På hegnsjagt i Sønderjylland

Begreberne “hegnsjagt” og “hegnsjæger” har i min opvækst altid været udtalt med en vis negativitet og foragt!

En “hegnsjæger” er en jæger som sætter sig på sin egen jord, tæt på naboskellet, når naboen afholder klap- driv- eller trykjagt. Denne jæger sidder så skjult i et levende hegn og skyder  vildtet, når det er i flugt fra netop naboen og flyver eller løber ind over skellet!

Jeg ved ikke hvor udbredt denne “jagt”form er, eller har været, men jeg kan huske at begrebet altid har været omtalt lige siden jeg var en lille dreng.

I tirsdags var jeg så selv blevet inviteret til netop sådan en jagt! En vaskeægte “hegnsjagt” i Sønderjylland.

Frøslev plantage, som er en statsskov, afholdte en stor drivjagt og skovridderen havde inviteret alle nabo-lodsejere til at deltage i denne jagtdag. Naboerne blev opfordret til at sidde klar på deres egne revirer og på lige netop denne dag, var reglerne om omsætning af skydetårne sat ud af spil! Det betød at stiger og hochsitze måtte stå lige op af skellene og derved var mulighederne for at skyde til vildtet endnu større. Klokken 10 ville drevet gå i gang i selve plantagen og klokken 12.30 var drevet slut. Alle var derefter velkomne til at møde op til en fælles parade kl. ca. 14.30 hvorefter der var grillpølser og hygge.

Teorien bag denne lidt atypiske åbenhed fra statsskoven, var at de mange dyr i plantagen var hårde ved alle de mange nyplantede træer og at flere skytter på flere pladser, giver jo muligheden for flere dyr på paraden. De 3-5 hundefolk som drev rundt ad forskellige ruter, ville sætte gang i mange dyr og når der nu var gang i hele skoven, så var det jo et oplagt tidspunkt at få skudt lidt mere.

Efter at have spist en hyggelig morgenmad med de 5 jægere som jeg var blevet inviteret af, blev der trukket lod om pladserne. Vi befandt os i en skovpart som var direkte nabo til plantagen, som lå syd for skovparten vi skulle jage i. Jeg blev placeret i en høj hochsitz med to smalle spor på hver side og et langt spor ud for mig.

Der var frost i luften og solen skinnede på de fine hvide frostkrystaller på træværket mens jeg kravlede op af stigen. Der var ikke megen vind så mens jeg satte mig til rette og fik målt afstandene ned af de forskellige spor, begyndte min hjerne allerede at tænke på hvor og hvordan dyrene kunne komme ud af skoven. Sporene var temmelig smalle og den tætte nåleskov, med blød skovbund, stod tæt på alle sider. Selvom der ikke var megen vind, så kunne jeg hurtigt erkende at jeg nok ikke ville kunne høre dyrene komme igennem skoven og da slet ikke hvis der ikke var nogen hund med! Drivjagt er spændende på mange måder. Selvom der kan være lange stunder uden nogen som helst form for aktivitet, så er der altid den der underlæggene spænding om at dyrene lige pludselig kan komme og skudchancerne kan opstå når som helst og hvor som helst!

Tårnet var så højt at jeg næsten sad i højde med trætoppene, så mens jeg ventede på at klokken skulle blive 10 og drevet skule starte, kunne jeg beundre en hel flok fuglekonger som med deres karakteristiske lidt hæse pippen, vimsede rundt om mig på alle sider, mens de spiste af koglerne på træerne…

Drevet startede præcist klokken 10 og inden længe var der masser af ivrig hunde-halsen rundt om i statsskoven! Der lød skud fra alle verdenshjørner og jeg glemte alt om de små bedårende fuglekonger! Nu gjaldt det om at være klar!

Pludselig kom der en då ud på sporet til højre for mig! Som forventet var dyret kommet igennem skoven helt og aldeles lydløst og nu stod dåen med løftet forløb og stirrede ned af sporet lige mod mig! Dyret var dog ikke skræmt og jeg tror slet ikke at det kiggede op i den højde hvor jeg sad, helt stille og uden at bevæge mig… Jeg ventede dog med at få riflen op, til dåen kiggede den modsatte vej og efter at den havde sikret sig at der heller ikke her, var nogen fare, sænkede den hovedet og gik langsomt og essende ud midt på sporet. Jeg sigtede lige på skulderen, men havde dog hele tiden ét øje på skovkanten, for at se om der skulle komme flere dyr. Da der efterhånden var gået et par minutter uden at der var kommet flere dyr frem, konkluderede jeg at dåen måtte være alene. Sigtet hvilede lige på skulderen, men nu gik dåen direkte mod skovkanten, så jeg flyttede sigtet lidt frem, til lige i starten af skulderbladet og lod skuddet gå!

Afstanden var blot 80 meter og da kuglen ramte, styrtede dåen direkte i jorden, med brystet og halsen først! Jeg repeterede og lige i det, rejste dåen sig og vaklede lidt langs med de tætte grantræer! Jeg kunne tydeligt se blodet sprøjte ud fra begge sider af dyret lige midt på skulderpartiet, så jeg undlod at skyde mere og dåen sank ned i knæ, ind i mellem grantræerne…

Jeg ladede op med én ny patron og efter at have siddet og lyttet lidt, pustede jeg ud og satte riflen fra mig. Jeg skænkede en kop kaffe og mens jeg drak den afspillede jeg lige hele sekvensen én gang til for mit indre… En god situation, et godt skud og drevet var kun en halv time gammelt!

Mens jeg sad der i mine egne tanker, dukkede der pludseligt en helt mørk kalv op, præcist det samme sted som dåen! Kalven stod endda også med løftet forløb, eneste forskel var at kalven kiggede væk fra mig! Jeg fik hurtigt riflen op og skuddet faldt lige i det, at den røde prik var midt på skulderen! Jeg nåede ikke at se nogen skudreaktion, men jeg kunne tydeligt høre en masse knasen og bragen lige indenfor skovkanten! Jeg var sikker på at jeg havde ramt, men da jeg ikke havde set dyret falde om, dikterede parolen at jeg ikke måtte skyde mere i den retning! Jeg vendte mig om, så jeg sad med ryggen til det spor og nu kunne jeg koncentrere mig om det lange spor på min venstre side.

Endnu engang kørte min indre film for mine øjne og selvom jeg ingen reaktion så på kalven, var jeg helt sikker på at det var et godt skud! Jeg fik dog ikke lov til at sidde og gruble over dette alt for længe, for som med et trylleslag stod der en rå med to lam 60 meter nede af sporet! Jeg fik langsomt listet riflen til skulderen, men selvom det bagerste lam stod helt frit og med siden til, så undlod jeg at skyde…

På morgenens parole, havde vi nemlig også fået instruks om at vi maksimalt måtte skyde 3 dyr, fordelt på Kronvildt, dåvildt eller råvildt. Jeg kiggede forsigtigt på uret og kunne se at der stadig var over to timer tilbage af drevet.

Inde i statsskoven kunne jeg stadig høre flere hunde have drev og jeg tænkte at min ærgrelse over at skyde lammet, som mit dyr nummer tre, ville blive utålelig, hvis der nu skulle komme kronvildt forbi senere i drevet! Råen og de to lam stod længe på sporet og gik så forsigtigt tættere på mig, inden de forsvandt på den modsatte side af sporet…

I løbet af de næste to timer kom de tre dyr ud et par gange mere, som for at drille mig og min beslutning om ikke at skyde, men selvom jeg holdt igen, så kom der aldrig andre dyr forbi min post!

Da klokken begyndte at nærme sig 12.30, hvor drevet skulle stoppe og vi måtte forlade vores post, blev jeg mere og mere utålmodig! Jeg var spændt på at komme ned og kigge på stedet hvor kalven havde stået og selvom jeg havde set det lille “filmklip” igennem mange gange, så er det stadig med en vis usikkerhed at man nærmer sig et skudsted!

Da min alarm endelig begyndte at larme, for at markere at drevet var slut, var jeg hurtigt nede fra tårnet og med riflen klar sneg jeg mig ned af sporet… Jeg kunne se dåen ligge lige i skovkanten, under et par tunge grangrene, så jeg havde en god fornemmelse af hvor dyrene havde passeret. Da jeg var næsten halvvejs, rejste der et dyr, et par meter inde i skoven, på min venstre hånd! Jeg satte mig straks på knæ, for at kunne se ind under grenene, men jeg kunne intet se! Det lød som et rådyrs karakteristiske lette spring, men det kunne jo ligeså godt være dåkalven, som nu havde rejst sig fra sit sårleje… Da skoven igen blev stille, sneg jeg mig tættere på der hvor dåen lå og ca. to meter fra dét sted, kunne jeg nu på lang afstand se et tydeligt og bredt blodspor forsvinde ind i skoven.

Kalven lå for enden af det voldsomme blodspor og var blot løbet 10 meter! Den larmende lyd jeg havde hørt, viste sig at være fra da kalven havde løbet igennem en isbeklædt vandpyt! Jeg trak de to dyr ud på sporet og afventede nu at jeg skulle blive samlet op.

Tilbage ved hytten, viste det sig at en af de andre skytter også havde skudt en kalv og en då og såten havde også budt på mindst én rudel kronvildt, dog uden at nogen kunne komme til skud.

Efter at have brækket de 4 dyr, kørte vi mod statsskoven, hvor der skulle være parade. Her var alle inviteret til at komme med deres vildt og fremmødet var imponerende! Der var jægere overalt og snakken gik lystigt mellem venner, naboer og fremmede… Der lå ca. 40 stykker vildt og der var 4-6 eftersøgninger i gang i skoven. Ca. halvdelen af dyrene var skudt i statsskoven og resten var fra nabostykkerne.

Efter paraden og en fin tale fra skovridderen, blæste de 12 hornblæsere for alle 4 vildtarter og mens “jagt forbi” gav genlyd imellem stammerne, reflekterede jeg lidt over hele begrebet og konceptet “hegnsjæger”…

Det er ikke første gang at statsskoven i Frøslev har holdt denne form for nabovenlig jagt. I min optik, er ideen genial! Der kan kun være et vist antal af skytter inde i statsskoven og selvom alle skytterne står på nøje udvalgte poster, så er det jo begrænset hvor mange dyr de kan nedlægge. Når målet nu var at få tyndet lidt hårdt i dyrene, for at beskytte de mange nye træer, så får alle jo noget godt ud af det! Statsskoven er drevet af vores allesammens skattekroner og det vil sige at vi var jo alle med til at passe på vores egen “investering”, altså træerne! Ud over at få muligheden for at få skudt noget af vores allesammens storvildt, så var det også interessant at se at selv de private lodsejere også havde overholdt parolen, som jo egetnlig kun gjaldt for skytterne inde i statsskoven. Især i forhold til afskydning af hjortene! I disse tider hvor hjorteforvaltningen bliver diskuteret lystigt og hidsigt, så er det, i min optik, den helt rigtige måde at fremme lidt mere nabovenlig samtale… Hvis vi ikke kan blive enige, så ender det jo blot med meget firkantet regler og lovgivning og det er ikke den bedste løsning, hvis du spørger mig…

Nuvel, det kan da være at nogen af lodsejerne ikke dukkede op til den fælles parade og det kan da også være at der blev skudt en ung hjort eller to, som heller ikke kom til paraden, men min fornemmelse var helt klart at de fleste havde overholdt retningslinjerne og hvis det så bare var denne ene dag, så kunne det jo være at der var blevet plantet et enkelt frø eller to… Fordi HVIS vi nu kunne tale sammen om forvaltningen af vores hjortevildt og finde nogle fælles retningslinjer, så ville det hele unægteligt være lidt nemmere…

Med denne fantastiske oplevelse rigere, begav jeg mig hjemover i det begyndende regnvejr og forhåbentligt er det ikke sidste gang at jeg kommer på jagt i Sønderjylland! Det var spændende og hyggeligt og jeg kan nu med stolthed kalde mig selv for en vaskeægte HEGNSSKYTTE! 🙂

Knæk & Bræk!