Vejlø bukken

Vejlø bukken

16.5.05

Premier morgenen startede ud i hård vind og lidt småregn. Konsortiets regler var sådan, at der blev trukket lod om hvem der havde hvilket område i de første 3 premieredage. Derefter kunne man frit vælge område, så længe der ikke var nogen som havde skrevet sig ind på lige netop det område. En fin ordning som fungerede godt og da man havde de første tre dage i det samme område, kunne man også nå at få en fornemmelse af hvad der foregik lige netop i den del af skoven. Jeg havde trukket et område i den sydvestlige del af reviret og der var en del højskov men også en stor mark som var omkranset af fjorden. Langs vandkanten var der en bred sivkant og den gik flere steder over i noget tæt krat som dyrene normalt yndede at gå i. Midt på marken lå der en remisse som blev kaldt ”De tre huller” pga. de tre vandhuller som var centrum for remissen. Rundt om disse vandhuller var der en masse krat og enkelte tætte høje graner. På sydsiden var der plantet majs, som var på vej op og stod som små ankelhøje skud. Nogenlunde midt i remissen stod der et højt tårn og dér havde jeg tænkt mig at sidde. Omkring solopgangstid listede jeg mig ned over marken og bemærkede at vinden blæste direkte fra syd og derved ville vinden muligvis presse dyr fra sivene og ind over marken enten op til remissen eller op til skoven. Jeg kommer på plads i tårnet og prøver at sidde på en måde så regnen ikke løb ned ad nakken. Det var koldt og der var ingen dyr som rørte på sig! Normalt ville der være masser af fasaner og harer på denne mark, men denne morgen var der helt stille… Jeg har siddet en times tid da der kommer tre rådyr henover marken nede fra sivkanten. De har kurs direkte op imod den remissekant som er længst væk fra mig og jeg kan se i kikkerten at det bagerste dyr var en buk! I kikkerten ligner det en udmærket 6-ender om end sprosserne ikke er så lange. Da dyrene er ved at nå de unge majsskud stopper de op for at esse lidt. De er lige akkurat uden for mit synsfelt da de høje graner står mellem dyrene og mig. Jeg lister mig ned fra tårnet og sniger mig hen til kanten af remissen. Jeg er ikke forsigtig nok og bukken, som står bagerst, ser mig! Jeg sætter mig straks ned og det får bukken til at tage et par skridt hen imod mig. Lige da han drejer sig og står spidst på mig kan jeg se at den venstre stang har et markant ”knæk” halvvejs oppe og resten af stangen stikker ud til siden i en bue opad. Denne buk gik fra at være en nogenlunde 6-ender som jeg egentlig ikke havde tænkt mig at skyde til et absolut eftertragtet trofæ! Jeg har altid haft en forkærlighed for de lidt skæve og abnorme bukke så beslutningen om at skyde denne buk var hurtigt taget! Bukken bliver dog ved med at nedstirre mig og han optrapper situationen ved at svinge med hovedet og kradse demonstrativt i jorden! Jeg ved ikke hvad han tror jeg er, men han udfordrer mig helt bestemt… Jeg lister langsomt riflen fra skulderen og får den til skulderen. Bukken laver et par hurtige spring hen imod mig og stiller sig så op med siden helt perfekt til mig! Han kigger stadig intenst på mig men det er ligesom om at han mistede lidt af hans mod og står nu og overvejer om han skal springe ind i remissen eller fortsætte fremrykningen… Jeg fornemmer at jeg ikke har lang tid til at beslutte mig i og skyder så snart jeg har en god fornemmelse! Bukken er ikke mere end 50 meter væk men i skuddet springer han højt op i luften og sparker voldsomt ud med bagløbene… Derefter kaster han sig ind i remissen samtidig med at råen og lammet springer tilbage imod sivene… Jeg repeterer og løber tilbage igennem remissen parallelt med den rute som jeg formoder bukken løber og kommer forpustet ud på den anden side. Her har jeg frit udsyn over marken mellem remissen og skovkanten og jeg er klar til at skyde til bukken hvis den skulle komme ud! Der er ca. 400 meter op til skoven og der er ikke skyggen af bukken! Jeg er overbevist om at den ikke har nået at løbe den distance inden jeg kom frem, så jeg går ud fra at den stadig befinder sig inde i de tætte graner i remissen. Jeg går forsigtigt tilbage til der hvor jeg skød fra og efter at have ventet et par minutter går jeg frem til det sted bukken stod da den blev ramt.
Mellem de lysegrønne majsskud er der temmelig mange hår men kun enkelte mørkerøde blodpletter. Jeg følger sporet hen til remissekanten men ser ikke meget sweiss og jeg tør ikke gå ind i remissen hvis nu bukken skulle rejse sig og løbe. Inde mellem granerne vil det være nærmest umuligt at komme til at skyde, så jeg går den tunge og lange vej tilbage til jagthytten. Her finder jeg et nummer til en lokal sweisshundefører, som selvfølgelig har travlt her på Premier morgenen! Vi snakker lidt om skudtegnet og på baggrund af bukkens spjæt og det mørke blod har han en teori om at bukken nok er truffet lidt bagligt og forhåbentlig er det leveren der er ramt.
Ventetiden i hytten er ulidelig og som morgenen bliver til formiddag kommer de andre bukkejægere dryssende tilbage. Jeg kan faktisk ikke rigtig huske om de andre havde skudt noget jeg var så optaget af alle de tvivlstanker som jeg tror rammer alle jægere som har prøvet at vente på en sweisshund!
Da hundeføreren endelig dukker op kører vi straks ned imod remissen. Han tager den unge af to kæmpestore ruhåret hønsehunde ud af bilen og vi går sammen ned til påskuds stedet. Vejret har skiftet og nu skinner solen og alle fuglene er begyndt at pippe. Jeg kan tydeligt huske den beroligende effekt hundeføreren havde på mig og det slår mig nu, mange år efter, at det at være sweisshundefører ikke bare er hårdt arbejde med hundene men ligeså stort et psykologisk arbejde med de uheldige og nervøse skytter! Denne mand fik på et øjeblik talt mig helt ned og fik skabt en pragtfuld ramme for projektet. Da vi er nået frem til påskuds stedet konstaterer han roligt at det er et leverskud og lader den store hund følge sporet med slap line. Jeg spørger om jeg skal gøre mig klar på den anden side af remissen men han er overbevist om at bukken ligger stendød og hvis den ikke gjorde det, så ville hunden kunne tage den! Da vi når remissekanten tager han den lange line af hunden og den forsvinder ind i de tætte graner… Den når blot at gå ca. 10 meter før vi hører den karakteristiske ruskelyd og før jeg når at sige ret meget har den store hund simpelthen apporteret bukken! Han kommer stolt ud på marken og bærer bukken henover ryggen ligesom en mindre hund ville bære en hare… Han laver en flot æresrunde rundt om hundeføreren og han afleverer næsten siddende den stendøde buk!! Jeg husker stadig tilbage på det syn af den store hund med bukken i flaben og den korte strittende hale holdt højt og stolt!
RWS ”Brenneke” kuglen i kaliber 8x57JS havde ikke lavet ret meget ravage i bukken og skuddet sidder da også som formodet for dybt på dyret. Kuglen er gået ind imellem to ribben ca. en håndsbredde bag ved bladet og er uheldigvis gået ud igen også imellem to ribben. Derved er der kun to små huller i bukken og derfor lå der heller ikke meget sweiss på jorden. Bukken var dog ikke nået ret langt, men jeg fik ros af sweissmanden for IKKE at have eftersøgt selv inde imellem granerne. Det kunne have stødt bukken og ville have gjort eftersøgningen vanskelligere. Vi får os en lille sludder og jeg beklager at have trukket ham helt her ud for så kort en eftersøgning, men han forklarer mig at han jo elsker at arbejde med sine hunde! Han gør det jo for sjov og det betyder at ALLE eftersøgninger er ”gode” eftersøgninger! Denne morale tænker jeg tit på når jeg i årene efter har stået og hørt på folk som har været i tvivl om de skulle ringe efter en hund. Det skal man ALTID! De vil gerne…
Bukken blev målt op til 73,9 point og det var den allerførste buk som jeg har fået målt op. Point er ikke noget jeg går særlig meget op i og de beskedne 73,9 point repræsenterer da heller ikke overhovedet mine følelser for denne lidt skæve buk! Næ, hver gang jeg ser på denne buk husker jeg min nervøsitet i ventetiden og så selvfølgelig den store hund som apporterede den døde buk!