“The Ericsberg Grand-Slam” Part 1

Sidste weekend tilbragte jeg i Sverige, på jagt efter hele 5 forskellige jagtbare arter, nemlig kronkalv, råbuk, vildsvin, ræv og grævling! Jagten foregik på Ericsberg slots mere end 16.000 hektar og rammerne kunne ikke have været smukkere eller mere vildtrige!

Ericsberg slot ligger tæt ved Katrineholm, ca. 200 km. sydvest for Stockholm.

Slottet er et af Sveriges bedst bevaret slotte i barokstilen og den imponerende park og den smukke udsigt over en stor sø, garanterede en helt særlig stemning og følelse, så snart jeg rullede op ad alleen! Slottet blev bygget i midten af 1600 tallet og familien Bonde har boet på slottet siden begyndelsen af 1800 tallet. Det er den ottende generation som besidder denne perle i dag og et generationsskifte er lige på trapperne.

Stedet tilbyder jagt i verdensklasse, på følgende arter: Elg, kronvildt, dåvildt, rådyr, vildsvin, ræv, grævling, bæver, ænder, gæs og agerhøns! Slottet råder over ca. 450 boliger, så indlogeringen kan variere fra en primitiv bjælkehytte ude i skoven til de flotte restaureret værelser på selve slottet. Jeg blev indlogeret i et klassisk svensk rødmalet hus tæt på parken. Her var der 6 dobbeltværelser, stort køkken, toiletter og bad. Efter at have pakket ud, gik jeg lidt rundt i haven og mens jeg stod under et æbletræ, talte jeg 24 dådyr som gik mindre end 200 meter fra haven, på en nyhøstet hvedemark. Selvom vi ikke skulle jage dådyr, så steg spændingen lidt i mig, da jeg opfattede dette som et godt tegn på at dyrene følte sig trygge selv i fuldt solskind og midt på en nyhøstet mark!

Kl. ca. 19 kom skytten, Peter Nilsson og skytteeleven Mikael Pettersson for at hente mig. Vi sad i solen og over en kop kaffe forklarede Peter mig lidt om afskydningen på Ericsberg. I 2014, skød de 166 stykker kronvildt, fordelt på 21 hjorte, 71 hinder og 74 kalve. Samme år blev der skudt 330 stykker dåvildt, hvoraf 35 var hjorte, 165 var dåer og 130 var kalve. Politikken var, ifølge Peter, at de nødigt ville skyde spidshjorte og selv hjorte som så dårlige eller små ud, gevir-mæssigt, blev sparet, da de sagtens kunne blive bedre med årene. Alderen betød altså mere end størrelsen på geviret og denne politik bliver jo også brugt flittigt i f.eks. Tyskland og Polen. Elgene har det ikke alt for godt i Sverige sådan helt generelt og på Ericsberg skyder de dem da heller ikke ret hårdt. Det elg-område som Ericsberg er med i er på 20.000 hektar og derved er størstedelen af elgbestanden altså stående i skovene rundt om hvor vi sad. Kvoten for 2014 var på ca. 23 dyr men der blev blot skudt 10 dyr i Ericsbergs skove og af disse var de fleste kalve.

Efter al denne snak om vildt, kvoter og gevir størrelser var jeg helt klar til at drage på jagt! Jeg skulle jage med Mikael denne aften og vi ville starte med at kigge efter en kronkalv. Vi måtte egentlig også gerne skyde hinder, men som Mikael forklarede, så havde han oplevet at hinderne godt kunne finde på at sætte deres kalve af, op til og under brunsten for så at “samle dem op” igen efterfølgende… Derfor var han ikke så interesseret i at vi skulle skyde hinder, da en enlig hind sagtens kunne have en kalv i nærheden!

Vi startede ud ved en stor gammel granskov som var aflang i form, havde en uhøstet hvedemark på den ene side, en græsmark til den anden og som endte ud i en stor pilebeplantning. Vi sneg os rundt om “spidsen” på græsmark siden og når jeg kiggede ind mellem piletræerne, så var det tydeligt at både vildsvin og kronvildt gik hyppigt ind og ud af pilene. Selve skovstykket var delt nogenlunde ligeligt af granerne og pilene og lige der hvor de to beplantninger mødtes var der et spor op over den bakkekam som stykket lå på. Vi sneg os forsigtigt op langs kanten af hveden og med pilen på vores højre hånd. Mikael havde forklaret mig i bilen at afskydningen af kalve, på dette tidspunkt, mest af alt drejede sig om at forsøge at forhindre kronvildtet i at gå ud og æde i de modne og høstklare marker. Vi skulle altså ikke jage kalvene inde i skovstykkerne, men kun ved marker og for mig gav dette jo god mening. Revirets kvote på ca. 200 stykker kronvildt, skulle de nok få nået i løbet af vinteren og da ville kalvene jo være en smule større og derved give en bedre kødværdi. Jagtens berettigelse her i august, var altså udelukkende ment som en form for regulering og kontrol af hvor kronvildtet gik for at finde føde. Jeg så tydeligt resultatet af en stærk kronvildt bestands effekt på hvedemarken! De første 5-8 meter af hveden, fra piletræerne, var helt spist ned! Der var nærmest ikke et eneste aks tilbage og ud over dette var der tydelige og brede veksler ude i marken. Hveden var helt sikkert høstmodent og da jeg fandt et enligt aks og tog det mellem fingrene, raslede de små hvedekorn ud mellem mine fingre… Det var ikke svært at forestille sig en skade som et par hundrede vildsvin og krondyr kunne forsage på sådan en mark!

Da vi var kommet op på toppen af bakken, havde vi netop sat os for at vente lidt på at solen skulle sænke sig, da en enlig hind gik ud i hvedemarken. Her gik hun lidt forsigtigt og nippede til aksene, mens hun hele tiden sikrede tilbage mod grantræerne… Kort efter hørte vi et sagte hjortebrøl og ud travede en flot ung 14-ender hjort! Mikael og jeg grinede til hinanden, det var nærmest komisk at se den unge hjort forfølge hinden, som absolut ikke ville have noget med ham at gøre! Hinden sprang lidt væk og hjorten blev stående for sig selv og så nærmest lidt flov ud! Han brølede dog igen, uden rigtig at mene det og gav kornet en ordentlig tur med det flotte gevir. Da han kiggede op igen, hang der hvedestrå fra hele geviret og han genoptog forfølgelsen af hinden.

Mikael formodede at der kunne være flere krondyr med disse to og planen var at vi skulle snige os igennem pilene og så komme ud ved sporet, nogenlunde midt på skovstykket og blot ca. 100 meter fra krondyrene… Turen igennem pilene var ikke så nem da de eneste spor vi kunne gå på var lavet af svin og krondyr og var ikke så velegnet til mennesker! Vi kom dog frem til sporet og mens vi sneg os fremad sprang der pludselig 4 vildsvin hen over sporet uden at vi dog kunne nå at reagere på dette! Fremme ved marken, var hinden og hjorten væk men itstedet gik der nu en hind med to kalve! Hinden var på vej tilbage ind i pilene og det var klart at det kunne blive en kort, men god chance til en af kalvene, lige inden de kom i skjul af pilene… Jeg stillede mig op med skydestokken og målte hurtigt afstanden til at være 90 meter. Hinden stoppede et kort øjeblik for at sikre inden hun forsvandt, men kalvene løb bare lige efter hende og blev opslugt af de tætte pil! Mikael og jeg udvekslede et ærgerligt blik, solen var så småt ved at gå ned og lyset var ved at forsvinde… Muligheden for at nedlægge en kalv, gik fra at være overordentlig stor til at være decideret tvivlsomt på et øjeblik! Vi nåede dog ikke at være skuffet ret længe, for da Mikael drejede hovedet til højre, ned langs granerne, så han en dåhjort, en hind og 4 andre krondyr! Vi sneg os straks inde mellem granerne og i det tiltagende mørke stak vi forsigtigt hovedet ud mellem de lave grangrene… Den flotte fuldskuffel hjort var på vej igennem marken og krondyrene anede ingen uråd… Igennem kikkerten kunne jeg tydeligt se dyrene, på trods af at det efterhånden var temmelig mørkt og jeg kunne konstatere at det ene dyr, udover hinden, var en ung spidshjort… Videre til den næste, endnu en spidshjort… De var alle 4 spidshjorte!! Endnu et fortvivlende blik mellem os og vi fortsatte langs skoven for at komme hen til den sidste del af hvedemarken, som vi endnu ikke havde set på… Hér gik der tilgengæld 3 andre krondyr! Vi kunne konstatere at der var tale om en hind, en kalv og en spidshjort! Jeg fik hurtigt skydestokken op og efter at vi begge havde bekræftet at der var tale om en kalv og at kuglefanget var på plads, var der blot tilbage at vente på at kalven ville dreje sig, da den stod med fronten imod os og åd af kornet… Jeg kunne sagtens se dyret i sigtekikkerten og med den lille røde prik skruet helt ned og med det stabile anlæg som min Viper-Flex skydestok gav mig, følte jeg mig helt tryg ved situationen. Afstanden var blot 80 meter og lige som kalven stod fint med siden til, tog spidshjorten et skridt ind foran kalven! Jeg kunne mærke en lille smule bukkefeber og kiggede lidt på dyrene henover sigtekikkerten… Jeg kan ofte ned-stresse min egen nervøsitet ved ikke at kigge igennem sigtekikkerten men istedet blot kigge henover den. Så snart jeg så hjorten bevæge sig, genoptog jeg sigtet og i det kalven var fri, hviskede jeg om jeg måtte skyde og da svaret “JA” prompte kom fra Mikael gik skuddet! Kalven sprang op og samtidig med at jeg syntes jeg tydeligt hørte et solidt kugleslag, styrtede kalven tilbage imod granerne! Hinden og spidshjorten fulgte efter og de forsvandt af syne ned i en lille slugt i marken… Mikael mente også at han havde set et tydeligt spring fra kalven og vi var egentlig begge to ret trygge ved at skuddet sad som det skulle… Vi gik straks ned i det første sprøjtespor og afsøgte hver vores side af kornet for blodspor med vores lommelygter. Enhver jæger kender den tvivlene fornemmelse som kommer snigende for hver meter man går uden at finde sweiss… Det er muligvis én af de værste følelser vi kan opleve og mens Mikael og jeg gik, lidt mutte, ved siden af hinanden, tænkte jeg en million forskellige tanker… Mest af alt var jeg bekymret for at have leveret et dårligt skud, her på det allerførste dyr vi havde for! Jeg kan kun gisne om hvad Mikael tænkte, men det var helt tydeligt at ingen af os var ret glade for manglen på blod… Vi kom ned for enden af kornmarken uden tegn på blod eller lign. og vi fortsatte tilbage af det næste sprøjtespor… Efter ca. 40 meter så jeg pludselig et aks som så mørkt ud, midt mellem alle de andre helt lyse! I lommelygtens skær så blodet mere sort ud end rødt, men da jeg kiggede lidt nærmere efter så jeg tydeligt helt rødt blod og på det næste aks sad der også lungeblod! Jeg kaldte på Mikael med forløsning og glæde i stemmen og efter blot 3 meters yderligere søgen, fandt vi kalven stendød midt mellem de to sprøjtespor! Kuglen havde ramt lige hvor jeg sigtede, lidt højt på bladet og kalven var simpelthen ikke nået til det sidste sprøjtespor, som vi havde indledt eftersøgningen med! Glæden var stor da ingen af os havde set frem til en besværlig eftersøgning i højt korn i buldermørke!

Efter et par billeder trak vi kalven ud til en nærliggende hestefold og Mikael løb tilbagte efter bilen. Vi kørte kalven til slagterummet og her viste Mikael at han havde en hel del rutine i at slagte vildt! På et øjeblik var kalven brækket, vasket og hang fint i kølerummet. Nu var det blevet helt mørkt, månen var oppe og nu gjaldt det vildsvin! Vi kørte ind igennem skoven og parkerede et par hundrede meter fra en nyhøstet hvedemark. Her havde Mikael set masser af svin, aftenen før og chancerne var gode. Reglerne for brug af lys til jagt er klare i Sverige! Man må ikke bruge mobilt lys til jagt, med mindre der er tale om eftersøgninger eller hvis jagten drives på marker med voksende afgrøder! Denne nyhøstet mark var altså kun tilladt at jage på med lommelygter, da den havde fået indsået raps tidligere på året. Det var tydeligt at se i lygteskæret at de spæde lysegrønne raps-skud var på vej op og grisene åd vel en blanding af tabte hvedekorn og de nye rapsplanter. Vi var ikke nået 50 meter ned ad vejen før vi kunne høre tydelige gnaskelyde og grisegrønt ude fra marken! Jeg så en sort skikkelse i kanten af marken og igennem min håndkikkert, kunne jeg konstatere at det var et vildsvin! Mikael lyste forsigtigt på den og på trods af lyset fortsatte grisen med at gumle med hovedet nede. Riflen kom op og på trods af den korte afstand, kunne jeg ikke se hvad der var hoved og hale på grisen! Vi stod længe, vel 4-5 minutter før grisen gnaskende kiggede op og drejede sig lidt til den ene side… Det var det eneste jeg havde brug for og da den lille røde prik hvilede lige midt på halsen, skød jeg! Grisen blev slynget til jorden hvor den lå og spjættede lidt med benene… Mindre end en halv time efter at vi havde fundet kalven havde jeg nu også skudt et vildsvin! Vi gik ned til hvad der vist sig at være en lille keiler på ca. 1 år.

Den fine lille gris havde stadig hvedekorn og rapsskud i kæften og i måneskinnet sad vi et øjeblik og nød den helt særlige stilhed natten kan tilbyde. Måneskinnet blandede sig med en smule dis fra de høstet marker og gav en lidt klaustrofobisk fornemmelse uden dog at være ubehagelig. Det er bare som om at man føler sig lidt mere “på udebane” om natten og spændingen bliver mere intens!

Klokken var ca. 1 da vi igen stod i slagterummet og på trods af at natten stadig var ung og vi havde masser af marker at kigge efter, besluttede jeg mig for at vi skulle køre hjem! Kl. ca. 04.30 ville min yndlings-jagtfotograf, David Kristensson, nemlig ankomme på togstationen i Katrineholm og ham skulle jeg hente. Derefter var planen at vi skulle køre direkte på jagt, så jeg så frem til et par timers søvn, inden vi igen skulle jage og forhåbentlig filme en masse spændende jagtsituationer!

Det næste døgn skulle vise sig at blive endnu mere intenst og spændende! Fuldmåneskær, hjortebrøl og en natjagt som varede 12 timer kun oplyst af lygteskær og med gnaskende vildsvin i kornet ventede forude… Om vi nåede “The Ericsberg slots Grand-slam” kan du se og læse mere om snart, her på bloggen…

Læs mere om jagt på Ericsberg slot her!

Se en lille teaser for filmen her: