Spansk monteria
Jagtårets sidste jagt for mig var en to dages monteria i Spanien tilbage i slutningen af februar. Jagten var arrangeret af Virginia Rodriguez fra firmaet med det mundrette navn: Monteros de la Cabra hunting in Spain and Portugal.
Jeg har været på en enkelt monteria for et par år siden også arrangeret af Virginia, så mine forventninger og forhåbninger var helt i top!
Lad mig gøre en ting helt klart… En klassisk monteria er ikke en jagtform som vil tiltale alle danske jægere!
Selvom revirerne typisk er enorme, så virker det temmelig voldsomt når hundeførerne slipper noget der ligner 300-800 store hunde! Skudafstandene kan være lange, endog temmelig lange og hvis man er uheldig med for mange skydeglade sydeuropæere, så kan man risikere at se temmelig mange anskydninger og høre riffelkugler fløjte igennem luften… Jeg har hørt rigtig mange grimme historier fra danskere som har haft en dårlig oplevelse og derfor var parolen da også temmelig klar til Virginia da jeg og en lille flok gode venner bestilte denne jagt: Vi ville jage i så store drev/hegn som muligt, vi ville på et hold hvor der ikke var for mange ældre spanske jægere og vi ville have en god og rutineret organisation!
Virginia vidste præcist hvor vi skulle hen og derfor gik turen til et gammelt respekteret jagtområde et par timer uden for Madrid.
Vi blev indlogeret på et fint hotel i den nærliggende landsby og første jagtdags parole blev afholdt i strålende solskin og med store smil på alle jægernes ansigter.
Vi var ca. 30 skytter og en spansk parole er en langvarig affære… Først blev der talt om kvoten, så blev der talt om sikkerheden og derefter en hurtig bøn og til allersidst lodtrækningen om vores poster.
For de spanske jægere er en monteria en traditionsrig jagt og de tager den meget alvorligt, samtidig med at det bliver betragtet som en jagtlig festdag! Alle jægerne blev sendt afsted til deres poster med hver vores ”sekretær” som skulle hjælpe os på posten.
Min fotograf Emil og jeg fik en post midt på en stor skråning med en fantastisk udsigt ud over en enorm bjergdal. Bag os strakte den skovklædte bjergside sig op og blokerede for solens stråler, som badede hele dalen i et skønt varmt lys… Vores sekretær forklarede på spansk hvor dyrene plejede at komme og mens Emil gjorde kameraet klar, satte jeg skydestokken op og forsøgte at finde et fornuftigt sted hvor jeg kunne stå nogenlunde plant. Ikke den nemmeste øvelse, når man står midt på et stejlt bjerg!
Der gik ikke længe før vi hørte de mange hunde blive sluppet fri og dagens drev var i gang! Reviret var på i alt 10.000 hektar og jeg tror drevet var på mindst 3.000 hektar denne dag. Der var to bjergsider og dalen imellem som skulle drives af, så dyrene kunne sådan set komme fra alle retninger… Skudende rungede da også fra elle sider af os og pludselig kom en lille ruddel dåvildt op over bjergsiden op imod os…
Kvoten lød på fri afskydning af dåhjorte, dåer, kalve, kronhjorte, hinder, kalve, mufloner og vildsvin! Det eneste vi sådan set ikke måtte skyde var spidshjorte og så ville de faktisk helst have skudt hinderne før kalvene! En lidt underlig instruks for os skandinaviske jægere som normalt aldrig ville skyde hind før kalv, men forklaringen var at kalvene sagtens kunne klare sig selv og for afskydningen og revirets forvaltningsplan, ville de gerne have skudt flere hinder end kalve.
Den lille ruddel af dåvildt var alle sammen spidshjorte, så de fik alle sammen lov til at løbe videre…
På bjergsiden over os brød en masse hunde ud i ivrig halsen og kort tid efter kom en enlig hind løbende ned af bjerget på vores venstre hånd!
Hundene var langt bagefter og hinden sprang med alle fire løb, ligesom dåvildtet kan finde på, i lange spring… Jeg har aldrig set kronvildt springe på denne måde, men der var ikke tid til at fundere længe over dette for hinden havde fart på og sprang henover en stor græsslette.
Afstanden var ca. 200 meter og min sekretær hviskede alt muligt på spansk, det eneste jeg forstod var ordet ”BOMBA”!
Jeg brugte viperflexen som støttepunkt til forskæftet og forsøgte at få mit sving til at følge det hastigt springende dyr… Første og andet skud var håbløst bagefter, men det tredje skud sad fint og hinden snublede lidt og travede derefter langsomt videre… Efter et par meter kunne jeg se at den vendte om igen og selvom jeg kunne se blod på skulderen, så skød jeg igen og hinden faldt om med en høj kugle på bladet!
Min sekretær var lykkelig og både klappede mig på skulderen og pegede på riflen, jeg tror han mente at jeg skulle skynde mig at genlade…
Det gjorde jeg og lige som riflen lukkede over et opfyldt magasin, brød endnu en hind ud af skoven oppe bag os…
Dette dyr løb ad samme rute som den første hind og nu følte jeg at jeg havde bedre styr på sving og hastighed, så selvom denne hind var lidt længere væk, så svang jeg med og da skuddet gik, faldt hinden sammen med endnu en høj bladkugle! Hinden trillede ned af bjerget som en hare og lå ikke mere end 30 meter fra det første dyr!
Resten af drevet bød ikke på mange dyr i vores retning, men skuddene rungede overalt i bjergene rundt om os og det var tydeligt at der var masser af dyr i bevægelse! Emil, sekretæren og jeg nød vores frokost og det pragtfulde vejr lige indtil allersidst på dagen, hvor en enlig dåhjort kom springende op ad bjerget til venstre for os!
Det var en ung hjort og der var ingen hunde i nærheden så han travede relativt roligt ud over græsengen. Sekretæren piftede højlydt og hjorten stoppede fint op med siden til… Emil var desværre ikke helt klar med kameraet, så hjorten travede videre… Emil meldte at han var klar og første skud slyngede hjorten i jorden! Den kom dog besværet op at stå igen og forsøgte at gå lidt videre. Det første skud var sådan set fint nok, men jeg vil dog altid fortsætte med at skyde på et påskudt dyr, indtil det ligger forendt! Så snart hjorten stod stille med siden til skød jeg da også igen og hjorten sank sammen i skygge af et lille oliventræ…
Dagens drev var hermed slut og vi gik sammen med sekretæren ned for at se på de tre nedlagte dyr. Dåhjorten var en ung stanghjort, men samtidig min første iberiske dåhjort, så selvom geviret ikke var verdens største, så var jeg stadig lykkelig for en god post, med relativ god skydning…
Tilbage ved ”Fincaen” var der en storslået buffet med masser af lækker tapas, samtidig med en glad og entusiastisk bartender sørgede for enten drinks, sodavand, øl eller vin!
Alle jægerne snakkede i munden på hinanden og spurgte løs og fortalte endnu mere om hvad de havde oplevet. Jeg tror de fleste andre skytter havde haft flere skudchancer end mig, men sådan er jagt jo engang imellem, især når reviret var på 10.000 hektar.
Langsomt begyndte bilerne at komme tilbage fyldt med de nedlagte og indsamlet dyr og en storslået parade blev langsomt stablet på benene.
Ærlig talt, så ser det temmelig makabert ud når ca. 250 døde dyr bliver lagt op på parade, men det store hold af slagtere og dyrlæger som stod klar, sikrede at ingen af disse dyr ville gå til spilde!
Efter paraden kørte vi retur til vores hotel hvor vi endnu engang blev stopfodret med dejlig spansk mad og også et glas vin eller to.
Næste dag, gentog hele seancen sig igen og efter den obligatoriske lange parole og lodtrækning, begav vi os ud til vores poster…
Denne dag havde Emil og jeg en post midt på endnu en bjergside som var temmelig bevokset. Over for os, på den modsatte bjergside, var der dog et fint udsyn over hele bjergsiden som var dækket af sporadiske buske og små træer. Afstanden var ca. 250 meter og vores udsyn var rigtig godt til hele dalen og bjerget. Emil havde ikke engang fået kamerastativet slået op før en lille flok mufloner kom løbende på den modsatte side…
Jeg fik straks riflen i skydestokken og kunne se at der var en vædder og tre får… Vores sekretær hviskede ivrigt: ”bomba bomba!” og så snart jeg havde et godt hold på vædderen skød jeg! Jeg kunne ingen reaktion se så jeg skød igen… Denne gang kunne jeg se blod fra skulderen og vædderen forsvandt bag en stor busk.
De tre andre mufloner stoppede lidt længere oppe ad bjerget og stod og gemte sig i skyggen under et oliventræ… Et af fårene stod frit og med siden til så den faldt sammen i mit tredje skud!
De resterende dyr satte igen i bevægelse og jeg forsøgte at få hold på endnu et får… Da dyrene passerede endnu en tæt busk, sprang der pludselig en flot stor kronhjort ud af denne busk! Den sprang direkte ned i dalen og ville efter få meter blive skjult af de høje træer på vores side af bjerget!
Jeg havde kun et skud tilbage i magasinet og stressede over træerne samtidig med at jeg forsøgte at få hold på hjorten som sprang ned af bjerget skråt ned imod os… Den røde prik i sigtekikkerten faldt til ro foran hjorten og da jeg syntes svinget var godt, faldt skuddet! Hjorten sank nærmest sammen men kom op igen og det sidste jeg kunne høre var en masse sten som raslede ned af bjerget… Jeg var sikker på at skuddet var godt og sekretæren holdt da også storsmilende tommeltotten op!
Vi havde ikke været på post i mere end 10 minutter og allerede var der to mufloner og en hjort nedlagt! Selve drevet begyndte en halv time senere og straks genlød bjergdalen af riffelskud og hundeglam!
Denne dag var der igen masser af dyr og det lød som om alle skytterne rundt om os havde masser at se til! Vi var nu ikke helt så heldige og selvom vi havde haft en forrygende start, så gik der i hvert fald en time før der igen kom dyr forbi vores post… En enlig kronhjort kom springende ned af bjerget og løb i en bue op ad siden overfor os… Mit første skud traf fint på skulderen, men hjorten fortsatte! Den gik nu besværet op ad bjerget og var skiftevis gemt bag træerne og derfor kunne jeg kun se den i glimt… Midt i en lille lysning fik jeg igen hold på hjorten, men da jeg skulle til at skyde, stoppede den op og nærmest stejlede bagover ned i et lille oliventræ!
Mens jeg genladede magasinet, kom endnu en kronhjort for, denne løb direkte modsat af den foregående hjort! Når man jager i bjergene skal man være klar på vanskelige skud! Afstanden til disse hjorte var mellem 200-250 meter og begge to var i hastigt trav… Den ene løb op ad bjerget og denne løb ned af bjerget. Derfor skal man hele tiden være forberedt på at ændre sine foranhold og sit sigtepunkt!
Denne hjort traf jeg i det første skud lidt for langt tilbage! Hjorten skiftede straks retning og løb nu på langs af bjerget… Andet skud sad fint og jeg så straks en masse blod blive sprøjtet ud på de lyse sten rundt om hjorten! Den fortsatte dog stadig og selvom den nok var død, så skød jeg igen og denne gang faldt hjorten sammen i skuddet og forsvandt bag de små buske…
Sekretæren var igen storsmilende og efter to hurtige hjorte gik der igen lidt tid inden der skete noget… Vi spiste igen vores lækre lille tapas-frokost og delte en lille flaske vin mens de hundredevis af gribbe samledes højt over vores hoveder…
Til sidst i det store drev halsede en stor flok hunde ivrigt i dalen under os og da de kom halvt op af bjergsiden sprang en kronhind ud fra et buskads foran hundene! Hinden må have stået i det buskads lige siden vi var kommet på post og bare trykket sig, indtil hundene var kommet for tæt på! Nu sprang hinden op ad bjerget og på et øjeblik var hun ca. 100 meter foran hundene… Jeg fulgte med i sigtekikkerten og da hinden kort stoppede op for at sikre sig at hundene var langt bagude, skød jeg!
Hinden sank sammen med forkroppen og efter et par korte spark med bagløbene faldt hun om…
Tre hjorte, to mufloner og til allersidst en kronhind må vist betyde en god post på en fantastisk drivjagt!
Vi ventede lidt længere denne dag på paraden da vores poster var langt højere oppe i bjergene og derfor var det mere besværligt at få bjerget alle de nedlagte dyr. Det betød dog ikke så meget, for igen var stemningen høj, maden fantastisk og vinen lækker og kølig… Der var en festlig stemning mellem alle skytterne nu hvor vores to jagtdage var slut og historierne blev længere, sjovere og mere farverige i takt med at rødvins flaskerne blev tømt…
Denne dags parade var igen præget af masser af flotte kronhjorte, et par rigtig gode muflon væddere og enkelte store keilere!
Konklusionen på min første monteria, må være at det var en fantastisk oplevelse! Hvis man som tidligere nævnt er beredt på lange skudhold og dyr i hastig bevægelse, så kan man få nogle virkelig gode jagtoplevelser i de spanske bjerge!
Jeg ved at dette ikke vil blive min sidste monteria, så jeg glæder mig allerede til næste gang jeg står under et oliventræ med riflen ladt og pulsen helt i top…
Knæk & Bræk!
