Maddies første møde med et Vildsvin!

Selvom Lars havde advaret mig imod at forvente for meget, kunne jeg tydeligt mærke både spændingen og nervøsiteten stige da vi kørte igennem den flotte port til Mamima Jaktcamp! Omme bag i bilen sad Maddie og kiggede ud af vinduet og dagen skulle bruges i et par af de i alt 9 træningsanlæg, som hver indeholdt 2 unge keilere. Jeg var spændt på hvordan Maddie ville reagere på hendes første møde med vildsvin og jeg var samtidig meget nervøs… Jeg havde, igen på trods af hvad Lars havde fortalt mig, høje forventninger til Maddie og jeg håbede hun ville udvise både mod men også lidt fornuftig respekt for svinene.

Lars Schepler anlagde Mamima Jaktcamp for ca. 7 år siden og det flotte anlæg rummer nu 10 hegn på ca. 2 – 6 hektar i størrelse. Der er også et endnu større decideret “jagt-hegn” hvor drivjagter gennemføres. I hvert af træningshegnene går der to unge vildsvin, som alle er keilere og de er fra 1-2 år gamle. De forskellige hegn er meget forskellige i topografi og derved kan man afprøve hundene i forskellige situationer. Svinene er nogenlunde ens i deres adfærd, men netop på grund at terrænet, så kan man træne i forskellige situationer. Nogle hegn giver nem og overskuelig kontakt til både hund og svin og andre er decideret svære og med vilje vanskelige at få denne kontakt.

Sidste år blev der afholdt over 1.000 træningsseancer i hegnene og formålet for, især de svenske hundeførere, er at kunne bestå en diplom-prøve. Denne prøve afholdes i et af de større hegn på ca. 6 hektar. Hunden har 20 minutter til at få kontakt med vildsvinene og skal derefter have fast standhals i minimum 15 minutter. Derefter har hundeføreren 20 minutter til at kalde hunden til sig og få den koblet.

Mit mål med Maddie, er at jeg gerne vil deltage som driver på svenske jagter, hvor der er vildsvin. Derudover, vil jeg naturligvis også gerne kunne tage til Sverige og skyde vildsvin sammen med hende, hvor hun stiller dem og har standhals.

Første skridt var så forleden, hvor hun for første gang skulle møde et vildsvin!

Lars skulle selv være vores træner og hans rolige introduktion og anvisninger beroligede mig en smule mens jeg gav Maddie hendes kevlar vest på. Selvom vi har trænet at have vesten på, så er Maddie stadig ikke helt pjattet med den og hun forbinder den jo ikke med noget sjovt endnu!

Vi skulle starte i “begynder hegnet” som blev kaldt RAVINEN. Dette hegn var på 2 hektar og terrænet var relativ åbent og præget af yngre træer. I midten løb et højt fjeld igennem hele hegnet. Maddie startede meget forsigtigt ud og var helt tydeligt ikke helt tryg ved den stærke svinefært! Hun gik meget stille frem og ville ikke løbe for langt væk fra mig. Lars forklarede at det var meget typisk og at vi bare skulle gå stille og roligt frem uden hverken at ophidse eller opfordre hende til noget…

Vi gik forsigtigt langs kanten af hegnet, samtidig med at jeg kunne mærke spændingen stige igen! Det var nærmest som at få bukkefeber og jeg forsøgte at skjule mine rystende hænder for Lars… Efter er par minutter stivnede Maddie i en stram stand! Hun var ca. 30 meter fra os og vi kunne lige ane ryggen af de liggende svin. Lars forklarede at hun selv skulle løse situationen og at vi bare skulle afvente… Svinene rejste sig op og Maddie sprang frem imod dem! En af de to svin gjorde et kort udfald mod hende for derefter at løbe langsomt væk. Maddie sprang til siden, dog uden hverken at gø eller halse. Hun sprang lidt rundt om dem og da Lars og jeg nærmede os, så kom hun hen imod os…

Lars havde forklaret at hvis hun kom retur efter kontakt med svinene, så var det vigtigt IKKE at rose hende! Hunden skal naturligvis holde kontakt med føreren, men den skal også holde kontakten til svinene. Vi gik efter svinene i et par minutter og Lars hviskede nogle hæse “TSK TSK!” til Maddie som skulle give hende lidt mere mod… Hun gav sporadisk og kortvarig hals, når svinene gik, men så snart de stoppede op, blev hun helt tavs og søgte kontakt til mig. Efter ca. 15 minutter gav Lars mig besked om at koble Maddie og vi gik ud af hegnet. Ude ved bænken, sad vi og gav Maddie en pause og evaluerede over hvad der var sket. Jeg var lidt forundret over at hun ikke havde halset mere og fortalte at hun jo driver med dåvildt for fuld musik… Lars forklarede at det var meget almindeligt og at de fleste hunde nemt vil halse efter råvildt eller dåvildt, fordi disse jo “bare” løber væk fra hunden! Med vildsvin er det noget helt andet, for de løber ikke bare væk! Vildsvin udfordrer hunden på en helt anden måde. De bliver tit stående og kan endda finde på at angribe! Det kræver meget af hunden at presse vildsvin, for de skal være modige og samtidig være forsigtige…

Mens vi sad ved bordet kom andre hundeførerer med deres hunde forbi. Der var mange forskellige racer og alle snakkede hyggeligt med hinanden om hvordan træningen var gået. Det var helt tydeligt at der ingen “hundesnobberi” herskede og stemningen var hyggelig og kammeratlig. Råd og historier flød over bordet imens hundene hilste på hinanden.

Det næste hegn vi skulle i, blev kaldt SUMPEN. Her var terrænet mere fladt og udsynet mindre. I dette hegn var svinene mere tilbøjelige til at bevæge sig og Lars mente at vi skulle prøve at fremprovokere lidt mere forfølgelses-halsen.

Det var helt tydeligt at Maddie var meget mere tryg og hun gik straks i et langt bredere og ivrigere søg. Det var nærmest som om hun var en helt anden hund og forvandlingen var sket på under 30 minutter!

Efter få minutter fandt hun vildsvinene og gik i en helt stram og sitrende stand! Hun sprang frem og gav nogle enkelte korte halsende bjæf, da de to unge dyr løb væk fra hende.

Maddie slap dog hurtigt forfølgelsen og løb lidt forvirret rundt om dem. Igen var det tydeligt at hun ikke helt vidste hvordan hun skulle takle de to fremmede dyr og bortset fra enkelte bjæf, kom der stadig ikke nok lyd fra hende! Vi mistede kontakten med de to svin og efter at have søgt efter dem i et par minutter var der atter kontakt. Da de igen løb roligt væk fra os, så vi tydeligt hvordan Maddie blot løb lidt rundt om dem og med tungen langt ude af munden, søgte hun hyppigt kontakt til mig. Lars bad mig igen om at koble hende, da han vurderede at hun simpelthen havde fået nok og var for træt i hovedet.

Efter at have spulet både hund og vest mødtes vi igen ved bordet mellem de forskellige hegn. Her fik jeg en rapport over forløbet og Lars forklarede at de brugte et stamkort-rapport system, som gav trænerne nem og fyldestgørende historik på de forskellige hunde. Derved kunne både hundeførere og trænere nemt følge med i fremgangen og træningen kunne derved finjusteres til netop det stadie som hunden var nået til.

Lars evaluerede over de to slip vi havde haft og fortalte at Maddie naturligvis skulle have mere erfaring med vildsvin. Det var interessant at der var sket en stor udvikling fra det første slip til det andet og denne fremgang gav selvfølgelig mod på at fortsætte. Indtil at jeg kommer tilbage til Mamima, kan jeg selv træne lidt derhjemme med at udsætte Maddie for så mange vildsvineben og pelsstykker som jeg kan komme i nærheden af.

De fleste hunde skal have ca. 5-8 besøg i hegnene før de kan bestå diplomprøven. Det vigtigste med træningen er, ifølge Lars, at hunden ikke får et selvtillidsbrud og helst skal hunden tage fra hegnet med en følelse af at “den vandt”!

Træning i professionelle og gode hegn, som disse på Mamima Jagtcamp, giver hunden et kontrolleret og ordnet første møde med vildsvin og kan give rammerne for et rigtigt fornuftigt træningspas.

Jeg skal heldigvis snart tilbage til Mamima og med lidt flid og lidt held, så er Maddie og jeg nok klar til at jage “rigtige vildsvin” til næste jagtsæson!

Hvis du selv har lyst til at træne din hund i et vildsvinehegn, så skal hunden være mindst 12 måneder gammel, være vaccineret og have et hundepas. Hos Mamima Jaktcamp er der ikke krav om at hunden skal have hundevest på, men hvis vesten fravælges, så dækker Mamimas forsikring ikke! De vigtigste forudsætninger for en god træning er dog at lydigheden er på plads! Hunden skal kunne hjemkaldes og reagere på kommandoer.

Knæk og Bræk og god træning!

Læs mere HER!