KNIVE

Som den faste læser nok har forstået, så har min kære far stået for det allermeste af min jagtlige opvækst og uddannelse! Dermed har en hel del af hans interesseområder naturligvis også smittet af på mig. Derfor tror jeg også at jeg har arvet hans fascination af knive! Jeg har alt for mange, men glæder mig over at bruge hver og en af dem! De fleste er arvestykker enten fra min farfar, morfar eller svigerfar og enkelte har min far selv lavet. Jeg udvælger mig altid den helt rigtige kniv, som passer til lige netop den situation eller jagt jeg skal afsted på… Jeg har altid en schweizerknivkniv i lommen, men derudover er der frit valg. Hvis jeg skal på jagt hvor der kan/skal skydes hovvildt er det også helt standard procedure at jeg har min trofaste stikkniv med og min favorit ”bræk kniv”.

Jeg har heldigvis kun været udsat for at skulle bruge stikkniven et par gange, det er ikke nogen særlig behagelig oplevelse at skulle stikke et dyr i nakken! Metoden er dog yderst effektiv, omend man bør øve sig lidt på det, inden man står med et anskudt dyr. Jeg kan huske som helt ny jæger, for ca. 20 år siden, at min onkels skytte & gartner, Jan Bendtsen, viste mig hvordan man skulle gøre på et nyskudt rådyr. Han forklarede, at jeg fremover burde øve mig på alle de døde dyr jeg kom i nærheden af, så de første mange år af mit jægerliv sneg jeg mig lige hen til et dødt dyr når der skulle være parade, for i ro og mag at øve mig på teknikken…
Man tager dyrets hoved og tvinger hagen ned langs halsen, således at selve nakken er helt blottet. Lige under, dér hvor kraniet sidder på den første nakkehvirvel er der ligesom et hul hvor kniven kan glide direkte uden om alle knogler og ind i selve hjernen. Det er som sagt noget man skal øve sig på, da vinklen og stedet skal ligge på ens rygrad, da man samtidig skal holde fast i et stadig levende dyr og da skal man ikke stå og fedte rundt og være usikker!

Brækkniven er en lækker lille spansk kniv som jeg har fået af min overbærende hustru. Den har en kort, bred klinge som passer perfekt til at lave det kritiske snit op langs maven. Til det snit er det vigtigt at man ikke kommer til at prikke hul i maven og derfor må kniven ikke være for spids! Klingen er gennemgående igennem hele kniven og skæftet er altså fæstnet på klingestålet. Der er en fin kurve på hele kniven og når jeg bruger den til at opbrække med, så passer den perfekt i hånden og jeg kan have min pegefinger langs klingen inde i selve dyret. Skeden er dyb og kniven sidder godt og fylder ikke meget, så der er tit plads til én kniv til i bæltet.
Min første

Der er altid noget særligt ved ens første af alting… Min første kniv var den klassiske svenskfabrikeret MORA kniv. Der var vist kun dén med rødt skæfte, dengang, den med blåt skæfte er vist en ”nymodens” udgave.. 🙂
Jeg formoder at mange genkender denne kniv, da den var og stadig er, en klassiker! Skæftet og skeden er af plastik og klingen er lang, lige og relativt smal. Der er en smart lille ”tap” som sikrer små fedtede drengefingre i at glide ned ad æggen og jeg tror den har reddet mine fingre mange gange!
Jeg husker tydeligt den lidt ceremonielle overdragelse af denne kniv til mig som lille dreng. Jeg fik formodentlig en længere formaning om hvordan man skulle håndtere en kniv og navnlig hvad man ikke måtte… Dette er dog helt glemt, da jeg sikkert, overhovedet ikke hørte efter hvad min far sagde! Mine øjne har helt sikkert været store og fast fokuseret på denne, min allerførste EGEN kniv! Den sad i mange år fast på et stykke gammelt skøde-tov rundt om mit liv og den har virkeligt snittet mange spyd, pile og andre ”farlige” våben… 🙂  Antallet af ulke, ålekvabber, torsk og sild den har renset er astronomiske og den har altså kort sagt været udsat for lidt af hvert i de efterhånden 30 år som det været min, min første kniv…
Det er ikke så tit den kommer ud af skabet længere, men den vil nok aldrig forlade min knivsamling!

Min ældste

Min ældste kniv er en rigtig samer kniv ogstammer nok fra Finland. Jeg kan huske som lille dreng, når vi var på besøg hos min farfar, at lige netop denne kniv altid fascinerede mig. Farfar havde en masse knive liggende fremme på en hylde og det var som at stå ved et alter dengang og der var altid en lidt rituel stemning når jeg fik lov til at holde én af dem!
Denne kniv er faktisk en dobbeltkniv, da der også sidder en lille kniv langs med den store. Skæftet er primært bygget op af en blyfatning som danner et mønster sammen med træet. Det tunge skæfte giver underligt nok en ret god balance når man håndterer kniven og den lange smalle klinge er perfekt til at lave lange præcise snit og at rense fisk med denne kniv er en drøm!
Den lille kniv har et udskåret hakket mønster på skæftet og har også den lange smalle klinge. Som lille dreng var denne kniv en af mine favoritter og jeg har renset mange ålekvabber med denne lille klinge.
Skeden er efterhånden noget slidt og jeg må indrømme at det er sjældent at denne kniv kommer med mig på jagt. Men efter nu at have siddet med den og beskrevet den her, så kommer den nok med ud i næste sæson da jeg jo trods alt, er stor fan af at bruge ens værktøjer….

Min nyeste

Min nyeste kniv er en rigtig moderne kniv helt fra New Zealand. Den er ét helt stykke sort ”440 grade stainless steel” og er beklædt med orange faldskærmssnor. Af en lidt kantet og ”stiv” kniv, har den faktisk et ret godt greb og ”para-corden” sikrer at ens fingre ikke glider. Klingen er bred og kort og den har en fin form til både at brække med men også at skinne dyr med da kurven på klingen sikrer nogle god strøg, når man skal frigøre skindet fra kroppen.
Skeden er en hård plastikskal beklædt med sort nylonstof en lille strop med knap sikrer at kniven sidder godt i skeden.
Jeg er jo nok lidt traditionel eller gammeldags(!) så jeg er ikke helt vild med designet, men kniven fungerer forbløffende godt og nu, hvor jeg alligevel har bestilt en lyddæmper, så kan jeg vel også gå med en ”all-steel” moderne kniv..? 🙂
Min yndlings

Det er svært for mig at vælge en yndlings kniv, da de alle sammen har enten en sjov historie eller er brugbare til noget helt specifikt, men lige nu er min yndlings helt klart denne kniv som jeg har fået af min far. Kniven har han selv lavet og endda skeden er hjemmegjort! Klingen er indkøbt på Jagt & Skovbrugsmuseet, i Hørsholm og er smedet af ”Hr. Nielsen” som har lavet et utal af flotte klinger igennem årene. Skæftet består af oldgammelt ”Kauri” træ fra New Zealand. ”Kauri” træerne er fredet i Oceanien og har en nærmest hellig status hos Maurierne og det er kun selvdøde, væltet træer der bliver høstet og solgt. Denne stump træ, som min far købte for én NZ dollar er vel et par tusinde år gammelt men den kan ligeså godt være op til 50.000 år gammel! For enden af træet, op imod klingen har far sat et stykke rensdyr knogle, for at bryde overgangen fra skæfte, til klinge. Skæftet er slebet og formet så det ligger perfekt i hånden både ved normalt greb men også når man skal holde kniven ”omvendt” altså når man f.esk. skal brække et dyr. På højre side af skæftet sidder der en lille skal fra en havsnegl som far fandt på stranden i New Zealand for ca. 12 år siden.
Skeden er lavet i lyst læder og med en mørk strop som faktisk oprindeligt var en del af en gammel sandal! Stroppen sidder således at kniven ikke hænger ned fra bæltet som ”normalt” men sidder nærmest vandret langs bæltet og derved sikrer man hurtig og nem adgang til kniven og man slipper også for at kniven vil irriterer når man sidder i bilen eller på post i skoven.
Det er en rigtig New Zealand kniv og det er som om at hele essensen, minderne og følelsen fra min fars og min tur til denne skønne ø, for ca. 12 år siden, sidder i den lille kniv. Jeg har ikke brugt den endnu men jeg glæder mig til at den skal med på jagt og få blod på sig for første gang…

Slibning

Nu hvor jeg har alle knivene fremme, er det jo nærlæggende at give dem lidt kærlighed… Jeg har to slibesten fra Japan, som jeg bruger. Den ene har to sider, med forskellig ”grade” så man kan vende den for at få henholdsvis grov eller fin slibning. Det er en langsommelig og nøjsom proces da jeg bliver nød til at bruge alle tre sten for at få det bedste resultat. Men omhyggeligheden betaler sig, da knivene virkelig bliver skarpe og skarpheden holder også længere ved denne metode end ved blot at ”rette skæret op” som er det et almindeligt strygestål f.eks. gør.
Jeg drypper relativt meget vand på den første sten med det groveste ”grade” og stryger kniven væk fra mig i en lang lige bevægelse.

Dette gentager jeg, så hele æggen har fået et par strøg. Vinklen er naturligvis vigtig, men jeg føler mig lidt frem og ved at bruge et forstørrelsesglas, kan jeg se på æggen om der er steder jeg mangler eller om vinklen har været skæv… Efter at kniven har fået tilpas på den grove sten, vender jeg den og fortsætter på den lidt finere sten. Det er som sagt, en lang proces med et par strøg og så kigge i forstørrelsesglas… Et par strøg og kigge osv. osv….

Til allersidst tager jeg den tredje sten, som har ligget i vandbad, for at give det allersidste finish. Man kan naturligvis mærke på æggen om skæret er godt, men med luppen får man virkelig syn for sagen og man kan se selv de mindste fejl, hakker eller steder hvor æggen ikke er skarp. Efter et par timer med dette har jeg nu en hel stak skarpe knive og jeg har egentlig lyst til at have dem alle sammen med på den næste jagt, om end det nok vil se lidt fjollet ud..:)
Hvad gør du for at holde dine knive?