Fotografens drømmebuk!

Jan, Mathias og jeg trillede langsomt igennem det smukke og kuperede landskab mens aftensolen stadig bagte varmt på os. Stemningen var høj i den gamle Nissan og mens Jans yndlingsjazz lød ud af højtalerne kørte vi rundt og ventede på at solens varme stråler skulle aftage en smule. Vi så ingen rådyr og selvom vi sad stille i bilen, så løb der sved af os alle tre…

Efter en times tid med sightseeing, ændrede dette sig pludseligt da der begyndte at stå rådyr fremme på lysningerne og på de lysegrønne hvedemarker. Jan slukkede straks musikken og det var tydeligt at nu var vi på jagt. Der gik ikke længe før vi så en rå og en buk langt ude på en bakketop og i indianer profil sneg vi os langs en rapsmark for at komme lidt tættere på…

Vi kom dog ikke ret langt før endnu en rå efterfulgt af en buk trådte ud af rapsmarken, ikke ret langt fra os! Jan kommanderede mig straks til at gøre klar mens han undersøgte den nærmere i kikkerten. Jeg kiggede nu også selv med i min håndkikkert og kunne se at bukken faktisk var en rigtig fin 6-ender med en temmelig lys opsats. Den så flot og stor ud i kroppen, med en tyk hals og hans tykke rosenkranse og stænger indikerede at dette var en gammel buk. Han opførte sig dog temmelig ungdommeligt og var absolut ikke særlig bekymret over de tre skikkelser mindre end 70 meter fra ham. Råen var helt anderledes opmærksom og selvom hun essede videre, så var det tydeligt at hun havde set os og kunne formentligt finde på at springe ind i rapsen hvert sekund det skulle være…

Jeg gjorde riflen klar i skydestokken men havde virkelig svært ved at beslutte mig for om jeg skulle skyde bukken eller ej… Han var som sagt, en rigtig fin 6-ender, men ikke helt så stor som jeg vidste Jan kunne finde til mig på dette enorme revir! Mens tankerne fløj rundt i mit hoved, begyndte Mathias nu at hviske: ”Jacob, det er et rigtig pænt billede i kameraet, med solens stråler og den gule raps som baggrund!”

Det ændrede mine overvejelser, for vi var jo sådan set på arbejde og skulle lave en jagtfilm, så i visse tilfælde så bestemmer kameraet og situationen altså om der skal skydes eller ej!

Bukken stod helt perfekt med siden til på ca. 60 meters afstand og mens solen oplyste de smukke rapsblomster, lod jeg kuglen gå… Bukken faldt om i skraldet og råen sprang forskrækket et par meter væk og stod nu blot og sikrede til alle sider.

Jan gav mig et hurtigt kram og med hans strålende smil gik han som sædvanlig tilbage efter bilen, mens Mathias og jeg kunne lave de afsluttende billeder af den fine buk.

Endnu engang blev jeg ramt af lidt vemod og tristhed da jeg satte mig ved bukken… Der var små gule blomsterblade på hans nakke og i perlerne på opsatsen og mens øjnene langsomt blev mælkede og mistede deres fine sorte shine, blev jeg ked af det på bukkens vejne… Samtidig med den følelse var jeg jo også super lykkelig over en pludseligt opstået jagtsituation, som endte rigtig godt og trofæet vil for altid komme til at pryde min væg og minde mig om lige netop denne lille del af Polen!

Da Jan kom tilbage gennemførte vi den velkendte ceremoni og nu lå bukken med det sidste måltid i form af en lille rapsblomst. En fin afslutning på et godt og langt bukkeliv!

Vi fortsatte vores jagt og Jan tog os til en masse små lækre steder på reviret, men uden at vi så andet end en masse råer og en hel stribe lovende unge bukke.

Jeg havde lovet Mathias at han skulle skyde den næste buk og han havde forklaret at han rigtig gerne ville skyde en helt ”klassisk” regelmæssig 6-ender. Sent på aftenen sneg vi os henover en lille bakketop ude på en stor græseng og nede i bunden af denne gik der en buk! Han havde hovedet nede i det halvhøje græs, men hans krop var stor og flot og han bevægede sig som en voksen og selvsikker herre… Jan hviskede ivrigt: ”altes bock!” men før han rejste hovedet anede vi ikke hvad vi kiggede på.

Efter lang tid rejste han hovedet i et ryk og kiggede lige frem. Jeg kunne se i kikkerten at den venstre stang var en udmærket formet stang, men det lignede bestemt ikke en regelmæssig 6-ender, som Mathias havde drømt om… Jan var helt oppe at køre, men jeg syntes egentlig ikke bukken så særlig imponerende ud! Bukken drejede hovedet en smule og jeg kunne nu se at der var tale om en ret interessant abnorm buk!

Den højre stang delte sig lige over rosenkransen og kreerede to tykke stænger. Jeg hviskede til Mathias at dette altså var en rigtig fin buk og om han ville skyde den… Mathias var hurtig til at sige ja og jeg gav ham riflen og jeg overtog kameraet. Bukken gik stadig og essede og havde endnu ikke opfattet at vi stod bare 70 meter fra den! Mens jeg fokuserede kameraet fandt Mathias sig til rette med riflen og skydestokken. Vi hviskede frem og tilbage om bukkens placering, kameraets vinkel og om hvornår Mathias skulle skyde alt imens Jan ivrigt hviskede at vi skulle skyde med det samme!

Bukken gik roligt i græsset og der var som sådan ingen stress, men med jagt og vilde dyr ved man jo aldrig hvad der vil ske…

Bukken stillede sig fint og Mathias lod skuddet gå!

Bukken sprang op i luften og løb om bagved en lille bakketop og forsvandt fra vores udsyn… Jeg kunne se kugleslaget i kameraet og vidste at det var et godt træf, men da bukken løb væk, kunne jeg også se blodet lavt omkring skulderpartiet samtidig med at det højre løb dinglede løst…

Vi var bekymret for at skuddet sad for lavt og fortsatte straks frem mod den lille bakketop bukken var forsvundet bag…

Mathias var klar og gik frem med riflen i skydestokken og jeg kunne se at hans øjne strålede af koncentration og beslutsomhed! Når man som jæger ikke leverer et helt perfekt skud, er der ikke plads til tvivl og bekymring mens man forsøger at afslutte situationen! Det gælder om at få skudt bukken og så kan man eventuelt sætte sig og reflektere lidt over hvad der gik galt…

Vi kom hurtigt frem til bakketoppen og i den næste lille dal havde bukken sat sig. Vi kunne kun se hovedet og opsatsen og bukken lå og sikrede med langstrakt hals. Mathias var klar, men som bukken lå, var der ikke mulighed for et forsvarligt skud. Med ét rejste den sig igen og humpede langsomt væk fra os… Så snart Mathias kunne levere et nogenlunde fornuftigt skud skråt bagfra, bragede riflen og bukken sank sammen i det høje græs!

Jan krammede straks Mathias og vi stod tilbage med store smil og glæde over at det første skud ikke havde udviklet sig til en grim anskydning med en besværlig eftersøgning og yderligere pinsler for bukken!

Mathias var tydeligt både en smule frustreret over det første skud, men samtidig også lykkelig for at et velplaceret andet skud, havde leveret bukken. Og hvilken buk det viste sig at være! Som fotograf, gik jeg først hen til bukken for at lave nærbilleder og jeg kunne med det samme se at jeg havde helt klart undervurderet dens størrelse og masse! I det høje græs lå der en vaskeægte drømmebuk!

Den var tyk i stængerne med massive rosenkranse og abnormaliteten på højre stang var virkelig udpræget og spændende! Jeg kunne ikke lade være med at føle en hel del misundelse, men samtidig også en stor glæde på Mathias’ vejne. Jeg var stolt af den unge mands hurtige reaktion på det første skud, som viste sig at sidde en smule for lavt. Bukken var nok død af det første skud, for hele bunden af brystet var skudt i stykker og begge forløb var skudt over. Det var ikke mange centimeter for lavt, men der skal jo ikke meget til for at en perfekt bladkugle kan udvikle sig til noget helt andet…

Mathias kom frem til bukken sammen med Jan og de brød begge ud i store smil og grin. Jeg tror ikke at nogen af os helt havde forstået hvor god en buk det var til at begynde med men nu sad vi der i en blomsterfyldt græseng, mens solens sidste stråler varmede vores kinder.

Mens vi sad der og sludrede og beundrede bukken kunne vi se 5-6 andre rådyr rundt omkring på den store græseng og Jan spurgte om vi ville videre på jagt… Det var Mathias og jeg absolut ikke interesseret i, denne buk var den perfekte afslutning på en fuldstændig fantastisk aften!

Mathias fik ikke sin regelmæssige 6-ender denne aften, men til gengæld fik han et trofæ og en oplevelse som han nok ikke sådan lige glemmer…

Knæk & Bræk!