Noget om at lave film og få våde tær

Jeg har været med til at lave en lille håndfuld jagtfilm sammen med Steen Andersen til Huntersmagazine og “Jagtmagasinet” på DK4.
Det har både været her i Danmark men også i Afrika, Skotland, Sverige, Polen og på en lille Skotsk ø ved navn Isle of Islay.
Den vigtigste faktor har altid været at filmene var ærlige og viste selve jagten og at vi var på optagelse for at filme jagt og altså ikke på jagt som blev filmet… Forstået på den måde at det altså var kameraet der bestemte og IKKE guiden eller skytten! Der har været svære situationer hvor jeg har måttet lade oplagte skudchancer passere fordi kameraet ikke var klar eller ikke havde det rigtige billede… Men med Steens rolige og professionelle tilgang til disse optagelser har det altid været den rigtige beslutning selvom jægeren inde i mig ikke altid har været enig!
Når vi lister os igennem skoven sammen med en guide, en fotograf og en hjælper til at slæbe på stativer og lign. så er det ikke altid så nemt at komme uset eller uhørt frem til vildtet. Tit har dyret set os eller ihvertfald fornemmet at der var noget på færde og til allersidst når kameraet er på plads og guiden er tilfreds, så skal skuddet oftes tages med det samme! Det er noget man som skytte skal vænne sig lidt til og det lærer én at tage den rigtige chance når den er der og ikke når man føler sig presset til det. Når dyret så er skudt skal der laves flotte nærbilleder af dyret, af opsatsen, af jægeren og guiden og af selve skud situationen. Derudover skal der jo også hele tiden laves billeder af naturen, af solen, af skyerne, af spindelvæv osv… Alt dette skal typisk gøres mens man bevæger sig rundt på pürsch og stiller store krav til fotograferne om at “fiske” disse billeder, når de præsentere sig og når der er tid!

Når kameraet ruller betyder det også at man som skytte er PÅ i en grad som man også skal vænne sig til. Alt hvad man gør bliver man konfronteret med og skal efterfølgende stå til ansvar for og forklare. Jeg husker især en situation med en Zebra i Namibia som jeg får skudt lidt for lavt på al for lang afstand! Efterfølgende haster vi ned til dyret og jeg må skyde hingsten igen på ca. 30 meters afstand. Hingsten reagerer voldsomt på skuddet og ender sine dage med at sende et hjerteskærende vrinsk ud mellem bjergsiderne og lyden kan jeg stadig huske helt tydeligt i dag… Fotografen er klar, helt oppe i mit ansigt med kameraet for at få min reaktion og lige dér havde jeg mest af alt lyst til at skubbe ham væk for jeg var meget rørt over hele situationen og ikke alt for stolt af min beslutning om at tage det lange skud… Det blev til nogle virkelig stærke optagelser og for filmen var det super godt men det var ikke nogen udpræget rar situation for mig! Omvendt så fik det mig måske til at sætte ord på situationen som jeg ellers ikke ville have fået gjort og derfor lærte jeg meget om mig selv lige der i en bjergslugt i Namibia…

At lave jagtfilm er også noget med at opbygge historien, få præsenteret landet og reviret. Der går mange timer med at stå i en flod og sætte en lille “glider-rig” op. Denne rig sørger for at kameraet laver en glidende rolige bevægelse og man slipper for rystende billeder. At få våde tæer i en iskold Skotsk flod for at lave et billede som MÅSKE kun skal fylde 4 sekunder i en film er en stor del af det hele og dette skal man have tålmodighed med.
Selvfølgelig går det jo også galt en gang imellem og jeg har oplevet at skyde ét dyr som faldt i knaldet hvorefter fotografen visker: “Det var en forbier, han står der endnu-SKYD igen”… Altså var vi ikke helt enige om hvilket dyr der skulle skydes..:) Jeg har også sneget mig ned langs et levende hegn i Polen efter en flot gammel buk. Da jeg når til enden af hegnet sætter jeg skydestok op og er helt klar til at skyde. Bukken er på vagt og er lige ved at skulle springe ind i skoven og jeg visker ivrigt til fotografen: “har du ham? Har du HAM?”… Intet svar, jeg vender mig om og kan se at fotografen står 100 m. længere nede af det levende hegn og er igang med at filme noget inde i hegnet! Bukken springer selvfølgelig og efterfølgende undskylder fotografen det med: “Jamen Jacob, der var lige en nattergal!”

Det er ikke det samme som at gå på jagt, når vi laver film. Jeg vil ikke sige at det ene er værre eller bedre end det andet, men det er bare ikke det samme! Glæden ved at kunne se de velproduceret film igen og igen og glæde sig over de super spændende oplevelser opvejer naturligvis al besværet ved at lave dem. Omvendt er der jo ikke noget der kan konkurrere med at være på jagt alene, uden kamera, uden guide hvor man får lov til at være helt sig selv sammen med naturen! Dét er livet…