skip to Main Content

HJORTEJAGT I DE RUMÆNSKE KARPATERBJERGE. DEL 2

Hjortejagt i Karpaterne
Foto: Emil Heinsen

Denne morgen stod vi op til et let snedækket landskab. På få timer skiftede vejret fra mildt og blæsende til sne og nærmest stormende vind! Temperaturfaldet og det lette snedække lovede godt for hjortenes brunst, men den kraftige blæst var stadig en stor udfordring!

Dette er anden del af historien fra vores hjortejagt i Karpaterne. Første del kan du læse HER!

Hjortejagt i Karpaterne
Smukkere solopgang kan man nærmest ikke forestille sig! Foto: Emil Heinsen

Morgenen startede ellers ikke så godt… Da vi aftenen før havde siddet rundt om bålet mens sneen faldt omkring os, besluttede vi os for at vi skulle fyre op i den lille brændeovn i vores telt. Natten før havde vi frosset en smule og nu hvor temperaturen var faldet yderligere, skulle der noget mere til at holde varmen i det store telt. Faktisk var det værste egentligt at de, ellers behagelige luftmadrasser, overhovedet ikke isolerede imod kulden fra jorden!

Ovnen kunne holde sig selv i gang i ca. 1 time, så vi lavede hurtigt en plan for hvem der skulle stå op hvornår, for at vi kunne holde gang i ovnen hele natten.

Først på natten vågnede jeg et par gange da vinden rev og flåede i teltet, når kraftige vindstød fløj ned af bjergsiden! Ud over støjen, tænkte jeg ikke meget mere over dette og faldt hurtigt i søvn igen. Klokken ca. 1 om natten blev vi alle vækket af Philip som var stået op for at putte endnu en pind i ovnen. Philip var dog ikke vågnet op til et dejligt lunt telt, men derimod til et telt som var så fyldt af bittert smagende røg, at han ikke kunne se hverken ovn eller teltdug!

Philip vækkede os alle med sin rolige jyske stemme som køligt konstaterede at vi vist havde et lille problem! Vi fik hurtigt åbnet teltåbningen og på et øjeblik stod vi alle udenfor teltet i snevejr og minusgrader! Teltet var så fyldt med røg at det tog os et par minutter før vi med vores pandelamper, overhovedet kunne se hvad problemet var…

Skorstenen til den lille ovn var simpelthen røget af ovnen og dermed pulsede ovnen tyk grå røg, direkte ud i teltet!

Det var formentligt et vindstød som havde løftet teltdugen og derved havde dugen hevet skorstenen fra hinanden…

Det tog os lang tid at få tømt teltet for røg efter at have sat skorstenen på plads igen og mens vi hostende og frysende stod og blafrede med jakker og soveposer, tænkte vi vist allesammen lidt over hvad der kunne være sket hvis ikke Philip var stået op for at passe sin vagt… Røgforgiftning er ikke til at spøge med og selvom vi alle følte at vi var ok, så havde vi nok allesammen indåndet alt for meget tyk grå røg!

Hjortejagt i Karpaterne
Mens Andreas hyggede sig i sit enmandstelt, var vi andre ved at dø af røgforgiftning!

Resultatet følte jeg da også et par timer senere da jeg vågnede op med hamrende hovedpine og kvalme! Jeg kastede op 3-4 gange i løbet af den nat og da vi endelig stod op næste morgen, en times tid før solopgang, var det ikke ligefrem med jagtiveren brusende igennem kroppen!

Morgenjagten kan jeg faktisk ikke rigtig huske så meget om, men efter en lang middagslur i det udluftet telt, var jeg helt anderledes frisk til at tage på jagt om aftenen med Adrian og Florian. Snevejret var nu slået om til regnbyger og stadig hård blæst og Adrians bekymret miner lovede ikke godt for aftenens pürch! Men som han sagde: “hvis vi ikke prøver, skyder vi jo ingenting!”

Hjortejagt i Karpaterne
Selvom det var en primitiv lejr, så spiste vi virkelig godt!

Denne aften sneg vi os op igennem en slugt, langs en meget mudret skovvej og længere oppe var der et par gamle skovlysninger som vi skulle afsøge. Adrian havde taget sit horn med, så planen var at vi skulle prøve at provokere nogle hjorte frem fra skoven, da vi ikke hørte mange brøl!

Regnen kom og gik og solen var helt dækket bag tunge grå skyer, så tusmørket var allerede på vej, mens vi gik op af skovvejen… Gennem den kraftige vind, hørte Florian og jeg begge et kort gryntende brøl på vores højre hånd, men Adrian hørte det ikke og fortsatte turen op af skovvejen. Vi fik ham stoppet og pegede begge op ad en lille skrænt og indikerede til ham at vi havde hørt noget. Vi sneg os op ad bakken og pludselig hørte vi alle tre tydeligt et kort og dybt brøl! Øjnene lyste op hos Adrian og med intense fagter og usagte kommandoer, sneg vi os nu lidt mere ivrigt op ad bakken!

Oppe på toppen stod der nogle gamle rødgraner og under deres skygger kunne vi stå og kigge ned i lysningen under os.

Mens jeg slog Viper flexen op, afsøgte Adrian lysningen med sin kikkert. Pludselig viskede han ophidset til mig at han kunne se hjorten og at jeg skulle skyde! Problemet var bare at jeg kunne slet ikke se hjorten! De tykke stammer som vi stod imellem, skyggede for hjorten, men pludselig så jeg ham! Han var stor! Mit hjerte hamrede hårdt i min brystkasse mens jeg fandt ham i sigtekikkerten… Hjorten gik skråt ned igennem lysningen på vej i vores retning og hans regnvåde pels skinnede lyst imod den grønne baggrund! Jeg så hans mørke manke af lange hår ryste mens han lagde hovedet tilbage og brølede, uden at stoppe sin gang! Adrian nærmest råbte, mens brølet ekkoede i dalen,at det var en “6 by 6” altså en regelmæssig 12-ender! Det hjalp ikke på min hjorte feber og mens jeg fulgte ham i sigtekikkerten, begyndte jeg at spørge Emil om han var klar med kameraet…

Emil stod på min højre side og kunne ikke se hjorten! Adrian og Florian havde glemt alt om at hviske, de nærmest råbte at jeg skulle skyde! Hjorten gik stadig direkte igennem slugten, direkte imod os og jeg tror den hårde vind heldigvis overdøvede alle de ord der fløj ud af vores munde! Mens jeg prøvede at dirigere Emil over på min venstre side, forsøgte jeg også at forklare de to guider at de skulle slappe lidt af! Jeg var selv temmelig oppe at køre, men nu skulle der først være styr på Emil og kameraet, før kunne jeg koncentrere mig om at skyde…

Igennem Adrians nu bedende og insisterende kommandoer om at skyde, hørte jeg Emil give den forløsende besked: ”Jeg har den!”

Riflen var afsikret og den røde prik hvilede roligt på hjortens store skulder… Hjorten var nu kun ca. 100 meter væk og skulle bare dreje kroppen en lille smule… Han tog et skridt til venstre og blottede dermed hele skulderen… Skuddet faldt og hjorten sank en smule sammen før den med et stift forløb småløb op igennem slugten! Jeg kunne se blodet løbe ud af skudhullet midt på skulderen og vidste at skuddet sad godt! Alligevel råbte Adrian at jeg skulle skyde igen! Hjorten løb kun 10 meter før den stoppede og jeg skød det andet skud!

Kuglen ramte lige ved siden af det første hul og hjorten snurrede rundt og løb nu ned af slugten… Igen løb den ikke ret langt før den stoppede. Adrian befalede et skud mere og som på kommando skød jeg det tredje skud! Denne gang på den modsatte skulder og da kuglen ramte slog vanddråberne af det lysebrune skind og hjorten faldt sammen imellem de lysegrønne planter…

Adrian og Florian jublede og selvom mine ører stadig sang fra de tre hurtige skud gik det langsomt op for mig at jeg havde skudt min første Karpaterhjort!

Fordi vi lavede jagtfilm, skulle Emil og jeg lige bruge lidt tid oppe mellem stammerne og jeg må indrømme at de minutter virkelig virkede lange! Mine øjne vandrede hele tiden ned til der hvor hjorten lå og det eneste jeg virkelig ville, var at gå ned igennem den tiltagende regn for at se min hjort tæt på!

Efter hvad der føltes som en evighed fik jeg endelig lov til at knæle ved siden af den store hjort som lå med hele den ene stang begravet i den regnvåde jord! Hjorten var efter det tredje skud stået lige på næsen og den højre stang havde boret sig dybt ned i jorden!

Hjortejagt i Karpaterne
Efter at have gravet stangen fri, var det tid til et klassisk trofæbillede! Foto: Emil Heinsen

Adrian og Florian ville gerne i gang med at brække dyret, men jeg insisterede på at bruge lidt tid på at suge alle indtrykkene til mig. Her sad jeg, i efterhånden temmelig hårdt regnvejr og tusmørke, med en rigtig flot regelmæssig 12-ender! Stængerne og sprosserne var ikke de tykkeste, men til gengæld havde den et massivt udlæg og var flot regelmæssig! Jeg var lykkelig og i virkeligheden var jeg temmelig ligeglad med om hvor mange kilo trofæet vejede eller om de andre hjorte vi havde set var større! I mine øjne så er oplevelsen det allervigtigste og når man har okset op og ned af bjergene, når man har levet i en teltlejr i mange dage og når man med nød og næppe har overlevet et røgfyldt telt, ja så har man gjort sig fortjent til en Karpaterhjort! Selve jagtsituationen med denne hjort var kort men intens og sammenlagt med de andre spændende lige-ved-og-næsten situationer, så havde Karpaterne virkelig indfriet alle mine drømme og forhåbninger!

Hjortejagt i Karpaterne
Florian, en lykkelig jæger og Adrian! Foto: Emil Heinsen

Efter at have brækket hjorten og skåret hovedet af, lagde Adrian og Florian et par grene henover kroppen for at maskere den lidt for ulve og bjørne og så skulle vi ellers hjem af inden det ville blive helt mørkt! Kroppen ville vi hente dagen efter, for selvom en gammel hjort ikke ligefrem er den bedste spise, så er frisk kød en belønning i sig selv, når man bor i teltlejr langt inde i de øde bjerge!

Til stor forbavselse for de to guider, bar jeg selv trofæet hjem på skuldrene, sådan som jeg føler man skal gøre af respekt for dyret og som den endegyldige prøvelse når man er en rigtig bjergjæger…

Nu sidder jeg hjemme i Danmark og har endelig fået vasket hjorteblodet og røglugten ud af mit jagttøj og jeg glæder mig helt vildt til at skulle tilbage til de magiske Karpaterbjerge, for tilbage? DET SKAL JEG!

Knæk & Bræk!

Hjortejagt i Karpaterne
En rigtig bjergjæger bærer selv sit trofæ ned! Foto: Emil Heinsen
This Post Has 10 Comments
    1. Tak Jesper..;)
      Jeg ved det ikke endnu, på et øjeblik havde vi jo fyldt lejren med hjortetrofæer, så vi nåede aldrig at veje dem!
      De lokale vurdere den til at være et eller andet sted mellem 8,5 – 9 kilo…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top