Ninas rumænske buk

I går kom jeg hjem fra en fantastisk tur fra Rumænien!

Sammen med min fotograf Emil og to gode venner; Nina og Jonathan var jeg taget afsted på bukkejagt i landet med de store bukke!

Jagten var arrangeret af Black Valley Hunting, igennem Rainsford Hunting og det rumænske jagtfirma er ejet og drevet af de to brødre: Adrian og Catalin Vrabie. De to har mere end 10.000 hektar som vi skulle jage i og terrænnet var enormt kuperet og en skøn blandet biotop som rådyrene elsker!

I Rumænien ejer staten alt vildtet og det betyder at selvom man måske ejer sin egen jord, så skal man altså leje jagtretten af staten. Dette forgår på store auktioner, hvor det højeste bud løber med jagtretten. Lejeperioden er for nyligt sat op til 16 år, så man i teorien kan nå at vokse en års-hjort helt op til afskudsbar alder, inden man måske frafalder sin lejeret. Når de 16 år er slut, kan man genleje sit område igen, til samme eller næsten samme pris for endnu en 16 års periode, eller også kan man frigive retten og så ryger området igen på auktion. Et fornuftigt system, som faktisk betyder at de velfungerende firmaer eller konsortier kan passe og pleje deres revir og faktisk få lavet en fornuftig forvaltningsplan, som passer til de individuelle områder.

De to Vrabie brødre kan tilbyde to forskellige bukkejagter, i to forskellige terræner. På begge revirer har de bygget nogle enorme og flotte bjælkehytter, men så stopper al lighed også!

Det ene jagtrevir er i lavlandet og er jagt i helt flade markområder med sporadisk småskove til at bryde landskabsbilledet. Her skydes der rigtig store bukke, men jagten er præget af at skule køre meget i bil, for at kunne dække de enorme områder… Lidt ligesom meget jagt foregår i f.eks. Polen. Det andet område er helt det modsatte, her er terrænet enormt bakket og al bevoksningen er vild, ligesom dyrene som bor der! Jagten foregår udelukkende til fods og selvom biotopen er perfekt til råvildt, så skal der altså arbejdes for trofæerne…

Det tog mig ikke længe at beslutte hvilket revir vi skulle jage på og beslutningen faldt på de vanskelige bakker og de potentielt store gamle bukke som bor der!

Både Jonathan og Nina er erfarne jægere og vi har også været på jagttur sammen før, så stemningen var helt i top, allerede inden vi satte os op i flyet! Vel ankommet til den rumænske bjælkehytte fik jeg lov til at følge med Nina på hendes første morgenjagt…

Vi startede morgenen ud med at okse op af en stejl bakke i buldermørke… Selvom solen ikke var stået op endnu, var alle cikaderne og de morgenfriske fugle i gang med at overdøve hinanden, så lyd kulissen var lige præcis som den skal være, når man er på bukkejagt i maj måned! I dalen under os, i den lokale lille landsby, hang der en lille tågebanke af afbrændt hestemøg og som solens stråler langsomt ramte den modsatte bakkeside, vågnede landsbyens hunde op til dåd og deres morgengøen blandede sig med galende haner og muh-brøl fra køer som ville malkes…

Med et enormt smil på læben travede Emil og jeg efter Nina og Catalin og selvom opstigningen var temmelig stejl, så var det med lette skridt og enormt højt humør at vi kom frem til en lille lysning… Her var der halvhøjt græs og pletvise små “oaser” af træer og buske og med det samme tænkte jeg at HER skulle vi se råvildt…

Vi sneg os langsomt hen mod et lille tårn men allerede inden vi var kommet derhen, havde Catalin set de første helt sommerrøde rådyr! Oppe på bakken foran os gik der en rå og en buk og selvom det ikke var en kæmpe buk, så var den stadig en moden 6-ender! Mens Emil filmede Nina, som gjorde sig klar til at skyde, rettede jeg slowmotion kameraet mod det to fine dyr… Vi nåede dog ikke ret meget mere, før de forsvandt i skoven! Vi sad en times tid i tårnet uden at se andet end solen stå op og nyde alt det der også er vigtigt ved jagten, nemlig naturen!

Vi sneg os lidt videre og kom frem til en stejl skrænt med udsigt ud over en stor eng ca. 200 meter væk…

Her gik der endnu et rådyr og allerede inden vi havde fået kikkerten til øjnene, vidste vi vist allesammen at det ikke bare var en buk, men en gammel og stor buk! Dyret havde ligesom en vis maskulinitet over sig og han stod længe bare og stirrede ud over engen, inden han sådan lidt sløvt begyndte at feje på en lille busk… Nina gjorde sig klar og selvom det var et lidt langt skud, så var der masser af tid til at få Viper flexen op og få afprøvet skudstillingen. Bukken havde helt tydeligt ikke travlt og han gik lidt rundt om den lille busk som han i ny og næ gav en feje-tur!

Vi havde ikke andre muligheder end at skyde fra hvor vi stod, men i sidste ende er det jo altid op til skytten om skuddet er forsvarligt. 200 meter er ikke enormt langt væk, men omvendt er træfområdet på en buk heller ikke det største, så med tilbageholdt åndedrag, stod vi nu tre mænd og afventede Ninas beslutning… Nina følte sig sikker på sigtet og afsikrede riflen… Jeg kontrollerede en sidste gang at jeg havde stillet skarpt på bukken og at kameraet rullede og stirrede derefter intenst i kikkerten på den flotte gamle buk!

Bukkens ansigt var nærmest kridhvidt og selvom det var svært at se opsatsen helt tydeligt med den lille busk som baggrund, så indikerede bukkens tykke hals og hele hans holdning at det var en stor buk! Jeg syntes jeg kunne ane nogle tykke og mørke stænger mellem ørerne og nu ventede vi bare på at bukken skulle stille sig ordentligt med siden til… Ventetiden var nok ikke meget mere end et par minutter, men alle som har sigtet intenst på en god buk, ved at den tid føles som timer! Jeg turde slet ikke tænke på hvordan Nina måtte have det!

Skuddet faldt og jeg kunne desværre se bukken først stirre sig forvirret rundt, for derefter at løbe halv-roligt hen imod skoven og her sluttede han sig til råen, som vi slet ikke havde set! De stillede sig op et par hundrede meter længere væk for derefter at lunte væk mellem træerne…

En ren forbier! Ærgrelsen bredte sige imellem os og selvom alle jægere enten har eller vil komme til at opleve en forbier, så er det stadig den næst-værste følelse man kan opleve som riffeljæger! Vi talte længe om situationen og analyserede hvad der var gået galt, men ellers var der ikke så meget andet at gøre end at ryste følelsen og skuffelsen af os, lære lidt af situationen og så ellers fortsætte, klogere på erfaring og klar til den næste chance…

Vi skulle dog ikke opleve mere denne morgen, så efter et par skønne måltider og en velfortjent lur i bjælkehytten, drog vi atter på jagt klokken ca. 6 om eftermiddagen.

Vejret havde skiftet fra høj flot sol til temmelig skyet og med nogle tunge truende skyer i horisonten… Vi var da heller ikke nået særlig langt i pürschen før vi måtte søge læ under et træ! Regnen væltede ned i ca. 20 minutter men vi hyggede os mens Catalin fortalte røverhistorier om bjørne og store hjort i bjergene!

Lige så pludseligt som regnen begyndte, stoppede den igen og vi fortsatte vores jagt… Vi gik langs et kuperet eng-område på vores venstre hånd og den tætte skov som dækkede bakkesiden på vores højre hånd. I græsset kunne vi tydeligt se masser af velbrugte veklser og hist og her var der nye sæder hvor rådyrene havde siddet og tygget drøv.

På grund af regnbygen kom mørket hurtigt rullende og skoven var unaturligt stille da alle fuglene og cikaderne nok var gået i seng efter det voldsomme regnskyl.

På bukkejagt sker det ofte at rådyrene pludseligt står midt i det grønne græs og nogen gange er det som om at de bare er blevet skudt op af jorden! Det samme skete, da vi sneg os op mod en lille lysning på højre hånd og med ét, stod der en buk midt i det åbne! Bukken var ikke som sådan skræmt, men den var dog på vej retur mod skovens tætte bevoksning og uden mange ord udvekslet mellem os, gjorde vi alle fire os klar, som i en synkron dans! Catalin satte skydestokken op til Nina, som svang riflen af skulderen! Emil pegede kameraet mod dem, mens jeg fik stillet det andet kamera op og forsøgte at fange bukken på den lille LCD skærm! Catalin piftede højt og skingert og bukken stoppede som ramt af lynet! Når man pifter eller fløjter af en buk, har man ofte kun den ene chance… Sætter den igen i bevægelse er det sjældent at den vil stoppe igen og man plejer ikke at skulle vente alt for længe, før bukken simpelthen forsvinder! Med kameraet på plads, så jeg Nina gøre sig klar… Bukken stod stadig og stirrede efter Catalins pift og med en helt anden beslutsomhed end ved morgenens skudchance, så jeg Nina sparke benet på Viper’en lidt ud til siden, læne sig ind i riflen samtidig med at klikket fra sikringen lød… Få sekunder eller hjerteslag efter lød skuddet og bukken sprang lige op i luften, tumlede en enkelt gang og spurtede direkte ind i skyggerne fra de tætte grene…

Catalin og jeg var overbevist om at bukken var godt ramt og fulde af optimisme gik vi alle over mod skudstedet et par minutter senere… Her fandt vi store blodklatter og både hjerte- og lunge-sweiss var sprøjtet ud over de lysegrønne planter. Bukken var løbet ca. 60 meter og lå forendt med en fin bladkugle inde under skovens løvtag.

Glæden var enorm hos os alle og jeg tror faktisk at forbieren ca. 12 timer tidligere var helt glemt i dette øjeblik! Nina havde skudt en smuk og regelmæssig 6-ender og selvom vi var våde og det næsten var buldermørkt, strålede både Catalin og Nina om kap med hinanden! Vi tog mange billeder mens lynene oplyste den modsatte bakkedal og tordenskraldende rullede frem og tilbage i slugten!

Vi trak bukken den lange vej tilbage til bilen og en times tid senere sad vi med tørt tøj, foran en åben pejs og drak den lokale hvidvin mens vore jagttøj hang til tørre… Bjælkehytten blev fyldt med flere jagthistorier, nye og gamle, fra Danmark og Rumænien og nye venskaber blev skabt og gamle forstærket…

Bukkejagt er direkte berusende og når det går godt er det fantastisk, når det går skidt er det rædselsfuldt… Jeg skulle vågne op til min egen værste jagtoplevelse næste morgen, men lige denne aften, foran pejsen og omgivet af glæde og latter, var jeg heldigvis uvidende om dette…

Den historie kan du læse mere om her på bloggen om et par dage…

Knæk & Bræk!