Test af heldragt
Jagt sæsonen er sådan set ovre og da vi alligevel ingen steder kan rejse for at jage, såsom Sverige, så har jeg de sidste på uger forsøgt mig med at regulere et par ræve. Det har været en decideret kold oplevelse og jeg kunne konstatere at jeg manglede noget grej i min ellers temmelig velassorterede mængde af jagttøj!
En kold vintermorgen sad jeg derfor og søgte lidt rundt på nettet og faldt over jagt-jakt’s egen kedeldragt som de har special designet til vildsvinejagt. Når vi sidder på pas efter vildsvin, ræv eller hvilket som helst andet stykke vildt, så er problemet jo at vi netop sidder stille. Min erfaring er at uanset hvor meget tøj jeg har på, så ender jeg alligevel med at blive kold, når jeg ikke bevæger mig. Det moderne elektriske undertøj, sokker og såler har hjulpet meget, men derfor er det stadig vigtigt med et fornuftigt yderlag.
Jeg fik tilsendt en kedeldragt til test og herunder følger en lille video samt en anmeldelse.
Ved første øjekast var jeg imponeret over dragtens camouflage mønster. Den er faktisk pæn og diskret og da jeg normalt ikke er en særlig stor fan af camo, så det siger det en del.
Den er praktisk taget lydløs, der er ingenting som rasler, knitrer og bamler. Pasformen er fin og selvom benene er lidt længere end normalt, er den ikke ubehagelig at gå i, heller ikke i dyb sne. Ideen er faktisk at man løfter lidt op i dragten og spænder bæltet stramt rundt om livet, så passer benlængden fint mens man går på post. Når man så sidder på sin plads eller i sit tårn, så kan man løsne bæltet og derved falder benene lidt ned for så at dække godt rundt om anklerne.
Det smarte ved en heldragt er jo at man beholder kropsvarmen tæt på kroppen og dragten er varm, vind afvisende og endda vandafvisende.
Jeg bliver altid en snert skeptisk ved begrebet vandafvisende, for hvad betyder det egentlig? Dragen er behandlet med en DWR finish men det er der jo ikke mange mennesker som ved hvad er, slet ikke mig!
Da vi ikke har set skyggen af rigtig regn her på Fyn i efterhånden mange uger, så tog jeg dragten på og stillede mig ind under bruseren! Det tog 4,5 minut før at vandet løb ind på mine lår. Vandet løb af dragen og så ind i stiklommerne og ned ad mine ben. Det tog yderligere et minut før at hætten og skuldrene blev våde og det føler jeg egentlig er ret fint, da en bruser jo sender temmelig meget vand ud! Hvordan dette skal omregnes til praktik og regnvejr i den virkelige verden ved jeg ikke, men jeg må indrømme at jeg var imponeret.
Alt i alt må jeg bare sige at denne dragt er rigtig veldesignet og det er tydeligt at det er et hold erfarne jægere som står bag den. Den er varm, den er funktionel og med den og den medfølgende muffedise på, så er jeg klar til at sidde på pas i al slags vejr og i lige så lang tid som det skulle kræve… Måske det endda vil lykkes mig at lokke en ræv ind?
Lige nu er der både kampagne og rabat på dragten, så kig mere på: www.jagt-jakt.dk og brug rabatkoden JacobK så er der lidt yderligere rabat at hente…:)
Knæk & Bræk!
Denne test og artikel er lavet i samarbejde med www.jagt-jakt.dk