skip to Main Content

Hvem har trænet din hund?

Øjenkontakt er noget af det vigtigste når det handler om spaniels!

“Har du selv trænet den?”

Det spørgsmål hører jeg ret tit på jagter, når en eller flere jægere har bemærket en særlig dygtig eller veldresseret jagthund. Spørgsmålet gemmer tydeligvis en form for ros, men det er sjældent at dette bliver ytret så direkte…

Det svar jeg typisk hører hundeføreren sige er et meget stolt “ja, selvfølgelig!” Jeg har tit tænkt over det lidt negativt ladet spørgsmål og den stolthed som kommer fra de hundeførere som, i følge dem selv ihvertfald, selv har trænet deres hund!

Er det så stor en fadæse hvis hundeejeren har fået hjælp til at træne sin hund? De fleste af os går til forskellige former for hundetræning med vores hvalpe eller unghunde, så vi får vel alle sammen en smule hjælp. Men hvornår går dette hen og bliver ”for meget hjælp”?! Er det når man bestiller enetimer hos en velkvalificeret hundetræner? Er det når man måske direkte afleverer sin hund til en træner, som så målrettet hjælper med et specifikt problem? Eller er det når man køber en færdigdresseret unghund af en kennel?

For mig, betyder det egentlig ikke så meget hvem der gjorde hvad, for mig helliger målet helt sikkert midlet! (OBS: Jeg mener absolut ikke at hårdhændet træning er acceptabelt, jeg taler udelukkende om hvem der træner en jagthund!)

Jeg har ikke som sådan en ophøjet mening eller religion om at man absolut selv skal have trænet sin jagthund. Hvis man enten ikke selv har tiden eller evnerne, så mener jeg absolut at man skal søge al den hjælp man overhovedet kan! Resultatet af manglende træning er jo blot en hund som ikke rigtig fungerer på jagt og så har man enten en hund som man ikke tager med på jagt, eller en hund som man vil irritere sig over hver gang man slipper den af snoren…

For et år siden fik jeg en ny lille hund. Pluto er en skøn lille FT-cockerspaniel og han har i den grad mod på livet! Han er selvfølgelig vokset op med min ruhåret hønsehund Maddie, så han har lært at skulle klare sig som den lille. Det har dog på ingen måde dæmpet hans mod på livet og der er bare fart på!

Pluto har fuld fart på!

Tilbage i august måned hvor træningen af Pluto skulle være på sit højdepunkt, sprang jeg desværre min akillessene og måtte tilbringe næsten fire måneder på sofaen! Det kan jeg mærke har skabt en del mangler i Plutos lydigheds træning og selvom han er lydig på fløjten og apporterer ivrigt, så lukker alt ned så snart der er fært af fugle i terrænet!

I spaniel verdenen er der to skoler, når det gælder træning af FT-spaniels. Den første er at bruge de første par år på benhård lydighed, før man overhovedet tænker på at introducere jagtlige scenarier… Den anden, går den totalt modsatte retning og bruger det første års tid på at lade unghunden gå amok i kaninhegn og jage med alle de fugle den kan komme i nærheden af, for så at trække det hele tilbage med lydighedstræning efter at jagtiveren har sat ind!

Det er lidt denne sidste metode jeg føler at jeg er i med Pluto. Han er lærenem og temmelig lydig, men han har også en masse gåpåmod og selvstændighed efter de fire måneder med nærmest ingen træning og andre mennesker som luftede ham sammen med andre hunde.

I disse Coronatider er der selvfølgelig masser af tid til at træne og jeg føler at det går fremad hver eneste dag, men så snart han kan lugte fasaner, sår går det galt!

Derfor var jeg da også lykkelig over et tilbud jeg fik da jeg, i sidste uge, talte med min gode ven Rasmus Braun fra Hundetræner.dk! Rasmus foreslog at vi skulle træne Pluto ”sammen”, forstået på den måde at Rasmus ville tage ham i et par uger af gangen og så skulle han hjem til mig i et par uger. Vi ville hele tiden holde tæt kontakt om hvilken udfordringer vi oplever og hvad vi så sammen skulle arbejde med. Dette var for mig et fantastisk kompromis af at selv træne min hund, samtidig med at jeg ville få fantastisk kvalificeret hjælp til de vanskellige udfordringer!

Dyb koncentration!

Rasmus har rigeligt erfaring med cockere og jeg kan godt mærke at den vildskab jeg mærker i Pluto er noget anderledes end de hønsehunde og min gamle springer, har udsat mig for! Om det er fordi det er min første hanhund, eller om han bare er lidt ”ude af hånd” for mig, finder vi nu snart ud af og jeg glæder mig helt vildt til dette projekt!

Jeg vil løbende opdatere her på bloggen, hvordan det går og det kan endda være at der vil falde et par tips og tricks af, måske der er andre som kan få inspiration…

I dag afholdt jeg en lille session med Pluto hvor vi trænede apportering, søg og spontan apport af udlagte dummyer.

Pluto klarede det superfint og selvom han mistede koncentrationen til sidst, så var det en virkelig god formiddag.

Ro inden kast af dummy.
Ro under kast, samtidig med at Pluto skal markere dummyen.
Øjenkontakt inden apporteringen!
APPORT!
Og så en siddende returnering!

Han er blevet god til at holde roen når jeg kaster en dummy og jeg er begyndt at gå rundt om ham mens han sidder og markerer, for så til sidst også at flytte på ham, inden han får lov til at apportere. Hans retunering er også blevet god og han sidder fint med dummyen, uden at tykke eller rumstere for meget rundt!

En “blindt” udlagt dummy og ro på!
En dirigering til den “blindt” udlagte dummy!
Og så en fin apportering!
Pluto er stadig helt klar!

Hans søg går godt, hans sitter nærmest hver gang på stopfløjten og det næste vi skal introducere er at jeg kaster en dummy mens han søger.

Han samler fint dummyerne op når han finder en i sit søg og selvom han engang imellem skifter til den dummy med kaninskind, så er han god til at komme lige hjem når han har fundet en dummy!

Jeg bruger flere forskellige dummyer til apport træningen.

Alt i alt, går det som sagt fint, men i morgen skal vi prøve lidt frit søg i skoven og så tror jeg udfordringerne vil vise sig igen…

Planen er nu foreløbigt at han skal op til Rasmus om en uges tid, og så bliver det spændende hvad Rasmus kan berette om lille Pluto…

Jeg håber i vil følge med, forhåbentligt så skal Pluto finde en masse snepper til min far og jeg om bare 7 måneder!

Knæk & Bræk!

Pluto med en nyskudt sneppe som han fik lov til at apportere sidst i december!

 

 

 

 

This Post Has 2 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top