skip to Main Content

haglbøsse-service

Haglbøsse-service

Haglbøsse sæsonen er slut for mig i år og sædvanen tro, betyder det et besøg hos Michael Seidenfaden fra Aktiv Fritid i Køge!

Sidste år tog han sig kærligt af min riffel og nu skulle han også kigge lidt på min gamle AYA Sheerwood. (Læs historien om riffel-service HER!)

Jeg må indrømme, at når jagtsæsonen er på sit højeste og jeg skyder med haglgeværet hver weekend og nogen gange også i løbet af ugen, så er jeg ikke særlig god til at få den renset imellem de forskellige jagter! Jeg kommer ofte til at stille den i skabet, med undskyldningen “Jamen, jeg skal jo bruge den igen lige om lidt”…

Det ved jeg jo godt ikke er særlig godt og Michael kiggede da også lidt bebrejdende på mig da han både så bøssen og hørte om min behandling af selvsamme! Han viste mig hvad han selv gør i løbet af sæsonen og så forklarede han om det årlige service-eftersyn som alle haglbøsser har fortjent efter en lang sæson!

Vi starter med det nemme og simple, nemlig den hurtige og “daglige” rengøring:

Når Michael kommer hjem fra jagt, så starter han med en helt tør skyder. Hvis det har regnet eller sneet, så sørg for at bøssen er helt aftørret.

Haglbøsse-service
Alle tre dele får et sprøjt olie!

Derefter skilte han hurtigt min haglbøsse i de tre hoveddele. Alle overflader fik et sprøjt med en god våbenolie, som også kan bruges på skæftetræet. Et par sprøjt igennem begge løb og så greb han sin trofaste tandbørste. Med tandbørsten i hånden, fik alle små kroge og især rillerne ved ejektorne og mellem løbene en grundig skrubbetur. Til de helt små, snævre steder blev der også brugt et par ørepinde og Michael fortalte i mellemtiden om hans yndlings “snyde-metode” nemlig en trykluft kompressor. Med sådan én i hånden går det hurtigt og nemt at rense krudtslam og grannåle væk!

Haglbøsse-service

Haglbøsse-service

Da alt var skrubbet og renset, blev det overskydende olie tørt af med en tør klud og så var det løbenes tur. I disse stoppede han blot lidt køkkenrulle i og skubbede dem igennem med en rensestok. Hvis denne rengøring udføres umiddelbart efter en jagt, behøver man ikke børster eller lign. Lidt olie og en god sugende køkkenrulle er rigeligt!

Haglbøsse-service
God køkkenrulle med god sugeevne er en nem metode!

Til sidst blev alle tre dele tørt af med både Michaels og min egne yndlings klud, nemlig en smart lille frotte-klud imprægneret med olie. Den er super effektiv og efterlader et fint lag olie på både metal og træ! Hvis det har været en meget våd dag og skæftetræet ser “tørstigt” ud, så bør man give træet lidt ekstra skæfteolie som skal gnubbes ind i træet.

Haglbøsse-service
Denne lille klud er simpelthen min bedste indkøb i år!

Med dette gjort og på maksimum 4 minutter var min haglbøsse flot, ren og klar til at komme i skabet…

Michael tog mit gevær og holdt piberne ind under lampen og bemærkede forsigtigt at det måske var tid til at den gamle AYA skulle til et ordentligt service eftersyn! Der var lidt slør i forskæftet, kolben havde nogle ridser og små slag og piberne trængte til en brunering!

Haglbøsse-service
Jeg husker tydeligt denne ridse! Under en sneppejagt faldt jeg ned fra et væltet træ!

Aktiv Fritid har ca. 500 haglgeværer til service hvert år og da jeg spurgte lidt ind til hvad det store service gik ud på, forklarede Michael at ved et stort eftersyn, bliver bøsserne overleveret til en bøssemager. Han vil skille alt ad og rense og efterse alle interne dele, give fedt hvor det behøves, efterstramme alle skruer og bolte og hvis der er dele som skal skiftes bliver de naturligvis også det. Al træet bliver poleret så alle ridser og skrammer forsvinder og til sidst vil kolben komme i et oliekar. Michael viste mig sin egen haglbøsse, som lige var kommet tilbage fra sådan en omgang og den så ud til at være spritny! Træet var lækker olieret og duftede “fedtet” og metallet og indgraveringerne stod i flot kontrast til det mørke træ.

Jeg kan slet ikke huske hvornår min egen lille Sheerwood-bøsse havde fået sådan en behandling og Michael inspicerede også løbene og nævnte at en brunering nok også var på sin plads! En brunering tager naturligvis lidt ekstra tid, da løbene skal ligge “i blød”! Et stort eftersyn tager ca. 8-10 dage, en brunering ca. 3 uger.

For at en brunering skal være rigtig effektiv, pointerede Michael at det bedste tidspunkt til dette, var lige netop nu! Jeg skal ikke bruge mit haglgevær før til foråret, hvor skydebanen skal besøges så de næste par måneder er det tidspunkt, på året, hvor den står mest stille! Når man får en ny bruneret bøsse hjem, skal det hærde i mindst 3 måneder! Dvs. ingen skydning og slet ingen regnvejr eller fugt! For det allerbedste resultat bør man faktisk give løbene lidt olie hver uge i løbet af de 3 måneder…

Som sædvanlig, sluttede Michael af med 3 gode råd:

  1. Sørg for at haglgeværet ikke står vådt eller fugtigt i etuiet! Tør geværet af så snart jagten er slut!
  2. Blod ætser! Hvis der kommer blod på metaldelene og især løbene, så skal det tørres væk med det samme!
  3. Jo længere tid der går efter endt jagt, jo sværere er det at rengøre bøssen! Indtørret krudtslam osv. er svært at få væk, hvis du derimod rengør geværet så snart du kommer hjem, tager det ikke mange minutter!

Jeg forlod Michaels lille våben-hule, lidt som en skoledreng som har fået skæld ud! Jeg ved godt at jeg skal blive bedre til at passe på min haglbøsse i det daglige og beslutningen om at booke et stort eftersyn og en brunering var ikke svær at tage.

Når den kommer hjem igen, skal jeg naturligvis nok vise billeder af resultatet. Jeg har det allerede lidt som om at jeg har bestilt en ny skyder! Jeg kommer aldrig til at skille mig af med den gamle, korte AYA som stammer fra min oldefar, netop derfor fortjener den også at jeg behandler den bedre, så det er mit forsinket nytårsfortsæt!

Hvis du også har et haglgevær som trænger til en kærlig hånd, så ring til Michael på: 56631533 eller kom ned i butikken i Køge med den!

Knæk & Bræk!

Haglbøsse-service
Løbene bliver kontrolleret!
This Post Has 2 Comments
  1. Tak for din inspirerende og fortællelystne blog, det både hyggeligt og informativt at følge dig. Godt gået – god jagt

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top