Hegnsbukken og den gamle buk

Jan, Mathias og jeg trillede langsomt igennem de små søvnige polske landsbyer hvor enkelte hunde lå og slængede sig i den lune natteluft.

Klokken var ca. 4 om morgenen og selvom solens lys kun lige kunne skimtes i horisonten, var det tydeligt at vi gik en flot solskinsdag i møde uden skyer på himmelen.

Selvom vi var tideligt ude i jagtreviret var rådyrene i fuld gang med deres morgenrutiner og på alle marker og enge som vi passerede, gik der rådyr. Jan havde som sædvanlig en fast plan og vi stoppede først da vi kom frem til en lille klat skov omringet af store marker. Vi sneg os langsomt frem i skovkanten og kunne se ud over en stor nyplantet majsmark som var indhegnet på tre sider. I Polen er det temmelig almindeligt at indhegne majsmarkerne for ellers slår vildsvinene sig ned i marken og æder og ødelægger store mængder af majsene!

Den eneste side af marken som ikke var indhegnet, var den side op mod den lille skov som vi gik langs med. Det var en lang mark på ca. en kilometer i længde og ca. 200 meter ude stod der en buk og stirrede intenst op imod os!

Mens jeg fandt ham i håndkikkerten tænkte jeg at det var et underligt sted at opholde sig for en buk… Majsplanterne var ikke engang ankelhøje og midt ude på den helt ny harvet og tilsået mark stod den fine røde pels på bukken meget tydeligt frem!

Bukken havde vist ikke rigtig set os for han gik med højt hævet trin og rank hals rundt og forsøgte at udstråle en hel del bravado og selvsikkerhed! Det var helt tydeligt at han forsøgte at vise sig frem og at han var pladsbukken i lige netop dette område. Jan vurderede ham indgående i kikkerten og konkluderede at det var en gammel høj buk, selvom han manglede noget vægt og tyngde i opsatsen.

Jeg kunne se at opsatsen var temmelig lys, som bukke ofte er, når de lever i udpræget markområder. Det er som om de ikke rigtig får fejet på træer som giver så meget farve, som bukkene som lever i skoven har adgang til.

Jan og jeg besluttede os hurtigt for at denne buk var fin til afskydning og jeg gjorde mig klar med Viperflexen…

Bukken gik stadig rundt og lignede en fandens karl, men der var også lidt nervøsitet over ham… Det var som om at han enten ville løbe langt ud over majsmarken, eller komme tordnende op imod os, for at jage en rival væk.

Efter at han havde fået lov til at gå lidt rundt, faldt han lidt til ro og stod nu med siden til og bare stirrede op imod os. Afstanden var stadig ca. 200 meter og mit sigte hvilede roligt på skulderen… Igennem fuglesangen fra skoven over os og bag os kunne jeg høre både Jans rolige: ”Ja… Gut…”

Og Mathias’: ”Jeg har den… Skyd!”

I et kort sekund fandtes der kun morgensangen fra alle fuglene og den flotte røde farve fra bukkens pels. Morgensolen var ikke brudt frem endnu, men der var det helt særlige klare lys, som ofte kan forekomme lige inden solens stråler bryder igennem… Tiden stod nærmest stille for mig og i sigtekikkerten kunne jeg se bukkens sorte øjne stirre stift på os! Det var tydeligt at han var på nippet til at reagere også selvom at hans eneste flugtvej var lige op imod os. Han kunne dog nemt løbe lidt længere ud på majsmarken og derved måtte vi nok opgive at forfølge ham, da der absolut ingen dækning var…

Det er et intenst øjeblik, når man står og peger på et dyr som er bevidst om en eller anden form for fare… Det er virkelig som om tiden står stille, men samtidig skal der foretages så mange beslutninger og overvejelser og i virkeligheden foregår alting jo på bare et par sekunder…

Bukken stod perfekt, sigtet var solidt og roligt, kameraet rullede og alle ventede blot på braget fra riflen…

Da det endelig lød og rullede ud over den flade majsmark, kom det nærmest lidt bag på mig… Jeg kan ikke genkende at have taget en bevidst beslutning om at tage aftrækket, det skete af sig selv.

Bukken sprang op i luften og spjættede med alle fire løb samtidig med at en stor støvsky slog op fra marken bagved dyret. Bukken løb hidsigt 20 meter frem, mens jeg tydeligt kunne se blod pumpe ud fra skulderen af den… Den stod på næsen i det mørke muldjord og efter et par få spjæt med bagløbene, lå den helt stille…

Jan brækkede hurtigt bukken og fik forklaret på en blanding af fagter, polsk og gebrokkent tysk at vi skulle videre til et andet sted hvor han vidste der gik en gammel buk.

Vi kørte gennem landskabet og kom frem til udkanten af en lille landsby. Vi parkerede et stykke væk og gik langsomt langs forskellige markstykker frem mod det første hus. I en lille slugt med højt græs og tornebuske, som omkransede landsbyen pegede Jan op ad bakken og sagde: ”Altes bock!”

Solen var nu kommet op og slugten var badet i solens allerede varme stråler. Under et lille tjørnetræ kunne vi lige se ryggen og nakken af en buk som nippede af bladene og derefter fejede hidsigt på det lille træ.

Bukken havde ikke set os men stod lidt skråt i forhold til vores position…

Jan var overbevist om at det var den gamle buk og han var meget ivrig for at jeg straks skulle skyde! Jeg sneg mig dog lidt tættere på og afventede at bukken skulle dreje sig lidt mere.

Der var ellers fin mulighed for at levere et skud ind bag det bagerste ribben og derved få et udgangshul midt på den modsatte skulder, men for kameraets skyld, ville jeg gerne at bukken stod lidt mere frit af det halvhøje græs…

Vi ventede ikke længe før han vendte sig og i solens stråler glimtede hans mørke opsats fra duggen i græsset. Han havde en tyk hals og et bredt hoved med grå tegninger rundt om øjnene. I sigtekikkerten lignede hans opsats en tyk spidsbuk og jeg nåede at tænke om dette mon skulle blive min første gamle ”Morderbuk”!

Han sank sammen i braget samtidig med at der hang et par af de grå og lange vinterhår i luften, som en lille støvsky.

Jan var lykkelig og gik straks retur efter bilen. Mathias og jeg gik op til bukken hvor jeg kunne konstatere at selv om det var en gammel buk, så var der to små frontsprosser og derved ikke en rigtig ”Morder”! Det tog dog ikke meget af min glæde for det var en rigtig fin gammel buk og en perfekt situation at slutte morgenjagten af med…

Mens Mathias filmede nærbilleder af bukken vendte jeg mit ansigt mod solen og nød at være på jagt i dette bukkeparadis!

Hvad jeg ikke vidste på det tidspunkt, var at aftenens jagt skulle blive endnu mere dramatisk og fantastisk… Den historie kan du læse her på bloggen om et par dage…

Knæk & Bræk!