Martins allerførste kronhjort
Hjorten forsvandt bagved en lille klynge træer men så snart vores guide Piotr kaldte i sit hjortekald, kom hjorten straks frem igen! Han fejede aggressivt på grantræet så kvistene fløj om ørene på ham mens han skrabede løs med hans ene forløb i den sandede jord… I den lille sky af tør jord lagde han hovedet tilbage og brølede udfordrende og dominerende lige ned imod os…
Det var slet ikke mig som stod bagved riflen, men jeg kunne mærke pulsen hamre i mine tindinger og mine hænder som holdt det lille kamera rystede… Kameraet var peget på min gode ven Martin som var ham som stod med riflen.
Dette var tredje gang afsted for Martin og jeg efter en god kronhjort til Martin. De foregående to rejser havde været katastrofale og uden en eneste skudchance til Martin! Her stod vi så nu midt i de Polske karpaterbjerge helt op af den Slovakiske grænse med en stor brølende kronhjort foran os!
Vi var ankommet dagen før til dette smukke og vilde område med stejle bjerge og dybe uberørte skove som dækkede det 22.000 hektar store jagtområde. Formålet var selvfølgelig at filme Martins allerførste kronhjortejagt og selvom vi havde været afsted de to foregående år, så var det med den sædvanlige spænding og optimisme som jeg tror alle jægere har ved begyndelsen af et nyt jagteventyr.
Jagten var arrangeret af Irbis Hunt og ejeren Eryk havde forvisset mig om at det her område var det helt rigtige for Martin og jeg.
Vi var nemlig ikke bare ude efter en god kronhjort, vi var ude efter en god, spændende og ærlig historie! Jeg har selv prøvet kronhjortejagt i det nordlige Polen et par gange og selvom det er fantastisk og egentlig ikke skal sammenlignes med noget andet, så tiltaler bjergene og den mere udfordrende jagt os begge to meget mere… I disse gamle skove skal man arbejde lidt mere for chancerne men tilgengæld er oplevelsen i vores optik langt mere belønnende, når man endelig kan sidde foran en nedlagt kronhjort! I disse bjerge er det nærmest en nødvendighed at guiderne kan ”tale med” hjortene igennem deres brøl og kald! Hjortene som ikke følger med hinder står oftest dybt i skoven og med mindre at man kan provokere dem med kald, er de nærmest umulige at komme i nærheden af.
Vores guide Piotr formåede at udstøde alskens forskellige brøl i hans horn og kunne virkelig brøle og få hjortene til at reagere på det. Det er ikke et spørgsmål om bare at brøle tilfældigt tilbage til en brunstende hjort. Det er et spørgsmål om at kunne tolke hjortens brøl og så svare tilbage med det rigtige brøl…
Har hjorten hinder med sig? Er det en aggressiv hjort eller mere tilbageholdende? Vil han slås eller kalder han bare på hinderne?
Alt efter hvilket brøl hjorten gav retur, skulle Piotr så svare tilbage uden at skræmme hjorten væk, eller virke underdanig så den dominerende hjort ville miste interessen… En sand kunstart som vi hele den regnfulde morgen havde fået en imponerende opvisning i.
Morgenen havde været fuld af brøl og selvom vi så en del hjorte og hørte endnu flere, så havde vi aldrig fået en god chance… Nu var vi så på plads langt oppe af en bjergside, hvor vi kiggede ud over et engstykke som strakte sig op mod en gammel nåletræsskov. Vejret havde slået om til pragtfuldt solskin og mens ravnenes kald gav genlyd i dalen var Piotr i fuld gang med en samtale med to forskellige hjorte!
Der var en hjort langt nede på vores venstre side og langt oppe mod toppen af bjerget lød der en særdeles dyb og aggressiv brølen…
Piotr havde forklaret at det er afsindigt svært at dømme alder eller størrelse på en brølende hjort, men jo dybere og jo sjældnere en hjort brøler, jo større er sandsynligheden at det er en gammel hjort. Denne hjort oppe på toppen af bjerget havde masser af dybde i sine brøl og var helt tydeligt temmelig aggressiv! De rullende brøl blev ofte afsluttet af korte grynt som også indikerede at han gik sammen med hinder…
Martin stod klar med riflen i skydestokken og mens det lød som om at hjorten på venstre side kom nærmere, var hjorten oppe på toppen holdt op med at brøle tilbage… Piotr brølede stadig med den anden hjort da der pludselig kom et par hinder til syne oppe på vores højre hånd…
De stirrede intenst ned mod os og mod lyden af Piotrs brøl, men ellers rørte de sig ikke… Vi stod rigtig godt gemt inde under nogle lave birke men hinder har det med at opdage selv de mindste bevægelser, så vi stod alle sammen helt stille og forsøgte så vidt muligt at ligne et birketræ!
Med et så vi hjorten komme travende ned af bjerget fra højre mod venstre mens han brølede aggressivt ned imod hjorten nede i skoven! Han var delvist dækket af en lille bakke foran os, men jeg kunne tydeligt se de hvide ender på sprosserne imod den mørke farve som resten af geviret havde! Jeg forsøgte at få en fornemmelse af størrelsen men med adrenalinen pumpende i min krop, formåede jeg ikke at se rigtig godt nok efter…Martin var også en smule usikker på størrelsen og alderen og mens vi stod og hviskede til hinanden, gik hjorten resolut tilbage mod sine hinder… Han forsvandt bagved træerne og Piotr kaldte igen…
Hjorten kom rundt om hjørnet med så meget pondus og aggressivitet at jeg straks fik en helt anden opfattelse af både størrelse og alder! Den her hjort var helt tydeligt en stor dominerende hjort og han havde ikke i sinde at overlade sine hinder til en indtrængende hjort!
Jeg hviskede til Piotr om den var god nok til at skyde og opdagede at Piotr allerede sad med kikkerten for øjnene og fingrende i ørene! Vi fik dog øjenkontakt og han nikkede intenst og med et lidt forundrede udtryk, som om at han ikke forstod hvordan vi kunne være i tvivl om hvorvidt hjorten var stor nok til at skyde…
Jeg hvæsede tilbage til Martin at Piotr havde godkendt hjorten og Martin lænede sig ind i riflen og fandt hjorten i kikkertsigtet…
Hjorten stod lidt spidst med fronten ned mod os og brølede af det som han troede var en invaderende og konkurrerende hjort…
Mens hjortens brøl stadig rungede i dalen under os, drejede han hovedet til siden og frigav derved hele brystkassen og den forreste del af skulderen… Jeg nåede lige at tænke: ”Så er det nu Martin!” Da skraldet fra Martins kipplauf i kaliber 8,5×55 bragede! Hjorten gav et besværet spring frem ad og løb skråt ned mod os igennem det høje solgule græs… Martin fik genladet riflen med rystende fingre men stadig med fuld fokus på hjorten, som nu havde sænket farten og nærmest på stive forløb humpede henover bjergsiden… Martin skød igen og kuglen slog en stor støvsky af hjortens skulder og det store dyr kollapsede lige hvor han stod og forsvandt i græsset!
Nu hvor hjorten var nede kunne jeg fokusere på Martin og med endnu mere rystende fingre fik han igen genladet riflen. Så småt gik det op for ham at han netop havde nedlagt sin allerførste kronhjort og med tårer i øjnene stirrede vi intenst på hinanden… Det var ikke mange ord som Martin fik fremstammet mens kameraet pegede lige ind i hans ansigt, men manglen af ord blev i den grad opvejet af hans ansigtsudtryk og det smil som langsomt fik plantet sig… Hele hans krop rystede og med en sitrende finger pegede han op mod hjorten…
Mens Piotr og min fotograf Michael gik op for at lave nærbilleder af hjorten stod Martin og jeg alene tilbage og forsøgte at få hele situationen bearbejdet. Martin havde stadig ikke rigtigt fundet mange ord frem, men der blev krammet og grint en hel masse…
At kunne dele sådan en oplevelse, især efter de to foregående fiaskoer, var en kæmpe oplevelse for mig og selvom jeg ikke selv havde skudt, så var jeg lige så lykkelig på Martins vegne, som hvis jeg selv havde nedlagt hjorten!
Efter lang tids venten gik vi langsomt op mod Michael, Piotr og hjorten for at kunne lægge hånd på den smukke ulige 14-ender…
Martins første kronhjort var en realitet og hvilken hjort!
Den stærke hjort havde det klassiske look af en Karparter hjort, med lange sprosser, stort udlæg og de karakteristiske gafler i stedet for decideret flersprosset kroner. I solnedgangens sidste stråler og med disen liggende langt nede i dalen, udførte Piotr det oldgamle og smukke ritual med en kvist på skudhullet, en kvist i munden og den sidste kvist udleveret til den lykkelige skytte!
En bedre debuthjort til Martin kunne vi vist ikke have drømt om og jeg tror ikke Martin glemmer den eftermiddag på et polsk bjerg sådan lige foreløbig…
Tak Piotr for din eminente brølen og tak Martin for at lade mig opleve dette sammen med dig…
Knæk & Bræk!
Her er en lille teaser for den film som snart kan ses på MOTV:
