Den “forkerte” sorte springbuk

September 2007.

“Flippy” og jeg gemte os bag en stor busk hvor vi kunne skue ud over den flade slette som var beklædt med tørt gult græs og hist og her var der små tjørnebuske, ligesom den vi gemte os ved. Planen var simpel og parolen var klar: driverne ville på hesteryg, drive bjergsiderne af og så skulle springbukke flokkene trække ned forbi os på den åbne slette. Flippy ville udpege en stor sort springbuk og den skulle jeg så skyde!

Vi var stadig i gang med at filme til en jagtfilm og udover de traditionelle springbukke, ville vi også vise jagten på henholdsvis en sort, en hvid og en kobber springbuk. Vi havde trukket lod om farverne og jeg skulle skyde den sorte, min far den hvide og Malte skulle tilsidst prøve kræfter med den kobber-farvet!

De fire forskellige farvekombinationer findes mange steder i Sydafrika og her hos flippys far, var der rigtig mange sorte bukke. Flippy fortalte at der selvfølgelig blev forsket meget i at få afluret hvilken kombinationer af parringer, som giver de forskellige farver. Som alt andet i Sydafrika, er det jo et spørgsmål om penge og de de sorte, hvide og kobberfarvet kostede betydeligt mere at skyde end de almindelige!

Vi ventede ikke længe før at der begyndte at trække flokke forbi vores lille skjul men til at begynde med var der kun enkelte sorte hundyr og det var jo ikke hvad vi var efter. Dette var den tredje dag med drivjagt på disse elegante dyr og alligevel blev jeg forbløffet over hvor godt de smukke springbukke var kamufleret ude på den åbne slette! Nogle så vi på lang afstand, men lige så tit dukkede der “pludseligt” en flok op bare 100 meter fra os!

Flippy spottede to gode sorte bukke komme luntende sammen med et tredje dyr som var almindeligt farvet. Efter at have betragtet dem i kikkerten, forklarede Flippy mig at de var næsten lige store, men den bagerste var en lille smule bedre…

Jeg gjorde mig klar til et siddende skud med en lille spinkel skydestok, samtidig med at Malte gjorde kameraet klar på stativet. De tre dyr var nu stoppet op og gik forsigtigt et par meter, kiggede og lyttede og gik derefter et par meter mere…

De skiftede position og Flippy hviskede hele tiden til mig hvilken buk det var jeg skulle skyde og dette hviskede jeg så videre til Malte. Det var helt tydeligt at dyrene havde opdaget at der var noget mærkeligt ved “vores busk” for i stedet for at gå forbi busken, havde de nu gjort front mod os og nedstirrede os intenst! Jeg var klar og efter at have forsikret mig at Malte også var klar, kameraet rullede og dyrene stod godt afsikrede jeg riflen i kaliber .375 H&H… Afstanden var ca. 150 meter og selv med den spinkle skydestok, så havde jeg et godt sigte lige midt på bukkens bryst. Skuddet gik af og på trods af den tunge rekyl, så jeg bukken styrte bagover i det gule græs! Malte udbrød at det var en forbier og hviskede at jeg skulle skyde igen! Jeg så ham panorere kameraet efter de to resterende dyr som var i fuld flugt ud over sletten! Jeg kom pludselig i tvivl om hvorvidt dyret var nede eller hvad der egentlig var sket! Flippy klappede mig på skulderen og kunne ikke rigtig forstå hvorfor vi to tossede danskere stadig hviskede ophidset og pegede efter de flygtende dyr! Malte blev ved med at hviske at jeg skulle skyde, men langsomt gik det op for mig at han havde misforstået hvilken buk jeg sigtede på og han havde filmet den anden sorte buk! Glæden ved at have præsteret et fint skud til den kulsorte buk gled i baggrunden da det gik op for os at det ikke var blevet filmet… En af bagsiderne ved at have fotograf og kamera med på jagt er jo netop at det faktisk er fotoopgaven som kommer i første række! Da de to springbukke var forsvundet, snakkede vi lidt om hvad vi nu skulle gøre… Enten så skulle vi skyde en til sort buk, men drevet var næsten overstået og med den, i filmbranchen misbrugte frase, “det ordner vi i redigeringen” gik vi ud mod den døde buk!

Den sorte buk lå hvor den var blevet ramt og den fine “prong” strittede til alle sider fra midt på ryggen og helt ned til halen. På de sorte bukke er alle hårene sorte, bortset fra en hvid blis, men dennes “prong” var nærmest brunsort og skinnet glimtede i solen.

Det var en af de smukkeste dyr jeg nogensinde havde skudt og skuffelsen over misforståelsen med Malte, var glemt med det samme. Vi tog mange billeder og da Steen og min far ankom blev der lykønsket og krammet og derefter tog vi lidt flere billeder! Eftermiddagen skulle bruges på at drive et andet sted på den enorme farm og nu gjaldt det den hvide springbuk som min far skulle skyde. Hvordan det gik og hvordan resten af turen forløb kan du se her: https://www.huntersmagazine.tv/trailer/drivjagt-i-afrika

Næste måneds trofæhistorie vil handle om min første bukketur til Polen. Her jagede vi i det sydligste Polen og mødet med dette fantastiske jagtland tænker jeg ofte tilbage på med stor glæde…

Knæk & Bræk!