Slut på haglbøsse sæsonen!
Sidste weekend bød på min sidste jagt med haglgeværet i denne sæson.
Lørdagen var en flot hanejagt på Lykkesholm slot, på Fyn og søndagen var en rigtig slyngeljagt i min favorit mose i Vestjylland!
Vi stod på slotspladsen og da jagthornet blæste til samling, gav slotsmurene genklang og luften var kold, tæt og diset. Lyden af signalet “samling” fik en helt særlig klang af denne specielle kombination og med hatten strøget og et stort forventningssmil på læberne, samledes de 10 skytter rundt om vores vært, Christian.
Terrænet var dækket af sne og selvom det var tøvejr, var det den helt rigtige kulisse til en sidste vinter-hanejagt. Min ruhår, Maddie er efterhånden blevet vant til jagthorn, så vi slap igennem hele signalet uden at hun skulle hyle med! Efter en grundig parole satte vi os til rette i skyttevognen og der gik ikke mange sekunder før snak, drillerier og latter fyldte lydbilledet! Vi 11, er gode gamle venner og stemningen var så meget i top at værten, gentagne gange, blev nødsaget til at dæmpe os! Når vi er så langt henne i sæsonen, er fasanerne snu og den mindste larm betyder at de vil løbe langt væk!
Første såt bød på høje vel-flyvene fugle og skuddene og klappernes “TIRO” lød underligt dæmpet og fjerne. Hele dagen igennem blev vi udsat for hurtigt flyvene kokke og på trods af den begrænset sigtbarhed, havde skytten og klapperne ingen problemer med at få dem højt op at flyve! Efter hver såt blev der kommenteret på enkelte flotte og høje skud, men mest blev forbierne kommenteret! Intet har ændret sig, det er alt sammen som det plejer at være..:)
Der var overraskende mange snepper og der blev nedlagt to, den ene endda af en vaskeægte sneppe-debutant! Anders var tydeligt stolt da lykønskningerne kom fra alle sider. Snepper betyder jo noget helt særligt for mig og jeg tror at alle jægere husker deres allerførste sneppe til evig tid!
Når der bliver holdt jagt på Lykkesholm er der altid gode apportører med og de hårdt arbejdende hunde sørgede for at de flotte udfarvet kokke hurtigt blev samlet op. Mille og Maddie fik dog også lov til at hente et par stykker og begge klarede det fint, selvom at vi stadig øver os lidt på at sidde stille på post med Maddie! Hun er blevet rigtig glad for at apportere, men desværre tror hun at ALLE fugle som falder ned, eller bare flyver over os, skal hentes!
Da jagthornene igen gav genlyd, denne gang fra slotsparken, kunne vi nyde en flot vellagt parade på den hvide sne. Jeg elsker disse jagter i godt selskab, i pænt tøj, med masser af dygtige hundefører og klappere og når jeg står og nyder tonerne fra “sneppens død” kan jeg genkalde mig en sneppes flugt igennem trækronerne!
Når “jagt forbi” lyder, er det som om at den interne filmafspiller lige kører et lille sammendrag fra dagens oplevelser. Jeg så: en hjerneskudt hane stejle højt og længe op i himlen, Lille Mille som apporterede en fasan henover isen på en sø, Maddie som stormede igennem en sneklædt busk og som kom ud helt hvid, en flot grøn hane med lang hale som fløj på buldrende vinger lige over mig mens jeg var ved at genlade og til sidst den hurtige sneppe som jeg desværre skød forbi til…
Endnu engang: tusind tak Christian, for en flot dag!
På trods af det hyggelige selskab, kom jeg i seng til fornuftig tid og søndag morgen mødtes jeg med min far og min ældste søster, Charlotte kl. 6.30 ved Nyborg!
Charlotte har haft jagttegn i en del år, men har aldrig rigtig fået “skudt sig varm”. Da vores gode ven, Gunde, inviterede til årets sidste slyngeljagt var det helt oplagt at Charlotte også skulle med! Planen var som den plejer at være: først skulle vi drive selve mosen af for at se om kronvildtet ville komme for og derefter skulle vi drive resten af terrænet for at kigge efter råvildt og snepper. På dette terræn har min farfar, min far, min svigerfar, jeg selv og nu også Charlotte gået på jagt og det er altid en speciel fornemmelse at køre ind på gårdspladsen foran familien Gundesens gård.
Gunde havde en mistanke om at der kunne være kronvildt i mosen og et par dage før var der også observeret et par hjorte! Derfor skulle jeg ikke gå med igennem, men stå for. Min far, naboen Herluf og jeg blev placeret på strategiske positioner, hvor Gunde mente at chancen for kronvildt var størst. Charlotte fik en speciel post inde i det tætte, da hun kun var bevæbnet med sit haglgevær. På netop denne post, var der flere gange tidligere både skudt ræv, sneppe og fasaner.
Min post var langs et langt stykke selvplantet skov og med frit skud ud over den tilstødende eng. Morgenen var endnu mere diset end dagen før og sigtbarheden var ca. 100 meter. Jeg stillede mig midt på stykket og lagde begge hunde dæk. Jeg havde både min riffel og mit haglgevær med så begge blev ladt og stillet op ad det lille kreaturhegn. Der var mange duer og gæs i luften, men med udsigten til kronvildt, holdt jeg igen med at skyde til disse…
Der gik ikke lang tid før tre rådyr kom springende ud på engen på ca. 100 meters afstand. Sigtbarheden var, som nævnt, ikke alt for god og mens jeg stod med riflen i skydestokken og fulgte dyrene, eksploderede et andet rådyr ud af skoven, blot 10 meter fra mig! Denne havde meget travlt og jeg kunne ikke få hold på den med riflen! Havde jeg nu bare stået med haglgeværet så havde det været bedre! Da jeg opgav dette hurtigt-løbende dyr og kiggede tilbage på de tre andre, var de så langt ude i disen at et skud ikke var forsvarligt…
Da Gunde kom frem med hunden Gustav, samledes vi og lagde en ny plan. Kronvildtet havde endnu engang snydt os og planen blev at Charlotte og jeg skulle drive det sidste stykke og så ville Gunde komme bagefter ca. 100 meter bag os. Herluf og far listede af, for at stille sig klar for enden at reviret.
Mosen er et vildt sted! Naturen har fået lov til at passe sig selv og alle de krogede træet og buske har frit spil. Vildtet elsker naturligvis denne naturperle og når vi jager her kan vi møde hvad som helst: kronvildt, råvildt, ræv, harer, snepper, fasaner, agerhøns, gråænder, krikænder, duer, skader, gæs, bekkasiner og mårhunde! Derfor er det altid ekstra spændende for mig at slippe hundene og begynde et drev. Vi aner ikke hvad der kommer til at ske og denne uforudsigelighed er magisk!
Vi gik da heller ikke længe før at Mille rejste en sneppe under nogen brombær! Sneppen fløj direkte mod mig og da den var lige over mig drejede den skarpt til venstre. Mit første, forhastet, skud var en forbier men andet skud ramte og fuglen faldt lydløst, død ned på den bløde sne. Der hang et par små fjer og dun i luften i et øjeblik og de dalede langsomt ned og satte sig på grenene og lagde sig fint på den uberørte sne… Mille, som jo er helt døv nu, knaldapporterede sneppen og glæden og ivrigheden var tydelig på hende da hun afleverede den flotte fugl til min hånd! Charlotte kom over og vi kiggede lidt på fuglen og snakkede om situationen. Da Charlotte ikke er så erfaren, var sneppejagt nok ikke det nemmeste for hende, men hvis man ikke forsøger, får man jo aldrig nogen i jagtjournalen!
Få minutter efter, lettede der dog en sneppe foran hende, men det blev kun til en forbier! Undskyldningen var, at hun ikke helt havde vænnet sig til de to aftrækkere og lige DER blev min søster til en vaskeægte JÆGER! Når men straks kommer med undskyldninger efter et forbiskud, så er man med i “klubben”…:)
Vi kæmpede os videre i mosen og gik med ca. 50 meters mellemrum. Lige pludseligt kom der en enlig rå tordnende igennem de tætte pilebuske og den kom i høj fart og i det karakteristiske lave løb lige forbi mig på blot 10 meters afstand! Jeg skuldrede bøssen imens jeg drejede med rundt og da råen passerede lige bag mig, skød jeg et skud som fik dyret til at slå en kolbøtte og derefter kurre igennem sneen et par meter… Det hele gik så hurtigt at jeg ikke nåede at advisere Charlotte, så da hun opdagede hvad der var sket udbrød hun et forsigtigt: “neeeeej, Jacob”… Vi gik sammen hen til dyret og betragtede de sidste nerver som fik dyrets løb til at spjætte lidt. Det er altid en voldsom oplevelse at se på et dyr, så kort tid efter at det er skudt og denne følelse af glæde og samtidig sorg fik Charlotte og jeg snakket lidt om. Jeg trak dyret ud til skovkanten så vi kunne hente den med ATV’eren og turen fortsatte… Jeg så to snepper mere og Charlotte fik skudt to skud forbi til en tredje sneppe! Jeg kan ikke huske hvad undskyldningen var denne gang, men hun havde da i det mindste fundet den anden aftrækker!
Dagen blev afrundet med en skøn frokost og selvom paraden ikke var overvældende stor, så var det endnu engang en fornøjelse af de helt store at være på jagt i min yndlingsmose! En endnu større fornøjelse var det at have Charlotte med og se hende gå i familiens fodspor, som det fjerde familiemedlem på jagt i Gundes mose!
Nu er min haglbøsse sæson slut og sikke en weekend at slutte af med! Nu skal min trofaste AYA “Sheerwood” bøsse på plads i skabet, men først skal den dog forbi min favorit våben-doktor, Michael Seidenfaden fra Aktiv Fritid i Køge! Han vil i næste uge vise mig hvordan en grundig rengøring og servicering af en haglbøsse skal udføres efter en lang og hård sæson.
Bare rolig, det kan du læse meget mere om, lige her på bloggen!
Tak for i år!
