Trykjagt på Djursland
I går var jeg på trykjagt på Djursland. Hver gang jeg drejer ind i den gamle skov, i det temmelig kuperet terræn, vælter minderne frem… Lige siden jeg var en lille dreng, har jeg kommet i disse skove på jagt, sammen med min far. Før dette var det min far og farfar som kom her sammen, så der er masser af minder og historier gemt imellem de gamle egetræer…
Parolen blev afholdt på gårdspladsen og selvom alle de deltagende var gamle kendinger, så blev det alligevel gentaget at den lokale særfredning af spidshjorte stadig var gældende og at vi denne dag ikke måtte skyde hjorte eller bukke!
Vejret var temmelig mildt og med lidt dis og fugt hængende under trækronerne kørte vi ud til første såt. Der var nærmest ingen vind, så skoven var helt utrolig stille og derfor stillede det høje krav om at vi kunne komme på post, uden at larme for meget! Første såt var resultatløs og selvom der blev observeret kronvildt, så drillede de driverne, som havde svært ved at få sat gang i de sky dyr! I dagens anden såt gik det bedre, selvom jeg skulle vente helt til slutningen af såten før der kom vildt for… Min post var et lavt tårn inde midt i en grantykning, hvor der var blevet ryddet en lille lysning. Jeg havde ca. 50 meter til skovkanten hele vejen rundt og et fint udsyn ind under de lave grangrene.
Efter at have siddet helt klar og spændt i over en time, var det som om lyden af en knækket gren skar sig igennem stilheden og min puls røg straks helt i top! Jeg kunne mærke min puls i mine ører og selvom jeg anstrengte mig for at lytte efter, så var skoven igen helt stille… Ca. 10-15 minutter senere, trådte en hind helt lydløst ud i lysningen direkte foran mig! Hun kom et par trin ud i det åbne og stivnede så som ramt af lynet! Hun kiggede sig langsomt fra side til side og det var som om at hun først da indså at hun ikke længere var i ly af træerne! Hun tog hurtigt et par skridt til siden og var nu inde under grantræerne igen… Jeg fik langsomt riflen op samtidig med at jeg smilte over hindens overraskede udtryk og opførsel. Hinden stod stadig inde i skyggen af træerne og nu kunne jeg rigtigt se at hun kiggede sig grundigt for! Mens hendes store øjne spejdede ind i skoven, kørte de udslået ører fra side til side… Mens hun stod der og sikrede, kom der 8-10 andre dyr forsigtigt op til hende. De stod alle helt tæt og var særdeles opmærksomme på dels førerhinden og dels skoven omkring dem… Jeg forsøgte at finde et dyr i sigtekikkerten, men da de alle stod i en tæt gruppe var der ingen skudmulighed! Efter lang tid tog førerhinden et par skridt og i det en af de andre hinder trådte uden om et par væltet træer, opstod der en skudchance! Denne hind stod nu isoleret i lysningen og da resten af rudlen igen stoppede op, gjorde hun det samme… Det var tydeligt at hun ikke var tryg ved at stå i det åbne, så jeg vidste at jeg ikke havde lang tid til at få afgivet skuddet! Den røde prik i sigtekikkerten fandt hvile midt på skulderen, lidt fremme og da smældet fra lyddæmperen brød den næsten totale stilhed, faldt hinden lige på næsen! Rudlen satte straks i bevægelse og jeg rejste mig op i det lille tårn for at se om der ville opstå en chance mere… Ud af øjenkrogen så jeg dog den første hind komme på benene igen! Jeg svang riflen tilbage, men i sigtekikkerten kunne jeg se blodet løbe ned af skulderen og efter blot et par meter faldt dyret om igen og lå nu og sparkede op i luften med løbene! Rudlen fortsatte deres løb og jeg fik aldrig en chance mere…
Efter såten var slut, gik jeg ned til det store dyr og mens jeg sad og ventede på at blive afhentet, kunne jeg ikke lade være med at blive forbløffet over hvor stille disse store dyr kan bevæge sig igennem skoven! Da grenen knækkede var de vel 100 meter fra mig, så det vil sige at de brugte næsten et kvarter på blot at bevæge sig ca. 50 meter! Førerhinden havde helt sikkert været rutineret og hun havde næsten fået rudlen helt i sikkerhed… Næsten!
Efter en hyggelig frokost ude i skoven, rundt om bålet, blev jeg introduceret til et af mine nye yndlingssteder i Danmark! Da jeg blev sat af til dagens sidste post, sagde skovfogeden, Gustav: “Jacob, denne post hedder pynten og den forpligter!”
Med spænding og en lille smule pres på, sneg jeg mig frem til det høje tårn. Tårnet stod på kanten af en stejl bakke, som gav et udsyn ud over både åben skov og et græsbeklædt moseområde. Navnet var velvalgt for det var som at sidde i et højt fyrtårn på pynten af en stejl klippe! Udsigten var fantastisk og mens ravnenes hæse kald gav ekko i skoven, satte jeg mig tilrette. Jeg målte forskellige punkter ud med afstandsmåleren og forsøgte at gætte mig til hvor dyrene ville komme frem henne. Med dette på plads kunne jeg blot vente på at drevet skulle begynde. Stilheden var så intens at jeg nærmest ikke turde trække vejret! Flere gange måtte jeg næsten gispe efter luft fordi jeg ubevidst havde holdt vejret for længe… Det er utroligt som trykjagt kan være så intenst og spændende, selvom der i virkeligheden ingen ting sker!
Jeg skulle dog ikke vente længe før en då kom løbende igennem højskoven op imod mit tårn! Lige bagved fulgte en dåkalv og en flot fuldskuffel hjort. De var muligvis blevet skræmt af en af de andre skytter som var på vej på post, for dåen havde fuld fart på! Lige inden skovkanten på min venstre side stoppede hun op for at sikre og da kalven stod helt fri, faldt skuddet hurtigt! Kalven sank sammen og slog en kolbøtte bagud, ind i et lille grantræ! Dåen og hjorten vendte om og spurtede ned af bakken, ud mod mosen. Jeg kunne ikke rigtig få hold på dåen og efter kort tid var vinklen så dårlig at et skud var umuligt…
Kort tid efter, lød der to skud fra en af naboposterne og jeg kunne høre mange dyr løbe igennem de tætte træer på min højre hånd! Disse dyr løb dog videre igennem mosen og op ad bakken på den anden side. Jeg kunne se dem i små glimt mellem trækronerne og de stod længe ovre på den modsatte bakkeside og først i slutningen af drevet fik driverne igen kontakt med denne store ruddel. Forrest kom endnu en flot fuldskuffel hjort og et par hundrede meter bagved fulgte ca. 30 stykker kronvildt! De kom langsomt trippende igennem mosen og passerede på tværs af min post. Jeg fandt et sted mellem de krogede træer hvor jeg ville kunne skyde og forsøgte at finde et enligt og frit dyr i kikkerten… Det var ikke nemt, for de løb tæt og klumpede hele tiden sammen, hver gang et eller flere dyr stoppede op. Jeg fandt dog et smaldyr som løb lidt for sig selv og da dyret passerede lysningen svang jeg mit sigte lidt frem og skuddet gik nærmest uden at jeg lagde mærke til det! Kuglen lagde jeg dog mærke til, da den ramte smaldyret midt på skulderen og dyret sank sammen i det lyse græs! Resten af rudlen satte fart på og med lange spring forsvandt de alle igennem mosen…
Jeg har tilbragt mange timer i denne Djurslandske skov, men aldrig har jeg skudt to hjortearter fra den samme post! “Pynten” levede op til mine og Gustavs forventninger og jeg håber bare at jeg selv og min skydning levede nogenlunde op til Gustavs! Da såten var slut og dyrene var blevet samlet op, gik vi igennem skoven tilbage mod bilerne. I tusmørket, vendte jeg mig om og kiggede en sidste gang på det høje tårn, DER vil jeg gerne sidde igen næste gang jeg er så heldig at blive inviteret på jagt på dette fantastiske revir!
Knæk & Bræk!
