Namibia turen – Den hemmelige tand!
Ovenpå Jørgens succesfulde morgenjagt og efter at alle havde hvilet sig, begav vi os igen ud på jagt.
Dette er den fjerde historie fra vores tur til Namibia.
Du kan læse de tre andre her:
Vi mødtes ved bilerne sammen med trackerne og her blev vi så fordelt efter hvilke dyr, hvem ønskede at jage. Jeg blev sat sammen med en ung tracker og planen var at vi skulle efter vortesvin.
Bestanden af vortesvin var helt enorm og selvom græsset var højt, havde vi alle set rigtig mange svin på de foregående ”outings”. Den største udfordring var at søerne så småt var begyndt at sætte nye unger, så for at undgå at skyde en so med unger i en hule, galt det om at se ordentlig efter før man kunne skyde… Jeg havde nu håbet på at skyde en orne og havde faktisk besluttet mig for slet ikke at skyde søerne af frygt for at skyde en so væk fra små unger eller en yderst højgravid so!
Vortesvinene var aktive stort set hele dagen, selvom de ikke var de dyr som stod tidligst op. Normalt så vi dem først fra lidt op af formiddagen og så ellers resten af dagen. Ved frokosttid, når det var varmest, ville svinene søge mod de forskellige vandhuller for at drikke og fordi de drak hele dagen igennem, så var de faktisk også aktive hele dagen. De andre dyr havde en anden rytme, de var typisk mest aktive om morgenen og om aftenen.
Trackeren og jeg var på vej ud til et vandhul som lå langt væk fra farmen og på køreturen forklarede han mig at han aldrig havde været med til at skyde en stor orne. Han havde kun guidet jægere til selektionsdyr eller mindre orner, så da jeg fortalte at jeg gerne ville skyde en stor orne, var der ild i hans øjne og den gamle Toyota kunne pludselig køre lidt hurtigere…
Efter en lang køretur parkerede vi og med to plastikstole på nakken gik den unge tracker i forvejen. Han viskede ivrigt hele vejen og forklarede længe om at han ude ved dette vandhul havde set mindst to rigtig store orner og da der sjældent kom jægere helt herud, var han overbevist om at de stadig var i nærheden!
Det var en stille aften og den lave nedgående sol skinnede os i nakken og gav den der lidt tunge aftenvarme, som er helt anderledes end dagens nærmest skoldende hede… Perlehønsene pilede om benene foran os og engang imellem rejste de på baskende vinger og larmende kaglen, for at flyve forbløffende hurtigt og elegant væk fra os. Jeg gik lidt i mine egne tanker og bare nød det hele, da trackeren pludselig stoppede og stod helt stille!
De to plastikstole blev langsomt sænket til jorden mens han stirrede intenst mod højre. Jeg tog et par langsomme skridt, så jeg kom op på siden af ham og kunne se ud over den lysning som åbenbarede sig på vores højre hånd… Lige i kanten af lysningen lå der et vortesvin og rodede i den mudret jord! Afstanden var kun ca. 30 meter, så vi stod blot helt stille og kiggede på dyret. Jeg kunne se at dyret lå på forbene og de var trukket ind under svinet, som vortesvin ofte gør når de skal æde eller drikke. Til at begynde med havde den halvdelen af hovedet nede i mudderet og derfor var det umuligt at bedømme dens tænder! Det var dog helt tydeligt at det var en gammel orne, for de fire vorter var enorme! Efter lidt tid rejste han hovedet op og én kæmpe hvid tand skinnede i sollyset! Det var den højre tand og selvom den var på den modsatte side af dyret så kunne vi tydeligt se at den var stor for den stak langt op over trynen! Vi indså samtidig at den venstre tand helt manglede og altså var denne orne et perfekt “selekt” dyr at skyde! Mens jeg svang riflen af skulderen og slog skydestokken op, hviskede trackeren ivrigt: “Selekt, good selekt, shoot, shoot quick!”
Vortesvinet sad og stirrede lige frem for sig og sikrede… Den var usikker og urolig over et eller andet og jeg begyndte at stresse lidt over at han ville løbe væk…
Jeg rakte trackeren håndkikkerten og afsikrede riflen… Svinet rejste sig op i en hurtig bevægelse og stod nu og nærmest sitrede… Den var helt tydelig bekymret og jeg skyndte mig at få den lille røde prik til at hvile på skulderen… Lige som jeg skulle til at trykke af, drejede han hovedet en smule og pludselig kunne jeg se at den venstre tand slet ikke var knækket, den var bare smurt ind i kulsort mudder! Den venstre tand var lige så stor som den højre og selekt-dyret ændrede sig lige for mine øjne til en kæmpe stor, symetrisk guldmedalje orne!
Jeg hviskede til trackeren at det IKKE var en selekt og han nikkede bare og stod med fingrene i ørene og hviskede: “Yes, yes, shoot!”
Aftalen med Heiko var at hvis vores tracker havde udnævnt et dyr som “Selekt”, så var det den melding som galdt! Hvis det så skulle vise sig at det alligevel ikke var et afskydningstrofæ som blev nedlagt, så skulle vi ikke betale ekstra, da trackerens vurdering var den som skulle gælde! En fair aftale for os som jægere, men også et svært pres på trackerne som engang imellem skal tage en vurdering og beslutning på få sekunder!
Jeg skulle nok ikke have spildt tid på at snakke med trackeren om min observation, men en fair aftale er kun en fair aftale hvis begge parter er ærlige over for hinanden! Jeg burde nok bare have skudt den og så bagefter indrømme at jeg godt havde set at det var et trofædyr for så at betale forskellen mellem et “selekt” og et trofædyr! Det der nemlig skete var at da jeg igen kiggede igennem sigtekikkerten havde svinet vendt sig om og travede tilbage mod bushen… Skuffelsen over at have misset chancen var så småt begyndt at melde sig i min bevidsthed da ornen med et sæt, stoppede op igen!
Jeg sigtede endnu engang midt på skulderen og i skuddet blev grisen slynget til jorden! Jeg repeterede og i et par sekunder lå ornen helt stille… Så rullede den om på ryggen og med de to bagben strittende lige op i luften, kunne jeg se de to forben hænge slapt ned af siden… Grisen var ramt perfekt og den gamle orne nåede aldrig at opdage hvad det var som havde gjort ham nervøs og han hørte absolut ikke smældet fra lyddæmperen!
Trackeren nærmest hoppede op og ned og da han helt tydeligt ikke kunne nøjes med et håndtryk, så fik han en kæmpe krammer. Han nærmest løb hen til svinet og var helt oppe at køre! Han havde endelig guidet en jæger til en stor gammel orne og han var både stolt og lettet! Jeg var også lykkelig! Vortesvin og svin i det hele taget er et af mine favorit dyr at jage og denne orne var min til dato allerstørste!
Vi tog en masse billeder og drak en sodavand mens vi sad og nød aftensolen som varmede vores kinder… Da vi begge var faldet lidt til ro, gik vi videre på jagt. Der var ca. 1 times sollys tilbage og uden et specifikt dyr at jagte, gik vi bare afsted igennem bushen… En af de super fascinerende aspekter ved Afrika er at man netop “bare” kan gå igennem bushen og så møde 10-20 helt forskellige jagtbare arter! Vi så masser af oryxer og enkelte vortesvin, men hverken trackeren eller jeg var særligt interesseret i at skyde mere… Den orne havde givet os en så intens, omend kortvarig, spændende oplevelse at vi nærmest var fysisk trætte og lykken havde nok mættet vores jagtlyst en smule…
Vi endte tilbage ved ornen og mens trackeren hentede bilen, sad jeg i mudderet og nød solen forsvinde over horisonten…
I de ca. 20 minutter jeg sad der alene, kom der to vortesvin trissende igennem det høje græs og uden at ænse at jeg sad blot 15 meter væk, begyndte de begge at drikke af vandhullet. Det var en so og en anden stor gammel orne. Men med min ene hånd på riflen og den anden hvilende på det grå skind af den nedlagte orne, nød jeg bare synet af de to dyr, som dog hurtigt forsvandt i græsset, da de hørte bilen nærme sig… Jeg strøg min hånd henover de lange stive hår på ryggen af dyret en sidste gang og med endnu et drømmetrofæ bag på ladet og med det afrikanske støv i hovedet kørte vi retur mod farmen og en velfortjent Gin & Tonic!
Den næste dag skulle byde på en højdramatisk eftersøgning af en påskudt oryx, men den historie får i først om et par dage…;)
Knæk & Bræk!
