skip to Main Content

Besat af kameraer!

Screen Shot 2017-04-16 at 20.49.44

Jeg har i et par år nu fulgt med i andres, både danske og udenlandske jægeres, uploads af div. vildtkameraer og “trailcams”.

Det har altid fascineret mig at se dyrene blive fotograferet og filmet, når de tror de er helt alene i skoven! Man får en rigtig god fornemmelse af hvilke og hvor mange dyr man har i skoven og i det hele taget, så virker det som et rigtigt godt og moderne værktøj. Med det sagt, så syntes jeg dog også at det er lidt at snyde… I stedet for at sidde og kigge på dyrene på sin skærm, så kunne man jo tage ud i skoven med sin kikkert og finde dyrene!

Derudover kan jeg ikke helt finde ud af med mig selv, om jeg helst vil vide hvilke f.eks. bukke jeg har på reviret eller om jeg gerne vil overraskes, når jeg med riflen sniger mig ud på jagt. Når jeg bliver inviteret på jagt på fremmede revirer eller rejser på jagt i udlandet, så er det med en spænding over det uvisse og nye, som breder sig i min krop! Jeg kan godt se fornuften i at kende de bukke som går på reviret, men omvendt så er det også en lille smule forventeligt, når nu bukken viser sig, hvis jeg har siddet og kigget på den hele foråret, hjemme på computeren…

Derfor har jeg glædet mig til at få afprøvet både kameraer og den følelse jeg vil få ved at følge dyrene på et revir, nu op til bukke premieren!

For at starte med kameraerne, så kontaktede jeg Lasse Waegner fra Jagt-Jakt.dk og han var som sædvanlig flink og hjælpsom! På et øjeblik var jeg udstyret med to forskellige “UOVISION” og et enkelt “Spromise” kamera som jeg kunne teste!

To af dem kunne sende MMS’er og videoer og det tredje udmærkede sig ved at det kunne tage gode farve billeder om natten.

Det tog kun Lasse et par minutter at sætte kameraerne op og udstyret med hjemmebygget kasser, (som minder om fuglekasser!) eksterne batterier, SD kort, SIM kort og en udførlig instruktion om opsætningen,  drog jeg mod det nye revir.

Vildtkamera
Kameraer og de to fine “fuglekasser”!

Reviret ligger i Nordsjælland og det er min gode ven Andreas som har inviteret mig på jagt her.

Ingen af os kender reviret særlig godt og da slet ikke bukkene! To af kameraerne satte jeg ved en fodertønde som står ude på en stor brakmarkseng og det sidste blev sat ved en anden fodertønde, som står lige i kanten af lidt bevoksning.

Vildtkamera
“Fuglekasserne beskytter både mod regn men også mod morgendug! Derudover er der plads til det eksterne batteri og det hele sidder samlet og diskret!

Jeg satte kameraerne i de små kasser op med strips, både for at nemt kunne flytte dem, men også for ikke at skulle bore i levende træer. Lasse havde forklaret at de skulle sidde nogenlunde i hovedhøjde og på et øjeblik var alle tre kameraer placeret.

Vildtkamera
Perfekt og diskret set-up!

Allerede på vej hjem, i bilen, tikkede de første emails ind! Duer, fasaner, gravænder og krager var de første som besøgte de ny-opsatte tønder og udløste kameraerne!

Vildtkamera
Og så selvfølgelig et af mig selv..:)

Nu er der gået et par dage og jeg må simpelthen indrømme at jeg er blevet dybt afhængig af disse emails med naturen som afsender! Jeg springer ud af sengen, om morgenen, for at kontrollere nattens aktivitet og jeg smider nærmest alt hvad jeg har i hænderne, når telefonen indikerer at der er kommet en ny mail! Det er et stort privilegie at sidde på arbejdet eller derhjemme og kunne følge med i hvad der foregår ude i naturen!

Vildtkamera
Der er mange råer og de besøger jævnligt både slikstenen og fodertønden!

Den første rå som blev “fanget”:

En fasankok i blæsevejr:

På denne video er der faktisk 4 rådyr:

Kameraerne virker upåklageligt og selvom vi indstillede dem til at optage i den lave ende, rent kvalitetsmæssigt, så er billederne og videoerne gode og tydelige.

Alle mine fordomme og formodninger er blevet gjort til skamme! Vildtkameraer er virkelig, virkelig sjove!

Jeg nyder at se de drægtige og tykke råer forsigtigt spise af fodertønderne og mit hjerte banker hårdt i brystet når bukkene viser sig! Jeg er imponeret over hvor hurtigt rådyrene har vænnet sig til både fodertønderne men især blitz-lyset fra det kamera som tager farvebilleder om natten!

Jeg har de sidste par dage kunnet konstatere at der findes mindst én rigtig fin buk som kommer regelmæssigt til den ene fodertønde. Bukken er en ulige 6-ender og selvom opsatsen ikke ser særlig kraftig ud, så vurdere jeg den til at være stor af krop og dermed måske også en voksen buk.

Nu kommer der så en anden udfordring for mig, og det er at jeg nu efterhånden nærmest føler at jeg kender denne buk… Når jeg forhåbentlig møder ham d. 16. maj om morgenen, så er jeg decideret i tvivl om hvorvidt jeg kan skyde ham! Det er en af ulemperne ved at følge rigtig godt med og nærmest lære dyrene at kende! Som jeg tit bliver drillet med af min familie, så kan jeg dårligt hugge hovedet af en høne, hvis jeg har haft den i min have i meget mere end et par dage…:)

Jeg har aldrig før hørt eller bemærket den sjove og høje lyd, denne kok laver mens han spiser:

Om jeg kan nedlægge bukken, vil tiden vel vise, men i mellemtiden glæder jeg mig bare til at den næste email, ligegyldigt om det er en krage, en af de tykke råer eller måske en endnu uopdaget buk!

Knæk & Bræk!

Vildtkamera
En sulten due lander i aftensolen!

 

This Post Has 5 Comments
  1. Hej Mester Jacob – dejligt med alle de rådyr I har derovre😜
    Ja – fotofælder er for fede. Har selv kørt med det i to år og kender afhængigheden. Vis gerne lidt mere om de kasser du sætter kameraet i – det lyder meget smart og hvis der er noget jeg har, så er det sgu redekasser.

    1. Ha ha!! Jeg vidste at der ikke ville gå lang tid før jeg skulle høre fra dig..;)
      Kasserne var nogen som Lasse havde lavet. Egentlig blot en stor fuglekasse med plads til både kamera og ekstern batteri. Fronten kan så slides op og fæstnes med en lille skrue. Super smart løsning!

  2. Har også haft lidt ambivalent forhold til vildtkamera, men må indrømme at det f.eks. optimerer vildsvinejagten. Har vi ikke i Danmark( og SE) stadig noget lovgivning, som begrænser brugen?? Tak, for en god og inspirerende blok.

    1. Hej Geno.
      Tak..:) Jeg ved at der er meget strenge regler i Sverige pga. “allemandsretten”, men jeg er faktisk lidt i tvivl om reglerne i DK! I DK må man jo ikke bare gå rundt i skovene, men jeg tror heller ikke man må sætte kameraer så de kan filme på steder som er offentligt tilgængelige…

  3. Ja netop, i DK er det noget med at alm. adgang skal ske ad fast banet vej. Og så må det vel være sådan, at kameraer ikke må kunne ‘ramme’ den vej…..? Vi har vist nok forsøgt at få lempet reglerne i SE, men, må ærligt indrømme at jeg ikke har holdt mig opdateret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top