Du kan vel ride?!

Sådan lød spørgsmålet fra en inkarneret bjergjæger, da jeg spurgte ham om han havde nogle gode råd eller fifs til min forestående jagttur til Kirgisistan i uge 42! Mit svar blev et lidt nervøst og stammende: “Næææ, ikke rigtigt og i virkeligheden er jeg jo nok temmelig bange for heste!” Jægeren kiggede lidt trist og overbærende på mig og begyndte at mumle noget med at det jo aldrig var helt for sent at lære at ride…

Min frygt og mistillid til heste bunder nok tilbage til et par dårlige oplevelser fra min barndom hvor jeg bla. blev redet ned af en hest og dette kontante møde, resulterede i et par uger med hjernerystelse! Jeg har siden da aldrig rigtig stolet på heste og de virker altid lidt usikre, for ikke at sige skingrende sindssyge og nervøse!

Min søde og tålmodige hustru arrangerede derfor resolut, en rideundervisning hos en tidligere kollega, Louise Simone Seest. Mødet stod på Amager og min første indikation af at jeg var kommet på decideret udebane, mærkede jeg da begge piger kiggede, igen lidt trist og overbærende, på mine shorts og gummistøvler og nærmest i kor spurgte om jeg ikke havde taget lange bukser med…

Jeg slog det hen med at vi jo bare skulle ride en halv times tid, så det gik nok! Det gjorde det så IKKE! Til jer som aldrig har prøvet at ride, kan jeg fortælle, at det at ride med shorts på er det samme som at sidde nøgen på en rystepudser! Mine lår var efter blot en halv times ridning, fuldstændig hudløse og resultatet blev smertefulde sår som tog lang tid om at hele… Første lektion var derved lært på den hårde måde og jeg burde jo have taget det tøj på, som jeg havde planer om at have på i Kirgisistan! Ved at gøre dette, ville jeg jo også lære om bukserne gnavede, om støvlerne kunne være i en stigbøjle osv. osv…

Første lektion gik faktisk helt ok (bortset fra mine ødelagte lår) og jeg endte med at få nok tillidt til både Louise og den 7-årige vallak “Evisu” at vi endte med at komme helt op at trave! Til at begynde med var det svært for mig at huske både at have rank ryg, spænde i mavemusklerne, holde hænderne med tøjlerne i ro, finde rytmen i sadlen OG træde ned med hælene… Louises kontante kommandoer “Hælene ned!” “Ret ryggen!” og “Spænd i maven!” hjalp en lille smule, men jeg blev mindet om mig selv, som lille dreng i skolens musiklokale… Her skulle jeg forsøge at spille på trommer og det gik fint så længe der var tale om én rytme med én fod eller hånd! Så snart der skulle mere en to rytmer eller to bevægelser til, rodede jeg rundt i det! Det samme gjaldt her oppe på den store dressurhest og hver gang jeg koncentrerede mig om at træde hælene ned, så glemte jeg alt om at spænde i maven eller at rette ryggen…

De 30 minutter gik hurtigt og storsvedende og øm over det hele forlod vi hest og lettere fortvivlet instruktør…

En uge senere stod den så på anden lektion. Samme ridehal, samme hest, samme Louise og samme umulige rytter! Dog var jeg slet ikke så bange for hesten længere! Da Louise er en dygtig dressur rytter og ofte rider på “Evisu” så er han faktisk ret velopdragen. Det vil sige at hvis jeg signalerer stop, så stopper han faktisk! Min tillid til Louise og hesten gjorde at denne anden lektion faktisk endte med at jeg med nogenlunde succes kom op at galopere rundt i ridehallen! Det var en helt vild fed fornemmelse og helt anderledes rart end at trave som ellers var det vi brugte mest tid på. I Kirgisistan formoder jeg ikke at vi skal galopere ret meget, men hele øvelsen består jo også i at lære at mærke og blive komfortabel med hestens bevægelser og at forberede mine muskler lidt på hvad der venter i bjergene!

Til denne anden lektion havde jeg også husket at tage fornuftigt tøj på og bortset fra at mine bukser selvfølgelig revnede da jeg svang (Læs: Kravlede!) mig i sadlen, så fungerede det godt med mine Härkila bukser og Stoney Creek Gators og støvler.

Støvlerne var lidt brede, så det betød at jeg ikke kunne få foden så langt ind i stigbøjlen. Det hjalp tilgengæld lidt på min tendens til at putte min vægt ude i tæerne og kommandoen “Hælene ned!” blev ikke råbt helt så mange gange…

Jeg har nu 10 uger til at jeg skal afsted og jeg skal nå at få så mange ridetimer i sadlen som overhovedet muligt! Vi skal jage i bjergene i 10 dage og vi risikerer at skulle tilbringe rigtig mange timer på ryggen af en hest i decideret stejlt terræn. Hestene er jo formodentligt rutineret og rolige men hvis hesten nu skulle miste fodfæstet eller blive skræmt af noget, så er det en overordentlig god ide at vide hvordan man dels bliver siddende på dyret men også hvordan man får stoppet den igen! Derudover kan jeg godt mærke på mine læg- lår- mave- & nakkemuskler at træningen er godt givet ud! Hvis jeg var vågnet i et koldt telt, på toppen af et bjerg med ligeså ømme muskler som jeg havde efter begge lektioner, så havde de efterfølgende dage ikke været særlig sjove… OG det er jo netop pointen med turen, det skal være sjovt! Jeg vil være i stand til at nyde jagten, kulturen, bjergene, udsigten osv. i stedet for at sidde helt panisk-skræmt på toppen af en hest og have ondt alle steder!!

Træningen og nedtællingen til et af mine livs store eventyr er for alvor begyndt og spændingen og forventningen ligeså…

Ud over ridetræningen står den også på decideret styrketræning, interval træning og selvfølgelig skal riffel, optik og ammunition også testes grundigt af! Det kan i læse mere om her i de følgende uger…