En dag blandt jagthunde… DYGTIGE jagthunde!

I lørdags sad jeg i min bil kl. 06:00 og kursen var sat mod Tisvilde hegn i Nordsjælland. Her havde jeg meldt mig som medhjælper til en workingtest arrangeret af Retrievernes Jagthundeklub. Mens solen rigtig fik fat og jeg drak min kaffe, overvejede jeg hvorfor jeg egentlig havde sagt ja tak, til denne opgave. Jeg har ikke jo ikke nogen retriever og har heller aldrig haft en, men da jeg så at der manglede medhjælpere til prøven slog jeg hurtigt til! Jeg tror min nysgerrighed overtalte mig og jeg har aldrig oplevet en markprøve med retrieverer! Jeg anede ikke hvad jeg skulle forvente, men det skulle vise sig at dagen skulle ændre mit syn på den klassiske og velkendte labrador retriever!

Jeg fik virkelig mange indtryk og oplevede meget og her vil jeg forsøge at fortælle lidt om dette…

Alle de frivillige hjælpere mødtes på en P-plads kl. 7 til morgenmad og en briefing af de forskellige prøver og gennemgang af arbejdsopgaverne.

Jeg skulle være en af de to skytter på vinderprøven. Der var tilmeldt 19 hunde til denne prøve og med 4 dommere, 1 prøveleder, 2 skytter og 2 dummykastere udgjorde vi et relativt stort selskab. Prøveformen skulle minde om en walked up jagtdag, så der gik en skytte på hver fløj med hver deres dummykaster. På linje med disse, gik dommerne med de 4 hunde som var til bedømmelse. Hele selskabet gik så på linje igennem det smukke varieret terræn og på tilfældige tidspunkter skød en eller begge skytter og dummyer blev kastet eller droppet. Derefter skulle de udpeget hunde så apportere dummyerne som enten var markeret af hundene eller de skulle dirigeres hen til en droppet dummy.  Hundene skulle gå pænt ved fod og forholde sig i ro indtil at de blev udpeget til at apportere. De hunde og førere som ikke var til bedømmelse gik i samlet flok tæt på linjen uden dog at være i vejen eller til besvær for de hunde som var til bedømmelse.

Hver hund skulle have mindst to apporteringer pr. slip og hvis dette gik godt, gik de videre til trin to. Her skulle hundene apportere på tværs af linjen og afstanden til dummyen blev altså lang og sværhedsgraden betydelig højere. Når alle hunde enten var gået videre eller var udgået, stod den på frokost og derefter var det finalen som ventede.

Som skytte, skød jeg med blanke haglpatroner og jeg blev forbløffet over den jagtlige stemning og intensitet som straks kom over hele selskabet ved allerførste trin! Hundeførerne holdt enormt meget øje med os skytter og dummykastere, for de var jo godt klar over at det var os som “styrede slaget”. Det allerførste skud og dummykast kom fra min ende af linjen og dummyen blev kastet langt over en stor brændestak, ramte et træ og dumpede lige ned bag stakken… Med det samme hviskede “min” dummykaster, Bent Mariager: “Åh, den var svær!” Spændingen var intens og hele linjen stoppede og ventede på at dommerne skulle give én af de to hunde på vores side besked om at apportere. Med en stille kommando blev en flot gul labrador sendt afsted og hunden strøg igennem skoven, direkte hen til stakken. Efter lidt frisøg, blev hunden fløjtet stop af føreren og hunden stoppede straks op og søgte kontakt. Med få håndbevægelser blev hunden dirigeret hen bagved stakken og hunden samlede dummyen op og sprang stolt tilbage… Så var vi i gang og med en flot og veludført apportering til at starte på, gik formiddagen hurtigt.

Jeg var imponeret over den intense spænding som hang over skoven og samtidig var der en respektfuld, seriøs og kammeratlig tone mellem alle hundeførerne. Selvom de på denne dag var alvorlige konkurrenter, kunne jeg tydelig mærke at der var et hjerteligt sammenhold som betød, at når en hund udgik eller blev bortdømt, så var der kun medfølelse og sympati fra de andre hundeentusiaster! Jeg selv stod ofte med tilbageholdt åndedrag når en hund blev sluppet og forsvandt i underskoven… Når hunden så kom retur med dummyen i munden, kiggede Bent og jeg på hinanden og smilet kom frem helt af sig selv!

Der blev kastet mange dummyer og skudt mange skud og hundene strøg frem og tilbage. En enkelt situation ud af mange husker jeg dog helt tydeligt! Jeg havde byttet den gamle bøsse og de løse patroner ud med dummyer og gik på højre fløj. I det andet slip, hvor hundene skulle apportere på tværs af linjen, var vi næsten færdige med alle hundene da jeg kastede en dummy som landede langt fremme i terrænnet. Den første hund som blev sendt fra venstre fløj kunne ikke finde dummyen og efter lidt dirigering fra føreren som ikke førte til noget, bad dommeren om at få hunden koblet og en ny hund skulle forsøge.

Næste hund fra venstre fløj blev sendt og den fandt heller ikke dummyen! Disse to hunde og deres førere stod nu i den situation, at hvis de to hunde fra højre fløj heller ikke kunne finde dummyen, ville dommerne gå ud i terrænnet for at lede… Kunne dommerne heller ikke finde dummyen ville alle fire hunde gå videre og prøven kunne fortsætte, men hvis dommerne fandt dummyen ville alle fire hunde dumpe!

Hvis den tredje eller fjerde hund fandt dummyen, så ville alle de foregående hunde dumpe!

De to hunde fra højre fløj blev nu kaldt over til venstre fløj og det var som om at hele skoven holdt vejret! Stilheden og spændingen var så intens, at jeg tydeligt kunne høre den svenske hundefører, lavmælt, kommandere hunden “Go back!”

Den store gule labrador hanhund strøg direkte igennem skoven og løb hen til dummyen og samlede den op! De to foregående hundeførere løftede på hatten, gav dommerne hånden og luskede skuffet hen til følgegruppen…

Den glade hundefører gik tilbage på højre fløj og man kunne ane et lille stolt smil på læberne af hende mens hunden gik fint ved siden af og lod som om at intet særligt var hændt! Der var dog hændt noget særligt og dén apportering er den jeg husker aller bedst! Denne hund havde markeret dummyen ved nedfaldet og havde så siddet i minimum 10 minutter og afventet. Derefter var den blevet flyttet ca. 50 meter længere væk og igennem terrænet for derefter at blive kommanderet ud efter dummyen. Det var helt tydeligt at hunden stadig havde helt styr på hvor dummyen lå og selve opsamlingen var jo ikke svær, det var markeringen og hukommelsen dog! Denne evne kommer ikke kun af sig selv, den tyder på MANGE øvelser med svære markeringer og dette giver en hund masser af selvtillid og tillid til sin fører! Flot, flot arbejde!

Vi gik alle tilbage imod P-pladsen for at spise frokost og lod dommerne blive for at votere om hvorvidt alle hundene som var tilbage havde udmærket sig til at gå videre til finalen. Jeg gik og reflekterede lidt over hvad jeg havde set og oplevet og jeg må simpelthen indrømme at jeg var meget imponeret! Alle som kender mig, ved at racen labrador sjældent har imponeret eller ophidset mig ret meget! Jeg syntes ikke rigtig at temperamentet passer til mig og jeg har altid haft en forkærlighed til hønsehunde, gravhunde og spaniels… Dog må jeg jo blankt erkende at labradorer og hundearbejde som jeg netop havde været vidne til var fantastisk! Det var også interessant at se at der var forskellige arbejdsmetoder blandt hundeførerne. Nogle lod hunden arbejde temmelig selvstændigt i det frie søg og andre dirigerede meget med hundene og en gang imellem var det som om at det var føreren som fandt dummyen og slet ikke hunden.

Lydighed er jo kernen af al hundearbejde, men jeg mener at hunden selv skal kunne arbejde med selve fundet af dummyen eller fuglen. Jeg vil gerne kunne dirigere min hund ud i terrænnet, men derfra må hunden selv anlægge søget efter vind og fært. Jeg har flere gange oplevet at en skytte har sagt: “fasanen ligger lige i den busk og er stendød!” Når hunden så flere gange trækker ud af busken og samler en vingeskudt fugl op, 50 meter fra busken, så mener jeg at øvelsen er fuldført! Hunden har gjort som jeg sagde, men har selv løst opgaven når det viser sig at både skytten og jeg  selv har taget fejl…

Vi er alle forskellige og har forskellige hunde, så jeg skal ikke gøre mig til dommer over hvilken metode der er bedst, det var dog super interessant at se forskellen på de forskellige hundeførere!

Efter frokost blev der udtaget 8 hunde som havde klaret formiddagen så godt at en udmærkelse eller præmiering kunne komme på tale. De 8 hunde skulle udsættes for en ny disciplin og denne post skulle illustrere en apporteringspost ved en klapjagt.

4 hunde skulle bedømmes ad gangen og disse blev linet op på en linje. Bagved hundene var der en tætbevokset sø og foran dem skrånede terrænet svagt ned mod en stor eng. Jeg gik sammen med to andre medhjælpere som en driverkæde op imod hundene mens vi råbte, skød og kastede dummyer til alle sider. En gang imellem blev der skudt enkelte skud på den anden side af søen og imens alt dette foregik skulle hundene sidde roligt og pænt på post!

Da driverkæden var fremme ved hundene, blev hundene kaldt hen til dommerne, som forklarede at på den anden side af søen var der en dummy som var blevet udlagt! Al larmen fra selve drevet var altså blot en distraktion og den reelle opgave var en svær apportering igennem en tilgroet sø, op på land bagved og så en dirigering ca. 50 meter ind i skoven på den modsatte side!

De 3 hunde som ikke var i gang, stod stille og ventede og når en hund var færdig, blev den sendt tilbage og skulle vente sammen med de 2 andre hunde. Alle 8 klarede opgaven, bortset fra én og skuffelsen var stor og ærgrelsen tydelig da hundeføreren satte line på hunden, gav hånd til dommerne og gik direkte tilbage til bilerne…

De 7 resterende hunde blev bedt om at vente og imens voterede de 4 dommere. Alle gav deres bedømmelse og hundene og deres førere blev grundigt gennemgået. Efter lang tids votering blev to hunde kaldt op til en sidste og afgørende øvelse!

Dommerne kunne altså ikke helt bestemme sig for en vinder imellem disse to hunde, så nu var det altså en direkte konkurrence mellem dem!

Øvelsen blev besluttet på stedet og de to hunde blev stilt op ved siden af hinanden med udsigt ud over en stor lyngbevokset lysning i skoven. Bent og jeg stod gemt bag noget tæt bevoksning, ca. 150-200 meter ude. På kommando skød Bent et skud og jeg kastede dummyen så langt jeg kunne, væk fra hundene. Samme øvelse, til begge hunde og den første hund kom tordnende igennem lynget! Hunden kom med høj fart direkte mod dummyen, men løb ca. 20-30 meter for langt! Vi kunne svagt høre stop-signalet fra fløjten og hunden reagerede med det samme og vendte straks front mod føreren! Jeg kunne genkende den fra den allerførste apportering bagved brændestakken og mens hunden blev kommanderet lidt tættere på dummyen tog jeg mig selv i at stå og krydse fingre… Hunden fik kommandoen “søg” og mens de små dyt-lyde i fløjten gav genlyd mellem træerne, fandt hunden dummyen og strøg retur!

Så var det den næste hund og efter skuddet kastede jeg dummyen afsted. Den landede det samme sted og efter få sekunder kom en sort hund flyvende igennem den samme lyng! Denne hund viste ingen slinger i valsen og efter en hurtig sprint ud til nedfaldsstedet, samlede den dummyen op og sprang tilbage…

Vinderen var helt tydeligt fundet og med sådan en markeringsevne, selv efter en lang dag, så var det en flot afslutning! Vi startede dagen med en rigtig flot apportering og nu sluttede vi også af med en apportering på højt højt niveau!

Stemningen tilbage på P-pladsen var god og lettelsen over at prøven var overstået betød masser af grin, snak, venlige drillerier og lykønskninger! Den flotte vandrepokal “Kennel Lycik pokalen” gik til den svenske fører Birgitta Lindblad med den sorte hund “Vettisens Olga” og 2. pladsen gik til den gule labrador “Holten’s Lea” med Lars Carl Holten som fører.

Hele resultatlisten kan ses HER!

Efter overrækkelsen af pokaler, diplomer og udmærkelser, tog vi alle afsked med hinanden og resten af køreturen hjem sad jeg og fordøjede alle indtrykkene! En helt ny respekt og interesse for labradorerne var tændt i mig og nu gjaldt det blot om at finde de rigtige argumenter overfor min hustru, Christina, til hvorfor hundeflokken bør udvides med en gul labrador… Ingen magisk salgstale dukkede dog op, så nu må jeg ty til det som vi mænd gør bedst, nemlig at plage, indtil at vi får vores vilje…:)

Knæk & Bræk!