skip to Main Content

STOP NU!

21706_10204799115354099_4371304982948578886_n

Kære venner, nu stopper i sgu!

Jeg begriber ikke hvad jeg har læst den sidste uges tid på min nyhedsstrøm på Facebook og de generelle nyhedssites.

Først begyndte der at forlyde rygter om at nogen havde skudt en havørn ved Møn…. Mistanken faldt hurtigt på at det var en dansk jæger som stod bag denne ugerning!

Derefter nåede historien om en snubletråd, opsat (Igen med mistanke på en jæger!) på en fynsk mountainbike bane, hvor en uheldig cykelrytter var ved at komme alvorligt til skade lige at få plads, inden medierne kastede sig over en ny historie om at navngivne og unavngivne jægere offentligt, udtalte at de enten havde, ville eller kendte nogen som havde skudt ulv! -Her i Danmark!

DET GÅR JO SLET IKKE…. Jeg kan slet ikke forstå at nogen vil udtale sig sådan… Slet ikke på offentligt tilgængelige Facebook sider…

Vi jægere blive jo typisk skåret over en kam, især i medierne! Hvis én jæger kommer med sådan en udtalelse så er der hurtigt en overskrift som hedder: “Danske jægere vil skyde ulven!” Når der så, i dette tilfælde, er temmelig mange udtalelser, så er det jo blot ekstra brænde til bålet.

Lad os slå noget fast med det samme, ulven er totalfredet! Det er en alvorlig overtrædelse af loven, ikke bare jagtloven, at nedlægge en dansk ulv og straffes i yderste konsekvens med 2 års fængsel! At udtale sig om at man vil skyde den, er jo ikke bare dumt men faktisk rigtig dumt! Det svarer nogenlunde til at jeg proklamere på Facebook at jeg vil røve en bank på fredag… Dog er dette postulat jo kun slemt for mig selv, men når jeg som jæger udtaler mig, så ved jeg jo godt at jeg taler, velvilligt eller ej, på alle jægeres vegne. Det SKAL vi altså alle have i tankerne inden vi udtaler os om ulve, mountainbikere, duejagt, blyhagl eller lign. Jeg mener ikke, at vi ikke skal debattere ulvene, jeg mener blot at vi skal være forsigtige med hvad vi siger eller skriver. Vi skal holde en fornuftig tone og så skal vi diskutere sagen, ja alle sager, med ro, faglighed og fornuft! Lige med ulvene, er der jo tit flere følelser involveret end egentlig faglighed og det skal der naturligvis også være plads til, det må bare ikke overdøve debatten!

Jeg skal jo egentlig ikke bestemme om DU skal røve en bank, køre for stærkt eller skyde en ulv, men jeg vil meget gerne opfordre til at du tænker dig om inden du går ud og reklamere for dine ulovligheder, især fordi det også skader mig og alle andre danske jægere!

Alle disse skrækkelige historier og især “Ulvehistorien” falder lige oveni at Danmarks Jægerforbund, med Claus Lind i spidsen, kæmper en kamp for en revision af knivloven. Denne fortolkning af at rigtig, rigtig mange knive er énhåndsbetjente og derved ulovlige, kunne være en god kamp at vinde for alle jægere og skabe et positivt billede af hvad vi kæmper mod og for… Når Claus Lind så samtidig skal forsvare sig, på vegne af de danske jægere, imod disse tåbelige udtalelser om ulvene, så mister han troværdighed og fokus flytter sig fra knivloven til ulovlig ulvejagt! Det er ikke nemme vilkår for nogen og vi SKAL altså løfte i fælles flok hvis vi vil vinde sager som denne og helt generelt, hvis vi vil forsøge at gøre offentlighedens syn på jagt og jægere mere nuanceret og positivt…

Tænk over hvad du gør, siger og skriver og vær meget opmærksom på at DU er talsmand for hele den samlet jægerstand, her i lille Danmark…

Knæk & bræk!

 

This Post Has 0 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top