Grillet råbuk-Kebab
Inspireret af en Claus Meyer opskrift, eksperimenterede min hustru og jeg i weekenden med lidt rådyrryg, vi havde i fryseren fra sidste år.
Selve opskriften var simpel og lige til at gå til og her er den så med vores egne små rettelser og ændringer…
Du skal bruge følgende:
Ca. 500 g. hakket rådyrkød.
1 dl. Letmælk
3 spsk. rasp
salt & peber
2 æg (Økologiske og fritgående, naturligvis!)
10 blade mynte
10 blade frisk koriander
1 knsp. chillipulver
fintrevet skal af 1/2 usprøjtet citron
Alle krydderi-målene, er jo smag og behag, vi brugte denne mængde, men jeg må nok indrømme at vi sagtens kunne have brugt dobbelt så meget af det hele…
Start med at afpuds kødet, i dette tilfælde valgte vi en rygfilet. Efter afpudsningen hakkes kødet fint, eller groft alt efter behag. Det kan sagtens gøres i hånden, med en skarp kniv, men hvis man vil have det helt finthakket, så brug en kødhakker! Bland mælken med rasp så det raspen bliver blødgjort.
Bland det hakket kød med alle krydderierne, æg og citronskallen.Tilsæt til sidst den bløde rasp med mælken og rør det godt sammen. Stil blandingen på køl i mindst 30 minutter så det hele kan samle sig. Efter farsen har sat sig, formes den til små “pølser” på grillspyd og disse grilles på en varm grill så der kommer en fin grillskorpe, uden at kødet får for meget! Med det magre rådyrkød, er det et spørgsmål om blot at give dem et par minutter på hver side!

Lav derefter en kebab med pitabrød, fladbrød eller en rigtig lækker sandwich med noget godt brød! Vi valgte hjemmelavet flute og Focacciabrød.
Til kødet lavede vi en simpel dressing, lavet af græsk yoghurt, krydderurter fra haven og lidt hvidløg.
Som garniture, lavede vi nogle hurtige råsyltede rødløg. Vi hakkede løgene fint, lage dem i en lage af olie, hvidvinseddike og lidt salt & peber. Efter ca. 1/2 time i køleskabet kan de spises, men de har godt af at ligge ca. et døgn eller mere!

Drys friske koriander stilke og blade på brødet, lig et spyd med kød i, hæld masser af dressing og de marineret løg på og spis gerne med en serviet i nærheden..;)
Jeg behøver vel ikke at sige at en kold øl og solskin imellem regnbygerne i weekenden gjorde dette “simple” måltid til et lækkert afbræk fra havearbejdet?!
Eksperimentér med krydderierne/krydderurterne, kun fantasien og dine smagspræferencer sætter grænsen! Især de friske mynteblade og korianderen inspirerede os til at tænke anderledes og moderne når det kommer til vildt! Det hele skal altså ikke længere laves med tung sovs og kartofler…
Hvad er din yndlings grillet vildtret?


