Bukkejagt i Polen. Dag 2
Vækkeuret ringede umenneskeligt tidligt men selvom det ikke var blevet til særlig mange timers søvn, så var det nemt at svinge benene ud af sengen! En hel ny jagtdag stod for døren og med den start vi havde haft aftenen før (læs den første historie HER!), så var mine forhåbninger tårnhøje…
Vi fik alle en hurtig kop kaffe mens støvlerne blev snøret, kameraet blev sat op og riflerne fundet frem. Vores guider stod klar klokken kvart i fem og efter at alle havde givet hånd og sagt godmorgen, kørte vi hver til sidst, ud på det store revir som langsomt var ved at blive oplyst af den opstående sol.
Jeg hører tit jægere tale meget negativt om begrebet “auto-pürsch”! Det er et begreb som rigtig ofte bliver sat i forbindelse med polsk bukkejagt og jeg har da også været på revirer hvor der blev drevet decideret jagt fra bil! Den første aften havde jeg talt med min guide om netop dette koncept… Guiden var helt tydelige selv en ivrig jæger og endda præsident for jagtklubben, så vi var helt på bølgelængde om at det ikke var en metode vi ville bruge! Med det sagt, så er 15.000 hektar noget af et område at dække og derfor kørte vi naturligvis rundt for at komme til de steder hvor guiden vidste at der gik gode bukke. På disse køreture, kiggede vi også ivrigt efter dyr og hvis vi spottede en god buk fra bilen, mens vi var på vej et andet sted hen, så var det selvfølgelig oplagt at indlede en pürsch! Det er mange år siden at jeg sidst har sagt ja til at “snige” mig blot en eller to meter væk fra bilen for at sætte skydestokken op og skyde en buk og jeg havde ikke i tankerne at praktisere dette igen! Vi var dog ikke kørt ret længe før vi opdagede en buk og to råer gå ude på en stor mark… Der var ikke så langt ud til dem og de havde ikke opdaget os! Guiden indikerede at jeg skulle stige ud, men jeg havde set en lille remisse som lå et par hundrede meter væk som vi kunne parkere bilen bagved og så snige os tilbage til netop remissen… Da bilen var blevet parkeret og vi krumrygget havde sneget os op til den lille mergelgrav, som remissen bestod af, havde de tre rådyr stadig ikke opdaget os…
Jeg sneg mig rundt om hjørnet og satte skydestokken op. Der var ca. 170 meter derud og mens jeg ventede på at bukken skulle stille sig med siden til funderede jeg lidt over hele situationen… Jeg vil ikke udøve “auto-püsch” og billigere egentlig ikke konceptet, men omvendt så var vi jo på bukkejagt og rejst til Polen for at skyde bukke! Nu stod jeg så med en nydelig buk i sigtekikkerten, som vi havde opdaget fra bilen. Var der virkelig den store forskel på at bare liste ud af bilen og sætte skydestokken op første gang jeg havde chancen, eller var det bedre at vi havde parkeret bilen bag remissen så jeg kunne snige mig de sidste 100 meter? Jeg var pludselig lidt i tvivl, men det føltes bare mere rigtigt at gøre som vi havde gjort og alternativet var jo at sige nej til denne buk…
Bukken gik stadig og essede og da Rudolph hviskede at han var klar så blev jeg revet ud af alle mine overvejelser… Vi var jo også i Polen for at lave en jagtfilm og her gik der en rigtig fin gammel buk i det perfekte morgengry lys og jeg så ud af øjenkrogen at guiden allerede havde fingrene i ørerne… Jeg hviskede drilskt til Rudolph om han også havde husket at trykke på REC, vel vidende at den fejl ville han nok aldrig mere lave og da han bekræftede at kameraet rullede, koncentrerede jeg mig om skuddet… Bukken stod perfekt og selvom afstanden nu var ca. 200 meter, så var det ikke bekymrende langt væk og mens jeg stillede på kliktårnet kunne jeg føle at bukkefeberen begyndte at få mit hjerte til at hamre! Sigtet var roligt og i et kort sekund tænkte jeg at det var et godt tegn, at jeg kunne mærke spændingen, for så var situationen god og på en måde godkendt af min indre jæger…
Bukken gik ned i knaldet og da min guide rakte hånden frem med et stort smil, begyndte mine egne hænder at ryste… Rudolph og jeg gik langsomt ud til bukken mens vores guide hentede bilen og fremme ved den flotte buk kunne vi nyde de først solstråler som allerede havde masser af varme i sig.
Bukken var en ældre herre og næsten fri for vinterpels, så den røde pels skinnede varmt. Rudolph lavede nogle fine billeder af solen og imens kunne jeg blot sidde og suge hele oplevelsen til mig. Vi havde jo ikke været mange minutter på jagt og morgenen var ikke rigtig begyndt endnu, så guiden var tydeligt ivrig for at komme videre, vi havde jo stadig en mose hvor vi skulle kigge efter en stærk buk som guiden kendte!
Vi fik brækket bukken og med den lagt på ladet, kørte vi videre igennem de flotte gule rapsmarker mens hundredvis af lærker sang dagen igang…
Fremme ved mosen, gik vi forsigtigt langs en lille bæk som løb ud fra de tætte træer. På vores højre side var der en stor eng med halvhøjt græs og ukrudt og nede for enden, foran mosen gik der et par rådyr. Guiden havde ivrigt forklaret at der på netop denne eng gik to bukke. Begge to gamle, men den ene var helt klart en bedre buk og han mente at den snildt kunne være en medalje buk! Den anden havde tilgengæld ikke rigtig vist nogen prangende opsats, så begge bukke var faktisk afskudsbare… Vi sneg os tættere på dyrene, hele tiden med et vågent øje på især de to råer som ofte kiggede op og sikrede i alle retninger. Da vi kom lidt tættere på, kunne vi se at det var den “dårlige” buk som var på engen denne morgen og selvom vi vist allesammen havde håbet på en medaljebuk, så betød det ikke rigtig noget for den situation vi nu var i… Græsset som dyrene gik i var ret højt og der var stor forskel på tuer og brændenældebuske, så nogen gange var dyrene helt frie og andre vi de helt væk. Vi sneg os ind på ca. 150 meter og straks var der en af råerne som stirrede stift på os! Hun havde ikke rigtig opdaget os men hun lavede hele tiden de klassiske “snydebevægelser” hvor hun lod som om at hun ville til at æde, men lige så snart hovedet var nede i græsset, rykkede hun det hurtigt op og stirrede stift hen imod os… Sikkert et gammelt trick for at lokke eventuelle rovdyr til at indlede deres angreb og derved kunne nå at få et forspring!
Vi kunne ikke komme tættere på, så jeg slog skydestokken ud og sigtede på bukken. Han gik roligt og essede og delte slet ikke råens bekymring, så det var blot at vente på at han skulle præsentere en god chance og så samtidig håbe på at råen ikke ville springe væk, ind mosen med højlydte smælende bjæf…
Det nåede hun dog aldrig at gøre for efter kort tid stillede bukken sig op og kiggede sig omkring… Rudolph meldte klar, guiden hviskede: “schisseeeeeeen” og jeg lod skuddet gå… Bukken sprang lige op i luften og forsvandt i de tætte pilebuske… Med ét var den solbeskinnede eng helt tom og den neste lyd var de mange lærke over hovederne på os. Både guiden og jeg var tilfredse med skudreaktionen og han virkede nærmest lykkelig for at bukken var løbet, for nu kunne hans unge hund få lidt mere træning. Den søde men urutineret hund gik da også fint på det tydelige blodspor men forsvandt hurtigt i mosen! Bukken var kun løbet 10 meter og lå forendt inde under nogle lavthængende pilegrene. En ældre høj, men ikke imponerende 6-ender viste det sig at være og mens vi gjorde klar til at tage billeder kunne vi høre hunden drive med noget inde i mosen! Guiden var ikke så imponeret og forklarede at hunden allerhelst ville drive med vildsvin i stedet for at gå på blodspor, men den dukkede dog op lige i rette tid til at være med på billederne så den blev hurtigt tilgivet…
Morgenen var stadig ung, men ovenpå to gode oplevelser og to fine trofæer var jeg rigtig godt tilfreds, så vi besluttede os for at køre lidt rundt med afladt riffel og derefter at vende næsen mod huset hvor en dejlig polsk morgenmad ventede sammen med en varm kop kaffe. Alle de andre jægere havde også skudt bukke denne morgen, så der blev fortalt mange historier over morgenmaden samtidig med at endnu tættere venskabelige bånd blev knyttet.
Engang imellem kan man være heldig at det jagtlige resultat er fantastisk, men når det kan kombineres med fantastiske nye venskaber, ja så bliver jagt egentlig ikke meget bedre…
Nu ventede der en velfortjent lur og så lidt mere hygge i det skønne sommervejr, før at aftenens jagt skulle begynde…
Knæk & Bræk!
