Den “Svenske” buk
Blæsten var kold og strid og kom fra vest! Det havde blæst hele dagen, denne premieredag d. 16.5.15 og nu var vi nået til aftenpürschen!
Jeg sneg mig forsigtigt igennem skoven hen imod en stige som havde en fin udsigt over en stor markeng og med et lille skovstykke som venstre kant. Min svenske ven og fotograf David, gik bag mig og forsøgte at filme denne langsommelige fremfærd imod stigen. Det er aldrig særlig nemt at lave billeder samtidig med at man er på pürch! For at få de spændende billeder bliver fotografen tit nødt til at skulle gå både foran jægeren, bagved og endda til siderne… Når man samtidig forsøger at komme uhørt og især uset igennem terrænet, så lykkedes det sjældent! Vi stødte da også en rå som i fuld fart løb igennem skoven, dog uden at smælde eller lave unødig larm…
Fremme ved stigen gjorde David sig klar under stigen og jeg satte mig op i sædet. Udsigten over marken var fin og uspoleret og selvom skyerne var grå og tunge, slap vi heldigvis for alt for meget regn.
Vi sad i ca. 30 minutter før en enlig rå hoppede fra skovkanten og ud i den våde mark… Den gik alene på omkring 150 meter og essede fra vores venstre side og imod højre. Efter et par minutter kom der en buk ud samme sted og denne småløb direkte ud til råen hvor han gik og essede tæt ved råen. På reviret, er der ikke nogen afskydningspolitik og det er altså op til hver enkelt jæger at beslutte sig for hvad han vil skyde. Der er meget råvildt og også mange bukke! Jeg havde inden denne jagt besluttet mig for ikke at være så kritisk som jeg normalt er, når det kommer til bukke! Jeg foretrækker at skyde ældre bukke og gerne 6-endere eller abnorme. Denne aften havde jeg dog David med og han havde aldrig været på en jagt før-Slet ikke en dansk! Min indre parole havde derfor lydt på at hvis der kom en fornuftig buk, på kort afstand, så kameraet kunne få et godt billede, så ville jeg skyde! Da jeg i kikkerten kunne se at denne buk var en lidt knudret, lille gaffelbuk med meget mørke stænger, besluttede jeg mig hurtigt for at den var god nok!
Selv uden David, havde jeg nok været fristet til at skyde denne buk da den mørke farve, i min optik, var interessant. Jeg er vild med at se på bukkeopsatser og især den forskellighed der er imellem hvordan bukkene sætter op, fascinerer mig meget!
Da bukken og råen var nået midt ud på marken, var de ca. 150 meter fra stigen og jeg havde et godt, solidt sigte på bladet af bukken… Kommunikationen mellem David og jeg var vanskelig da han jo stod nede på jorden, så hver gang jeg var ved at skulle skyde, så blev jeg nødt til at kigge ned og sikre at David var klar. Vi havde aftalt at når billedet var godt, fokuseringen var på plads og David var klar, så skulle han slippe stativet. Det skulle så samtidig være mit signal til at skyde, men når jeg havde forvisset mig om at det hele var klar og igen kiggede på bukken, så havde han selvfølgelig taget et par skridt eller stod dårligt i det halvhøje korn!
Da det hele endelig var på plads, sigtede jeg lidt højt, for at undgå kornet og lod skuddet gå! Smældet fra lyddæmperen overraskede mig temmelig meget, dels fordi at jeg havde glemt at lyddæmperen var på og dels fordi at lyden af kugleslaget var så højt at det nærmest overdøvede selve skuddet! Bukken faldt som slynget til jorden og råen sprang et par meter til venstre og stod og så sig forvirret omkring… Et par sekunder var det som om intet var hændt, fuglene kvidrede, vinden suste, glenten svævede rundt over marken og råen begyndte at esse igen…
Jeg kiggede ned til David, som havde et stort smil på læberne og han holdt tommelfingeren op, han havde filmet det hele!
Jeg puttede en ekstra patron i Blaseren og vi begav os ud for at finde bukken. Den var jo faldet i det knæhøje korn og selvom at jeg var overbevist om at den var stendød så nærmede vi os den forsigtigt… Efter et par minutter konstaterede vi at vi ikke kunne finde den! Vi brugte nok 15 minutter på at lede og endelig så David den! Den var ganske rigtig helt død og havde kun sparket et par gange med bagløbet i den sandede jord.
Vi lavede lidt snak til kameraet ved bukken og trak den ud af den våde mark. Følelsen ved at trække den nyskudte forårsbuk igennem terrænnet imens aftensolen skinnede på de gamle fyrretræer var en følelse af ren og skær jægerlykke! Det er bare noget særligt at nedlægge bukke i maj måned og stoltheden og glæden var til at føle på. Selv David smilte og mens jeg brækkede bukken, fulgte han nøje med i hvordan dette skulle gøres. Jeg spurgte ham, lidt i sjov, om han ville have hjertet og han svarede straks “ja tak!” Senere skulle det vise sig at han syltede det på en særlig svensk måde og hvis det bliver en succes, så skal jeg naturligvis nok dele opskriften med jer..:)
Jeg lagde bukken på maven ovenpå en træstub, så den kunne dryppe lidt af og mens vi stod og sludrede lidt, så vi 3-4 andre rådyr, heraf to bukke, trække ud på marken. Naturen havde glemt hvad der netop var hændt og skovens liv fortsatte som om vi ikke havde været der og på en eller anden underlig måde var det som om at bukkens død var blevet tilgivet…
Knæk & bræk derude, jeg håber i vil møde en masse flotte, stærke bukke…
Se filmen her:
