Den Polske bukke premiere 2016

D. 11.5.2016 var en helt speciel dato, da den betød bukkepremieren i Polen.

Sammen med 4 gode venner var jeg kørt til et lille polsk jagt-klubhus, lidt uden for Stetin. Her skulle vi jage i 3 dage på deres 19.000 hektar store revir.

Bukkejagt i Polen er efterhånden en velkendt størrelse for mig men lige så meget som jeg glædede mig, lige så meget var jeg lidt nervøs… Nervøs, fordi mange polske guider mener at god bukkejagt betyder masser af bilkørsel!

Da vi ankom til huset, hvor vi skulle bo, havde vi en længere samtale med vores tolk og jagtklubbens chef. Vi forklarede udtrykkeligt at vi alle hellere ville pürche end at side i tårne og vi ville bestemt ikke køre rundt i bilerne for at spotte bukke…

Det skulle vise sig at dette revir og disse guider forstod beskeden og flere gange havde vi timelange gåture igennem enge, moser og udover de små markparceller!

Jeg havde taget et lille videokamera med og skulle forsøge at filme lidt af jagten. Lad mig sige det med det samme, det er ikke nemt at skulle filme OG jage på samme tid! Resultatet blev en lille jagt-dogme-agtig film, uden musik, uden vilde effekter men med bukkejagtens skønne fuglemusik og forhåbentligt med en lille del af den magiske og charmerende stemning som bukkejagten kan tilbyde… Filmen kan ses i bunden af denne historie.

På dette store revir skulle der skydes 90 bukke i år og jagtchefen Emil, fortalte mig at gennemsnitsvægten på deres trofæer ville være omkring 350 gram. Han havde set en hel del store medalje-potentielle bukke og forventningen var stor i den lille pick-up da vi kørte ud i mørket den første morgen. Vejret var nok lidt for godt og rapsen var allerede i fuld blomst og dette kunne betyde at mange rådyr simpelthen boede i rapsmarkerne og ville derfor være svære at komme til, for slet ikke at tale om at se!

Der skulle dog ikke gå mere end en lille time, før at jeg var på skudhold af en fin 6-ender! Vi havde pürchet ud i kanten af en mark med fin udsigt over et lille mose område, omkranset af brakstykker… Vi havde inden da set et par bukke, men Emil mente ikke at de var gamle nok, men da vi så denne buk, var han helt sikker i at den skulle skydes. Bukken havde en stor krop og tyk hals og den var rolig på en helt anden måde end man typisk ser yngre bukke! Han stod sammen med to råer og første gang jeg havde skydestokken oppe og sigtede på bukken, stod han med spejlet til os. Afstanden var ca. 200 meter og i næsten 10 minutter rørte han sig slet ikke! Emil og jeg snakkede om muligheden for at komme lidt tættere på, men det flade terræn og en drilsk rygvind ville ikke gøre det nemt! Vi fandt dog en lille bakketop, som vi kunne snige os bagved og med den som “læ”, sneg vi os ca. 50 meter tættere på og lidt om på siden af bukken.

Han stod stadig som før, men nu var vores vinkel til ham en anden så jeg havde et fint sideskud. Med skydestokkens ekstra ben slået ud, var sigtet helt solidt og jeg var egentlig forbløffende rolig… Sigtet fandt skulderen og med et sidste bekræftende “Schisseeeen” fra Emil, lod jeg skuddet gå!

Jeg hørte et tydeligt kugleslag og bukken satte sig kortvarigt i det dugvåde græs, før han sekundet efter faldt om, stendød!

Gåturen ned til bukken gik langs en lille bæk, hvor der var tydelige spor efter bævere og mens solens stråler fik mere magt, fløj tranerne højlydt lige hen over os… Bukken var en fin ca. 6-årig buk og mens Emil gjorde klar til det polske ritual med de tre små kviste, sad jeg i det våde græs og beundrerede bukken. Emil kom tilbage og satte én af de tre kviste i munden på bukken, én blev lagt på skudhullet og den tredje blev dyppet i lidt blod og med hatten i hånden overrakte han denne kvist til mig. Det er en fin gammel tradition og nærmest en lidt rituel handling som de polske jægere, helt tydeligt, går meget op i…

Med kvisten i min hat, slæbte vi bukken op til bilen og kørte afsted imod det næste store moseområde…

Da vi kom kørende forbi en af de utallige brakstykker, så vi begge en fin 6-ender gå og spise sammen med to råer. Emil kørte et par hundrede meter længere og uden nogen ord, sneg vi os tilbage langs vejen. Der var ingen tvivl om at denne buk var stor, så vi vidste begge at hvis jeg kunne få et skud til den, så skulle jeg tage det!

Bukken gik og spiste, ca. 150 meter væk og solen lyste både pelsen og den lidt lyse opsats op. Jeg havde masser af tid og jeg ventede til at bukken stod med siden til og kiggede op… Da skuddet gik, så jeg kuglen ramme i jorden 50 meter bagved bukken, men i en underlig skæv vinkel! Bukken var væk, begge råer stod og kiggede forskrækket rundt og pludselig var jeg i tvivl om jeg overhovedet havde ramt! Det kugleslag i jorden var bestemt ikke et direkte gennemskud, men hvis det havde været en forbier ville vi have set bukken løbe. Emil mente at han havde set bukken gå ned, så mon ikke den lå derude i solskinnet?!

Det tog ikke Emil lang tid at finde bukken og det viste sig at den var faldet i knaldet. Kuglen må have rikocheret  skævt ud af skulderen og derved havde kuglen ændret retning så radikalt!
Endnu et højtideligt ritual og efter at have siddet lidt i solen, besluttede vi os for at to bukke på under to timer var rigeligt, så vi kørte retur mod jagthuset mens vi begge på gebrokkent tysk forsøgte at sætte ord på bukkejagt og jagtlykke… Ikke nemt, men det var tydeligt at Emil og jeg begge havde haft en god morgen!

Hjemme ved huset kom de andre jægere dryssende op ad morgenen og bukkeparaden blev større og større. Alle havde set masser af vildt og efter en god morgenmad faldt der ro på huset…

Den efterfølgende aften og næste dags morgenjagt gav ikke Emil og jeg noget resultat. Vi så masser af vildt, men kun unge bukke. Emils teori var at på grund af det gode vejr gemte mange af de gamle bukke sig i rapsmarkerne og her var de umulige at se! De andre skød dog masser af bukke og dette var helt tydeligt frustrerende for Emil! Jeg prøvede at berolige ham, da vi jo gjorde alt rigtigt og var alle de rigtige steder…

Torsdag aften vendte vejret og ligeledes vores jagtheld! Omkring kl. 18 trak det op til regn og temperaturen faldt. Vi havde ikke sneget os mange meter væk fra bilen før vi først så en ung buk feje hidsigt på en lille pil og dernæst så vi en stor flot 6-ender gå lige i kanten af en rapsmark! Vi sneg os langs lidt krogede piletræer og fandt et fint hul hvor jeg slog skydestokken op. Bukken gik og spiste ca. 1 meter inde i rapsen og vi kunne kun se opsatsen, hovedet og ca. halvdelen af halsen, når han kiggede op. Vi var kun ca. 40 meter fra bukken og Emil var meget bekymret for om bukken ville gå længere ind i den næsten selvlysende gule mark… Jeg havde et godt sigte og følte mig rolig, mens de første regndråber faldt tungt omkring os… Emil foreslog et halsskud og selvom jeg ikke er stor fan af halsskud til råvildt, så følte jeg at det var en god chance!

Råvildt bevæger hovedet og derved også halsen meget og derfor mener jeg at et halsskud er risikofyldt! Selvom sigtet og skuddet føles godt, så skal bukken ikke bevæge sig ret meget før man kan ende i en grim anskydning…

Med alle disse tanker og bekymringer i hovedet rejste bukken dog pludselig hovedet helt op og kiggede direkte væk fra os! Han havde helt tydeligt set, hørt eller lugtet noget og han stirrede fast ind i marken… Denne chance var god og Emil hviskede intenst: “Halsskud, IKKE hovedskud!” Jeg placerede den lille røde prik midt på halsen og lod skuddet gå…

I et splitsekund forsvandt bukken, mens en fin tåge af blod hang i luften… Emil kiggede på mig og sagde igen: “Halsskud, IKKE hovedskud!” denne gang lidt som et spørgsmål… Vi stirrede på hinanden og jeg blev bekræftet i at halsskud ikke er noget for mig! Ærlig talt så havde jeg følt mig en lille smule presset af både Emil og vores manglende held og på trods af at jeg følte sigtet var roligt og stabilt var usikkerheden omkring skuddet nu, ulidelig!

Bukken lå stendød med skudhullet lige der hvor jeg havde sigtet! Glæden var stor, både over skuddet men også over den fine gamle 6-ender! I nu silende regn, midt i de gule blomster, byttede Emil og jeg det lykønskende håndtryk ud med en rygklappende krammer!

Vi brækkede bukken og kørte videre ud i den polske natur mens himlen forvandlede en solrig himmel til en kulsort nattehimmel med tung regn og lyn og torden! Rådyrene var kommet på benene og vi så dyr alle steder!

Selvom det regnede tungt, skulle det ikke afholde os fra at forsøge endnu en buk.
Vi havde set en fin høj ulige 6-ender gå og spise lige i en skovkant ca. 200 meter væk. Den havde næsten smidt al vinterpelsen og i det underlige tusmørke, som regnvejr bringer, lyste han nærmest op imod den mørke skov…

Vi stod længe og kiggede i kikkerten og det var ikke muligt at komme tættere på! Bukken gik sammen med tre råer som var meget opmærksomme og den eneste mulighed var at skyde fra den position vi var på. Da jeg lagde riflen i skydestokken, løb vandet ud af det næsten regnfyldte okular på sigtekikkerten og mens Emil fumlede efter noget fugtigt toiletpapir, sendte jeg en taknemmelig tanke til opfinderen af Lotutec coatingen på sigtekikkerten! På trods af regnen kunne jeg sagtens se bukken i kikkerten og med 16 ganges forstørrelse, ventede jeg bare på at bukken skulle stille sig med siden til…

Da han gjorde dette, sendte jeg kuglen afsted! Bukken sprang lige op i luften og spurtede først ud på marken for derefter at forsvinde ind i skoven! Emil sagde at det var et godt skud og jeg følte mig da også helt sikker! Med min trofaste og velbrugte kaliber .270’er og med den 9,7 grams Oryx kugle, er det dog sjældent at de bukke jeg skyder ikke bare falder i knaldet!

Jeg målte afstanden igen og bukken havde bevæget sig ud på ca. 250 meter før jeg havde skudt. Et lidt langt skud og især under disse forhold…

Fremme ved skudstedet, faldt jeg dog hurtigt helt til ro, der lå masser af blod og især masser af lungeblod! Efter en kort spurt havde bukken lagt sig blot 40 meter fra skudstedet!

Regnen tog til i styrke og da vi var færdige med at brække den og sad i bilen regnede det så hårdt at de gamle vinduesviskere på pick-uppen ikke kunne følge med! Planen havde ellers været at vi ville have siddet og ventet på vildsvin med med denne regn og med to fine bukke på ladet valgte vi i stedet at køre hjem til Emil hvor vi ordnede bukkene, drak en øl og kiggede på alle hans fine trofæer! Emil boede midt i skoven sammen med hans hustru og datter. Derudover boede der 4-6 katte, 5 ruhåret gravhunde og en ruhåret hønsehund! Der var gang i det lille skovhus mens pigerne afkogte bukkene i køkkenet, sad Emil og jeg i stuen og snakkede jagthistorier på vores efterhånden indforstået hjemmebrygget tyske…:)

Næste morgen var vi på jagt igen, men så ingen gamle bukke, så det blev til en stille morgen inden alle mødtes til det omstændige protokolskrivning. Her blev alle bukkene vejet og da der var en del bukke som var blevet skudt den sidste aften og endda den samme morgen, var vi noget uenige om hvor meget der skulle trækkes fra vægten! Disse nyskudte bukke, vejede jo mere, da de stadig var våde, men vi blev dog til sidst enige om at der blev trukket ca. 10 % fra bruttovægten!

Tre skønne jagtdage var slut og med alle bukkene og de gode minder pakket i bilerne begav vi os hjem. Emil havde nævnt at han måske ville ringe, hvis de til juli ikke havde fået skudt alle deres bukke på kvoten… Vi meldte os alle klar til at “hjælpe til”, så måske er der endnu en tur på tegnebrættet…

Knæk & Bræk til jer alle som skal på bukkejagt i morgen i Danmark!

Jagten på dette fine revir var booket igennem Buhls jagtrejser

Filmen kan ses her: