Sanderumgaard bukken

Pludselig stod bukken bare 4 meter fra mig! Jeg havde sneget mig ned af det store levende hegn efter at have set bukken gå og feje på den modsatte side. Ligesom jeg mente, at jeg var på nogenlunde højde med bukken, var den altså gået igennem hegnet og stod nu og kiggede mig lige ind i ansigtet!

Jeg var fanget midt i et skridt og inden jeg nåede at reagere på noget som helst, så løb bukken væk ud over græsmarken!

I de få sekunder vi havde stirret på hinanden, havde jeg dog helt tydeligt indset at denne buk var en rigtig flot tung 6-ender…

Min bukkepremiere tilbragte jeg på jagt i Vejrup skov, under Sanderumgaard gods. Sanderumgaard gods er ejet af familien Vind på 6. generation og Vejrup skov, på 215 hektar, har hørt under familien siden 1828! Reviret har igennem 6 år været lejet ud til den samme lejer, men i år blev det ledigt. Det betød en invitation til mig, nu hvor reviret afventer en ny lejer og med en historik af ca. 5 afskudte bukke om året og en hel del medaljebukke, havde gjort forventningerne og spændingen høj! Vejrup skov viste sig at være et varieret revir med ca. 60 hektar skov, mose, små bække, store remisser og langstrakte marker. Den største mark fungerede engang som flyveplads og den flade mark var i år tilplantet med solgule raps og græs.

Aftenen før premieren kørte jeg en tur med godsejeren, Erik Vind og han fortalte om skoven, planerne og specifikke steder hvor den tidligere lejer havde skudt gode bukke. I skoven var vegetationen meget varieret og Nobilisstykker stødte lige op til bøgehøjskov, som så havde en nyplantning til nabo. Råvildt elsker varieret terræn og en plan var så småt ved at forme sig i mit hoved: Jeg ville starte ude på de store marker og så slutte af med en pürch igennem skoven. Erik kunne ikke deltage på premieremorgenen, da der var et stort arrangement på hovedbygningen og den tilhørende historiske “Romantiske have”. Parken og haven rundt om Sanderrumgaard er helt ny renoveret og et af de smukkeste steder på Fyn, men når datoen er d. 16. maj, så kan romantiske haver, være nok så flotte, men de kan ikke udkonkurrere en bukkejagt… I hvert fald ikke for mig..:)

… Bukken løb ned over græsmarken og stoppede op ved det kanten af et andet kraftigt levende hegn som løb langs med en lille bæk. Bækken repræsenterede grænsen ind til naboen så da jeg kunne se at bukken straks begyndte at feje og skrabe i jorden, blev jeg overbevist om at den nok ikke var blevet helt så bange for mig som frygtet!

Bukken gik langsomt langs hegnet og spiste lidt og fejede voldsomt på alle små buske og træer den kom forbi. Jeg begyndte at gå mod hegnet og da bukken gik væk fra mig, betød det ikke så meget at jeg gik midt på den flade mark. Fremme ved hegnet kunne jeg se at bukken gik lidt ind og ud og med kun et spor mellem det levende hegn og bækken skulle han ikke presses for meget, for sprang han over bækken så ville han være i sikkerhed, på naboens jord…

Efter et par hundrede meter tag-fat efter bukken, hvor jeg hele tiden forsøgte at være på den modsatte side af hegnet, kunne jeg ikke se ham længere! Ligesom en time tidligere i det første levende hegn, stod han pludselig midt på det grønne spor mellem bækken og hegnet! Han var usikker på hvad han så, altså mig og selvom jeg var klar med skydestok og riffel, så sprang bukken i et langt spring henover bækken lige i det jeg havde afsikret! En timelang pürch var endt med bukken som vinder og selvom jeg var ærgerlig over resultatet, så var det dog stadig med et smil at jeg gik tilbage op mod skoven. Bukkejagt er ikke nemt og det skal ikke være nemt!

Efter en lang gåtur igennem de smukke rapsmarker, var jeg nået op til en stor remisse. Rundt om denne var der klargjort til majs såning og på den bare jord, sad der utallige fasaner, harer og 3 agerhønse par. I den tiltagende sol og dertilhørende varme, hyggede alle fuglene sig med støvbade og harerne sad vist blot og blundede. Jeg stod længe og kiggede på dem, uvillig til at gå videre da det ville ødelægge idyllen! Jeg havde dog et sted i skoven jeg gerne lige ville kigge efter, da jeg havde en mistanke om at netop den del af skoven var det “fredeligste” sted. Her burde der gå en fin buk…

Alle fasanerne og agerhønsene pilede straks ind i rapsen så snart de så mig, men harerne satte sig bare fladt og lagde ørerne helt tilbage. Jeg skyndte mig videre så naturen kunne få fred!

Inde i skoven var der stadig køligt og skyggerne blev gennemboret af solstrålerne igennem trætoppene. Jeg syntes det er svært at pürche i skov, men også helt vildt fascinerende. Man skal være forsigtig hele tiden, for med hvert trin man tager, åbenbarer der sig mere skov, men samtidig kan et stillestående dyr nemt stå og kigge på dig…

Efter en times tid, havde jeg stødt et par råer og set en enkelt ung spidsbuk. Jeg var så småt ved at give op, da morgenen nærmest var blevet til formiddag og det sidste skovstykke ned mod den parkeret bil bød på et ahornstykke som for nyligt var blevet udrenset. Unge og ældre træer samt kroner lå på kryds og tværs og de træer som ikke var blevet fældet, havde lavthængende grene med store lysegrønne blade. Udsynet var begrænset og under de afblomstret anemoner lå der masser af tørre kviste…

Jeg gik lidt i mine egne tanker og nød den helt specielle grønne farve som nye blade får når majsolen skinner igennem dem, da et lille træ fangede min opmærksomhed! 50 meter væk, stod der en buk og fejede hidsigt så grene og blade fløj igennem luften! Lige som jeg havde fået kikkerten op, kiggede han også op og tilbage på mig. Han var en flot regelmæssig 6-ender og mit hjerte begyndte straks at banke hurtigere! Bukken gik et par meter væk fra mig og begyndte at skrabe i jorden så anemoner og kviste nærmest ramte mig! Denne buk var helt tydeligt meget optaget af sine revirmarkeringer så jeg indledte en kravlende pürch! Jeg havde ikke meget tiltro til projektet da der var virkelig mange fældet træer mellem bukken og jeg…

Der gik ca. 45 minutter med at jeg kravlede, enten over eller under grene og igennem trækroner, mens bukken langsomt fortsatte kursen væk fra mig. Flere gange kom jeg op at stå med skydestokken og riflen i anslag, men lige så mange gange måtte jeg konstatere at der var alt for mange grene og stammer imellem bukken og jeg!

Endelig skiftede bukken retning og gik nu ud imod en lille åbning i træerne. Jeg kravlede, nu helt nede på maven, parallelt med bukken og stilte mig langsomt op bagved en stamme. Viper Flex skydestokken turde jeg ikke at slå ud, da der var så mange grene og kviste på jorden at jeg var bange for at lave en lyd… Bukken var kun ca. 25 meter væk og med skydestokken i brug som en etbenet stok, fandt jeg den fine røde buk igennem grenene og med anemonerne som baggrund…

Flere gange stoppede han op, men der var stadig alt for mange grene imellem ham og jeg. Lige da han næsten var helt fri, stoppede han brat op og kiggede på mig! Jeg indså straks at vinden havde svirvlet lidt rundt imellem stammerne og samtidig med dette, vidste jeg også at jeg nu kun havde et par sekunder før bukken ville springe væk! Jeg kantede mig lidt til siden og da skydestokken var slået sammen kunne jeg stadig bruge den som anlæg. Bukken anede nok den lille bevægelse, men i stedet for at springe væk, tog han et skæbnesvangert skridt frem og med ét, var hele bukken fri til skud!

Skuddet faldt nærmest instinktivt og bukken faldt på stedet, midt på det grønne anemonetæppe!

Jeg sad længe i solen ved siden af bukken og tankerne var mange og samtidig få… Jeg kiggede tilbage igennem skoven og genoplevede den “umulige” pürch som havde bragt mig frem til denne smukke 6-ender med næsten sommerrødt skind.

Bukkeopsatser er, som i nok ved, for mig meget mere end blot trofæer! De repræsenterer hele oplevelsen og nogen oplevelser husker jeg bedre end andre. Jeg er slet ikke i tvivl om at denne buk og denne jagt, vil stå helt klart for mig i mange, mange år fremover!
Vejrup skov vil altid være en skov som jeg vil kigge langt efter når jeg kører over Fyn. Tænk at et par timers jagt kan sætte så dybe minder…

Knæk & Bræk!

Hvis du vil vide mere om den ledige jagt i Vejrup skov så klik HER!