Hjortejagt i det skotske højland. Part 1
Hele mit jægerliv har jeg læst om Skotland og hørt mange lange historier om hvor fantastisk hjortejagten er i højlandet! Når disen ruller ind over de stejle bakker og når hjortene lægger hovedet tilbage og brøler deres brunst ud over det enorme landskab! Uge 42 har altid betydet efterårsferie for mig, men ligegyldigt om jeg var på solferie, læseferie eller på jagt med min far, så tror jeg altid at mine tanker er fløjet op til lyngen og de fortryllende ”highlands”…
I år, skulle jeg endelig selv opleve denne jagtform, som så mange danske jægere drager tilbage til, igen og igen!
Planen var relativ simpel: Emil og jeg skulle lave jagtfilm og mine to venner Peter og Janus skulle på jagt. Vores allesammens fælles gode ven Dan, havde været så sød at invitere os over til hans nye hus ca. 2 timer udenfor Edinburgh. Huset Balnakeilly lå fuldstændig fantastisk for enden af en gammel alle og med en smuk udsigt udover dalen og den lille landsby Pitlochry.
Huset som var nogen hundrede år gammelt og havde tilhørt den samme slægt i mere end 460 år!
Seneste beboer fra familien, var den 11. Laird (Skotsk betegnelse for det engelske Lord eller adelsmand på dansk!) af Balnakeilly, ved navn Ralph Stewart-Wilson of Balnakeilly som var en højt dekoreret krigshelt fra 2. verdenskrig! Han blev især hædret efter en episode ved det Italienske kloster Monte Cassino. Her kæmpede de allierede indædt med Tyskerne som havde besat klosteret og forsvarede det hårdt. Ralph havde ledt en lille patrulje, som sædvanlig med sækkepiberne forrest og hurtigt kom de under voldsom beskydning! Mange timers kamp fulgte og Ralph fortalte efterfølgende at det ikke havde været så slemt at snige sig rundt i byens ruiner, for han havde jo lært at pürsche hjorte i højlandet bagved fødestedet Balnakeilly! Ralph gik desværre bort i 2015, som 92-årig.
Dan købte huset for et par år siden og har sidenhen udsat hele bygningen for en tiltrængt men respektfuld renovering. Resultatet er blevet den perfekte blanding mellem moderne luksus, oldgamle traditioner og et vingesus af historisk nostalgi… Det perfekte sted for en lille håndfuld håbefulde hjortejægere…
Vi blev modtaget med vaskeægte varm skotsk gæstfrihed og nød alt fra den voldsomme Skotske morgenmad til den stærke og beroligende lokale whisky om aftenen…
Den allerførste jagtmorgen var Emil og jeg blevet sat sammen med stalkeren Graham. Vi skulle jage på godsets nærmeste revir på ca. 1.000 hektar og højlandet begyndte efter bare få hundrede meter, bagved husets have!
Vi var ikke nået 100 meter væk fra ATV’en før vi kunne høre den første hjort brøle! Selvom klokken var ca. 10 og solen stod højt, så stod vi nu midt i et inferno af brølende hjorte! Graham forklarede at ugen før havde været frygtelig med al for meget blæst og regn og brunsten var nærmest gået i stå. Nu, den første mandag i den legendariske uge 42, var det dog en helt anden historie! Hjortene brølede i skovene rundt om os, i dalen nedenfor os og højt oppe fra bakketoppene foran os…
Graham lagde en plan, baseret på tonen i brølende og han pegede opad, så opad gik det… Ikke på den klassiske snige måde, men på Grahams egen måde… Det skulle vise sig at Graham var stor fortaler for at kravle! Lige så snart vi var i nærheden af at kunne skimte nogen dyr, smed han sig fladt på maven og forklarede mig at hvis jeg ikke havde lyng foran øjnene, så havde jeg hovedet for højt oppe!
Efter at have kravlet en times tid var vi kommet i en god position med en lille rudel hinder et par hundrede meter over os. Der gik en udmærket hjort med rudlen og han stod stolt lidt over de essende hundyr og brølede til alle de andre hjorte at de godt kunne holde sig væk! Vi kunne ikke komme tættere på og da vi lå i frit udsyn til hinderne, kunne vi heller ikke flytte os tilbage… Graham forklarede at der helt sikkert ville komme andre hjorte til dalen og det ville betyde at den lille rudel nok ville sætte i bevægelse. Ganske rigtigt, kort tid efter kom der en flot 10-ender travende ned mod den første hjort! De brølede lidt af hinanden på afstand og med ét kom alle hinderne på benene og spændingen steg i den lille dal! Overfor de to brølende hjorte kom der nu endnu flere krondyr frem… Et par hinder, en ung hjort, en mellemstor hjort og en flot 12-ender! Alle hjortene brølede og gjorde sig til, mens hinderne usikkert gik lidt rundt!
Graham udpegede den anden hjort til mig og sagde at jeg skulle skyde når jeg kunne… Jeg baksede temmelig længe med at få den gamle Sako riffel i position men selvom den havde en bipod monteret, havde jeg svært ved at få piben fri af den høje lyng! Ved siden af mig boksede Emil med at få kameraet fokuseret på hjorten, for hver gang han stak kameraet op af lyngen hvæsede Graham at han skulle dukke hovedet!
Endelig havde jeg nogenlunde styr på hjorten i sigtekikkerten og fik den forløsende ordre fra Emil: ”Jeg har den, skyd!”
Hjorten havde vandret lidt op ad bakken og i den gamle 6×42 sigtekikkert var den ærlig talt ikke ret stor at kigge på… Jeg holdt lidt højt på skulderen, som Graham sagde jeg skulle og skuddet gik idet hjorten stod stille og med siden til!
Jeg så ikke skud reaktionen og Graham så heller ingen reaktion! Hjorten satte i et roligt trav op mod den første hjort og på vej op af et stejlt stykke, vendte den flere gange rundt, sådan så vi tydeligt kunne se begge sider af dens skulder parti…. Ingen blod! Grahams riffel var i kaliber .25-06 og selvom det ikke er den groveste kaliber i verden, så burde vi kunne se blod på den lyse pels! Hjorten haltede heller ikke og da den første hjort trak væk med hinderne, op over bakkeryggen, så fulgte den anden hjort efter… Graham italesatte min bekymring og sagde at det havde været en misser! Jeg målte afstanden igen og det viste sig da også at hjorten havde været betydeligt længere væk da jeg skød, end da jeg først begyndte at gøre mig klar til skud…
Ærgrelsen nåede ikke at bo i mig ret længe for den anden rudel var nu på vej ned imod mig… Den unge hjort og 8-enderen fulgte efter et par hinder ned af bakken. Oppe på bakketoppen stod den flotte 12-ender og brølede ophidset!
8-enderen brølede tilbage og hver gang den gjorde dette vendte 12-enderen hen til kammen og stod i profil op imod den blå himmel! Han var kulsort og mudderet dryppede fra den buskede manke! Hver gang han lagde hovedet tilbage for at brøle, holdt jeg vejret! Det var simpelthen så imponerende at se på!
Den store hjort havde dog en hel del hinder med sig oppe på toppen og det var som om at han hele tiden kiggede ned mod de mindre hjorte og tænkte: ”HA, jeg har flere kvinder end jer, jeg bliver her!”
Graham hviskede at han ikke ville komme ned og at jeg i stedet skulle skyde 8-enderen!
I Skotland forvaltes hjortene temmelig hårdt! Hver estate har et mål for at skyde et fastsat antal hjorte og der skal altså skydes bredt, så det betyder også unge, modne og gamle hjorte… Derfor var 8-enderen en god hjort at få skudt, for den lille rudel hinder, ville formentligt efterfølgende blive opslugt i den gamle hjorts harem!
8-enderen stod på en stejl lille bakke lige over os og stolpekorset i sigtekikkerten hvilede roligt på skulderen…
Grahams riffel var muligvis gammel, men han havde ombygget aftrækket grundigt og den havde et af de bedste aftræk jeg nogensinde har prøvet! Skuddet faldt nærmest af sig selv og hjorten tegnede for en fin kugle!
Med stift forben humpede han lidt op ad bakken og stoppede igen. Mit andet skud faldt og hjorten tumlede ned af bakken i et virvar af lyng, stive stænger og glimt af de hvide sprosser!
Min første højlandshort var nedlagt og Graham fik en kæmpe krammer!
Vi gik med solens varme stråler op til hjorten mens det stadig rungede med hjortebrøl fra alle sider og selvom Graham stadig syntes vi var på jagt, ville jeg bare gerne op og se min hjort!
De skotske hjorte er ikke store af hverken krop eller trofæ, men den barske livsstil i højlandet gør at de ikke bliver lige så store som deres fætre i central Europa! Men når man sidder i den pladdervåde lyng ved siden af sin nedlagte hjort, efter at have kravlet rundt i et par timer, så betyder størrelsen vitterligt ingenting! Denne unge 8-ender var smuk og symmetrisk, havde en fantastisk flot lysebrun pels og en mørk manke!
Jeg kunne ikke drømme om en bedre start på min allerførste højlandsjagt og mens Graham hentede ATV’en sad Emil og jeg og kiggede ud over den smukke natur med hjortenes brøl som koncert…
Denne tur skulle byde på endnu flere spændende oplevelser og disse kan du læse mere om her på bloggen om et par dage…
Knæk & Bræk!
