mig! Efter et kort kik i kikkerten, kunne jeg konstatere at det ikke var en gris og på trods af at jeg rigtig gerne ville skyde en grævling og at der faktisk var jagttid på dem, så var der den lille krølle, at vi kun måtte skyde årsunger. Jeg kunne på ingen måde konstatere om det var et 1 års dyr eller en gammel so med unger i graven, så jeg havde, allerede inden vi var taget  ud, besluttet mig for at jeg ikke ville skyde… Grævlingen fangede min fært da den er et par meter fra tårnet og med et højlydt prust forsvandt den som en bulldozer igennem skoven!

Da vildsvine skrigene gennembrød stilheden havde jeg siddet i tårnet i et par timer og jeg fik hurtigt riflen op i klar-stilling.  Jeg hørte noget komme luntende på tværs af engen og i kikkerten kunne jeg se at det lignede en svinekrop… Den stoppede op lige ud for tårnet på ca. 60 meter og jeg tændte den lille lygte som jeg holdt i min venstre hånd, samtidig med at jeg holdt om forskæftet på riflen. Grisen havde front lige op imod mig og jeg så tydeligt de små øjne som sad tæt på hinanden og jeg var da, helt sikker på at det var et vildsvin og at den var alene. Den egentlige parole, fra Jan, havde været klar: vi måtte skyde alle grise undtaget søer med smågrise! Ved anstandsjagt og især ved jagt i mørke, er det vigtigste jo at sikre sig at der ikke er smågrise i skoven eller uden for ens synsfelt.  De små, holder sig heldigvis ret tæt på deres so, så da denne gris, som jeg nu sigtede på, var et par hundrede meter ude på en åben eng, kunne jeg konstatere at den var alene!

Jeg slukkede lygten, da grisen stod som forstenet og heldigvis fortsatte den nu mod højre i et roligt lunte tempo… Jeg tændte lygten igen og fulgte med grisens tempo og håbede blot på at den ville stoppe… Det gjorde den efter ca. 20 meter og jeg fandt hurtigt bladet med den lille røde prik i sigtekikkerten… Jeg flyttede prikken lidt frem, helt frem til starten af skulderbladet og førte derefter sigtet op til midt på dyret… Skuddet gik inden jeg selv rigtig nåede at opfatte beslutningen og krudtrøgen blændede alt i lyskeglen! Jeg hørte dog tydeligt kugleslaget igennem mine Siemens “SecureEar” ørepropper og da jeg lyste lidt frem og tilbage med lygten kunne jeg se at grisen lå stendød, lige der hvor den stoppede op. Ikke engang et spjæt med benene kom der fra den og straks kom bukkefeberen og overtog min krop! Jeg rystede over hele kroppen og med dirrende fingre repeterede jeg forsigtigt og tog det afskudte hylster ud af låsen. Jeg snuste lidt til den friske krudt røg og nød den stille nat og afspillede den oplevelse jeg lige havde haft for lukket øjne.

Få minutter efter at jeg havde SMS’et til Jan, kom han og mødte mig og vi slæbte med møje og besvær grisen ud til bilen. Selvom grisen “kun” vejede ca. 60 kg. så var den tung og besværlig at slæbe. Grise er jo kompakte og har korte ben, så det er som om de er ekstra tunge når man ikke sådan lige kan få fat i et ben, man bliver nødt til at løfte selve dyret for at få ordentligt fat.

Da vi ankom til slagtehuset flåede vi grisen og brækkede det. Huset var udstyret med elektronisk spil og et fint kølerum og arbejdet var nemt under disse forhold. Grisen kom på køl og vi fik vist en enkel whisky for at fejre aftenen, inden vi kom i seng temmelig sent…

Resten af weekenden gav ikke flere vildsvin i kølerummet, men vi oplevede masser af det den svenske natur er så berømt for. Vi så urfugl, masser af snepper, dådyr, råvildt, traner, sortspætter, fiskeørne, grævlinger, ræv og ikke mindre end 6 elge!

Jeg er stadig ikke helt så skarp i mine argumenter, når jeg skal forklare en ikke-jæger at jagt på foderpladser er helt etisk korrekt, men en ting er helt sikkert: Jeg er bidt af et galt svin! Den intense spænding man oplever i et tårn eller en lille hytte er simpelthen ikke til at matche med nogen anden form for jagt og vildsvinene er stadig et af mine favorit dyr at jage. Jeg nøjes med den væsentligste årsag, som svenskerne selv bruger og det er jo, at der er for mange vildsvin og der bliver simpelthen ikke skudt nok på trykjagt eller drivjagt!

Jeg håber jeg snart igen, vil sidde i den stille skov og vente med forventning og spænding på at disse urgamle dyr kommer frem fra de mørke skygger…