New Zealandsk dåhjort

New Zealandsk dåhjort

Foråret 2003 tilbragte min far og jeg i New Zealand. Vi kørte rundt i et Mobilehome i næsten to måneder og besøgte alle de fedeste lokationer med ét formål, nemlig jagt! Min far havde boet i dette fantastiske land i over et halvt år og han havde lavet et forrygende program for os. Han havde også haft tid til at møde og lavet jagtaftaler med en masse flinke ”kiwier” på både Nordøen og Sydøen.
Planen var simpel, vi startede fra Auckland og kørte så sydpå langs vestkysten og når vi var helt i bund, på Sydøen, så kørte vi tilbage langs Østkysten. Vi skulle jage kronvildt, dåvildt og sika på Nordøen og på Sydøen stod den på gemse og thar i bjergene.
Efter lidt kronhjortejagt uden resultat var vi nået til et spændende område lige syd for Whanganui river, hvor vi skulle jage under kyndig ledelse af Neil Philpot. Han er en levende legende på NZ og han er en decideret ekspert når det kommer til sikajagt. Vi skulle nu ikke jage sika, lige på dette revir men derimod dåvildt! Vi måtte skyde hvad vi ville, altså også dåer og kalve men min far og jeg ville dog begge to helst skyde en hjort. Terrænet var meget bakket for ikke at sige VIRKELIG bakket og alt var dækket af frodigt græs og meget tætte skovstykker bestående af bregner. Bregnerne voksede sig op i flere meters højde og inde i disse ”skovstykker” var der praktisk taget intet sollys, så der var perfekte forhold til at snige sig igennem disse tætte stykker for at kunne kigge ud på de åbne græssletter og dale.
Efter at have læsset alt vores grej over på Neils ATV’er kørte han os op i bjergene til den lille-bitte hytte hvor vi skulle bo de næste par dage. Hytten var yderst simpelt indrettet, men Neil havde sørget for alt køkkengrej og rigelig mængder af friskt vildtkød fra hans store dyrefarm.

Vi jagede om morgenen og om aftenen og der var masser af dåvildt! Det var dog også tydeligt at disse dyr blev jaget relativt intenst, da de var MEGET nemme at skræmme og hvis de fik vind af os eller så os, sprang de straks ind i de tætte bregneskovstykker!
Vi var nået til den sidste aftenpürch og jeg havde endnu ikke fået skudt en hjort. Min far havde skudt en flot hjort dagen før så humøret var højt i den lille hytte og jeg husker at vi vist ikke lige var kommet ud til tiden netop den morgen!

Vi kørte alle tre afsted på ATV’eren og da vi var kommet godt stykke væk fra hytten blev min far sat af ved et sted hvor Neil mente at der kunne komme vildsvin frem. Neil og jeg forstsatte op til en højderyg hvor vi havde et imponerende overblik over en dyb og bred kløft og en stor græs-eng på den anden side af slugten.

Netop derovre kom der en lille rudel dåvildt frem og vi kunne se at der var mindst to hjorte imellem. Den største, som ikke var nogen kæmpe hjort, var helt kul-sort og jeg kan huske at igennem kikkerten skinnede hans skind nærmest blå-lilla i solens sidste varme stråler. Afstanden var på den forkerte side af 300 meter og selvom Neil mente at jeg skulle skyde var jeg ikke klar til at mit allerførste skud på NZ skulle være på den afstand! Modvilligt ledte Neil an, ned af vores bjergside og op igennem et decideret vildnis af bregner og stikkende kaktus-lignende planter. Efter en langsom opstigning kom vi endelig til kanten af græsengen og heldigvis stod dyrene der endnu! Solen var ved at forsvinde bagved bakkerne og Neil var utålmodig… Jeg sneg mig alene hen til et kroget ensomt træ og kunne derved få et fint anlæg. Den sorte hjort var ca. 80 meter væk og den var helt klar over at der var noget på færde! Han stod og gav de der karakteristiske rykkende bevægelser i kroppen for at imitere flugt. Derved kan dyrene nogen gange fremprovokere rovdyr i at indlede deres angreb for tidligt! Det betyder jo også for en jæger at man ikke har mange sekunder tilbage, inden dyret vitterligt vil tage flugten! Jeg husker at den mindre hjort sprang ind i skoven og da den sorte hjort så dette vendte han hovedet væk fra mig og jeg klemte om aftrækkeren… Hjorten gik lige i græsset da kuglen fra min ny indkøbte .270’er ramte højt på bladet og derefter lå den helt stille!
Neil er en utrolig farverig karakter men nogen humør bombe kan man ikke kalde ham! Jeg var helt oppe at køre efter ikke blot at have skudt mit første dyr på NZ, men også min første hjort. Bevares det var ikke den største i hele verden, men jeg var lykkelig og kunne ikke nøjes med Neils fremstrakte hånd til lykønskningen… Jeg tog ham i et stort knus og kunne tydelig mærke at det vist ikke helt var noget han hverken brød sig om eller var vant til fra hans klienter..:)
Efter et par billeder af hjorten og jeg, skar Neil hurtigt køllerne af lige over hoften således at de stadig havde skindet på og var i ét stykke. Derefter skar han rygfilleterne af og til sidst hovedet. Resten af dyret lod vi bare ligge og da jeg var lidt spørgende omkring dette pegede han blot ned af den rute vi skulle tage for at komme tilbage til ATV’eren… Så sagde han noget om at vildsvinene jo også skulle have noget at spise og så gik han med hovedet og filleterne.

Jeg svang stykket med kølleren op på nakken således at jeg havde et bagløb i hver hånd og lysken hvilede på min nakke. Det gav en god balance på nedstigningen og især opstigningen af den stejle slugt men havde dog en temmelig betydelig bagdel! Da Neil blot havde skåret hoftestykket fra kroppen uden at brække dyret, var der jo stadig penslen og testiklerne tilbage på det stykke jeg skulle bære… Det betød at jeg på den lange vandring havde den tvivlsomme fornøjelse af at penslen daskede mig i nakken og på kinderne for hvert skridt jeg tog… På et tidspunkt begyndte der endda at komme urin ud af den, så jeg fik hjortepis ned af nakken og det hele blandede sig med mit tøj og min kraftige svedproduktion! Jeg var godt klar over at der gik mindst et døgn til at jeg kom i nærheden af et bad, men sådan gør de altså i NZ og sådan måtte jeg jo så også gøre…
Den aften spiste vi noget af min fars hjort fra dagen før og vi drak vist også et par øl og lidt god skotsk whisky! Sjovt som mængden af alkohol fik mig til at hurtigt vænne mig til min nye kropslugt!

Næste dag tog vi afsked med Neil og nu stod kursen imod Fox Glacier hvor vi skulle mødes med Ross og Rex. Her skulle vi flyve op i bjergene med helikopter, for at jage gemser og dén historie får du i næste måned…
Trofæet fra den sorte hjort gik desværre i stykker under hjemtransporten, så jeg har ikke fået sat den på plade endnu. Men ved at genopfriske denne historie, kan jeg mærke at denne, min første hjort, helt sikkert skal både på plade og på væggen! så er det kun et spørgsmål om hvor den må hænge for min overbærende hustru..:)