Muflonjagt i den svenske skærgård

Mufloner har altid fascineret mig! Lige siden jeg var en lille dreng og læste i min fars jagtblade og bøger, har det lille får altid repræsenteret en vis form for opnåelig eksotisk status for mig.

Lige så lidt som jeg vidste omkring sæljagten i den svenske skærgård, lige så lidt var jeg klar over at der fandtes mufloner på en hel del af de større øer. Da Klas fra Roslagen Jakt & vilt foreslog at vi da også kunne jage lidt mufloner under vores sæljagt, var jeg hurtig til at slå til!

Jagten foregik på en ca. 2.000 hektar stor skærgårdsø hvor der ude over mufloner også levede dåvildt, råvildt, vildsvin og endda elg!

Mathias, Thomas og jeg blev sat af på den østligste del af øen og derfra skulle vi pürsche os henimod den vestlige kyst. Vores del af øen var delt over i midten af en lille skovsti som gik vest til øst, så derfor havde Thomas og jeg aftalt at vi bare holdt os på hver sin side, så ville vi ikke gå i vejen for hinanden.

Parolen var simpel: Vi måtte kun skyde muflonvæddere, så hvis dyrene havde horn, var de jagtbare! På øen var der en stærk bestand af mufloner, så det var op til os selv hvor stor en vædder vi ville nedlægge…

Mathias og jeg gik langsomt igennem den tætte skov som ikke var særlig nem at pürsche i. Solen skinnede fra en nærmest skyfri himmel og kastede lange skygger ned i sporadiske mønstre, som gjorde det svært at kigge ind imellem de gamle fyrretræsstammer. Derudover var skovbunden fyldt med tørre grene som larmede og der lå adskillige gamle træer som var væltet i tidligere storme. Hvis ikke det var rigeligt at bokse med, så var øen også meget kuperet og de store klippeformationer stak højt og stejlt op af den tætte skov.

Jeg havde et kort uden mange detaljer men sammen med telefonen, kunne jeg nogenlunde planlægge en rute igennem terrænet, selvom vi ofte blev stoppet af væltede træer eller klippeformationer som tvang os på en omvej.

Overalt i skovbunden var der fod og fald fra de forskellige dyrearter og der gik aktive veksler på kryds og tværs overalt. I den tætte skov gik vi langsomt frem for så at stå stille og lytte og kigge ind imellem stammerne, men når vi var på klipperne og kunne se længere, satte vi os og ventede lidt… Det tog os ikke længe før vi så de første mufloner, dog kun unge væddere med får og lam. De små får gik nærmest lydløst igennem skoven og hvis Mathias og jeg ellers stod helt stille kunne de passere på meget kort hold!

Jeg ved ikke ret meget om mufloner og deres daglige rytmer, men vi kunne konkludere at enten var de mufloner vi så aktive med at æde, eller også lå de i solen på de varme klipper og sov.

Hvis muflonerne stod stille mellem stammerne var de helt enormt svære at opdage da deres brunlige, sorte og hvide farver faktisk camouflerede dem rigtig godt mellem skyggerne i skoven…

Efter et par timers pürch var vi nået frem til et område med et par store sump-agtige lysninger. Lysningerne var nærmest små højmoser og vandet stod højt mellem de lysegrønne planter og siv. Jeg mente ikke at de lysninger ville tiltrække mufloner, da de var så våde, så vi besluttede os for at gå uden om og søge op på en stor klippeformation.

Vi var ikke gået ret langt før jeg så et par mufloner gå i kanten af lysningen… Dyrene var på vej ud af lysningen og skråt hen imod os, så i dække af en lille bakke løb vi frem for at komme lidt tættere på…

Fremme på bakken var dyrene væk og skoven var helt stille…

Vi stod vel et par minutter og prøvede at gennemskue hvor den lille flok var gået hen, da der pludselig kom to væddere frem på lysningen lige foran os!
Til min overraskelse gik disse to og spiste af de grønne skud og selvom de gik i vand til langt op ad benene, så de ud til at befinde sig godt og gik langsomt og roligt frem over lysningen…

Mens Mathias fandt de to dyr i kameraet, fik jeg kigget grundigt på dem i min kikkert. De to væddere så næsten ens ud i hornlængde, men den ene var dog betydelig mørkere i pelsen og hornene så ud til at være en anelse større… Jeg satte skydestokken op og koncentrerede mig om det mørkere dyr.

Lige op til at jeg skal skyde et dyr, forgår der altid en masse hektisk hvisken mellem min fotograf og jeg… Udover de almindelige faktorer såsom skudvinkel, kuglefang osv. selvfølgelig skal være på plads, inden et skud kan afgives, skal vi også sikre os at vi begge koncentrere os om det samme dyr. Dyret skal stå godt for både kameraet og jeg og kameraet skal stå skarpt og selvfølgelig optage!

I de få sekunder bliver det altid lidt hektisk, selvom de to væddere stadig bare roligt gik og essede… Mathias hviskede endelig: ”Jeg har den, skyd!”

Mit sigte faldt roligt på plads midt på skulderen af vædderen og i det han drejede sig lidt mere og nu stod helt perfekt, lod jeg skuddet gå!

Muflonen sank nærmest sammen i knæene for derefter at langsomt gå efter den anden vædder som luntede direkte væk fra os…

Mens smældet fra lyddæmperen stadig ekkoede over engen, genladte jeg og fandt muflonerne i sigtekikkerten… Den påskudte vædder gik direkte væk fra os med rumpen mod os og jeg kunne se en tyk stråle blod stå ud af den på hver side af dyret… Den gik ikke mere end 10 meter før den sank om på siden og lå helt stille…

Vi ventede et par minutter og oksede os igennem den våde højmose for at kigge ordentlig på det smukke dyr. Muflonerne har en fantastisk farvesammensætning . Den varme mørkebrune farve bliver aflyst af kulsorte og hvide aftegninger. Vædderen var en 6-7 årig gammel fyr med horn på 60 cm. Selvom den ikke vejede ret meget, så var det alligevel noget af en opgave at få den bakset op fra lysningen til et lille klippefremspring hvor vi kunne tage billeder og brække den.

Derefter kunne jeg se på kortet, at vi nærmest var lige midt på øen og nu ventede der en kilometer lang slæbetur for at komme frem til en kyststrækning hvor Klas kunne hente os.

Solen var så småt ved at gå ned, så der var kun en ting at gøre: Læsse muflonen op på skulderen og så bare derudaf… Terrænet gjorde det simpelthen umuligt at slæbe eller trække muflonen.

Efter en times tid, kom vi endelig frem til klippeskæret og kystlinjen hvor jeg storsvedende og prustende kunne lykønske en lige så svedende og prustende Thomas. Han havde nemlig også skudt en fin vædder og sammen kunne vi nu sidde og nyde to smukke muflon væddere mens solens sidste stråler oplyste skærgården i et mørkerødt skær…

Vil du vide mere om de mange spændende muligheder Klas kan tilbyde, så læs mere her: http://www.roslagensjaktvilt.se/

Knæk & Bræk!