En “simpel” øvelse-Apport!

Jeg træner, som nævnt før, næsten dagligt med Maddie. Hun er nu ca. halvandet år og jeg har jo en forsigtig drøm om at hun skal med Mille og jeg på jagt til næste sæson! Den almindelige lydighed går egentlig fint men jeg bokser lidt med hendes apporteringsglæde og den generelle lyst eller pligt til at samle vildt op!

Hjemme i haven, sammen med Mille går det faktisk rigtig fint. Hun apporterer dummyer, bolde, brændestykker og optøede snepper både ved udlagt, kastet og skjulte apportemner! Hun bliver temmelig konkurrence-mindet når Mille sidder ved siden af og det har jeg selvfølgelig brugt som en positiv motivation. Når Mille har apporteret et par dummyer, for snuden af Maddie, så er hun helt klar til at hente den næste som bliver smidt.

Den helt store udfordring har været når jeg tog hende væk fra haven og enten ud i terrænet eller til hundetræning igennem Ruhårsklubben i Roskilde. Det er som om at Maddie glemmer alt om glæden og aftalen omkring en apportering og hun vil ikke ret gerne samle hverken dummy eller fugle op! Hun løber halvivrigt ud til emnet og skal så opfordres MEGET til at både samle op og komme retur…

Forrige gang til hundetræningen havde vores instruktør, Steen, taget en dummyafskyder med. Maddie har aldrig hverken prøvet eller set sådan én før, men da vi stod klar ved linjen, som første apportør, så reagerede hun som en besat hund! Hun hoppede og dansede imens hun hylede lyde som jeg aldrig har hørt hende sige! Om hun kunne mærke min nervøsitet eller Steens intensitet ved jeg ikke, men hun var i hvert fald klar-Helt klar! Normalt er hun rigtig rolig “på post” men nu kunne jeg ikke engang tage snoren af hende! Hele hendes krop dirrede og på DÆK kommandoen, lagde hun sig nærmest bare i en position, som mest af alt mindede mig om en 100 meter-sprinter i startboksen!!

Da Sten affyrede dummyen fløj den ca. 150 meter ud over marken og selvom jeg havde et godt greb i Maddies nakke, kunne jeg ikke holde hende! Hun løb så hurtigt som nogensinde lige hen til dummyen som hun, uden tøven, opsnappede og nærmest sprintede tilbage til mig! Sådan en lyst og appel havde jeg ikke set før og både Steen og jeg var meget overrasket… Da det blev de andre hundes tur til at prøve var hun stadig helt oppe at køre og jeg gik lidt frem og tilbage med hende og forsøgte at aflede hendes opmærksomhed ved nogle enkelte øvelser med at sidde med en dummy i munden og gå hinter med den samme dummy. Da det blev vores tur igen, sendte Steen os væk to gange fordi hun var helt ustyrlig “på post”! Til sidst kom der nogenlunde kontrol over hende og hendes anden lange apportering gik lige så fint som den første!

Den efterfølgende uge kunne jeg godt mærke at hun var mere varm på vores daglige have-apporteringer og da vi mødtes igen til træningen, var det som om at hun reagerede blot hun så Steen! Vi skulle apportere i vandet og igen, var Maddie helt oppe i det røde feldt! Hun gik ivrigt i vandet og fik hurtigt blishønen i munden. Hun spyttede den dog ud, så snart hun havde fast grund under fødderne, men med opmuntring og lidt reprimande, fuldførte hun dog alle apporteringerne i udmærket stil!

Nu er glæden og lysten til at apportere da blevet vakt og nu er der blot den “simple” opgave tilbage at få reglerne helt på plads. Det er jo op til mig og det kan kun opnås ved træning, træning og endnu mere træning…

Sommeren står altså på apporteringstræning, så hvis du ser en tosse stå ude i terrænet med en vild ruhår, en velopdragen springer og så en hel stak dummyer og fugle, så kom over og sig hej, det er nok temmelig sikkert mig..:)