Bushbuck i Eastern Cape, Sydafrika

For et par uger siden tog min fotograf, Emil og jeg til Eastern Cape i Sydafrika. Vi skulle lave en jagtfilm og drømmen var to “hovedhistorier”, nemlig Bushbuck og Caracaljagt med hunde.

Jagten var arrangeret igennem Paul Schoemann fra Gem Safaris.

Vi blev indkvarteret i en skøn lodge som lå midt i jagtreviret og med placeret i en smuk bjergdal.

Eastern Cape er præget af temmeligt omskifteligt vejr, da det store Indiske ocean ruller ind mod den østlige kyststrækning. Morgenerne var typisk diset og tåget og først op af formiddagen brændte solen igennem. Det betød også at terrænnet var frodigt og bevoksningen var tæt.

Den første morgen kørte vi ud i et kuperet område hvor Paul forklarede at Bushbuckene elskede at holde til. Det var kuperet og en blanding af lysninger og tæt bush. Vi satte vores tracker ”Dada” af med en walkie talkie og han ville snige sig langs en bakkekam, mens Emil, Paul og jeg ville snige os længere ind i den store dal.

Der gik ikke lang tid før vi så de første dyr. Først et par Bushbuck hundyr og derefter et par Duikere… Paul fortalte at Bushbuckene ofte gik sammen i par, men at dyrene også gik meget langsomt når de essede, hvilket betød at vi længe stod og kiggede i vores kikkerter. Selvom der umiddelbart ikke var nogen dyr fremme, kunne der når som helst dukke en Bushbuck frem, for når de stod stille imellem bevoksningen var de svære at se.

Vi sneg os fra bakketop til bakketop og spejdede i alle retninger. Ingen bukke, kun hundyr, Duikere og en lille flok Impalaer… En af de ting som jeg elsker ved at jage i Afrika er at når man springer af Landcruiseren, så er der oftest temmelig mange, meget forskellige dyr at jage… På dette revir var der op mod 40 forskellige jagtbare arter og selvom vi var på Bushbuckjagt, så kunne hvad som helst pludselig dukke op og så skal man være beredt på at omstille sig…

Efter en times tid fik Paul et opkald på Walkien fra Dada… Han havde set to bukke jage med hinanden på en bakkeside, et par kilometer fra os! Der var et hundyr og så de to bukke som kæmpede voldsomt og jagtede rundt med hinanden, så chancen for at mindst en af disse var gamle nok til afskydning, var gode…

Vi satte straks kursen mod bakkesiden og vandrede igennem et tæt skovstykke for at komme frem til stedet i god vind og nedenfor de tre dyr.

Hele vejen kunne vi høre Dada kommentere på dyrenes færden. Jeg kunne ikke forstå meget af hvad han ophidset hviskede på Afrikaans, men jeg kunne sagtens opfatte intensiteten af instruktionerne, så med hamrende hjerte og spændingen brusende i mit blod, stak vi forsigtigt hovedet ud af skovstykket…

Over os, var bakkesiden rimelig åben men med små klatter af kaktus, buske og tornekrat… Hundrede meter fra os lå der et vortesvin med fem små unger. Soen lå i en solstribe og sov og alle ungerne lå i en stor bunke i hyggede sig… Et hyggeligt syn men hvis soen opdagede os og flygtede ville Bushbuckene formentligt lugte lunten og også flygte ind i den tætte skov som omringede lysningen!

Paul forsøgte hele tiden at snige sig længere op af bakken med buske eller kaktusser mellem soen og os, så hun ikke skulle opdage os. Vinden var god og blæste ned af bakken, så det eneste vi skulle passe på var at dyrene ikke så vores bevægelser.

Med et så vi alle tre en Bushbuck igennem noget tæt krat! Det var hundyret og jeg slog straks Viperflexen op og gjorde mig klar… Hvor hundyret var, ville én af de to bukke vel også være?!

Dada havde mistet dem af syne og Walkien var tavs… Hundyret essede langsomt ud fra buskens skjul og i sigtekikkerten beundrede jeg det smukke dyr. Hundyrene er røde i pelsen, hvor bukkene er mørke, nærmest sorte. De har forskellige og unikke hvide striber og pletter på bagpartiet og en lille stivhåret manke langs nakken.

Hundyret essede ud i en åbning, lige overfor vortesvinene og pludselig kunne jeg se solen skinne på to snoede horn igennem busken! Bukken var på vej og jeg hviskede straks direktioner til Emil om hvor jeg mente bukken ville komme frem! Emil var allerede klar og hviskede tilbage: ”Kameraet ruller!”

Jeg fik riflen og mig selv i en behagelig skydestilling selvom det var et temmelig stejlt skud op af bakkesiden… Bukken gik langsomt, som Paul havde forklaret og minutterne føltes som de klassiske lange timer, før han endelig nærmede sig kanten af busken. Nu skulle han blot tage et par skridt før han ville stå frit… Afstanden var 150 meter, riflen lå fast i skydestokken og jeg havde fingeren på sikringen…

Paul havde vurderet bukkens horn i kikkerten og sagde at det var en god gammel buk, helt perfekt til afskydning…

Jeg hviskede til Emil at bukken formentlig ville trække ud i lysningen og så stoppe. Hvis han stod rigtigt ville jeg skyde så snart der var en mulighed!

Emil var rolig og sagde: ”Jeg ruller, du skyder bare!”

Solen bagte mig i nakken, fuglene pippede rundt om os og for at holde mine nerver i ro kiggede jeg på de sovende vortesvin… De lå stadig i en stor bunke og med lukkede øjne snorkede de løs… Jeg kunne ikke nyde det søde syn længe, for med ét kom bukken ud i lysningen!

Han var mørk og de lange snoede horn skinnede igen i sollyset! Jeg skiftede hurtigt min fokus og den lille røde prik i sigtekikkerten fulgte ham nu lige på skulderen… Han gik et par meter frem før han stoppede op og så snart jeg følte mit sigte var roligt, faldt skuddet!

Bukken stejlede op i luften og faldt bagover mens en stor rød støvsky stadig hang i luften, hvor kuglen var slået i jorden! Vortesvinene løb til alle sider og mens bukken sparkede et par sidste gange med benene klappede Paul mig på skulderen og sagde: ”good shot!”

Vi ventede et par minutter før vi gik op mod min allerførste Bushbuck. Han lå på siden på den røde Afrikanske jord og mens jeg afladede riflen kunne jeg mærke ærbødigheden sænke sig… Den smukke buk med de snoede horn havde aldrig hørt skuddet og nåede aldrig at opdage at han var blevet jaget. En perfekt pürsch og et godt skud havde nedlagt denne gamle slagsbror og selvom jeg var lykkelig, så var jeg også en smule trist på en ydmyg måde… Vi sad længe og beundrede bukken og de mange ar på hals og krop beviste at disse små bukke altså virkelig slås! Ikke bare med hinanden men med alle andre dyr i bushen som ikke reagerer som bukken vil have det! Paul fortalte et par drabelige historier om anskudte Bushbucke som havde angrebet jægerne!

En smuk gammel slagsbror nedalgt på vores allerførste jagtmorgen! En fantastisk start på et jagtligt eventyr, som kun skulle blive bedre…

Læs mere her på bloggen de næste par dage…

Knæk & Bræk!