En god weekend…

Denne weekend bød på to skønne fuglejagter. Først var jeg med to gode venner på et andetræk på Fyn og derefter stod den på klassisk fuglejagt på Midtsjælland.

Solen skinnede og blæsten var hård, men selvom høj sol ikke nødvendigvis er det bedste til et andetræk, så håbede vi at den hårde blæst dog alligevel ville få ænderne til at trække…

Sammen med to gange Christian ankom vi til den aflange, lavvandet sø som lå tæt på skovkanten. Inden vi var på plads, kunne vi høre dåhjortene gå og grynte deres brunstgrynt imellem de tætte træstammer! I dagens sidste sollys sad jeg mellem de høje siv og forsøgte at få Maddie til at forstå at det var ænder vi ventede på og ikke den hjort som gik og gryntede, mindre end 100 meter væk! Mille kan jo ikke høre så meget, så hun kunne heller ikke høre hjortene, men hun kunne godt se på Maddie at der var noget som var spændende! Da solens stråler efterhånden var væk og mørket kom snigende, var lyd kulissen så overvældende at jeg ikke kunne lade være med at sidde med knækket bøsse og lukkede øjne og bare suge det hele til mig… Hjortenes grynt fra skoven lagde baggrunden, men ellers var himlen fyldt med anderappen fra krikænder og gråænder, jeg kunne høre pibeændernes pibende flugt og højere oppe gakkede grågæssene… Dybt inde i skoven tudede der et par ugler og sangsvanernes kalden og brusende vinger blandede sig med de hundredvis af fasaner som kaglende var på vej til ro!

Bøssen blev dog hurtigt lukket og øjnene blev åbnet, for nu kom der ænder! På trods af den hårde vind, så kom ænderne ind over søen fra alle retninger! Krikænderne smed sig som om de var sten kastet fra himlen og gråænderne tog et par runder, før de på stive vinger kom ind over søen. Christian havde taget sin unge ruhår Islay med og vi havde aftalt at vi ville vente med at apportere til at trækket var overstået. Hverken Maddie eller Mille virkede begejstret over denne beslutning og da Christian skød en gråand som landede få meter fra de siv vi gemte os i var det næsten for meget for de to hunde! I det samme kom der dog en krikand susende henover søen og jeg fik skudt den i et rent snupskud så den landede i de tætte siv på min venstre hånd! Begge hunde kiggede skiftevis ud på søen og sivene og tilbage til mig, som for at sige: “far du ved godt at der ligger ænder ikke?!” Efter en times tid var trækket slut og jeg havde skudt 3 gråænder og 2 krikænder. Nu fik hundene endelig lov og Mille hentede hurtigt Christians and lige foran os, mens Maddie svømmede efter den ene krikand… Søen var ikke så dyb, så jeg kunne gå ude i vandet langs med sivene, mens hundene afsøgte både sivene og vandet. Mille havde det ikke nemt da hun ud over ikke at kunne høre mig, heller ikke ser så godt! I mørket kunne jeg se at min pandelampe tit blændede hende og når hun kom ud af sivene med en and i munden, så var det vanskeligt at dirigere hende hen til mig! Stoltheden over de to hårdt arbejdende hunde, kulminerede med at Maddie kom svømmende med en and og lige bag hende fulgte Mille med en krikand! Det var tydeligt at Mille udelukkende fulgte efter Maddie, for hun måtte da vide hvor de skulle hen!

Resultatet for os tre skytter blev 12 ænder i alt og mens hjortene stadig gryntede, læssede vi bilen med våde og mudrede hunde, alle ænderne og under den imponerende klare stjernehimmel kørte vi hjem til Christian hvor vores hustruer havde lavet mad… Jeg elsker, som i nok ved, andetræk, men lige netop denne aften vil jeg nok huske lidt ekstra på grund af den imponerende lydkulisse og så de tre hundes flotte indsats!

Dagen efter stod den på selskabsjagt i gode venners lag. Vi skulle drive både remisser, skove og marker af og mens solen skinnede fra en skyfri himmel gjorde skytterne sig klar. Blæsten var stadig hård og fuglene fik enorm fart på når de fløj med vinden! Midt på formiddagen stoppede vi ved et lille vandhul inde i skoven, hvor der blev budt på pølsehorn, slik og kaffe.

Hele dagen var gennemsyret af hygge og latter selvom der også lød et par drillende kommentarer hist og her… Værst var vistnok Maltes forbiskud til en hare! Der var dog også plads til ros, så da en god jagtven skød en sneppe, som var lettet fra en remisse og med vinden i ryggen var suset igennem luften, så blev der jublet og lykønsket!

Dagens sidste såt, skulle også vise sig at være der hvor der var flest fugle! De fleste skytter stod langs en skovkant i noget knæhøjt blandings grønt og inde i skoven var der to vandhuller med ænder og masser af fasaner rundt om i den varieret skov. Som drevet skred frem igennem såten, så forskød vi også skyttekæden så vi hele tiden dækkede så godt for de fugle som ville flyve ud over marken. Der var mange ænder og også fasaner og efter kort tid, mistede jeg overblikket over hvad de andre skød, jeg havde rigeligt travlt med både at huske hvor mine egne ænder landede og hvor Mille og Maddie samlede op henne! Marken som var dækket af det nye lysegrønne planter var svær at finde fuglene i og det var tydeligt at begge hunde var lidt trætte efter en lang jagtdag! Begge hentede dog fugle i en lind strøm og da såten var slut, var der ikke andet for end at opgøre hvad skytterne havde meldt og så sammenligne med hvad hundene havde apporteret!

Det viste sig at vi faktisk blot manglede en enkelt and og så var der en anskudt and inde i en af søerne som ikke var blevet fundet!

Jeg gik sammen med værten, Frederik ud for at kigge efter den ene and og selvom det var et lidt uoverskueligt projekt, så skulle det jo prøves! Frederiks Springer spaniel, Frya og mine to var tydeligt mærket og tempoet var ikke højt, men de arbejde dog stadig med næserne… Efter kort tid fandt Frya dog anden og glæden og stoltheden var tydelig at genkende på Frederiks smil! Maddie så straks sit snit til at løbe ind i den ene sø for at få noget at drikke! Det stoppede dog brat da jeg kunne høre hendes ophidset halsen give ekko imellem træerne! Der gik et par minutter og så dukkede hun op i skovkanten med en and i flaben! Langsomt traskede hun ud til mig og da jeg fik anden i hånden viste det sig at være den anskudte, som ingen kunne finde inde ved søen! Alle var glade over at en ellers lidt kaotisk situation, kunne afsluttes med at alle de nedlagte fugle som var blevet meldt, også var blevet samlet op! Efter at Maddie havde afleveret denne, sidste and, gik hun af sig selv og med fast fokus, direkte op til skyttevognen, var alle skytterne var samlet! Mille var allerede på vej derhen og signalet var helt tydeligt: “Far, vi gider ikke mere!” Med hundenes ansigter med lukket øjne på skødet, kørte vi hjem til en flot parade foran hovedbygningen og med Dannebrog vejrende, for som vi alle jo ved: En jagtdag, er en festdag!

Tak for to skønne dage i dejlige venners selskab og med fuglejagt, når det er allerbedst!

Knæk & Bræk!