skip to Main Content

Noget om at jage vilde dyr i Afrika

Jacob-4

Afrika!
Afrika… Alene navnet på det kontinent sender isninger ned af ryggen på mig og får mig til at tænke på eventyr og vilde dyr!
Jeg har jaget i Sydafrika og Namibia og jeg har helt klart efterladt en del af min sjæl på “det mørke kontinent”.
At jage et sted hvor der er vilde dyr som nemt kan slå dig ihjel, skærper alle dine sanser og jeg glemmer aldrig en morgen i Namibia hvor vi kommer kørende og springer af bilen for at eftersætte en flok Eland antiloper.
Efter en kort mislykket pürsch kommer vi ud på stien et par hundrede meter bagved bilen. Vi går i bilsporet og pludselig ændrer stemningen imellem min guide og trackeren sig! De bøjer sig ned over et helt tydeligt og STORT løvespor midt oveni vores friske bilspor og afsat for under 30 min. siden… Jeg var den eneste som var bevæbnet og resten af turen hen til bilen bliver med riflen i nærkampsstilling og med min guide Kippies’s formaning ringende i øret: “ If you see a Lion looking at us within 100 meters, you shoot it right in the face!” Jeg tror aldrig at jeg har følt mig så meget i live som da vi kører derfra med et smil på læben og alle mand med en kølig øl i hånden!

1930163_17759629396_4360_n
Helt friskt løvespor!

At opleve trackerne både tracke og spotte de vilde dyr er en hel kunstart og de kan hurtigere med det blotte øje, kønsbestemme en Zebra, på 300 meter end jeg overhovedet kan nå at finde flokken med min meget fine håndkikkert! Når vi så om aftenen sidder rundt om bålet og spiser det lækre kød som kommer direkte ud af det kølerum, som man selv er med til at fylde kommer det begreb, “fra jord til bord” rigtig til sin magt. At de lokale tit ses traske af fra samme kølerum med en Kudukølle over skulderen eller en ordentlig stak Biltong er endnu bedre, for så får alle involverede virkelig noget ud af anstrengelserne.
Jagten og naturen er meget forskellig fra land til land og endda også indenfor ét lands grænser kan det variere meget hvor du befinder dig. I Afrika kan man skræddersy sin oplevelse ligesom man vil. Dvs. at man kan jage i mere eller mindre “vilde” omgivelser og man kan få det lige så primitivt eller luksuriøst som man vil have det. Der er mange meninger og følelser når det kommer til at jage i hegn, jeg er personligt ikke så meget til det, men har intet i mod det, hvis det blot foregår på lovlig vis og hvis hegnet er så stort at det ikke ligger arter indenfor eller udenfor til last. En jagt er en privat og personlig oplevelse og jeg vil ikke stille mig til dommer over andres oplevelser, hvis som sagt alt foregår efter etiske og lovlige retningslinjer. De steder jeg har jaget i Sydafrika og i Namibia var der områder hvor der gik “udsat” vildt. Navnlig i Namibia var der et sted hvor de havde nogle store flotte Sable antiloper. De gik i et kæmpemæssigt hegn inde midt i det kolosale jagtområde og vi så endda én af tyrene som udgjorde et problem… En af medhjælperne havde glemt at fjerne det store gule øremærke inden at tyren blev frisat! Nu løb han rundt der i det fri og havde et stort gult øremærke… Ejerne af farmen blev nødt til enten at få en dyrlæge ud for at bedøve den og så fjerne mærket eller at sælge den til en nedsat pris… Jeg sagde nej tak og vi fortsatte jagten på de vilde Eland antiloper…

Solnedgangene er et helt kapitel for sig selv og især når de nydes ved bålet med en velfortjent Gin & Tonic i hånden. Alle oplevelserne fra dagen bliver gennemgået og når de sidste solstråler er borte bag horisonten kan man fortsætte med at kigge ind i bålet som på en underlig trance agtig måde maner til stilhed og eftertænksomhed.
Der er mange muligheder i Afrika og det er bare med at få genkendt sine egne ønsker og drømme og så få dem realiseret! Min egen helt store Afrika drøm er at skyde en Vandbøffel på helt nært hold! At snige sig ind på en flok og udvælge den helt rigtige gamle tyr er for mig toppen af poppen og jeg glæder mig helt vildt til den dag hvor det er mig der med bankende hjerte og sved på panden skal forsøge at holde sigtet og placere en dræbende kugle på dette kæmpe dyr…

Jacob-10
En udmærket Sydafrikansk Impala. Typisk for den Østlige art af hornene bliver lidt lukket i toppen.

 

This Post Has 0 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top