Engelsk Muntjak
Det lille rødbrune dyr stod helt stille i en solstråle og bare stirrede hen mod os… Mit hjerte bankede hårdt og min puls hamrede i mine ører… Jeg mindedes alle de historier om de små Asiatiske hjorte, som jeg har hørt igennem årene: De står aldrig stille, de forsvinder nemt i det tætte buskads og de er forbløffende skudstærke!
Muntjakken stod stadig og stirrede på os, med bagenden vendt imod os og samtidig hviskede Emil: “Kan jeg nå at skifte optik?!”….
Muntjakken er et introduceret dyr i England. William Russell, som var den første Duke of Bedford (1616-1700) introducerede både Muntjak, Chinese water deer, sika og Pére Davids hjort. Faktisk er de eneste to hjortearter som er oprindelige i England kun rådyr og kronvildt. William Russell startede med at sætte disse eksotiske arter ud i sin egen slotshave, men derefter havde han også en forkærlighed for at give en lille flok dyr væk som gaver til hans venner og bekendte. Dyrene trivedes i de frodige engelske slots/gods-haver og hurtigt begyndte de at sprede sig!
Nu bliver muntjakken faktisk betegnet som en “pest” i England! Det lille dyr yngler op til 3 gange om året og derfor bliver de også jaget hele året rundt, både hanner og hunner!
Jeg har længe drømt om at skyde en af disse særlige hjortearter og endelig kom der en plan i kalenderen! Jeg har talt med Jason Ward fra Thornhill Deer Management igennem jagtrejseportalen Rainsford Hunting og selvom jagten efter de små dyr, egentlig er bedst om vinteren, besluttede vi os for at forsøge i sidste uge, så kunne vi også kombinere jagten med råbukke, da den engelske bukkejagt begynder d. 1. april!
Jason kan tilbyde jagt i stort set hele syd England og selvom hans speciale er råbukke og sika, så var han frisk på at forsøge en decideret muntjak jagt med min fotograf Emil og jeg!
I flyveren og senere i lejebilen på tværs af den sydlige del af England, kunne Emil og jeg konstatere at foråret virkelig var kommet til England! Rapsen stod højt og gul, bøgen var for længst sprunget ud og i skovbunden blomstrede alle de smukke små skovblomster! Den lave vegetation i bunden af skoven var dog ikke helt sprunget ud, så vi var helt sikkert lige i tide, inden underbevoksningen ville skjule muntjakkerne…
Efter at have kørt fra London til Dorset, mødtes vi med Jason ved hans hyggelige jagthytte. Jason var allerede i fuld gang med at have udenlandske bukkejægere på besøg og især de danske jægere kommer meget hos Jason for at jage råbukke. Det frodige og varieret landbrugs areal i syd England er den perfekte biotop for råbukke og med en meget kalkholdig jord, bliver der virkelig skudt store bukke hos Jason! I vindueskarmen, i hytten, lå der da også nogle virkelig flotte bukketrofæer som bevis på områdets kvalitet!
Den første aften brugte vi på decideret bukkejagt i de mange åbne græsmarker og selvom vi så masser af råvildt, så var der ingen store gamle bukke! I april er de fleste modne og gamle bukke helt fejet fri for bast, mens de små unge bukke stadig kan ses i bast eller delvis bast. Hverken Jason eller jeg ville skyde unge bukke, så vi gik udelukkende efter nogle gamle, men de er som vi ved, ikke de nemmeste at komme på skudhold af! Græsengene var alle omkranset af, de for England, velkendte “hedgerows” og tilbød masser af læ og dække for råvildtet. Selvom vi ikke så nogen store bukke, var det tydeligt, for mig, at dette terræn var helt ideelt til rådyr!
Næste morgen kørte vi lidt nord på i nærheden af Birmingham, for her havde Jason en god ven som kunne tilbyde et decideret Muntjak-terræn! I bilen fortalte Jason at de små Muntjakker elsker at spise en lille skovblomst ved navn “Bluebells” og da vi steg ud af bilen, var skovbunden på jagtterrænnet da også dækket af de små kønne blomster!
Vi nåede ikke langt igennem skoven før jeg spottede den første muntjak!
Den lille buk stod med bagenden til os på 100 meters afstand og stirrede direkte på os…
Det lille rødbrune dyr stod helt stille i en solstråle og bare stirrede hen mod os… Mit hjerte bankede hårdt og min puls hamrede i mine ører… Jeg mindedes alle de historier om de små Asiatiske hjorte, som jeg har hørt igennem årene: De står aldrig stille, de forsvinder nemt i det tætte buskads og de er forbløffende skudstærke!
Muntjakken stod stadig og stirrede på os, med bagenden vendt imod os og samtidig hviskede Emil: “Kan jeg nå at skifte optik?!”….
Der var mange tanker som fløj igennem mit hoved! Dette var første gang jeg virkelig så en muntjak og i sigtekikkerten nød jeg at se det lille særprægede dyr! Det var tydeligt at det var en lille buk, da jeg kunne se et par centimeter opsats stikke op af de forlængede og behåret opsats-stokke… Muntjakken stod stadig med bagenden til og præsenterede stadig ikke noget forsvarligt skud, så mens Emil skiftede optik, tænkte jeg videre… Dette var den allerførste muntjak jeg nogensinde har sigtet på og selvom den var absolut den mindste, så ville jeg virkelig gerne skyde den! Det er altid et dilemma om man skal skyde den første og bedste man ser, men på denne tur kunne vi skyde så mange muntjakker vi ville, så det var ikke det største problem! Vi havde kun været på jagt i ca. 10 minutter og måske følte jeg at det var lidt for hurtigt at få en skudchance… Alt sammen lidt noget pjat, for vi var der jo for at skyde muntjak og nu stod jeg og sigtede på en!
Jeg var lykkelig for at det dog var en buk, for jeg havde sagt til mig selv at jeg ikke ville skyde et hundyr! Ikke noget som hverken Jason eller andre engelske jægere sikkert ville kunne forstå, men da de netop yngler hele året, ville jeg ikke risikere at skyde et hundyr med et lille lam i nærheden!
Emil hviskede til mig at han var klar igen og nu var der bare tilbage at vente på at den lille buk ville vende sig om. Jason forsøgte at kalde lidt med en Butollo, men selvom muntjakken reagerede på lyden, så rykkede han sig ikke ud af pletten! Den unge buk modbeviste at muntjak altid bevæger sig rundt, men samtidig vidste jeg også godt at den blot skulle tage et par skridt og så ville den forsvinde i buskadset!
Efter lang tids venten, hvor jeg kunne studere bukken i kikkerten og se hvordan hans lange tunge ofte kom helt op i de store kirtler, lige under øjnene, begyndte den endelig at bevæge sig lidt…
Han tog et par skridt rundt om sig selv og stillede sig nu op med siden til! Han sikrede ned mod os og jeg kunne høre Jason hviske: “Shooooot”!
Skuddet faldt og jeg kunne se det lille dyr springe op i luften og snurre omkring ind i det tætte brombærkrat! Skuddet føltes godt og efter få minutters ventetid gik vi over mod skudstedet. Her var der masser af blod og efter blot 5 meter fandt vi det smukke dyr!
Den lille buk lå i den lysegrønne skovbund og Emil og jeg brugte lang tid på at tage billeder og filme det specielle trofæ!
Da alt dette var overstået, brækkede Jason hurtigt bukken og hang den op i et træ. Vi skulle videre på jagt og vi var absolut ikke færdige! Med den lille buk “på tasken” galdt det nu en stor buk og selvom optimismen var høj, så kunne jeg hurtigt mærke at både Jason og hans ven Paul var frustreret…
Vi sned os rundt i skoven og med kikkerter og termiske spotters afsøgte vi alle afkroge! Vi pürschede, kaldte og ventede og vi så ikke nogen dyr! Denne skov var kendt for at have mange muntjak og vi kunne da også se både bidemærker og fodspor overalt… Vi så bare ikke nogen dyr!
Efter en lang formiddag, spiste vi en hurtig frokost på en lokal, hyggelig pub og så fortsatte vi ellers i en anden skov…
Her så vi enkelte muntjakker, men enten var det hundyr, eller også var det bukke, som hurtigt snød os og forsvandt i den tætte skov… Frustrationen hos Paul og Jason blev mere markant og jeg forsøgte at fortælle dem at med et kamera og en fotograf “på slæb”, så var vi vant til udfordrende jagter! Når vi opdagede en muntjak i skovbunden, så galdt det jo både om at få kønsbestemt dyret, derefter at sætte kameraet op og fokusere på dyret, for derefter at gøre sig klar til et skud!
Alt sammen noget som nemt kunne tage op til et par minutter og selvom den første muntjak vi så var meget stationær, så var de næste det absolut ikke!
Det lykkes aldrig at få nedlagt flere af de små asiatiske muntjakker, men med den første liggende i baggagerummet, kørte vi retur til Dorset for at fortsætte jagten på både muntjak og råbukke!
Vi knoklede virkeligt de næste halvanden jagtdage! Vi pürschede ca. 14 kilometer hver dag og kørte endnu længere… Vi tjekkede skovene, markerne, engene og de store græsmarker! Vejret var skiftet og de 24 grader vi var ankommet til, var nu erstattet af ca. 10 grader, regnskyl og kølig vind! Muntjakkerne er vilde med solskin og varme og rådyrene er ikke så pjattet med kold vind, så vilkårene var ikke de bedste…
Vi så både bukke og enkelte muntjaks, men jagtheldet var ikke rigtigt med os! Den sidste aften havde vi en perfekt pürsch efter en flot gammel muntjakbuk, men da vi helt lydløst havde sneget os igennem skoven med bankende hjerter og tilbageholdt åndedrag, var den lille buk væk… Pludselig spottede Jason en muntjak som kom fra venstre mod højre med hovedet gemt i de smukke “Bluebells”. Jeg fik stillet Viperflexen op og Emil fik hurtigt zoomet ind og stillet skarpt… Vi var klar og da dyret rejste hovedet på blot 60 meters afstand, sank mit hjerte da det viste sig at være et hundyr! Vi havde gjort alt rigtigt! Vi havde set bukken gå ind i skoven, vi havde pürschet os rundt om og i god vind og nu stod jeg og sigtede på et hundyr, mens bukken var pist borte!
Jason syntes jeg skulle skyde, men jeg havde allerede besluttet mig for ikke at skyde hundyr og bare fordi vi var i absolut 11. time, så ville jeg ikke gå på kompromis med min overbevisning! Englænderne skyder muligvis hundyr hele året, men jeg havde ikke lyst til at skyde én som måske havde lam! Den lille muntjak fortsatte gennem skoven og jeg tror aldrig hun opdagede at vi var der…
Da Emil og jeg var på vej til lufthavnen i vores lille lejebil, sad jeg og boksede lidt med mine tanker… Turen havde jo sådan set været en stor succes, jeg havde jo skudt min allerførste muntjak!! Men der var en lille ærgrelse som nagede mig, jeg syntes virkelig at vi, nok især Jason havde gjort alt hvad vi/han kunne! Vi havde bare ikke lige det sidste gram held med os og sådan er jagt jo også, når vi taler om vilde dyr i den frie vilde natur!
Jeg har booket endnu en tur hos Jason til efteråret, hvor vi skal forsøge at finde en rigtig gammel og flot muntjakbuk, som jeg glæder mig til…
Nu venter den danske bukkejagt lige om hjørnet, men hvis du har lyst til at smugstarte i England, hvor der virkelig kan skydes gode bukke, så giv Jason et kald, han har vist stadig et par åbninger næste år!
Knæk & Bræk!
