En andejagt til ære for Bonnie
Ligeså længe som jeg har kendt Jan, har han altid haft mindst én breton i hundeholdet. Som lille dreng kan jeg huske Jan dirigere med to bretoner på samme tid og det var helt tydeligt at lige netop denne race betød noget specielt for Jan!
Derfor kom det også som et chok da jeg hørte at Jans gamle Bonnie var død… Jeg havde været på andejagt i fredags, hvor netop Bonnie havde arbejdet stenhårdt hele dagen både på land og især i vandet! Ved paraden lå hun stolt ved siden af en skudt grågås og her kunne hun holde øje med alle ænderne og så var hun i nærheden af Jan som afholdt paraden. Jan havde også været på jagt om lørdagen og efter disse to dage med masser af fugle var det for meget for 14 årige gamle Bonnie… Hun døde lørdag aften nogenlunde samtidig med at jeg tilberedte og spiste “Bonnies gås” sammen med min hustru.
Det var helt tydeligt at Jan var meget mærket af Bonnies pludselig død, så jeg spurgte ham straks om vi skulle aflyse søndagens andejagt. Men jan forklarede, at en aflysning ville være i strid med Bonnies ånd-selvfølgelig skulle vi på jagt! Det kom vi så og efter en skål for Bonnie i jagtstuen, sneg vi os ud i mørket…
Der lå masser af ænder i søen og indimellem rappene kunne vi også tydeligt høre de mange gæs som også lå i søen! Spændingen steg, men blev dog hurtigt afløst af en skuffelse, da vi i mørket kunne høre alle gæssene lette langt inden vi var kommet på plads! Måske hang det sammen med de pandelamper som nogen af skytterne mente de skulle bruge…?!
Jeg fik en post som den sidste skytte i kæden på den ene side af søen, som havde oversvømmet en stor del af den nærliggende mark. Jeg stod med vinden skråt ind fra højre og forventningen om ænder som ville flyve op i vinden steg…
Inden det var blevet rigtig “skyde-lys” kunne jeg høre masser af ænder smide sig i søen og mellem de pivene vingesus, kunne jeg også tydeligt høre flyvende bekkasiner og en flok agerhøns som var begyndt at vågne ude på marken…
Jeg kunne ikke lade være med at sende en tanke til gamle Bonnie som for bare to dage siden havde svømmet i netop denne sø, i gang med det hun elskede allermest: at være på jagt! Jeg sad med en lidt trist fornemmelse med mine to hunde og især Mille fik et ekstra klem. Hun er ca. 11 år gammel og er efterhånden blevet helt døv! I fredags blev jeg nød til at give hende et puf, hver gang hun skulle apportere, for hun kunne ikke høre mit apport råb! Der er forhåbentlig, stadig nogle gode år tilbage i hende, men tanken om at skulle sidde og vente på ænder uden hende, gjorde mig trist! Horisonten var blevet rød af den opgående sol og jeg slog de triste tanker væk, for at koncentrere mig om hvad vi var her for, nemlig JAGT! Vores hunde forstår ikke døden, de vil bare gerne komme med på jagt og når de ikke er det, så vil de bare elskes! Med et klap på begge hundehoveder rejste jeg mig op og stillede mig klar…
De første to ænder kom hurtigt bagfra og med et snupskud faldt den ene and stendød i vandet! Mille får altid lov til at apportere de første par fugle, for at Maddie skal lære lidt om ro på posten. Ænderne kom stødt både ude fra og på opfløj fra søen. Skuddene lød hele vejen rundt om søen og som dagen blev lysere og lysere, begyndte jan at gå rundt med waders på, for at jage de sidste ænder på vingerne. En af de store flokke fløj direkte mod mig og iblandt de mange ænder, kunne jeg tydeligt se en helt hvid and! Jeg så den også i fredags og af en eller anden grund, koncerterede jeg mig om netop denne and… Anden faldt i første skud og med andet skud fældede jeg en til! Mille blev sendt afsted med et lille puf med foden og da hun havde samlet op, fik Maddie lov til at hente den hvide. Mens jeg beundrede den flotte kridhvide and, fløj der sikkert et par andre ænder henover mig, men der var altså noget særligt ved denne fugl. Det var jo egentlig “bare” en hvid and, men lidt symbolik fik jeg dog overbevist mig selv om, at der var i netop denne and…
Min sidste and, denne morgen, var en høj hurtigt flyvende and som kom lige over mig… Jan råbte “TIRO” og da første skud var en forbier, svang jeg helt igennem og anden styrtede ned langt bag mig! Et lækkert skud at afslutte en god morgen med og at der var vidner gjorde det ikke værre…:)
Efter oprydning af hylstre og samling af mine 10 skudte ænder, gik jeg mod samlingsstedet. Mille og Maddie gik i frit søg og Mens Mille apporterede to ænder på land, så strøg Maddie ud langs et oversvømmet levende hegn. Det var helt tydeligt at hun havde fært af noget og hun svømmede ca. 100 meter ud og derefter forsvandt hun ind imellem træerne. Jeg nåede lige at tænke at hun bare var “stukket af” da hun dukkede op med en anskudt andrik i munden!
Efter den lange selvstændige apportering fik hun lov til lige at sidde lidt med anden i munden og mens jeg agede hende på hovedet, kiggede hun blot ivrigt efter de stadigt overflyvende ænder!
Det var en flot parade på gårdspladsen, med den hvide and øverst og jeg kunne forestille mig gamle Bonnie ville have været tilfreds og hun havde helt sikkert ligget lige ved siden af den hvide and…
Hvil i fred Bonnie, jeg håber at du er kommet op et sted med vidtstrakte roemarker fyldt med agerhøns og måske en enkelt gås!
Knæk & Bræk!
